Læsetid: 3 min.

Demokrati for begyndere

Afrikanske ledere fortsætter det stille diplomati i forhold til Zimbabwe, men presser på for offentliggørelse af et valgresultat. Bare det at forholde sig kritisk til situationen er et skridt i den rigtige retning, mener iagttagere
En rælle af afrikanske statsledere kunne ikke blive enige om en fælles fordømmelse af situationen i Zimbabwe, da de i weekenden ekstraordinært mødtes i Zambias hovedstad, Lusaka.

En rælle af afrikanske statsledere kunne ikke blive enige om en fælles fordømmelse af situationen i Zimbabwe, da de i weekenden ekstraordinært mødtes i Zambias hovedstad, Lusaka.

Themba Hadebe

14. april 2008

ARUSHA - Nogen kalder situationen i Zimbabwe for et statskup. Andre mener, det er business as usual. Under alle omstændigheder kunne flokken af afrikanske statsledere ikke blive enige om en fælles fordømmelse af situationen i Zimbabwe. De mødtes ellers ekstraordinært til møde i Zambias hovedstad Lusaka denne weekend for at tale om den tilspidsede situation efter valget den 29. marts.

Efter et 13 timer langt møde udsendte de 14 afrikanske statsledere en fælles udtalelse, som fortsat viser tiltro til den demokratiske proces.

"Vi opfordrer til at valgmyndighederne i Zimbabwe verificerer og frigiver resultatet af valget, som loven byder," stod der. Efterfulgt af en opfordring til alle parter om at respektere valgresultaterne, når de bliver annonceret.

På mødet var der også opbakning til, at Sydafrikas præsident Thabo Mbeki fortsætter sin mæglende rolle i forhold til Mugabe og hans parti ZANU-PF. Til trods for at Mbeki er kommet under pres fra blandt andre sin interne konkurrent i African National Congress Jacob Zuma som lægger an til en hårdere linje mod nabolandet.

Talsmanden Tendai Biti fra Zimbabwes oppositionsparti MDC sagde efter mødet til journalister i Lusaka, at udtalelsen fra SADC lederne på mange måder viser begrænsningerne i det stille diplomati. Men tilføjede så, at det dog er en stor forbedring, alene det at SADC overhovedet har taget sagen op. Oppositionslederen Tsvangirai som fortsat fastholder, han har vundet præsidentvalget og afviser et omvalg var også optimistisk forud for SADC-mødet. Til Time Magazine sagde han:

"Vi skal nok få Mugabe ud. Mugabe er isoleret. Ingen i regionen vil have noget med ham at gøre nu."

Mugabe vil tælle om

I mellemtiden har landets centrale valgkommission bebudet en omtælling af stemmerne, før de overhovedet er offentliggjort. Men det er ikke nødvendigvis tegn på at valget bliver kørt af sporet, mener flere iagttagere. De sætter deres lid til, at resultaterne har været hængt op uden for hvert valglokale umiddelbart efter stemmeoptællingen og derfor vil være sværere at løbe fra.

Zimbabwes opposition er imod en omtælling. De vil af rettens vej forsøge at forhindre, at stemmesedlerne fra de 23 valgkredse skal tælles om.

"Hvis resultatet kommer ud, og det viser sig, at det regerende parti har påvirket resultatet for præsidentvalget, så er jeg sikker på, at folk ikke vil tøve med at gå på gaden og protestere," siger den politiske kommentator David Greene fra Harare til Information.

Trods den anspændte situation i landet, hvor der rapporteres om øget politi på gaderne og en økonomi, som løber om muligt endnu mere af sporet, end den var i forvejen, er han optimistisk på demokratiets vegne.

"Den nuværende fordeling af sæder i parlamentet efter valget viser, at der ikke er et enkelt parti, som dominerer, og det betyder, at en form for demokrati vil komme til syne. Til forskel fra tidligere, hvor ZANU-PF sad på flertallet og kunne bestemme, hvad det ville. Der vil komme et nyt Zimbabwe, hvis oppositionen får indflydelse til at tackle de økonomiske problemer og hele de sår, som Mugabes regime har forårsaget," siger David Greene.

Demokrati under angreb

I den kenyanske avis The Standard kaldes situationen imidlertid for et angreb på demokratiet, eftersom den politiske dødssejling i Zimbabwe blot er det seneste i en række på det afrikanske kontinent. Og der er ikke ligefrem tradition for, at afrikanske ledere frivilligt giver magten fra sig. Af de 150 statsledere, som regerede i de første 30 år efter uafhængigheden fra kolonimagten, var det kun de seks af dem som frivilligt gav magten fra sig.

"De sidste fire år har der været omkring 50 valg i Afrika, men mange har været til grin," skriver lederskribenten og nævner blandt andre Kenya, Uganda, Nigeria, Egypten, Gabon og Ethiopien.

Holder modet oppe

Mens politikerne og demokratiet gør hver deres for at løse situationen i Zimbabwe, forsøger befolkningen at holde modet oppe. En vittighed, som cirkulerer i Harare, går på, at Mugabe bliver interviewet af en journalist, der spørger, hvornår han har tænkt sig at tage afsked med det zimbabwiske folk. Mugabe svarer forbavset: "Hvor skal de da hen?"

Overraskende nok får det folk i Zimbabwe til at trække på smilebåndet.

"Der er ikke andet vi kan gøre," fortæller en kvindelige advokat i landet.

I Zimbabwes nationalhymne hedder det da også meget rammende: "Må vores ledere være eksemplariske. Og må Gud den almægtige beskytte og velsigne vores land."

I øjeblikket sætter de fleste indbyggere i det sydafrikanske land efter alt at dømme deres lid til sidstnævnte. Mugabe er trods alt ved at være en ældre herre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu