Hindukongens fald

KATMANDU - Ved den kridhvide portindgang til Kathmandus Narayanhiti-palads, afviser vagtposter med traditionelle topi-hatte alle nysgerrige:

"Nej, I kan ikke komme ind. Paladset er ikke åbent for offentligheden," siger den ene.

"Ja, kongen bor her, og han bor her også i næste uge - intet vil forandre sig," siger den anden.

Det sidste vil ikke holde stik. For selv om kong Gyanendras sure ansigt nok vil stirre hans landsmænd i møde fra Nepals rupee-sedler i et begrænset tidsrum endnu, vil den nuværende monark efter alt at dømme blive den sidste i Nepals kongerække. I 239 år har samme kongefamilie styret Nepal, og i næsten hele denne periode har dens konger haft uindskrænket magt over folket.

Men i morgen skal nepaleserne vælge en grundlovgivende forsamling. Dens første opgave bliver at udråbe republikken og lave et forslag til en ny forfatning. En ny valuta er allerede trykt - uden Gyanendras billede på.

Sin egen værste fjende

Få dage før valget forekommer mange nepalesere rystede over de omfattende forandringer, som de selv er på nippet til at udløse. Som et lukket og ærkekonservativt bjergrige blev Nepal først åbnet for turisme i 1950'erne, og nepaleserne er i generationer blevet opdraget i den tro, at deres konge var en levende gud. De seneste meningsmålinger viser da også, at halvdelen af vælgerne foretrækker at bevare monarken - i det mindste som nominelt overhoved.

Nepals kongefamilie har som oftest været sin egen værste fjende, mest dramatisk under den såkaldte paladsmassakre, da kronprins Dipendra i juni 2001 skød og dræbte otte slægtninge, deriblandt kongen og dronningen, før han rettede sit våben mod sig selv. Angiveligt skyldtes hans amokløb, at han var vred over, at familien nægtede ham at gifte sig med den kvinde, han ønskede, hvis han ville bevare tronfølgerretten.

Også efter massakren har det virket, som om kongefamilien var opsat på at begå selvmord. Gyanendra, som overtog tronen fra sin bror, opløste i februar 2005 parlamentet og tog magten ved et kup med det formål at føre Nepal tilbage til de tilstande, der rådede før 1990, da kongemagten var absolut. Det fik den aldrig særlig vellidte Gyanendra ikke andet ud af end en voldsom folkelig vrede og omfattende demonstrationer.

"Man får indtryk af hans karakter ved at kigge på et billede af ham," siger en boghandler i Kathmandu og peger på nogle fotos af kongefamilien.

"Kong Birendra (den foregående konge, som blev myrdet af sin søn, red.) var en pæn mand. Gyanendra ser ondsindet ud."

Maoisternes krav

At verdens sidste hindumonarki står for fald, hænger dog også sammen med den udvikling, der har udspillet sig i Himalaya-riget i forbindelse med afslutningen på den 10 år lange borgerkrig mellem regeringsstyrker og maoistiske oprørere. Efter at mindst 13.000 mennesker havde mistet livet i kampene, blev der 2006 indgået en fredsaftale, hvor oprørerne gik med til at nedlægge deres våben for i stedet at søge indflydelse som politisk parti inden for rammerne af et demokrati.

Maoisterne havde dog et ufravigeligt krav: Monarkiet måtte væk. I betragtning af at Kong Gyanendras umiddelbart forinden havde opløst parlamentet, var det imidlertid et krav, som de fleste øvrige politiske partier kunne imødekomme.

Ingen har ført en så intensiv valgkamp som maoisterne. Nummer tre i deres hierarki, Hisila Yami, der er minister for vandforsyning i den overgangsregering, der blev dannet efter fredsaftalen, kunne kun mødes med Independent kl. seks om morgenen. De unge partikadrer på hendes kontor var allerede i hektisk aktivitet, da Independents udsendte fik hende i tale over en kop sød sort te.

"Vi har ændret vores politik, så vi nu er blevet del af mainstream. Vi har taget den republikanske forbundsstatsmodel til os, og vi er gået ind i en demokratiseringsproces, hvor vi arbejder for at stoppe diskrimination af kvinder og dalitter (kasteløse, red.) og bekæmpe klasseundertrykkelse," siger en munter Yami. "Teknisk set har vi allerede vundet. Vi mangler kun at vinde i stemmeboksen."

Tvetydige meldinger

De fleste iagttagere er dog enige om, at hverken maoisterne eller deres to hovedrivaler, det borgerlige Nepalesisk Kongresparti (NC), eller det centrumorienterede CPN-UML (med det misvisende fulde navn: Nepals Kommunistparti for Forenede Marxist-Leninister) har chance for at få absolut flertal. Derfor forventes den grundlovgivende forsamling, som vælgerne sætter sammen, at komme på hårdt arbejde for at skrive Nepals nye forfatning. De fleste vurderer, at det vil kunne tage flere år.

En ofte fremført bekymring går på, hvordan maoisterne vil reagere, hvis valget ikke giver dem den succes, de håber. Muligvis er bekymringen blot udtryk for det mishag ved maoisterne, som trives i de overvejende borgerlige medier, men maoisterne har ikke selv gjort meget for at dæmpe frygten for, at de tidligere oprørere ikke definitivt har opgivet deres "væbnede folkekrig".

I de seneste dage har maoisternes karismatiske leder, Prachanda, således udtalt sig tvetydigt om, hvad han og hans parti vil gøre, hvis ikke det vinder i morgen. Til nyhedsbureauet Reuters sagde han i sidste uge, at maoisterne vil "respektere massernes dom - uanset om den giver os flertal eller ej", men samme dag erklærede den 53-årige tidligere skolelærer ved et massemøde i Kathmandu, at "hvis vi bliver besejret ved en konspiration, har vi intet andet valg end at indtage Narayanhiti-paladset med magt."

Hertil kommer forlydender om, at maoisterne forsøger at intimidere kandidaterne fra de andre partier - en praksis, som navnlig partiets ungdomsorganisation, Den Ungkommunistiske Liga, skal være aktiv i, men som heller ikke de to øvrige store partier afholder sig fra, om end i noget mindre omfang.

Kongen tavs

Ian Martin, chef for FN's mission i Nepal, bekræfter dette:

"I de vestligste dele af landet har aktivister fra både NC, CPN-UML og maoisterne forsøgt at ødelægge hinandens valgmøder og anstifte vold. Det varsler ikke godt."

Midt i tumulten og bekymringerne er der én person, som ikke har udtalt sig offentligt, og det er kong Gyanendra. Ifølge nogle forlydender afventer han sin afsættelse med stoisk ro, rede til at acceptere folkets vilje, det folk, han ifølge sig selv ville komme til undsætning med sin magtovertagelse.

Ifølge andre kilder konspirerer Gyanendra og hans folk febrilsk for at finde en udvej, så han kan bevare sin position. Det eneste der vides med sikkerhed, er, at han i de seneste mange uger har isoleret sig fra omverdenen, kun omgivet af sine nærmeste rådgivere.

"Han elsker at være konge og giver ikke den status fra sig godvilligt. Han er en ambitiøs mand, som føler nydelse ved magtudøvelse," mener Kunda Dixit, chefredaktør for Nepali Times, som i sin tid trodsede den censur, Gyanendra indførte i forbindelse med sit kupforsøg.

Nogle overvejelser går på, at Gyanendra muligvis vil træde frivilligt tilbage for at stifte sit eget royalistiske parti, på samme måde som Fyrst Sihanouk gjorde i Cambodja. Ved at melde sig som politisk kandidat kan Gyanendra bejle til de 50 procent, der ønsker monarkiet bevaret.

13 dages sørgetid

Andre hævder, at han ikke længere er interesseret i magt. Pramada Shah, hustru til Gyanendras nevø, erklærer således, at "kongen er parat til at acceptere folkets mandat - det har været kongefamiliens position siden Binendras tid".

Hun imødeser store problemer for Nepal, hvis monarkiet falder: I et land med over 100 etniske grupper er monarkiet den lim, der bedst kan binde landet sammen og modstå presset fra dets store naboer, Kina og Indien.

"Medierne har skildret Gyanendra som en despot og tyran. Det er jeg ikke enig i. Nepal behøver monarkiet," siger hun.

For et land, som så længe har siddet fast i fortiden, og hvis byer er en blanding af forvitrende middelalderarkitektur og nedslidte moderne bygninger, og hvis veje snarere er indrettet til oksekærrer end firhjulstrækkere, forløber de politiske forandringer i et meget hastigt tempo. Det er kun syv år siden, at hele nationens embedsmænd - som reaktion på paladsmassakren - skulle barbere sig skaldede og ikke måtte spise salt i tre dage. Tusinder af nepalesere fulgte deres eksempel under den 13 dage lange sørgetid, hvor der landet over blev flaget på halv.

Dagen efter massakren strømmede over en halv million mennesker ud i Kathmandus gader for overdænge begravelsesoptoget med blomster, og traumet fra 2001 sidder stadig dybt i nepaleserne.

'Kongen er kongen'

Nu må det land, hvor i bedste fald halvdelen af den voksne befolkning kan læse og skrive, indstille sig på at stå uden landsfader og lære sig det republikanske demokratis helt nye sprog. Selv maoisterne medgiver, at der forestår et stort arbejde med at oplyse folket om de politiske forandringer, som de stiller krav om.

Under sådanne omstændigheder er det ikke overraskende, at så mange almindelige mennesker virker desorienterede. På Durbar Marg, et travlt strøg ved siden af paladset, sælger Sonia Upretti aviser. Hun siger, hun vil stemme på Det Nepalesiske Kongresparti, men at hun er imod dets politik om at afskaffe kongedømmet.

"Kongen er jo kongen," siger hun. "Hvad bilder vi os ind at tro, vi bare kan sparke ham ud?"

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen