Læsetid: 5 min.

Afvæbning af sunni-grupper kan give problemer

Mens verdens øjne er rettet mod shiaerne og Muqtada al-Sadr lurer også en anden fare for Iraks skrøbelige sammenhængskraft: Sunniernes Awakeningbevægelser, der lige nu støtter USA og den irakiske regering - men hvor længe?
Egentlig burde de være allierede, men da den irakiske hær for nylig kørte igennem landsbyen Ayuba, skød medlemmerne af den lokale Awakening-milits, ledet af de lokale sheikhbrødre (th.) alligevel efter hæren, og mange frygter, at grupperne, der ofte er tidligere oprørere, ikke vil finde sig i at blive afvæbnet af regeringen.

Egentlig burde de være allierede, men da den irakiske hær for nylig kørte igennem landsbyen Ayuba, skød medlemmerne af den lokale Awakening-milits, ledet af de lokale sheikhbrødre (th.) alligevel efter hæren, og mange frygter, at grupperne, der ofte er tidligere oprørere, ikke vil finde sig i at blive afvæbnet af regeringen.

Tobias Havmand

Udland
7. april 2008

AYUBA - Det burde have været en fredelig tur for den irakiske hær, der patruljerer det store ørkenområde nord for Fallujah, der kaldes al Raoud.

Landsbyen Ayuba har i et halvt år været beskyttet af en af de grupper af væbnede lokale borgere kendt som Awakening, Sons of Iraq eller al Sahwa, som i det seneste år har skabt relativ sikkerhed i mange af Iraks sunni-dominerede områder i samarbejde med koalitionsstyrkerne.

Konvojen af irakiske Humvees var imidlertid ikke kommet langt ind imellem klyngen af huse, før de blev beskudt fra tre sider - af den allierede gruppe. De irakiske soldater og deres amerikanske forbindelsesofficerer skød igen og forfulgte en af skytterne ind igennem det nærmest hus og en families frokost, før den lokale sheikhs bror blev arresteret.

Kuriøst nok var det en ildkamp, der med overvejende sandsynlighed blev udkæmpet udelukkende med amerikanske finansierede våben, og mellem to grupper, der i princippet er allierede. Men grænsen mellem oprørere og allieret er hårfin, og det er en grænse, der vil blive udfordret i de næste måneder, når grupper som den oprørske i Ayuba skal opløses.

Ordre til afvæbning

Sahwa-gruppernes betydning kan dårligt overvurderes. Mens den amerikanske troppeforøgelse har haft en betydning, er de færreste i tvivl om, at det først og fremmest er de bevæbnede gruppers fremkomst, der har vendt udviklingen i Anbar-provinsen, Iraks største, og andre steder med en overvægt af sunnier og i vidt omfang har drevet al-Qaeda ud af disse områder.

Grupperne, som blev startet i Ramadi af den senere myrdede sheikh Abdul al Rishawi, er skabt på lokalt plan af stammeledere.

Betalt og udstyret af amerikanerne, skaber de en slags sikkerhed, der dels er baseret på, at de ikke ønsker decideret al-Qaeda-tilstedeværelse i deres områder - og dels er baseret på, at de som regel selv udgjorde den væbnede opposition til amerikanerne, før de besluttede sig til at alliere sig med dem.

Men grænsen mellem at være oprørere det ene øjeblik og allierede i 'krigen mod terror' i det næste er hårfin, og mens grupperne har øget sikkerheden i bl.a. Anbar, er den shiitiske regering utryg ved grupperne, som den frygter kan blive en fjendtligsindet milits (hvad man kan argumentere for, at den allerede er) og regeringen har derfor beordret militserne opløst fra juli måned. Ideen er, at en fjerdedel af medlemmerne skal være optages i det irakiske politi, mens resten skal ansættes i andre job. Samtidig med, at grupperne allerede er ved at blive transformeret til et decideret politisk parti.

"De folk, der er med i Awakening-grupperne vil blive behandlet, som om de var ansat i Indenrigsministeriet. Der vil være en belønning til alle, og vi vil enten få dem ansat i politiet, eller uddanne dem og skaffe dem job i andre sektorer. Men det er en langsom proces, for vi er nød til at undersøge dem først," siger Mohammed el Sheikhly, der er med i Iraks Forsoningskomite, der blandt andet står for integreringen af Awakening-folkene, der menes at rumme mindst 80.000 medlemmer.

Sikkerhedsrisiko

Foreløbig har arbejdet imidlertid ikke virket særlig godt, og der er udbredt frygt for, hvordan den irakiske regering vil håndtere grupperne, som kan komme til at udgøre en alvorlig sikkerhedsrisiko, både hvis de ikke afvæbnes, men også hvis de afvæbnes på den forkerte måde og ikke bliver kompenseret af den konsekvent ineffektive - og ifølge de flestes vurdering - dybt korrumperede regering.

Frygten er, at militserne enten kan vende sig mod regeringen som en fjendtlig milits, bedre udrustet og trænet end nogensinde, eller blive en isoleret og undergravende etat i etaten.

"Der er problemer," erkender Oberst Ali, en kæmpe af en mand, der er den irakiske hærs shiamuslimske kommandant for området Rubaya hører under. Han fortæller leende om, hvordan han blev skudt af amerikanerne under den første golfkrig og taget til fange under den næste.

"Det er svært at lave overgangen til civil kontrol, og det kører ikke glat, for gruppernes medlemmer har svært ved at blive godkendt, og der er grupper, for hvem det vil være svært at finde arbejde - jeg håber de vil blive afklaret, for de har ofret blod, og vi er fælles om modstanden mod al-Qaeda," siger obersten, mens konvojen kører gennem ørkenområdet, hvor små borge i sandet sender skyer af sort røg op i luften fra områdets grusfabrikker og fint sand ud i landskabet, som dagligt åbenbarer nye våbenlagre.

"Det bliver svært, for de kommer til at miste penge. Men det har aldrig været meningen, at det skulle være for evigt. Det er ikke militser, vi skaber. Vi har grundlæggende betalt dem for at skifte loyalitet," konstaterer den amerikanske forbindelsesofficer, oberst Jean Riordan, mens konvojen triller tilbage mod landsbyen, to uger efter den blev angrebet.

Dengang blev problemet løst med en fredelig snak, efter at et par folk var blevet arresteret og de lokale Satwa-folk afvæbnet.

"Det en misforståelse," forklarer den amerikanske oberst udglattende.

"De troede, at den irakiske hær var en shia-organisation. Men vi fik udredet det og endte med ikke at arrestere nogen," siger han uden at lægge skjul på, at den lokale gruppe for få måneder siden var oprørere, og at området var et sted, koalitionsstyrker ikke kom.

Noget for noget

Denne gang bliver der dog ikke skudt, da konvojen kører ind i landsbyen ad en vej, der er koparret som resultat af vejsidebomber og flankeret af bevæbnede vagter med tørklæder foran ansigterne. Men de to lokale landsbyledere, der samtidig er ledere af den lokale Awakening-gruppe lægger ikke skjul på, at de ikke er tilfredse med situationen:

"Selvfølgelig er de penge, vi får for at beskytte byen vigtige. Alle de folk, du ser stå langs med vejen har intet arbejde, og her i byen har hvert eneste hus et medlem med i Satwa," forklarer sheikh Hussein, inden hans bror overtager ordet.

"Jeg vil være ærlig, for jeg frygter ingen andre end min gud. Vi har betalt med vores blod for at skabe sikkerhed, og vi synes ikke, det er urimeligt, at vi får noget igen for det. Alle folk kommer her og lover projekter, men der sker ikke noget. Vi har ingen grundlæggende faciliteter, ingen elektricitet, intet rent vand; de folk, der har råd kører til byen og køber det. De, der ikke har drikker det fra grøften," forklarer han og afspejler en dyb mistro og fjendtlighed over for shia-regeringen i Bagdad, en fjendtlighed, der går igen i byer og flækker over hele Anbar-provinsen.

"Vi har sørget for sikkerhed her, og det vil vi fortsætte med, uanset om vi bliver betalt for det eller ej," siger han og kigger på den store irakiske oberst med et blik, der er halvt spøgefuldt og halvt alvorligt:

"Det kan godt være, at du er sheikh i hæren, men jeg er sheikh over min landsby".

Læs flere beretninger fra Irak på Tobias Havmands blog på luftskibet.information.dk/i_irak

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, vi her i vesten burde bidrage til sikkerheden ved at kræve at flygtninge, som ikke mere behøver beskyttele, rejser tilbage og hjælper til med sikkerheden.

I Europa er der vel 1 million Irakkere, der vil kunne bidrage, hvis de har hjertet på rette sted, og ikke kun er i Europa for at berige sig på asyl-snylteri.