Læsetid: 2 min.

Afrikanske lande til topmøde om Zimbabwe

Zambias præsident har indkaldt Zimbabwes nabolande til at drøfte krisen efter valget den 29. marts
Kampklædt politi patruljerede i går i Zimbabwes hovedstad, Harares, gader.

Kampklædt politi patruljerede i går i Zimbabwes hovedstad, Harares, gader.

10. april 2008

Zimbabwes nabolande mødes lørdag for at drøfte den ophedede situation i Zimbabwe. Siden landet for halvanden uge siden gik til stemmeurnerne, har valgresultatet ladet vente på sig, hvilket har skabt uro blandt politikerne og befolkningen.

Zambias præsident, Levy Mwanawasa, sagde i går, at alle de sydlige afrikanske lande er nødt til at tage del i løsningen af krisen. Det er første gang siden valget, at et af Zimbabwes nabolande tilbyder at træde til.

I Zimbabwe har det største oppositionsparti, MDC, udråbt sig selv til vinder. Men det nuværende regeringsparti, ZANU-PF, med den 84-årige Robert Mugabe i spidsen, mener, at valgresultatet ikke kan blive offentliggjort endnu. Hvad den præcise årsag er til den manglende offentliggørelse er endnu ikke klarlagt.

For en uge sagde Zimbabwes valgkommission, at begrundelsen for forsinkelsen skyldtes problemer i forbindelse med, at der var afholdt præsident-, parlaments- og lokalvalg på samme tid.

Det største oppositionsparti, MDC, meldte ud kort efter valget, at det havde vundet og dermed afsat Robert Mugabe efter 28 år som leder af Zimbabwe. MDC baserede meldingen på foreløbige resultater.

Men de manglende stemmeresultater har skabt forvirring om, hvad det endelige resultat er. Ifølge Mugabes fløj er resultatet så tæt, at der skal en anden valgrunde til, og nogle kilder mener, at der skal en omtælling til.

Kritik fra Sydafrika

Oppositionen har efterfølgende lagt sag an for at få valgresultatet offentliggjort. De kritiserer Mugabe for at udsætte resultatet, som giver ham tid til at forberede en anden valgrunde mod MDC's præsidentkandidat, Morgan Tsvangirai.

En dommer i højesteret sagde i går, at domstolen på mandag kl. 13.30 (dansk tid) vil meddele, om den mener, at valgkommissionen skal offentliggøre resultatet nu.

Tidligere på dagen kritiserede Sydafrikas ANC-leder, Jacob Zuma, Mugabes styre for ikke at have offentliggjort resultatet af Zimbabwes præsidentvalg.

"Jeg synes ikke, at det varsler særlig godt," sagde han i et interview med sydafrikansk tv.

Han tilføjede, at det var forkert af præsident Robert Mugabe og hans regering at holde befolkningen og resten af verden hen i uvished.

Zimbabwes tredje præsidentkandidat, den uafhængige Simba Makoni, har også opfordret Mugabe til at frigive resultatet.

I Bruxelles udtrykte EU-kommisionens formand José Manuel Barroso i går også bekymring for forsinkelsen af valgets udfald. ritzau/Reuters

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu