Landet med den skrøbelige identitet

BRUXELLES/BRUSSEL - Den belgiske identitet? Ha! Godt spørgsmål.

Samme spørgsmål stilles til tre belgiere, der har markeret sig i den seneste tids debat om deres land. Reaktionen er den samme fra dem alle. Men så går overvejelserne og iagttagelserne hver sin vej:

"Jeg er så glad for, at jeg lever i det her land," siger fotografen Stephan Verfleteren, der netop har holdt en stor udstilling med tilhørende bog under titlen 'Belgicum'.

Når han rejser fra sit hjem i Flandern til den anden del af landet, er det som at gå på opdagelse i det fremmede.

"At tage til Wallonien er ligesom et eventyr. Nogle mennesker elsker at rejse. Jeg rejser til Charleroi eller Liège. Der har de en anden måde at bruge de sten, de bygger med," siger fotografen, der fortæller om sit land gennem det, han ser. Vanfleteren selv er opvokset i Flandern, nær kysten og så tæt på sproggrænsen, at han altid har kunnet høre fransk radio. I dag lever han med sin familie i nærheden af Bruxelles.

"Hvis man tænker på, hvor lille et land det er, er det overvældende, hvor meget energi der er: Dans, teater, musik. Selv i medierne - hvis man rejser til Italien, er der kun møg på tv. Her i Belgien er der kreativitet. Bruxelles er ikke smuk. Men der er bevægelse. Derfor er Amsterdam også så kedelig med alle de intellektuelle, der lever ved grachterne. I Bruxelles ser jeg altid ting, der tiltrækker mig. Der er et hus, et gammelt skilt - jeg ser smukke ting. Bruxelles er tiltrækkende på en sær måde. Du kan gå en tur til Nordstationen. Der sidder de prostituerede i vinduerne, og kun 50 meter længere henne er alt nord-afrikansk, med moskeer og det hele - Der er en kvinde med slør, som med sine tre børn går forbi de prostituerede, der gør sig til. Det kan jeg lide ved Bruxelles," siger fotografen.

"Belgien er jo så kompleks. Til den bog, jeg har lavet, havde jeg nogle spørgsmål. Om identitet, om forskellen mellem Flandern og Wallonien. Men jeg har ikke fundet noget klart svar. Formentlig er der ikke noget svar - ellers ville der jo være løsninger på alle vore problemer," siger Stephan Vanfleteren.

Spændinger

Problemer og mulige spændinger er der rigeligt af. Belgien er opdelt i to sproggrupper - fransk og flamsk - og forholdet er omtrentlig 40 til 60 procent. Før i tiden udgjorde de fransktalende eliten. Pengene kom fra kul- og stålindustrien i Wallonien, og flamsk blev betragtet som bondsk.

Men i 1960'erne vendte lykken: Den wallonske økonomi begav sig i frit fald, og i dag sender det rige Flandern føderal støtte til det arbejdsløshedsplagede Wallonien. I 1960'erne blev der trukket en sproggrænse, og siden er administrationen blevet filtret fra hinanden, så en deling af landet de facto ville være lettere. Det brændende spørgsmål er nu: Falder Belgien fra hinanden.

Den franske del af Belgien frygter akut for en deling af landet, om det så er skolens yngste, der får det at vide af deres lærere eller af avisernes forsider. I Flandern trækker folk på skuldrene og griner. "Deling? Hvem skulle så betale statsgælden?"

Det handler om følelser. De brød for alvor løs, da den fransktalende tv-kanal RTBF i december 2006 afbrød alt for en særudsendelse: Flandern løsriver sig, hed det. Udsendelsen var en satire, der skulle sætte gang i debatten - men mellem 80 og 90 procent af de fransktalende seere troede, det var sandt, beretter Christophe Deborsu, en af journalisterne bag udsendelsen.

"En tredjedel af de flamske partier går ind for en deling af landet. Det er meget," siger Deborsu. Derfor skulle spørgsmålet afprøves - og det var målet, at befolkningen skulle tro, det var sandt.

"Følelserne er den største kraft," siger han, og "uafhængighed er følelsesmæssig."

Da sidste års regeringskrise var på sit højeste, gik hele 45 procent af flamlændingene ind for en deling, fortæller Deborsu. Både før og efter krisen er det kun ti procent, af den flamske befolkning, der ønsker at dele landet. "Men det viser, at det kan gå meget hurtigt," siger Deborsu.

"Alt, som folk praktisk har behov for, er allerede delt: Skoler, den offentlige transport, ungdomsarbejdet. Alt, som er vigtigt, er delt. Kun det ubehagelige - politiet, retsvæsenet - de er føderale," siger Deborsu.

Den flamske forfatter og journalist, Pascal Verbeken, der sidste år offentliggjorde en prisvindende bog om Wallonien, er ikke begejstret for den provokerende film, der blandt franske journalister blev betegnet som et 'elektrochok' til debatten. Det ender med en selvopfyldende profeti, frygter Verbeken - en prognose, der fremkalder sin egen virkeliggørelse.

Fælles svag identitet

Både Verbeken og Deborsu er dog helt enige om én ting:

"Ideen om, at den nationale identitet er svag, er fælles," siger Deborsu. "Vi er alle mindretal," siger tv-journalisten og debattøren, der selv er walloner.

"Flamlændingene har det som mentalitet, fordi de har følt sig dårligt behandlet. Vi føler det, fordi vi er færre. Der er også det tyske mindretal. Måske er det negativt - men det er i hvert fald et fælles træk," siger tv-journalisten og debattøren.

Endnu et mindretal er de mange indvandrere. Ligesom flamlændinge og wallonere ikke blander sig alt for meget med hinanden, holder indvandrerne sig også for sig selv - om det nu er alle dem, der kommer på grund af EU, eller congolesere, marokkanere, tyrkere eller østasiatere. Bruxelles' statistik over navne på nyfødte drenge har de seneste mange år vist navnet Mohammed i top, 11 procent af Bruxelles' borgere kommer fra ikke-EU-lande - og i hovedstaden er nordafrikanere, sorte afrikanere og tyrkere synlige mindretal med egne kvarterer, selv om ikke-EU-udlændinge kun udgør 2,9 procent af befolkningen på landsplan.

"Marokkanerne bliver ofte beskyldt for ikke at integrere sig," siger Pascal Verbeken, der lever i Flandern og arbejder i Bruxelles. Men det samme gælder mange af eurokraterne - briterne har for eksempel deres egne skoler og rugbyklubber.

"Men mon det nogensinde har været anderledes? Er ægte multikulturalisme ikke bare en ide," spørger Verbeken, der har rejst landet tyndt for at researche sin bog.

Du er, hvad du spiser

- Men samlivet fungerer i Belgien, gør det ikke? Ikke uden vanskeligheder, men det fungerer da?

"Vi har mange diskussioner, men få ildkampe," griner Deborsu.

"Belgien er som et urværk. Der er meget fint afstemte balancer og kompromiser," siger Pascal Verbeken.

"Man kan lære af Belgien, men det er på et meget teknisk plan," siger han.

Belgien vrimler med partier af alle kulører - som regel både i en fransk og en flamsk version. De er del af urværket. Men ét parti skiller sig ud, nemlig det flamske Vlaams Belang, som er højreorienteret, flamsk og separatistisk. 20 procent af flamlændingene stemte på dem ved sidste kommunalvalg.

"De stemmer af frygt," mener Verbeken. Vlaams Belang sælger den rene nostalgi til sine vælgere og lever af det.

"De sælger billedet af de gode, ukomplicerede gamle dage. Et fænomen, som man også ser i Holland og i andre lande," mener Verbeken.

Alligevel er der noget, der knytter dem alle sammen. For de er i hvert fald ikke hollændere. Okay, nej, de er heller ikke franskmænd. Ja - så er de vel belgiere. Med en del fælles træk:

"Når jeg går til bageren, så er det vigtigste jo ikke, om han taler fransk eller flamsk - men om hans brød er godt," siger Stephan Vanfleteren. Også Christophe Deborsu nævner bageren.

"Om du går i bageriet i Ypres eller i Wallonien - så spiser vi de samme kager. Det er ikke de samme som i Frankrig, ikke de samme som i Holland," understreger han. "Du er, hvad du spiser."

God mad, god øl - og en god portion 'det går nok-mentalitet' bliver fremhævet som helt særlig belgisk.

"Det er organiseret anarki. Hvis tingene bliver for ordentlige, finder vi altid en måde at gå imod det på," siger fotografen Vanfleteren.

Og så minder han om, at Belgien huser grænsen mellem de to store kulturer - den romanske i syd og den germanske i nord. "Det er et mærkeligt land - derfor er det så spændende."