Læsetid: 4 min.

Kinas ledere lægger låg på nationalistiske protester

Kinesisk nationalisme har været oppe i det røde felt som reaktion på udenlandsk kritik, men nu lader regeringen til at ville dæmpe gemytterne
Disse kinesere troppede op ved den franske ambassade i Beijing i protest mod kritik af Kina og OL med skilte med ordene: -Hold jeres kæft, franskmænd. Tibet tilhører Kina-.

Disse kinesere troppede op ved den franske ambassade i Beijing i protest mod kritik af Kina og OL med skilte med ordene: -Hold jeres kæft, franskmænd. Tibet tilhører Kina-.

Martin Gøttske

Udland
23. april 2008

BEIJING - Det var en yderst kortvarig og lille demonstration. Fem kinesere troppede op ved den franske ambassade i Beijing i går og foldede deres skilte ud: "Hold jeres kæft, franskmænd. Tibet er Kinas," stod der.

Efter et halvt minut, hvor de havde stået med deres skilte vendt mod Beijings Tredje Ringvej, og med kolonner af politi og militær bag sig, spurgte den ene: "Hvad skal vi nu?"

"Lad os tage bussen og tale om det," lød svaret fra en af de andre. Og med et var protesten ovre.

De steg op i linje 801 og forsvandt.

Det var deres lille bidrag til den bølge af nationalistiske protester, der har spredt sig i Kina - ikke mindst efter den olympiske fakkels jordomrejse mod OL i august i Kina er blevet en magnet for demonstrationer rettet mod Beijing. Inden for de sidste måneder har det store OL-fokus medført international fordømmelse af Kina inden for så forskellige områder som Darfur, dødsstraf, menneskerettigheder og global opvarmning. Men det er de internationale angreb på Kinas håndtering af de tibetanske uroligheder i sidste måned, og en tilsyneladende voksende støtte til tibetansk selvstændighed, der har fået kineserne på gaden og til at udtrykke deres utilfredshed på internettet.

"Vesten prøver bevidst at skade Kina og OL," som en af tilskuerne til optrinnet ved Frankrigs ambassade udtrykker det.

"Udlandet har ikke et eneste positivt ord at sige om Kina, kun kritik. Det gør os rasende."

Protest mod Frankrig

Specielt Frankrig er blevet mål for det raseri. Bl.a. efter faklens tur gennem Paris den 7. april endte i kaos med demonstranter, der igen og igen angreb faklen. Og efter præsident Nicolas Sarkozy truede med at boykotte OL's åbningsceremoni.

Demonstrationer mod den franske supermarkedskæde Carrefour brød ud i adskillige kinesiske byer i weekenden.

Opfordringer til protest og boykot af supermarkedskæden, der har over 100 butikker i Kina, havde spredt sig som lynild i chatrooms og via sms-beskeder med påstande om, at den finansielt havde støttet Dalai Lama (en påstand som Carrefour afviser).

Samtidig er nyhedsstationen CNN i kinesernes øjne blevet symbolet på den fjendske pressedækning, de føler Kina er blevet udsat for.

Senest efter en af stationens kommentatorer tidligere på måneden sagde om Kina: "Jeg tror, de i grunden stadig er den samme samling af gorillaer og bøller, som de har været de sidste 50 år."

"Har vesterlændinge ingen manerer? Man kan da ikke tale om os på den måde!," siger Yang Xuhong, en 36-årig bestyrer, i Beijing.

"Hvordan ville I have det, hvis I hele tiden blev svinet til, og konstant så på tv, at der over det hele var protester mod jeres OL?"

På internettet har kinesere fortalt udlandet, at "I kan skride ad helvede til". Samtidig med, at de har fået luftet et had mod Vesten, har de erklæret deres kærlighed til nationen.

Farlig nationalisme?

Kan den kinesiske nationalisme udvikle sig og få alvorlige konsekvenser? Det lader den kinesiske regering i hvert fald til selv at mene.

I starten red regeringen velvilligt med på den nationalistiske bølge, der for Beijing har fungeret som en effektiv forsvarsmur mod den internationale kritik.

Men nu lader beslutningstagerne i Beijing til at ville sætte en stopper for det hele af frygt for, det skal gå over gevind og permanent skade forholdet til udlandet.

Kommunistpartiets officielle talerør, Folkets Dagblad, opfordrede i en leder befolkningen til udtrykke deres patriotisme "roligt og rationelt".

"Lad verden se, at nutidens Kina udvikler sig selv skridt for skridt, og at der ikke er noget, der kan stå i vejen for eller forstyrre dette," hed det i lederen.

Ifølge flere forlydender har myndighederne tilsyneladende også givet internetfirmaer besked på at slette anti-vestlige kommentarer fra deres websider.

"Internetbrugere er i et yderst intenst sindelag mod vestlige lande," hed det i en besked fra statens bureau for internetkontrol til internetfirmaerne.

"Sådan information har vist en tendens til at sprede sig, og hvis det ikke bliver kontrolleret i tide, kan det komme ud af kontrol, som det gjorde med episoden den 9. april mod Japan."

I april 2005 angreb kinesiske demonstranter den japanske ambassade i Beijing og landets konsulat i Shanghai, da kinesisk nationalisme vendte sig mod Japan.

Kinesisk frustration

Men kontrol af internettet og mildere toner i medierne vil ikke ændre på kinesernes opfattelse af, at de er blevet uretfærdigt behandlet.

Både lederskabet i Beijing og befolkningen har været så opsatte på at afholde et succesfuldt OL, at de er frustreret og vrede over Kinas image i udlandet.

De fleste kinesere stiller sig undrende op over for vesterlændinge, der taler for Tibets selvstændighed, som de er overbeviste om altid har været en del af Kina.

Nationalisterne drager paralleller mellem den udenlandske kritik og opiumskrigene og de vestlige ydmygelser af Kina i 1800-tallet: Det eneste, der kommer ud af vestlig indblanding i kinesiske affærer, er interne stridigheder og et svagt Kina.

Blandt vestlige kommentatorer udlægges den stigende vrede mod udlandet som et udtryk for, at styret har skrottet den kommunistiske ideologi, og nu i stedet i stor grad har baseret sit legitimitetsgrundlag på nationalisme.

Det er ikke versionen i kinesiske statsmedier: I sidste uge trykte avisen China Daily en leder, der argumenterede, at "vesterlændinge har beskyldt de kinesiske myndigheder for at opdyrke de nationalistiske følelser gennem patriotisk uddannelse. Ingen patriotisk uddannelse kunne have været så effektiv som de vestlige mediers forvrængning af fakta og vestlige politikeres skamløse ignorering af sandheden".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her