Nyhed
Læsetid: 4 min.

Teherans buschauffører siger fra

Det iranske regime har forbudt uafhængige fagforeninger - alligevel er Teherans buschauffører igang med den største faglige aktion siden revolutionen i 1979, og de ser deres kamp som tæt forbundet med kampen for den fattige befolkning
-På trods af alle de problemer, vi var igennem, anser jeg buschaufførernes kamp for en succes (...) succesen ligger i deres sammenhold og deres protester, som har skrevet historie for den faglige kamp i Iran,- siger en anonym iransk aktivist. Her ser man iranske kvinder sidde i kvindesektionen i en offentlig bus.

-På trods af alle de problemer, vi var igennem, anser jeg buschaufførernes kamp for en succes (...) succesen ligger i deres sammenhold og deres protester, som har skrevet historie for den faglige kamp i Iran,- siger en anonym iransk aktivist. Her ser man iranske kvinder sidde i kvindesektionen i en offentlig bus.

PATRICK BAZ

Udland
12. marts 2008

De sidste par år har præstestyret i Iran været konfronteret med en række faglige konflikter landet over. Oftest er protesterne rettet mod styret, da arbejderne tilhører selskaber, der enten er helt eller delvist offentligt ejede. De faglige aktiviteter sker, mens selvstændige fagforeninger er forbudt.

"Regimet anerkender kun statslige fagforeninger. Disse er ikke demokratiske og desuden uadskillelige fra arbejdsgivernes politik og interesser. Lige nu arbejder vi på at få legaliseret og organiseret det faglige arbejde, helt uafhængigt af de etablerede statslige organiseringer," siger Mohsen Hakimi, som er en af de centrale aktivister i arbejderbevægelsen i Iran.

Hakimi har været anholdt to gange og er lige nu ude på kaution, mens han venter på sin dom.

Buschaufførernes kamp

Siden 2006 har især International Transport Workers Federation (ITF) ført en kontinuerlig kampagne for befrielsen af Mansour Osanloo, den demokratisk valgte formand for Teheran og omegns buschaufførers fagforening. Osanloo har i alt været anholdt tre gange, og har i løbet af de sidste to år, været mere i fængsel end udenfor. ITF har stået for at lave internetkampagner, skrive protestbreve og producere kortfilmen: Freedom will come om Mansour Osanloos faglige aktiviteter.

I Teheran mødtes en gruppe buschauffører den 6. marts for at protestere og uddele materialer om Osanloo. Derefter tog de i fællesskab hjem til Osanloos mor, hvor de fik lov til at tale i telefon med ham.

Tidligere har også LO Danmark, i et brev rettet mod den iranske præsident Ahmadinejad, taget afstand fra fængslingen af bl.a. Osanloo, og samtidigt krævet en øjeblikkelig løsladelse af ham, såvel som af andre politiske fanger i Iran. Osanloo er ikke den eneste fagligt aktive, der lige nu sidder i fængsel i Iran, men han er blevet symbolet på undertrykkelsen af fagligt aktive.

Sidst blev Mansour Osanloo bortført, mens han sad i en bus på vej hjem den 10. juli 2007. Ifølge øjenvidner på bussen blev Osanloo hevet ned af hætteklædte mænd, der tvang ham ind i en sølvgrå Peugeot.

Siden har han siddet inde i Evin, et fængsel i udkanten af Teheran. Osanloo har få gange været midlertidigt ude af fængslet, alene for at modtage lægelig behandling for sit øje, som er blevet opereret to gange. Skaden i øjet, og arret på hans tunge, skyldes den fysiske mishandling, Mansour Osanloo har oplevet i løbet af hans tid som formand for buschaufførerne.

Blandt andet blev han den 9. maj 2005 overfaldet af mænd tilhørende de statslige faglige organiseringer. Det skete til et opstartende møde for buschaufførernes uafhængige fagforening. De politistyrker, der var til stede, forholdt sig passivt i baggrunden, mens mediefolk fik konfiskeret deres materialer.

Faglige rettigheder

Den faglige konflikt som bus-chaufførerne i Teheran og omegn har organiseret, er den mest omfattende faglige konflikt i Iran siden revolutionen i 1979.

Buschaufførernes organisering, kravet om højere lønninger og bedre vilkår og strejken i januar 2006, førte til voldsomme forsøg på at nedkæmpe fagforeningen. I dagene omkring strejken blev chaufførerne mødt med fyringstrusler, vold, tåregas, våbenskud i luften, anholdelser af over 1300 chauffører nogle af deres koner og børn.

Anklaget for at have konspireret mod nationens sikkerhed, sidder Osanloo stadig inde, mens hans sag bliver behandlet af efterretningstjenesten.

"FN og ILO, som Iran er medlem af, anser det for elementære rettigheder at organisere sig og kæmpe for ordentlige løn og vilkår. De rettigheder burde derfor også eksistere i Iran," siger en anonym faglig aktivist, som deltog i solidaritetsarbejdet med buschaufførernes strejke. Han fortsætter:

"På trods af alle de problemer, vi var igennem, anser jeg buschaufførernes kamp for en succes. De fik kun nogle få indrømmelser, i form af en smule bedre løn og vilkår. Men succesen ligger i deres sammenhold og deres protester, som har skrevet historie for den faglige kamp i Iran."

Håb om anerkendelse

Den sociale og økonomiske ulighed i samfundet, og ikke mindst kampen imod fattigdom, hænger ifølge de fagligt aktive uløseligt sammen med deres faglige kamp:

"Arbejderklassen lever oftest et liv i fattigdom og elendighed, og af den grund finder man stadig i dag børnearbejde i Irans gader, såvel som på fabrikker bag lukkede døre. Selv voksne mennesker bliver ansat uden rettigheder og til en lille og utilstrækkelig løn. Oftest bliver de ansat med midlertidige kontrakter, og nogle gange får de lov til at underskrive et blankt stykke papir," siger Mohsen Hakimi og fortsætter: "Men jeg håber meget på, at der i en overskuelig fremtid vil komme en anerkendelse af det faglige arbejde, så vi kan operere helt legalt. Før eller siden må det blive åbenlyst for alle, at vi ikke er kriminelle. I hvert faldt befinder vi aktivister os lige nu i en situation, hvor vi eksisterer, det ved regimet, og vi er i en eller anden grad offentligt tilgængelige. Så I for eksempel kan komme i kontakt med mig."

Jaleh Tavakoli og Abdullah Domurcuk er speciale-studerende på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her