Læsetid: 3 min.

Generalen tager igen til Washington

Bushs øverstbefalende i Bagdad, David Petraeus, håber i dag at overbevise Senatet om at udsætte tilbagetrækningen af 30.000 soldater. Men det kan blive svært i det nuværende politiske atmosfære
Udland
8. april 2008

BOSTON - For blot en uge siden var banen at kridtet op til general David Petraeus' triumferende tilbagevenden til en høring i USA's kongres i dag, hvor han kunne tage æren for de sidste otte måneders succesrige offensiv mod sunni og shia-oprørsstyrker i Irak.

Stabiliseringen af sikkerhedssituationen ville generalen kunne tilskrive præsident George W. Bushs beslutning i januar 2007 om en midlertidig udvidelse af det amerikanske styrketal i Irak med 30.000 soldater til i alt 170.000.

Resultatet var ikke til at kimse ad. Mellem august og december 2007 faldt antallet af døde soldater og civile irakiske krigsofre drastisk. Lige så antallet af angreb på amerikanske og irakiske styrker.

Nuvel, siden januar er volden steget en kende, især fra sunnigruppers side. Ifølge USA' operative kommando i Bagdad tyder meget på, at det islamistiske al-Qaeda i Irak står bag genoptrapningen af angreb på den amerikanske og irakiske hær. Stadig ligger voldsniveauet dog langt under det tilsvarende i januar 2007.

Denne positive facitliste planlagde general Petraeus og USA-ambassadør Ryan Crocker at bruge under høringer i dag og i morgen i Senatet og Repræsentanternes Hus til at argumentere for en udsættelse af den planlagte tilbagetrækning af de 30.000 ekstra soldater i Irak. Oprindeligt skulle USA have begyndt at trække dem hjem i august, men generalen og ambassadøren vil have dem til at blive længere.

"Der er brug for en pause for at tage bestik af situationen og se om fremskridtene holder," forventes Petraeus at sige.

Og hvad kunne de utålmodige folkevalgte i Kongressen have repliceret i et valgår, hvor politikere på genvalg risikerer at blive beskyldt af rivaler for at være upatriotiske?

Basra-offensiven

Men i den sidste uges tid er situationen i Irak vendt drastisk. Det startede med en ordre fra premierminister Nuri al-Malikis ordre til den irakiske hær - hvis store shia-komponent består af soldater loyale til Malikis Dawa-parti og til Abdul Aziz al-Hakims Badr-milits - om at gå til angreb på shia-prædikanten Moqtada al-Sadrs Mahdi-milits i Bagdad og Basra.

Maliki og Hakim er begge tidligere eksilpolitikere, der hver for sig nød opbakning fra USA under Saddam Husseins regime. Sadr og hans far - der blev myrdet af Saddam - valgte derimod at blive i Irak og nyder derfor langt større opbakning fra shia-masserne i dag.

De irakiske hærstyrkers offensive mod Mahdi-militsen blev af Moqatada Sadr opfattet som et politisk og sekterisk angreb. Amerikanske styrker angreb side om side med al-Malikis irakiske hær og valgte herved klart side. Resultatet er, at Sadrs løfte om at fortsætte våbenhvilen, han erklærede for to år siden, nu er i fare for at falde sammen.

Sammen med optrapningen af al-Qaeda i Iraks offensiv mod amerikanske og irakiske soldater kan Mahdi-militsens fornyede voldelig aktiviteter få Bushs og Petraeus' strategi til at kollapse. I en artikel skrevet fornylig af Petraeus' mest prominente kritiker indenfor USA's hær hævder oberstløjtnant Gian Gentile, at den aftagende vold og forbedrede sikkerhed i Irak stort set skyldes to faktorer: Våbenhvilen erklæret af Moqtada Sadr og sunnistammers alliance med amerikanske styrker i kampen mod al-Qaeda i Irak.

Præsidentpolitik

Set på denne baggrund bliver det ifølge prominente demokratiske politikere vanskeligt for generalen og ambassadøren at komme igennem med deres argumenter under kongreshøringen. Formanden for Senatets udenrigsudvalg, Joseph Biden, beskyldte i denne weekend præsident Bush for at mangle en "sammenhængende strategi" og "efterlade sorteper til sin efterfølger" i Det Hvide Hus.

"Fremskridtene i Irak er relative. Voldsniveauet er tilbage, hvor det var i 2005, da 846 amerikanske soldater mistede livet," sagde Biden i en radiotale lørdag. "Der er ikke nogen løsning på konflikten i udsigt. Vi demokrater mener, at denne krig skal bringes til afslutning, så Amerika kan genvinde sin anseelse verden over."

Blandt dagens udspørgere i Senatet vil være den republikanske præsidentkandidat John McCain og de to demokratiske kandidater Hillary Clinton og Barack Obama. McCain vil ifølge sin talsmand bakke 100 pct. op om Petraeus' argumenter for at blive længere i Irak end planlagt. Obama vil spørge, om USA's sikkerhed er blevet forbedret som følge af den udvidede styrke i Irak.

Clinton vil pege på det øgede pres, som soldater i hæren og marineinfanteriet er blevet udsat for i kraft af flere udstationeringer og kortere orlov hjemme i USA. Det er et synspunkt, som deles af mange højtstående officerer i Pentagon, der ifølge The Wall Street Journal gerne ser en hurtig tilbagetrækning af de ekstra 30.000 soldater i Irak.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Resultatet var ikke til at kimse ad. Mellem august og december 2007 faldt antallet af døde soldater og civile irakiske krigsofre drastisk. Lige så antallet af angreb på amerikanske og irakiske styrker.

Resultatet var en amerikans ydmygelse allerede før styrkerne var sat ind. Dels fordi man nu måler militær succes i voldsniveauet, en body count doktrin der signalerer at der ikke er lys for enden af tunnelen. ’Successen’ er desuden opnået ved at betale Iraks største sunni-millits ti dollars om dagen per mand for at blive hjemme foran flimmeren.

Ud over det uheldige i, at en invasionsstyrke betaler beskyttelsespenge til de invaderede, viser det også en fundamental mangel på forståelse for guerilla-krig, noget Washington kun kan slippe af sted med, fordi amerikanerne ved endnu mindre om krig end danskerne. Hjørnestenen i enhver guerillastrategi er at retirere hver gang man møder modstand. Træn hård, kæmp blødt som Suvorov sagde. Det eneste irakerne behøver at gøre for at vinde, er at lade være med at slås med amerikanerne. Irakerne vil være der om tyve år, det vil amerikanerne ikke, det er bare at vente. Det er derfor at irakerne slås indbyrdes: amerikanerne er irrelevante og har kun værdi som midlertidig spillebrik i den interne magtkamp mellem militserne.

Det virkelig katastrofale er ikke Moktadas opstand og den øretæve som Badr-militsen aka. Den irakiske hær indkasserede i den anledning; Moktadas har intet at frygte fra Baghdad, hans milits er, well en milits, en borgerbevæbning og den slags er komplet umulige at udrydde. Det skræmmende er at opstanden lagde sig, da Teheran knipsede med fingrene. Det viser for det første at Teherans arm rækker langt ind i Irak, og for det andet at Mahdi-militsen har en skuddisciplin som amerikanerne kun kan drømme om. De har trænet hårdt og nu kæmper de blødt. De gav Maliki en øretæve og retirerede da der blev sat amerikanske tropper ind.

Jeg havde lovet at agere advokat for Saddam i dag, men jeg kan ikke finde tråden. Nogen der kan huske, hvor den var?

Bucharth skriver:
"Maliki og Hakim er begge tidligere eksilpolitikere, der hver for sig nød opbakning fra USA under Saddam Husseins regime. Sadr og hans far - der blev myrdet af Saddam - valgte derimod at blive i Irak og nyder derfor langt større opbakning fra shia-masserne i dag."

Fra 1980 til 2003 levede Hakim i eksil i Iran hvor Dawa-partiet havde sit hovedkvarter efter Khomeini-revolutionen.
Maliki levede ligeledes i eksil i Iran fra 1980 og senere i Syrien. De nød bestemt ikke opbakning fra USA i 80'erne, da USA støttede Saddam Husseins krig mod Iran. Især ikke efter Dawa-partiets bombninger af henholdsvis den amerikanske og franske ambassade i 1983.

Mon ikke det ville være af betydning for at forstå udviklingen i Irak, at man som formidlende journalist satte sig bedre ind i de interne shia-irakiske modsætninger i stedet for at se alt i et "vestligt"/USAsk perspektiv?

Den amerikanske historieprofessor Juan Cole.com kan anbefales.

Med venlig hilsen