Læsetid: 4 min.

Fødevarepriser presser Europas regeringer

Ved det seneste franske regionalvalg stod dyr mad øverst på borgernes liste over bekymringer, og italienerne raser over prisen på pasta
14. april 2008

PARIS - "Jeg var lige ved bare at betale og gå ud af butikken igen, men så tænkte jeg. Nej, hun har jo en baby. Det kan da ikke passe, at hun ikke har råd til mælkepulver. Og så betalte jeg for hende. Jeg græd, da jeg gik ud af supermarkedet. Det er jo Frankrig det her. Det er ikke et fattigt land i Afrika. Jeg skammer mig over politikerne. Kan de ikke se, at diskussionen om købekraft, som fyldte så meget ved valgene for nogle uger siden, ikke er et udtryk for forkælede borgere, som bare kæfter op? Det er ganske almindelige mennesker, pensionister især men også småbørnsfamilier med kun en indkomst eller studerende, som ikke længere har råd til at købe ind i de normale supermarkeder, men hele tiden må løbe rundt efter discountvarer og særlige tilbud for at blive mætte."

Den 58-årige Latifa er oprørt. Hun har lige fortalt Informations korrespondent om, hvordan hun i sit lokale supermarked i Paris' 11. arrondissement i sidste uge så en ung mor, der ikke havde råd til at købe mælkepulver til sit barn.

Latifa, der selv er kontraktansat i OECD's hovedkvarter i Paris som konsulent, endte med at betale for pulveret til den unge mors ubehag "hun blev ved med at sige 'nej, nej det skal De virkelig ikke,' men jeg kunne ikke holde tanken ud, om at babyen ikke ville få det rigtige mad. Priserne er steget til det groteske. Selv dem, der har råd, er forargede over, at en pakke smør pludselig koster 25 procent mere end for seks måneder siden. Og tænk så på, hvordan det påvirker de mennesker, der f.eks. skal leve af en pension, som jo ikke stiger tilsvarende. Man får det samme beløb måned efter måned. Det er en katastrofe for mange helt almindelige mennesker."

Dyre croissanter

Katastrofe eller ej. Et faktum er det, at den faldende købekraft var det absolutte omdrejningspunkt under de franske regionalvalg for tre uger siden. Rasende pensionister gik i lokale demonstrationer med budskabet om, at de gik sultne i seng sidst på måneden - flere fortalte om, at de måtte spise aftensmad hos deres børn - og økonomer dokumenterede i flere tv-programmer med grafer og statistik, hvordan priserne er fløjet til himmels. En tørke i Australien og oversvømmelse i Argentina - to af verdens største producenter af mælk og smør - fik prisen på smør i Frankrig til at stige med 37 procent fra 2006 til 2007 og mælken ligeså. Panavi, en af Frankrigs ledende producenter af croissanter, chokoladecroissanter og briocher satte af den grund sidste år prisen på deres varer op med 6-15 procent.

Men Nicole Watelet, som er generalsekretær i den franske nationale konditor og bagerforening afviser, at det er hendes medlemmer, der tjener på stigningerne. "Folk tror, at det er producenterne, der har hævet profitten, men det er det ikke. Det er os, der betaler mere for råvarerne, men det vil forbrugerne ikke tro på," siger hun.

Og det er over hele Europa - og hele verden - at priserne stiger. FN forudser, at de stigende fødevarepriser er et globalt problem, som kan udvikle sig til et reelt sikkerhedsproblem, også i det rige Europa. FN's leder af det humanitære arbejde, John Holmes advarede i sidste uge ved en international konference i Dubai om, at stigende priser på korn, majs og ris kan true sikkerheden i hele verden.

Europæerne er vrede

I første omgang er det de fattigere lande i Afrika og Asien som får de største problemer. Men også i det rige Europa er der protester.

I Italien har madpriserne fyldt godt i valgkampen, og i september 2007 gik italienerne på gaden i en national endags strejke over pastapriserne. Pasta er for italienerne som baguettes for franskmændene, dybt forbundet med den nationale selvforståelse og identitet. Italienerne konsumerer i gennemsnit 40 kilo pasta pr. indbygger om året, og prisen er fordoblet på et år.

De stigende fødevarepriser lægger også beslag på en stadig større del af danskernes husholdningsbudget.

En gennemsnitsfamilie på fire kommer på årsplan til at betale 5.400 - 5.900 kr. mere for kød, mejerivarer, frugt, grønt og andre fødevarer viser beregninger fra Landbrugsraadet.

Alene de prisstigninger, der slog igennem i 2007, kommer på årsplan til at koste gennemsnitsfamilien 3.400 kr. Og priserne fortsætter op i 2008 med stigninger på omkring fire-fem procent, vurderer Landbrugsraadet.

Sikkerhedsproblem

I Storbritannien advarede professor John Beddington, som er nyudnævnt videnskabelig chefrådgiver for regeringen, i sin første offentlige tale i marts, om at fødevarekrisens effekter hurtigt kan lægge pres på Europas regeringer. Der er her og nu er brug for en fordobling af landbrugsproduktionen for at imødegå krisen, sagde han.

"Klimaforandringer et reelt problem og det skal tackles globalt. Men jeg ser et sikkerhedsproblem i den samme størrelsesorden og med samme behov for handling - nemlig mad og energisikkerhed," siger John Beddington. I EU-Kommissionen ser man også med alvor på situationen. Den danske landbrugskommissær Mariann Fischer Boel reagerede efter omfattende protester i Tyskland over stigende mælkepriser for otte måneder siden på sin blog: "Vi må afskaffe mælkekvoterne i 2015 De er en anakronisme i den moderne verden. Men vi har brug for en blød landing, og der er noget, vi må diskutere ved 'sundhedstjekket' for den fælles landbrugspolitik," lød det.

Kommissæren håber imidlertid også, at de europæiske forbrugere vil være "klar til at betale en smule mere for varer, der er produceret i EU". Det kommer de under alle omstændigheder til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eu landbrugspolitik har altid været formuleret med det formål, at skaffe stabile forsyninger til stabile priser. Kort formuleret europa skulle kunne føde sig selv og landmændende skulle kunne leve af det.
Det har så i årtier været brugt til at overproducere til overpriser, og social dumpning i den 3. verden.
Nu hvor der faktisk er brug for den oprindelige politik, er EU handlingslammet. Var det hele bare skåltaler?

@ Stig Larsen

Vi må begge have misforstået den retorik der er kommet fra både Danmark og EU, når landbrugspolitikken har været oppe og vende.

EUs landbrugsstøtte viser sig nu kun at have været skattefinansieret støtte til etablering af godsejere - uden tilknytning til tanken om relativt høje og stabile priser.

- men det er naturligvis ikke overraskende når det gælder EU.

Med et par pennestrøg trylles en forfatning om til en traktat. Beslutningsmekanikken i den nye "traktat" bibeholdes, mens de "vigtigeste" elementer - f.eks. en EU-hymne -, der havde krævet en folkeafstemning tages ud.

Måske skulle Latifa og andre franskmænd se på deres ineffektive landbrug og støtten til protektionisme før de begynder at klager deres nød.

Mere generelt må Europa til at vågne op og taget et opgør med landbrugsstøtten, kvoter, braklægning og tage det 21 århundreds teknologi til sig.

Denne "krise" er helt igennem konstrueret af de internationale koncerner med det formål tvinge forbrugerne og deres såkaldte regeringer til at acceptere brugen af genetisk modificerede organismer -

Det "militær industrielle kompleks" har i de seneste 40år diversificeret og spredt sine interesser ved opkøb og fusionering, og kan i dag ikke skelnes fra den pharmaceutiske og kemi//frø konglomeraterne -

Da enhver med læseevnen i behold har kunne se advarslerne om denne udviklings komme gennem de senere år, gælder ingen bortforklaringer - dette er en ønsket, villet og bestilt situation -

velkommen til kapitalismens "sidste fase" !

Hvis man ser på hvad EU's landbrugstøtte har betydet er det faktisk skræmmende.

1) I mange år betalte skatteyderne i EU penge for at opkøbe overskudsproduktion så man kunne holde prisen kunstig høj i EU. Dvs en dobbelt beskatning af borgerne, ikke nok med de skulle betale en høj pris for landbrugsvarerne, priserne blev presset op af skattekroner. Overskudsproduktionen blev solgt på verdensmarkedet til en lavere pris.

2) Vi ser nu effekten af ovenstående landbrugspolitik, nemlig en kraftig underinvestering i landbruget alle andre steder end i de støttede lande og deraf de høje priser. Det vil altså tage en årerække før de kommer op i omdrejning med produktionen andre steder. Igen betaler borgerne i EU sammen med resten af verden.

Tak EU, tak for ingenting!

Rolig nu. Fødevarekriser er ikke noget nyt fænomen i Verdenshistorien. Hvert udnyttelsessystem har haft sine grænser, hvor bærerevnen blev nået og hvor befolkninger måtte sulte, indtil man fik etableret et nyt og mere efektivt system. Sandsynligvis var det sådan, da vi skiftede fra jægere og samlere til landbrug, igen da vi skiftede til ind/udmark-systemet, senere atter da den sorte død begyndte at hærge og vi effektiviserede med rotationsdrift og sidst da Europa var udpint i slutningen af 1700-tallet og bønderne gjorde oprør. Vi indførte da det mest effektive økologiske landbrugssystem som viste sig at kunne bære en befolkningseksplosion, hvor befolkningen steg med en faktor 4! Ikke pga. en ny økologisk krise, men pga. profitforholdene skiftede vi så i Europa og USA til det ikke bærerdygtige industrialiserede landbrug efter anden verdenskrig. Det samme er Kina og delvis Indien lige ved at gøre netop nu med øget købekraft og kødforbrug til følge. Derfor den aktuelle krise

Forskellen er at tidligere var problemerne forholdsvis lokale og krævede lokale løsninger (som dog alligevel viste sig at blive tidsforskudt globale)

I dag er problemet simultant globalt og kræver derfor koordineret global indsats for at nogle af de mange løsninger der ALLEREDE FINDES, kan implementeres.

1. Forbyd 1.generationsbioenergi, der lægger beslag på potentiel fødevareproducerende jord

2. Brandbeskat kød, så det kun produceres på marginaljordene, hvor andet ikke kan dyrke. Pga. prisen vil det kun være til luksusforbrug

3. Når nu EU ikke kan finde ud af at fjerne landbrugsstøtten, bør den omlægges: Brakordninger fjernes. Produktionsstøtte kun til vegetabilske fødevareprodukter, altså ikke til svinefarme, foder og sukkerroer

Hvis dette kan lykkes på verdensplan batter det virkelig og det vil langfra være nødvendigt at lade det gå ud over bærerdygdig produktion som den økologisk. Det ville da også være at skyde sig selv i foden for landbrugshistorien viser jo netop, at langsigtede løsninger selvsagt skal være bæredygtige if. naturgrundlaget ! Løsningerne skal også være økonomisk bærerdygtige, men det kan styres af de nødvendige modne verdenssamfund (!) gennem en stabil gennemtænkt støtte- og afgiftspolitik