Pengemarkederne "fungerer ikke ordentligt," sagde Storbritanniens finansminister, Alistair Darling, mandag efter et nyt indgreb fra landets centralbank, der satte 50 milliarder britiske pund (470 milliarder kr.), af til at hjælpe landets banker ud af risikable boliglån. Det britiske indgreb er det seneste i en række, eftersom det har ikke været nemt at være bank de seneste måneder.
Verdens største bank, Citigroup, har til og med 1. kvartal 2008 meldt om tab på 34 milliarder dollar ( 170 milliarder kr.). Merrill Lynch - en anden sværvægter i finansverdenen - har også haft voldsomme tab. Bear Stearns, USA's 5. største investeringsbank, var lige ved at kollapse, men takket være en hurtig redningsaktion fra USA's centralbank, Federal Reserve, undgik man kollapset og de potentielt katastrofale effekter for resten af finanssektoren.
Banken blev ved denne aktion overtaget af JPMorgan, der i øvrigt købte Bear Stearns for en slik - godt en milliard danske kr.. Bankernes krise er det håndgribelige udslag af den globale finaskrise, udløst af de faldende huspriser i USA, Storbritannien og i en række andre lande. Og den kan meget vel gå hen at blive langvarig på trods af ihærdige forsøg fra centralbankernes side på at dæmme op for krisen.
I USA falder huspriserne i de 20 største byer med 12 procent, og omkring en femtedel af boligejerne med subprime lån (boliglån udstedt til folk med lav kreditværdighed, red.) nu ude af stand til at betale terminerne. Investorerne står tilbage med store tab på subprime-obligationerne, der ofte blev pakket sammen og solgt i bundter som såkaldt asset backed securities.
Ikke kun USA rammes
Og det er ikke kun de amerikanske banker, der har tabt penge på subprime-lånene. En række europæiske banker har også scoret højt på tabskontoen. Den schweiziske storbank UBS har indtil videre meldt om tab på næsten 200 milliarder kr. Den statsejede tyske bank IKB og en række andre inklusiv de britiske banker Barclays og Royal Bank of Scotland har også udvist en fatal mangel på risikostyring.
For at undgå sammenbrud i finanssektoren har Federal Reserve og den europæiske ECB tilført finanssektoren store summer af likviditet og 'Fed' har desuden sænket den toneangivende rente med tre procentpoint - fra 5,25 procent i sommer til det nuværende niveau på 2,25 procent. Desuden har 'Fed' gjort det muligt også for investeringsbanker at låne direkte i banken for at sikre, at der hele tiden er nok likviditet i systemet. Bank of England har på det seneste også taget initiativ til at mildne bankernes likviditetsproblemer ved at tage kreditobligationer i bytte for korte statspapirer - på engelsk treasury bills - der er mere likvide og mindre risikable end kreditobligationerne. Det er et stort skridt i retning af at reducere sektorens likviditetsproblemer. Men solvensproblemerne er fortsat uløste.
På subprime-området alene skønnes tabene at blive på omkring 400 milliarder dollar. De hidtige tab løber op i godt og vel 250 milliarder. Der kommer altså yderligere tab i den kommende tid. Dertil kommer en række andre tab på øvrige realkreditlån, kreditkort, kommercielle kreditter inklusiv lån til byggesektoren. IMF vurderer således, at de samlede tab i USA kan løbe op i 945 milliarder dollar (næsten 4.500 milliarder kr.), hvilket er dobbelt så meget som under Savings and Loan-krisen i slutningen af 1980'erne, der udløste recessionen i begyndelsen af 1990'erne. Det er vigtigt at bemærke, at dette er IMF's baseline forecast - altså det man tror mest på!
Ikke underligt at bankerne fortsat er forsigtige med at låne ud til hinanden. De ved, der kommer tab - men de ved ikke præcist, hvor sorteper sidder. Og det er også forklaringen på bankernes rentestigninger her på det seneste - inklusiv de danske banker. Bankerne hæver indlånsrenterne for at få likviditet og udlånsrenterne for at bremse udlånsvæksten. Så bliver der plads til at øge hensættelserne - et beredskab, der bliver brug for i de kommende år.
Staten går ind
I forbindelse med store finanskriser har vi ofte i historien set en eller anden form for statslig bail out, hvor staten med skatteydernes penge overtager noget af den dårlige gæld for dermed at løse solvensproblemet.
Det så vi også i forbindelse med den store nordiske finanskrise i begyndelsen af 1990'erne. Det er derfor, at den svenske stat f.eks. har en stor aktiepost i Nordea. En løsning af denne karakter er også mulig denne gang, selvom bail out ikke klinger særlig godt i den politiske debat i USA. Det er af gode grunde ikke populært, at højtlønnede Wall Street-bankfolk skal have hjælp af Main Street, som i forvejen er ramt af faldende beskæftigelse, realløn og friværdier.
I diskussionen af Wall Streets aflønningsforhold nævnes det hyppigt, at systemet er asymmetrisk - mange slipper relativt billigt i krisetider, men scorer kassen i opgangstider.
Det er i høj grad tilfældet for de fyrede topchefer i Citigroup og Merrill Lynch, der oven i købet modtog flere hundrede millioner dollar i afskedigelseshonorarer. For medarbejderne i Bear Stearns var der dog symmetri - de tabte en masse, da deres aflønning i en vis udstrækning bestod af Bear Stearns aktier, der blev næsten værdiløse. Men det overordnede billede er et asymmetrisk og grådigt aflønningssystem, der vækker stigende utilfredshed i den amerikanske befolkning. Krisen vil formentlig føre til indgreb mod grådigheden og til mere regulering af finanssektoren, men omfanget og dybden af reguleringerne afhænger af hvem, der vinder præsidentvalget.
