Læsetid: 4 min.

Den etniske tyrker må ud

For tyrkerne er identitet nøje forbundet med religion og sprog. Det skaber store problemer for landets mindretal. Løsningen ligger i ændringer hos landets elite og i det nationalromantiske skolesystem
Udland
10. april 2008

ISTANBUL - Det blev både klamt og blodigt da 20 tyrkiske gymnasieelever i efteråret ville vise deres solidaritet med den tyrkiske hær.

Over et par måneder mødtes eleverne hyppigt uden for skoletid for at prikke sig selv til blods og donere et par dråber på et stykke papir. Med tiden løb blodet sammen til et billede af det tyrkiske flag. Flaget blev overrakt den tyrkiske generalstabschef, der kneb en tåre, citerede et digt og roste eleverne for deres initiativ og støtte til hæren. Mange tyrkiske medier bidrog til den gode stemning og omtalte episoden i positive vendinger, men for professor Umut Özkirimli, der forsker i nationalisme ved Istanbuls Bilgi Universitet, var det en rystende oplevelse. Ikke så meget fordi eleverne lod blodet flyde, men mere fordi de blev rost for det.

Sagen er eksemplarisk, fordi skole og militær er to af de drivende kræfter i konstruktionen og vedligeholdelsen af den tyrkiske nationale identitet.

"Skoler er det vigtigste element i skabelsen af den nationale identitet i Tyrkiet. Pensum er tungt nationalistisk og tyrkerne fremstilles nærmest mytiske. For eksempel som skabere af civilisation og et universelt sprog," siger Umut Özkirimli.

For sin del er militæret på den ene side kendt som den sekulære stats forsvarer, men samtidig forener hæren på den anden side nationens forsvar med religion, idet soldater dræbt i kamp bliver kaldt martyrer, og dermed gør militærtjeneste til en nærmest religiøs pligt. Det er paradoksalt, når man tænker på, at hæren og det gamle borgerskab er rædselsslagne ved tanken om mere religiøs indflydelse i det tyrkiske samfund. Når det alligevel giver mening i Tyrkiet, er det fordi religionen er den vigtigste identitetsmarkør for tyrkerne, uanset hvor sekulære de end måtte være. I Tyrkiet bruges ordet 'sekulær' almindeligvis om stat, hær og borgerskab selv om det egentlig er 'verdslig' der menes.

"Hvad det vil sige at være tyrker forandrer sig hele tiden. Men en ting, der altid ser ud til at bestå er religion. Selv om styret i 1920'erne forsøgte at reducere religionen og skubbe den ind i den private sfære, så svares der konsekvent 'sunnimuslim' som det første, når man spørger tyrkerne, hvad der er det vigtigste ved at være tyrker," siger Umut Özkirimli.

Så hellere en albaner

Folkedrabet på armenierne i begyndelsen af det 20. århundrede er det voldsomste angreb på ikke-muslimske mindretal i det, der i dag er Tyrkiet, men op til midten af forrige århundrede har der også været større angreb på både jøder og grækere. På de 100 år sank den kristne tilstedeværelse i Tyrkiet fra to millioner til nu 100.000, men ifølge Umut Özkirimlis undersøgelse er langt de fleste tyrkere i dag tolerante overfor deres anderledes troende naboer. Men når han med kontrolspørgsmål dobbelttjekker deres holdninger kommer der interessante svar frem.

"Når jeg spørger, hvad de ikke kan forbinde med tyrkiskhed, er deres første svar ateisme, så jødedom og kristendom og så homoseksualitet. Når jeg spørger til deres børn, så ser de hellere, at børnene gifter sig med en, der ikke er tyrker, end en der ikke er muslim. De foretrækker derfor en albaner frem for en kristen."

Nationens grundlægger Mustafa Kemal Atatürk spiller for det meste kun en indirekte rolle i forsøget på at definere den nationale identitet. I stedet for at diskutere hans person diskuterer man, hvordan man skal tolke hans arv. Han er kendt og elsket i Tyrkiet som en modernisator og en anti-imperialist, og man diskuterer derfor om det ville have gjort ham til en EU-tilhænger eller EU-modstander. Debatten bremses imidlertid af, at det er forbudt efter straffeloven at fornærme Atatürk, og da mange tyrkiske anklagere har svært ved at skelne debat og kritik fra fornærmelser holder debattørerne sig som regel i skindet.

Fremgang i kurderdebat

Debatten om tyrkernes nationale identitet deler sig i stedet almindeligvis over to brudflader, hvor den ene er spørgsmålet om religion og den anden spørgsmålet om hvad tyrkerne skal stille op med deres mindretal og først og fremmest kurderne. Den gængse opfattelse af, hvad det kræver at være tyrker er ud over religionen også det, at man skal sige, man er tyrker og tale tyrkisk, men på de to sidste punkter falder kurderne ud, og det er det, der er grundlaget for det problem Tyrkiet har med sin kurdiske befolkning.

Hvis man i dag kører rundt i de kurdiske områder vil man påfaldende mange steder finde stenarrangementer på bjergsider, der danner flag og råber nationalistiske slogans ned i hovedet på de forbipasserende. Det kan for eksempel være gamle Atatürk-citater som 'Hvilken glæde at sige, at jeg er tyrker'.

I årtier er kurderne forsøgt tvangstyrkificeret, men mens bjergsiderne er nemme objekter for den slags inskriptioner har det vist uhyre meget sværere at præge tyrkisk nationalisme ind i knolden på kurderne.

Kurdernes modvilje og statens manglende interesse har gjort, at de kurdiske områder i dag stadig lider under manglende socioøkonomisk udvikling.

De politiske og kulturelle rettigheder er heller ikke helt på plads, men det til trods er der sket en stor udvikling i Tyrkiets forhold til kurderne de seneste 10 år. Nu er der en åben debat og en erkendelse af problemerne, hvilket var uhørt tidligere.

Ifølge Umut Özkirimli må den tyrkiske debat med tiden føre til, at der bliver kastet et kritisk blik på tyrkernes selv- forståelse

og deres nationale identitet, så det bliver muligt også at rumme kurderne, og de anderledes troende for den sags skyld.

"Kurderne ser sig ikke som tyrkere, og det siger de offentligt. Derfor er en omdefinering nødvendig. Der skal defineres et medborgerskab, så det at være tyrker ikke er en etnisk betegnelse."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her