Finansministre og centralbankdirektører fra verdens syv førende industrilande, G7-landene, mødtes i går for at forsøge at finde en løsning på turbulensen på de finansielle markeder og den økonomiske nedgang. Ministrene håber at kunne enes om større transparens i investeringsbanker, der har lidt tab for mere end 200 milliarder dollar som følge af boligkrisen i USA. Tysklands finansminister, Peer Steinbrück, sagde, at krisen har vist, at finanssektoren ikke kan regulere sig selv, og at der er brug for regulering fra regeringernes side. Det er op til regeringerne at ændre spillereglerne for at undgå en gentagelse, tilføjede han.
ritzau/dpa