Læsetid: 4 min.

Darfur-eksperter: FN underdriver

FN-tabstallet på 300.000 døde i Darfur er sat alt for lavt, mener sudansk menneskeretsadvokat. Folkekirkens Nødhjælp er enig og advarer om opbrud i flygtningelejrene
24. april 2008

FN opjusterer tabstallene i den sudanske provins Darfur fra 200.000 til 300.000 omkomne.

Omkring 300.000 mennesker har mistet livet i den fem år lange konflikt i Sudans Darfur-provins, oplyste FN tirsdag. Men ifølge den sudanske menneskeretsadvokat Salih Mahmoud Mohamed Osman er tallet langt højere.

"Det er flere end 300.000. Ingen kender det reelle tal, men det er helt sikkert højere. Folk dør ikke kun af angreb og bomber. De dør af sult og mangel på mad. Det er stadigt sværere for de humanitære organisationer at nå frem til befolkningen på grund af den manglende sikkerhed. Det er både Janja-weed-militserne, men også nogle af oprørsgrupperne, der angriber dem. Ngo'erne er altid et mål," fastslår Osman i telefonen fra Sudans hovedstad, Khartoum.

Også Malene Haakansson, Darfur-kender og kommunikationsmedarbejder hos Folkekirkens Nødhjælp, betragter fokuseringen på antallet af døde og det nye tal på 300.000 som "nærmest latterligt". Hun har ventet længe på, at FN kom med et nyt tal:

"Krigen i Darfur har ikke stået stille, men har fået lov til at fortsætte med overfald og drab i et lovløst samfund. Alligevel har det officielle antal omkomne siden 2005 været 200.000. Nu opjusterer FN så efter tre år til 300.000, men ingen kender det reelle tal, og situationen er endnu mere håbløs end 300.000 ofre," siger Malene Haakansson.

Lovløshed

Ageddo er nødhjælpskoordinator i Folkekirkens Nødhjælp, sudaneser og har arbejdet 10 år i Danmark. Hun er netop kommet hjem fra endnu en tur til Darfur, hvor hun besøgte et af de meget konfliktfyldte områder, den lille by Zalingei nord for hovedbyen Nyala. Hun beskriver en dagligdag uden nogen form for beskyttelse, hvor banditter hijacker biler, specielt firehjulstrækkere, der kan køre uden for byen. Samtidig ved befolkningen ikke, hvem der har magten.

"Vi havde en Landcruiser med medicin. Pludselig hoppede en mand ud og pegede på vores chauffør med et gevær og bad ham om nøglerne. Han tog bilen og kørte væk. Vi anmeldte røveriet, men politiet kan ikke få bilen tilbage, hvis den bliver fragtet uden for byerne, fordi det er alt for farligt for dem på grund af lovløsheden," siger hun.

Ageddo forklarer, at den manglende sikkerhed betyder, at nødhjælpsarbejdere er nødt til at operere i meget små biler, der kun kan køre i byerne og fragte halvt så meget nødhjælp.

"Nødhjælpskonvojerne bliver konstant angrebet. Det betyder, at nødhjælpen reduceres fra eksempelvis 1.800 ton mad, til at der kun bliver fragtet 900 ton. Det er svært at få nok nødhjælp, når man ikke som normalt kan fylde bilen op. Hvis man er heldig, mister man kun sit materiale, og chaufføren overlever," siger Ageddo og fortæller, at selvom hjælpearbejdernes biler er de mest oplagte mål, hjælper det ikke at skifte bilen ud til en almindelig bil.

"Ligegyldigt hvad du gør, er der uden for en tre-fem kilometers omkreds af byerne en danger zone. Ingen, ikke engang politiet, tør køre uden for den radius," siger hun.

"Situationen i flygtningelejrene er egentlig rolig, men kun på overfladen. Nedenunder ser man det eskalerende had mellem de forskellige grupper. De semi-permanente strukturer er ved at gå i opløsning, da de fordrevnes situation ikke ser ud til at blive bedre. Deres fremtid er et liv uden job og med mangel på mad. Derfor søger de måske væk og søger efter mad andre steder," siger Ageddo.

Behov for flere soldater

Ifølge Salih Mahmoud Mohamed Osman er det afgørende for befolkningen i Darfur behovet for beskyttelse på jorden. Den kan kun opnås gennem FN's hybridstyrke- UNAMID-styrken.

"Men der er behov for flere soldater til at dække hele regionen," siger Osman, men påpeger samtidig dilemmaet:

"Der er behov for en tilstedeværelse af et stærkt internationalt element - ikke kun styrker fra Den Afrikanske Union. De har ikke kunnet beskytte befolkningen mod militserne. Men der er ingen lande, der vil sende tropper. Og den sudanske regering er imod en international styrke," siger menneskeretsadvokaten.

Han mener, at når der sidder millioner af mennesker i lejre i mere end fem år uden at være i stand til at komme hjem på grund af manglende sikkerhed, så er det en situationen af mere og mere kaotisk karakter:

"Befolkningen er ved at være desperat. Fordi det internationale samfund ikke udviser er samlet politisk vilje. Verden kigger bare på. Men de er nødt til at ændre deres politik," siger han.

Situationen lige nu, hvor der ikke er politisk vilje til at få Kina til at lægge pres på regeringen i Khartoum, er ifølge Malene Haakonsson, at der er lang vej til fred i Darfur:

"Darfur er et kæmpe ørkenområde med nogle hjulspor, hvor det er den stærkes ret, der hersker. Og det er dem, der har flest AK 47'ere, der vinder," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu