Kommentar
Læsetid: 4 min.

Hjerneflugten kan gavne u-landes sundhedssystemer

At importere sundheds-personale fra de fattige lande er skidt, vil de fleste intuitivt sige. Nej, ikke udelukkende. Vi må begynde at anse hjerneflugt som en del af løsningen snarere end problemet
Udland
3. april 2008

Falder snakken på hjerneflugt af sundhedspersonale fra u-lande til i-lande vil de fleste helt intuitivt give forhenværende formand for Etisk Råd Ole Hartling ret, da han i en klumme i Kristeligt Dagblad i december 2007 fastslog, at hjerneflugt har nået foruroligende dimensioner. "Man taler om vestlige landes nykolonialisering af Den Tredje Verden. De tager ikke længere landområder og råstoffer, nu tager de veluddannede menneskers arbejdskraft. Konsekvensen er, at udviklingslandenes intellektuelle ressourcer udpines. Og når det gælder de vestlige landes import af sundhedspersonale - læger og sygeplejersker - rammes tredjeverdenslandene særlig hårdt."

At mangel på sundhedspersonale er et problem i langt de fleste fattige lande - og såmænd også i de rige - kan ingen være uenige med Ole Hartling i. Derimod kan der rejses en række alvorlige kritikpunkter af hans stærkt negative opfattelse af hjerneflugt. Han udpeger implicit hjerneflugt til en af hoved-årsagerne til den store mangel på sundhedspersonale i u-lande og peger på, at den manglende erkendelse af behovet for at sætte en stopper for udvandringen forværrer problemet. Men 'en prop i drænet' er ikke er en løsning på problemet, snarere en lidet effektiv symptombehandling.

Ejendom

Skulle proppen virke, forudsættes det, at de emigrerede læger og sygeplejersker ville have brugt deres uddannelse, hvis de var blevet hjemme. Det ville de måske, men ikke nødvendigvis. Manglen på sundhedspersonale i u-lande skyldes blandt andet, at mange læger og sygeplejersker fortrækker anden beskæftigelse i byerne frem for at arbejde i den offentlige sundhedssektor på landet .

For det tredje betragtes sundhedspersonalet som national 'ejendom' på linje med landområder og råstoffer, der 'stjæles' fra de fattige lande af de rige - et efter min mening tvivlsomt mennes-kesyn. Men det alvorligste kritikpunkt knytter sig til fokusering på nationale løsninger af et globalt problem. Her er der paralleller til den 'globaliseringsangst', der knytter sig til megen nutidig samfundskritik.

Fordi de enkelte lande og specielt de fattige ikke kan - eller ønsker - at stoppe migration af sundheds-personale, får konklusionerne tit og ofte et fatalistisk præg. Læs bare Ole Hartlings konklusion i førnævnte klumme:

"Hvad sker der så nu? Næppe meget. (-) Rekrutteringen huskes ikke længe, debatten vil forstumme. Danmark kan fortsat yde sin u-landsbistand. Vi kan fastholde vores selvbillede af idealisme over for ud-viklingslandene, og det er snart glemt igen, at idea-lismen er omvendt proportional med vore egne behov."

Win-win-optimismen

Optimismen hos en alternativ opfattelse af hjerneflugt er omvendt proportional med Ole Hartlings pessimisme. Her ses hjerneflugt som et overordnet positivt fænomen til gavn for både afsender- og modtagerlande samt ikke mindst den enkelte migrant - en win-win-win situation. Optimismen findes samme sted som argumenterne for international frihandel, nemlig i neoklassisk økonomisk teori. Her ses arbejdskraftens frie bevægelse som fremmende for den globale økonomiske velfærd. For det første fordi den vil sikre en mere effektiv udnyttelse af de globale menneskelige ressourcer. For det andet fordi den generer andre goder, som kan overflyttes fra rige til fattige lande. Det kan være den viden og ekspertise, som migranter tilegner sig i rige lande og enten tager med hjem eller 'sender' hjem gennem transnationale netværk. Ligeledes sender migranter penge hjem og transnationale netværk øger samhandel og investeringer.

Mens den første analyse af hjerneflugt kan angribes for dens fatalistiske tilgang, så kan den anden tilsvarende kritiseres for dens laissez faire-prægede tilgang: Negative effekter ignoreres i samme grad, som de positive ignoreres af Ole Hartling. På den måde repræsenterer de to synspunkter to yderpunkter. Et sted midt imellem er nye måder at se hjerneflugt på ved at finde fodfæste.

Tag aktivt del

En tilgang anser hjerneflugt for at være gavnlig - og taler derfor om et beneficial brain drain - fordi muligheden for emigration får mennesker i u-lande til at investere i en sundhedsuddannelse. Fratages de muligheden for emigration, vil de uddanne sig til noget andet - eller slet ikke. Men da ikke alle emigrerer i den sidste ende, leder muligheden for emigration til et brain gain og ikke et brain drain. Nye undersøgelser viser således, at afrikanske lande med mange læger i udlandet også generelt har et - i afrikansk sammenhæng - højt antal læger hjemme. Sammenlagt med andre positive effekter fra emigration leder det til den - måske overraskende - konklusion, at migration af sundhedspersonale har flere positive effekter end negative.

En anden foreslår, at landene frem for at gøre emigration sværere eller mindre attraktiv, opfordrer emigranter til aktivt at tage del i udviklingen af deres hjemlande. Det kan ske gennem netværk, der muliggør udveksling af viden og erfaringer mellem emigranter og dem, der blev tilbage. Det kan ske ved at gøre det muligt for emigranter at vende tilbage til deres hjemland i midlertidige perioder og endeligt kunne man forestille sig, at rige landes sundhedspersonale i højere grad end allerede tilfældet tog arbejde i lande med akut mangel.

Der er ingen, der har fundet den gyldne løsning på Afrikas mangel på sundhedspersonale. Men modeller, der ser hjerneflugt som en del af løsningen snarere end problemet, har langt mere at byde på end dem baseret på 'globaliseringsangst' eller 'laissez faire-optimisme'.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her