Læsetid: 3 min.

OL-arven fra Hitler

Det er nazistiske idealer, ikke antikke græske, der ligger til grund for den olympiske flammestafet, som blev gennemført første gang forud for legene i Berlin 1936
Det er nazistiske idealer, ikke antikke græske, der ligger til grund for den olympiske flammestafet, som blev gennemført første gang forud for legene i Berlin 1936
10. april 2008

Til alle, som måtte mene, at den olympiske flammestafet er et symbol på harmoni mellem nationerne og derfor bør holdes adskilt fra politik, består det korte modargument af to ord: Adolf Hitler.

Den ceremoni, der udspiller sig i disse dage, og som blev forulempet i London og Paris, stammer modsat den almindelige antagelse ikke fra Antikkens Grækenland. Ej heller hidrører den fra de Olympiske Leges genoptagelse i moderne tid i Athen i 1896. Nej, hele flammestafet-ritualet med dets hedenske undertoner blev udtænkt af den tyske idrætsprofessor Carl Diem, som forestod afviklingen af De Olympiske Lege i Berlin i 1936.

Skønt han ikke var medlem af nazistpartiet dengang - Carl Diem blev udpeget som organisatorisk chef af OL, før nazisterne kom til magten - tilpassede han sig hurtigt det nye regime og udviklede sig i naziregimets sidste dage til en fanatisk militærkommandant, der befalede tyske teenagere at gå i døden frem for at acceptere nederlaget som var de soldater fra det gamle Spartacus. Tusinder af teenagere fulgte Diems bud, mens han selv først døde i 1962 i en alder af 80 år.

'Hellig renhed'

Det var Carl Diem, der foreslog propagandaminister Joseph Goebbels, at unge "ariske løbere" skulle bringe den olympiske flamme de 3.422 km fra Hera-templet på Olympen-bjerget til Berlins OL-stadion. Det var også hans idé, at flammen skulle antændes under tilsyn af en "ypperstepræstinde" ved hjælp af forstørrelsesglas, der koncentrerede solens stråler, og at den olympiske ild skulle overdrages fra fakkel til fakkel på vejen, således at den ved ankomsten til Berlin kunne bevare en 'hellig renhed'.

Diems koncept måtte uundgåeligt appellere til nazisterne, som var dybt forelskede i hedensk mytologi og opfattede det gamle Grækenland som en forløber for Det Tredje Rige. De gamle grækere var af den opfattelse, at ilden var af guddommelig oprindelse, og de holdt derfor bestandig blussene i deres templer i live.

I Olympia, hvor Antikkens Olympiske Lege fandt sted, brændte flammen permanent ved gudinden Hestias alter, og i Athen løb datidens atleter om kap i stafetløb med brændende fakler, der skulle ære bestemte guder.

Men Antikkens OL blev imidlertid ikke forkyndt af flammestafetløbere, men af budbringere med olivenkranse - et symbol på den hellige våbenhvile, som betød, at alle atleter kunne rejse til Olympen i sikkerhed. Flammestafettens nuværende rolle ved OL fik den først fra og med Hitler.

Sigøjnermusik

Ruten fra Olympen til Berlin gik bekvemt nok gennem Bulgarien, Jugoslavien, Ungarn, Østrig og Tjekkoslovakiet - alle lande, som faldt inden for nazisternes ønskede indflydelsessfære, og som få år senere skulle blive besat af tyske tropper. I Ungarn blev flammestafetten ledsaget af toner fra sigøjnermusikere, der senere endte deres dage i nazisternes udryddelseslejre. I Berlin blev flammen båret den sidste kilometer af en 26-årig løber ved navn Siegfried Eifrig, og hundredtusinder så på, da han overførte den olympiske flamme til en skål ved et alter, der var omgivet af enorme nazifaner. Eifrig lever forbløffende nok den dag i dag - til BBC udtaler den 98-årige, at stafetceremonien burde være et rent sportsligt ritual.

Trods de dystre politiske overtoner blev OL i Berlin en uforbeholden succes for organisatorerne og udødeliggjort af filminstruktøren Leni Riefenstahl. Og ritualet er siden blevet gentaget før hvert OL, om end ikke altid med samme organisatoriske bravur.

Brændt barn ...

I Melbourne i 1956 forbrændte den 19-årige atlet Ron Clark sin hånd, der han antændte skålen med faklen, fordi teknikere havde skruet op for gassen af frygt for, at den ellers ikke blive antændt.

Da Legene vendte tilbage til Australien 44 år senere, blev Clark overtalt til igen at bestride det ærefulde hverv, og denne gang brændte han sin ene overarm ved generalprøven. Og da en af australierne i stafetten i 2000 tilbagelagde sin strækning, skete det ikke i løb, men siddende på en traktor. Indtil tirsdag i Paris var flammen kun gået ud to gange. Den blev slukket af en pludselig regnbyge i Montreal i 1976 og blev skandaløst antændt igen med en ordinær cigaretlighter af en tilstedeværende official, som åbenbart ikke var blevet oplært i den rette andægtighed for flammens hedenske mystik. I 2004 blev den blæst ud af et vindstød.

Med mandagens hændelser i Paris er den olympiske ild blevet slukket utilsigtet hele frem gange, hvilket afstedkom et raseriudbrud fra IOC's formand, Jacques Rogge:

"Uanset med hvilken begrundelse er vold uforeneligt med de Olympiske Leges og flammestafettens værdier," tordnede han tirsdag.

Det skulle nogen lige have fortalt Adolf Hitler.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rart med en en faglig funderet artikel. Hera-templet var ikke på Olympen-bjerget, men i Olympia på Pelopponnes. "Skurken" var rigtigt Carl Diem. Han fik også lavet et alter, hvor ilden kunne brænde. Se medsendte billede. Jeg mener at se Kronoshøjen i baggrunden og dermed fra Olympia. Svindlen blev efter krigen opdaget. Intet antikt alter havde de olympiske ringe ciceleret, og alteret blev fjernet fra det hellige område. Faklen brugtes antikt bl.a. til at ledsage de døde til graven. Gravgaden hed dromos som løbebanen. Præstationerne ved de antikke olympiske lege var udtryk for det ultimative arbejde, nemlig at overvinde døden og gøre vinderen/mennesket guddommeligt uden at være en Gud - en hero. Diem's fakkel-connection var begrundet.

Højst inspirerende og interessant artikel og kommentar!

Den såkaldte venstrefløjs traditionelle modvilje mod sport antager pludselig nye dimensioner. Sport var oprindeligt de angelsaksiske herrefolks vej til disciplin, nationalistisk indoktrinering og para-militær til militær optræning. Karakteristisk, at sport og dens folkeopdragende mission blev overtaget af nazisterne og kommunisterne.

Også i Danmark gribes masserne af en måske sexuelt betinget endorfin-producerende eufori, mærkeligt også når det gælder danskere, der er flyttet til udlandet og slet ikke repræsenterer Danmark længere. F.eks. bliver fodboldspilleren Christan Poulsen aldrig sat af sit hold, Sevilla, men "sparet til næste kamp" i de danske kommentatorers terminologi, og Jon Dahl er "end ikke med i startopstillingen", hedder det forarget.