Læsetid: 6 min.

'Så lad dem spise kartofler'

Hæren i Bangladesh blev i sidste uge beordret til at marchere på kartofler frem for ris. Men kan øget dyrkning og spisning af den i Vesten så populære rodfrugt virkelig afbøde den globale fødevarekrise?
Kan kartoflen redde fødevarekrisen? I Peru, hvor kartoflen for første gang blev dyrket, har en fordobling af hvedeprisen inden for det forløbne år fået regeringen til at iværksætte et program, der skal anspore bagere til at bruge kartoffelmel frem for hvedemel i deres brødfremstilling.

Kan kartoflen redde fødevarekrisen? I Peru, hvor kartoflen for første gang blev dyrket, har en fordobling af hvedeprisen inden for det forløbne år fået regeringen til at iværksætte et program, der skal anspore bagere til at bruge kartoffelmel frem for hvedemel i deres brødfremstilling.

Martin Mejia

28. april 2008

Da ordren kom fra den allerøverste top af Bangladeshs militære ledelse, lød den som en dårlig vittighed. Kun de færreste hær- og marinesoldaterne kunne tro, at de kunne være deres øverstbefalendes alvor, at deres feltrationer fra nu af ville komme til at omfatte en stor portion kartofler som grundkost.

Men et land, hvor basiskosten i utallige generationer i alt overvejende grad har været ris, var der på ingen måde tale om nogen spøg. Med en omsiggribende riskrise i Bangladesh såvel som i store dele af det øvrige Asien er panikken begyndt at brede sig blandt kontinentets regeringer, så forrige uges ordre blev fremsat med velberåd hu:

"Den daglige feltration omfatter nu 125 gram kartofler for hver eneste soldat, uanset rang."

Og det er ikke kun i Bangladesh, at den ydmyge rodfrugt tiltænkes en frelserrolle.

Med verdens fødevarepriser på himmelflugt og optøjer i udbrud overalt fra Egypten til Indonesien, knytter mange eksperter nu forhåbninger til, at en øget fortæring af kartofler i al fald delvis kan løse problemet. Kartofler er lette at dyrke, modner hurtigt, kræver ikke megen vanding og har et udbytte, der er fire gange højere en hvede og ris, pointerer agronomerne.

Kartoflens år

Forhåbningerne er så høje, at FN har udnævnt 2008 til Kartoflens Internationale År.

"Kartoflen egner sig perfekt til dyrkning, hvor jorden er begrænset og arbejdskraften rigelig - vilkår, der kendetegner store dele af udviklingsverden. Kartoffeldyrkning kan føre til en mere ernæringsrigtig kost, på mindre jord og i barskere klima end næsten enhver anden afgrøde," hedder det i en erklæring fra verdensorganisationen.

Og sandt er det, at kartoflens genopdagelse som potentielt modtræk mod global hunger kommer i en situation, hvor fødevarepriserne stiger kloden over. Priserne på ris, hvede og kornprodukter er steget kraftigt i de seneste måneder, og blandt årsagerne er navnlig stigende oliepriser, der fordyrer transporten, stigende efterspørgsel og faldende forsyningssikkerhed. Mange lande har været nødsaget til at lave særlige forholdsregler for at beskytte deres fødevareressourcer. Indien forbød således for nylig al eksport af ris med undtagelse af førstesorterings-basmati.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, udtrykte sidste weekend i Afrika sin bekymring over de voksende fødevarepriser under et globaliseringsforum i Afrika og advarede om, at de udgør "en trussel imod mange udviklingslandes stabilitet".

FN's særlige rapportør om fødevarer, Jean Ziegler, skærpede retorikken med en udtalelse om, at de højere priser vil føre til "et stiltiende massemord", som Vesten ifølge ham må tage skylden for.

Ziegler pointerede, at det er væksten i dyrkning af biobrændstoffer, spekulationer på råvaremarkederne og EU's eksportsubsidier, der klart placerer ansvaret hos Vesten.

Horde af spekulanter

"Som Marx så korrekt påpeger, har hungersnød i lang tid ikke haft noget at gøre med skæbnens ugunst. Sagen er snarere den, at der bag hvert sultoffer står en morder, og at vi her står over for et stiltiende massemord," udtalte den schweiziske FN-rapportør til den østrigske avis Kurier am Sonntag.

"Vi har en horde af markedsspekulanter og finansbanditter, som er gået grassat og har konstrueret en verden af ulighed og rædsel. Det må vi sætte en stopper for," fortsatte den iltre schweizer.

På en så grelt optegnet baggrund kunne den globale udfordring, som kartoffelen tænkes at løfte, næppe være større. Men faktisk er kartoflen allerede ved at gå sin diskrete sejrsgang og det på steder, som man ikke hidtil har forbundet med dens udbredelse. Endda i sådan en grad, at den nu har erobret en tredjeplads som verdens mest dyrkede afgrøde efter ris og hvede.

Tag Kina. 'Riget i Midten' er allerede verdens største kartoffelproducent og agter over de kommende år at reservere yderligere arealer til kartoffeldyrkning. Indien har erklæret, at man har som mål at fordoble kartoffelproduktionen inden for de næste 5-10 år. Tilsvarende målsætninger har Kasakhstan, Turkmenistan og Tadsjikistan. Førende kartoffelland er i dag Hviderusland, hvor hver indbygger i gennemsnit spiser 175 kilo kartofler om året.

Kartoflen ses altså som en supplerende ernæringskilde snarere end som nogen erstatning, og der forestår et stort arbejde for ngo'erne i forhold til at overbevise de lokale om fordelene ved kartoflen og at undervise dem i at dyrke den.

Ændre spisevaner

I Peru har en fordobling af hvedeprisen inden for det forløbne år fået regeringen til at iværksætte et program, der skal anspore bagere til at bruge kartoffelmel frem for hvedemel i deres brødfremstilling.

Som led i denne plan uddeles der kartoffelbrød til skolebørn, soldater, ja sågar fængselsindsatte, i et håb om, at få en kostomlægning til at slå an.

"Vi er nødt til at ændre menneskers spisevaner," siger Perus landbrugsminister, Ismael Benavides, til Reuters.

"Det var fordi, hvede var billigt, at folk i sin tid blev vænnet til det."

Første gang mennesker vides at have dyrket kartofler var for godt 7.000 år siden i Andesbjergene tæt på Titicaca-søen. Kartoflen findes i mindst 5.000 forskellige sorter, hvoraf over 3.000 kan dyrkes i bjergområder. Deres farveskala går fra gipsfarvet til auberginepurpur, og kartoflen har frem til i dag spillet en væsentlig rolle i Sydamerika, både som næringsmiddel og i kulturel forstand.

Den blev ført til Europa af Spanien, som så vidt man ved først opdagede den i 1532.

Forbløffende kort tid herefter nåede rodfrugten helt til Indien, formentlig medbragt af portugiserne, da de etablerede deres enklave på Goa. Under betegnelsen aloo blev den hurtigt populær på subkontinentet, hvor den kom til at indgå som grundingrediens i en række berømte indiske retter, såsom aloo gobi.

Imageproblem

Ernæringseksperter bliver aldrig trætte af at fremhæve kartoflens høje næringsværdi. Den er rig på de såkaldte komplekse karbohydrater, som frigiver deres energi langsomt og har et fedtindhold, der er så lavt som fem procent af hvedes. Den rummer mere protein end majs og næsten dobbelt så meget kalk, hvortil kommer jern, kalium, zink og frem for alt C-vitamin, hvorfor søfolk i århundreder har fortæret den med henblik på at undgå skørbug.

Trods alle disse fortræffelige egenskaber ser kartoflen imidlertid ud til at døje med et imageproblem. Muligvis kan dette hænge sammen med 1800-tallets hungersnød i Irland, hvor kartoffelpest medførte op til en hel million hungerdøde. Muligvis går dens vanry tilbage til europæernes tidlige aversion imod den - længe efter at den var bragt hertil fra Den Nye Verden, blev den i al væsentlighed brugt som foder til kvæg.

"Sagen er den, at vi i Vesten er blevet vant til at tage kartoflen for givet," siger Paul Stapleton over telefonen fra Lima. Stapleton er talsmand for International Potato Centre, en ngo, der har til huse i Peru og har bistået regeringer verden over med at udvikle kartoffelsorter, der modner hurtigere.

Global renæssance

Stapleton er overbevist om, at kartofler ikke blot kan løse den aktuelle fødevarekrise, men også kan være redningen i en verden, der vokser med 600 millioner nye indbyggere per årti.

"Jo, kartoflen kan ikke blot afhjælpe den nuværende krise, men også sikre mad nok til en voksende global befolkning," siger han: "Der er ikke flere områder tilbage, hvor vi kan udplante ris eller hvede."

Iagttagere peger på, at hvor prisen på andre fødevarer er steget markant, er kartofler forblevet billige for verdens fattige, og at dette hænger sammen med, at den ikke er en global råvare, der tiltrækker sig den form for professionel investering fra markedsspillere, som blev fordømt i så skarpe vendinger af FN's madrapportør, Jean Ziegler. Omkring 17 procent af de 600 millioner tons hvede, der hvert år produceres, bliver handlet internationalt - for kartofler er det tilsvarende tal fem procent. Følgelig er det i hovedsagen den lokale frem for den internationale efterspørgsel, der influerer på kartoffelpriserne.

På denne baggrund forudsiger kartoffeleksperterne fra Lima, at kartoffeldyrkningen vil sætte nye rekorder i udviklingslandene. Fra Kenya og Uganda og til Nepal og Bangladesh forventer de en øget kartoffelhøst og en situation, hvor bønder enten vil dyrke dem for at sælge dem på markedet eller for at ernære deres egne familier. De kommende år kan altså meget vel blive kartoflens chance for en omfattende global renæssance.

© The Independent og Information.Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er sikker paa at vore biler foretrækker Rød Aalborg frem for Sake .
Imellemtiden kan de fattige jo passende spise nogle kager ..

Det er overalt tavshed om, hvad som er årsagen til stigende kornpriser. BBC havde for en måned siden et indslag, som dokumenterede, det er det eneste jeg har set. Australien er verdens hvedeproducent nr. to. BBC-reporteren stod i Australiens største hvedelagerhal, som kan rumme fem gange Globen i London, og fortalte, at her var der nu for andet år i træk kun smuler på gulvet.

Årsagen? Tiårig tørke i Australien = klimaforandringerne. Den globale opvarming. Tilsvarene problemer kan antages i Kina, Indien, USA hvor både oversvømmelser og tørke bidrager til kornkrisen. I USA snakkes det tilmed om en ny "Dust Bowl" på grund af vedvarende tørke i store områder i Midtvesten og Vesten, skovbrandene har nu igen begyndt i Kalifornien.

Mægtige kræfter (olie- og billobbyen) ønsker ingen debat om disse de virkelig farlige udslag af klimakrisen. Og her hjælper det ikke med kartofler...

TV lever jo af at fortælle dårlige nyheder, Læser. Tørken i Australien er tilsyneladende på retur. Ikke at krisen er overstået, bare at det ikke altsammen er jammer.

As of February 2008, NSW (New South Wales. E.B.) was moving out of drought. Sydney's main water supply, Warragamba Dam is 58 percent, 25 per cent fuller than it was at this time last year.

http://en.wikipedia.org/wiki/Drought_in_Australia

Du foretager to analytisk kvantespring: Tørke i Australien skyldes klimaforandringer skyldes menneskelig påvirkning. Der mangler nogle mellemregninger. Fødevarepriserne skyldes næppe klimaforandringer, for ligesom med olie er produktionen ikke faldet.

Du har misforstået noget, Læser, for ligesom med olieprisen er der ikke tale om produktionsfald, og det er særdeles let for producenter og mellemhandlere at skyde skylden på de stigende priser på den globale opvarmning. Peak Oil og Global Opvarmning kan ligeså godt være de Mægtige Kræfters opfindelse, for det er dem, der nyder godt af dem begge. FN's rapportør rammer hovedet på sømmet, methinks.

Økonomer har længer opereret med et begreb der hedder 'strukturel hungersnød', dvs. det antal af hungersdødsfald der opstår ved en given økonomisk verdensorden. Man har bare justeret et par nøgletal i ligningerne, lidt mere profit på den ene side af lighedstegnet opvejet af lidt flere døde på den anden.

Global opvarmning eller ej, det er ret svært at argumentere sig ud af, at menneskeheden før eller siden vil opleve et malthusiansk kollaps. En masseuddøen af mennesker, med andre ord. Og hvis du spørger i Washington og i de europæiske hovedstæder, er jeg sikker på at de vil mene at vi bedst kan undvære de små brune. 'The useless eaters', for nu at bruge Cheneys udmærkede formulering.

Fødevare'krisen' er sandsynligvis Vestens klaphammervink til den tredje verden om, at de bør genoverveje deres befolkningspolitik.

For tørke eller ej, det er jo ikke australierne der kommer til at sulte. Jeg var i Queensland sidste år, og qua skæbnens tilskikkelse og en værdiløs rejsefører, endte jeg en dag hos et par, der drev en cattle station for en absentee landlord. De kunne berette om både det ene og det andet, der var galt med Australien, men tørken var det mindste af deres bekymringer. (Det var heller ikke deres kvæg)

Og 200 km. derfra, ved kysten, stod græsplænerne da også smaragdgrønne. Vandingsrestriktioner var der ikke nogen der havde hørt om, uanset at reservoirerne var synligt lavvandede.

Det er en fuldstændigt bizar censurpolitik, der er indført i Information. Følgende indlæg indsendte jeg igår, som det første her på tråden. Det er vrelevant og overtræder INGEN debatregler:

Der er god grund til at ersatte ris med kartofler.

Metan (CH4) udgør med sine 'blot' 1,8 ppm 18,6 % af den menneskeskabte forøgelse af drivhuseffekten. 40 % af den Metan, der udledes sker ved naturlige processer i naturen, mens den resterende udledning primært kommer fra landbruget.

De våde rismarker udleder store mængder metan - det samme gør drøvtyggende husdyr som kvæg og geder.

Selv om metan virker kraftigere end kuldioxid på atmosfærens drivhuseffekt, så nedbrydes den forholdsvis hurtigt - nemlig i løbet af ca. 12 år - og virkningen af en nedsættelse af metanudslippene vil slå igennem hurtigt.

Desuden kan ris ikke dyrkes særligt mange steder på kloden i modsætning til kartofler, hvilket betyder at det skal transpoteres kloden rundt med ekstremt forurenende tankskibe.

Hvorfor i al verden bliver relevante og saglige debatindlæg slettet, når smædende og irrelvante debatindlæg får lov til at blive stående. Det er simpelthen politisk censur. Dette var det første indlæg i denne debattråd. indtil det blev slettet.