Læsetid: 2 min.

Snushønen i Det Hvide Hus

Hvis Hillary Clintons tv-skrækreklame taler sandt, har hun gjort sig skyldig i spionage
Udland
7. marts 2008

En gættekonkurrence: Hvis man i en valgkamp er på spanden - hvad gør man så?

Svar: Man stikker hånden ned i spanden og får fat i noget at kaste med.

Det er i hvert fald, hvad Hillary Clinton har grebet til. Forud for tirsdagens primærvalg førte Barack Obama i staten Texas. Ganske vist havde den højrerabiate radiovært Rush Limbaugh anbefalet sin lytterskare at flytte stemmerne over i demokraternes opgør og anbringe dem på Hillary Clinton, således at republikanerne kan samles om at gøre kål på hende ved det endelige valg i november. Men kunne parret Bill & Hillary være sikker på, at denne hjælp var nok?

Ja, den viste sig ganske vist at fordoble antallet af konservative, der deltog i valget hos demokraterne, men det var klogt af Clinton'erne, at de dobbeltdækkede sig ved at starte en skrækkampagne mod Obama.

Det skete med en tv-reklame: Billeder af trygt slumrende børn og et lydspor, hvor en gravrøst lyder: "Klokken er tre om morgenen, og dine børn sover. Der er en telefon i Det Hvide Hus, og den ringer: Der er noget, der sker i verden. Din stemme vil afgøre, hvem der besvarer det opkald."

Afprøvet i sikkerhed

Gravrøsten fortsætter: "Skal det være én, der kender verdens ledere, kender militæret og som er afprøvet og klar til at lede - i en farlig verden?"

Derpå toner Hillary Clinton frem, siddende med en grå telefon, nydeligt klædt, med læbestift og opsat hår. Hun ligner ikke én, der er vækket kl. 3 om natten.

Hun ligner snarere en net omstillingsdame. Vittige hoveder har peget på, at hun - hvis Clinton'erne igen besætter Det Hvide Hus - vil stille kriseopkald igennem til Bill. Eller at de mest tænkelige kriseopkald til hende vil dreje sig om, hvem Bill er i færd med at indlade sig med.

Nuvel, annoncen virkede. Det var efter vælgerudsagn den, der skubbede hende to procentpoint foran Obama.

Men den kan vende tilbage som endnu et Clinton-mareridt med lovoverholdelse. Kritiske røster har spurgt: Hvordan kan Hillary have erfaring med nationale sikkerhedskriser? Hun har aldrig været godkendt til at beskæftige sig med dem. End ikke til at høre et ord af, hvad der blev sagt om dem - og slet ikke til at besvare telefoner om dem.

Har hun i Det Hvide Hus hørt om sikkerhed, er det noget, hun ulovligt har snuset sig til. Hendes annonce tilstår spionage mod præsidentembedet.

Obama, derimod, er medlem af senatsudvalg, hvor han er godkendt til at beskæftige sig med anslag mod nationens sikkerhed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her