Læsetid: 2 min.

'Kina er ikke verdens værste'

Sammenlignet med klodens otte værste skurke har Kina en lille pil opad i retten til personlig økonomi og individuelle frihedsrettigheder. Men samlet set er menneskerettighedernes vilkår på globalt tilbagetog. De største syndere er Nordkorea og Sudan, vurderer eksperter
29. april 2008

Måler man på frihed og borgerrettigheder, er verdens værste lande Nordkorea, Cuba, Turkmenistan, Usbekistan, Libyen, Sudan, Myanmar og Somalia.

Det fremgår af den årlige rapport Freedom in the World 2008: Global Freedom in Retreat, som tænketanken Freedom House, udgav i begyndelsen af året. Tænketanken måler på graden af politisk åbenhed i systemet, frihedsrettigheder og om medierne er uafhængige. Og i sin samlede oversigt over verdens værste regimer har den ikke indføjet det land, hvis menneskeretsstatus ellers diskuteres mest i øjeblikket, nemlig Kina:

"Kina scorer faktisk en lille smule højere på lighed mellem kønnene, ejendomsret og rettigheder til at drive forretning, muligheden for højere uddannelser og den frie ret til at vælge arbejde og bopæl," siger seniorforsker i Freedom House, Aili Piano, chefredaktør af Freedom in the World, der har givet Kina et 6-tal i 'civile frihedsrettigheder' - en over bundkarakteren 7.

I kategorien 'politiske rettigheder' er der derimod ingen forskel mellem Kina, og dem Freedom in the World-rapporten kalder worst of the worst. En gruppe af verdens allerværste slyngelstater, der indkasserer karakteren 7 for begge dele. Hvis 7-tallene nærlæses, står Nordkorea ifølge Aili Piano tilbage med den laveste samlede score:

"Nordkorea undertrykker alle rettigheder, der indgår i vores undersøgelser," siger hun, men betoner også, at forskellen mellem de lande, der får henholdsvis 6 og 7 ikke er speciel signifikant.

"Så selvom Kina ikke rent teknisk er listet blandt de otte slemmeste, ligger landet stadig meget lavt," siger hun.

Ingen lister

Hverken Amnesty International eller Human Rights Watch opererer med egentlige ranglister af lande. Det gør de heller ikke på Institut for Menneskerettigheder, men seniorforsker Hans-Otto Sano har analyseret hvilke stater, der falder i den dårlige kategori og har i en opgørelse over verdens værste regimer målt på fire kriterier: civile og politiske rettigheder, økonomiske og sociale rettigheder, kønsdiskrimination, samt accept af menneskeretskonventionerne.

Han har fundet frem til, at det kinesiske regime ligger på samme niveau som en række andre stater i både Asien og i Afrika.

"Med hensyn til tortur, forsvindinger, vilkårlige arrestationer, generel krænkelse af privatlivets fred og retfærdig rettergang er vores målinger ikke fintmaskede nok til at udpege enkelte lande inden for gruppen af slemme," siger Hans-Otto Sano. Alligevel vil han interessere sig specielt for Kina i den asiatiske region, der på et generelt niveau stadig ligger ret dårligt med også Myanmar, og Indien som en del af gruppen af hårde krænkere.

"I den asiatiske region er en tendens til ikke at acceptere alle menneskerettigheder. Og det har stor betydning, at flere stater ikke har ratificeret hovedkonventionerne, fordi det er udtryk for en reel politisk vurdering af, at her er der noget den centralasiatiske region ikke vil være med til. Det er udtryk for en reel politisk stillingtagen," siger han.

Omvendt ratificerer de i Afrika ifølge Hans-Otto Sano alt, hvad de kommer i nærheden af, hvilket dog ikke fører til bedre menneskerettigheder.

"I toppen ligger Sudan, og det ser heller ikke særlig godt ud i Rwanda, Burundi og Uganda, der ligger lige under. Også Zimbabwe er blevet klart værre gennem de senere år. I Vestafrika er Togo slemme," siger Hans-Otto Sano.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu