Stater med shoppingforbud

Nu løber de med vores olie!

Advarselslamperne blinkede hysterisk, da den kinesiske statsfond, China Investment Corporation, for nylig købte en procent af aktierne i det britiske olieselskab BP og sendte chokbølger gennem britisk presse. En procent, hvad er problemet, kunne man fristes til at spørge.

Problemet er, at ikke alene er BP Storbritanniens største virksomhed, energiselskabet er også en del af det, der hedder en strategisk vigtig sektor. Og angsten for, at kineserne - før eller siden - vil bruge sin andel til at fremme statens strategiske interesser i Europa, lurer nu. Britisk presse kaldte konsekvent investeringsfonden for 'den kinesiske stats forlængede arm' og igen buldrede debatten om, hvad der skal gøres for at sikre, at stater ikke kan gå på shopping med deres geopolitiske dagsorden i baglommen.

Og samme tendens ses verden over i disse måneder.

I EU-systemet summes der over, hvordan man kan skrue et frivilligt 'adfærdskodeks' sammen, mens der er nedsat udvalg i både IMF, OECD og G7-regi, der skal se nærmere på statsfondene.

Men mens stadig flere politikere efterspørger strammere regler, stritter erhvervslivet imod af angst for at miste fordelene ved den risikovillige kapital i en tid, hvor 'de gamle' investorer har trukket sig tilbage for at slikke sårene oven på finanskrisen.

Advarsel

Og noget tyder da også på, at nød lærer nøgen kvinde at spinde. I hvert fald har de amerikanske myndigheder accepteret, at kinesiske statsfonde har sprøjtet penge ind i den kriseramte Citigroup.

"Det ironiske er jo, at de kinesiske fonde, som USA tidligere har forhindret i at investere i f.eks. Unocol - et firma fra Californien, der producerer olie - nu tilsyneladende får lov til at hjælpe de skrantende banker. På den måde ændrer tingene sig på meget kort tid," siger Jesper Rangvid, professor i investering ved Copenhagen Business School (CBS).

Trusler

EU synes dog mere optaget af at komme fondene i forkøbet. Under EU-topmødet sidste måned truede Europa-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, med at fonde, der råder over et fem-cifret milliardbeløb, vil blive underkastet stram lovgivning, hvis de ikke selv vedtager regler for deres corporate governance.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen var da også klar i talen under mødet.

"Man må følge disse statslige og andre fonde med opmærksomhed. Særligt hvis de har hjemme i lande, der ikke lever op til principperne om demokrati og markedsøkonomi, som vi ønsker, at de lever op til," sagde statsministeren.

Han understregede videre:

"Det giver anledning til bekymring, hvis de køber sig ind i virksomheder og gør det mere ud fra politisk-strategiske synspunkter end ud fra almindelige forretningsmæssige interesser."

Jesper Rangvid mener, at Europa har fået en brat opvågning til en ny virkelighed. Meget længe var de store fonde nemlig relativt anonyme og lod sig nøjes med sikre investeringer med lavt afkast i de amerikanske statsobligationer. Det er nyt, at de nu opkøber aktier i Europa. Det sætter politikerne i et enormt dilemma, mener Jesper Rangvid.

Store penge

"Det er supersvært at finde ud af, hvordan man skal reagere. Vi står på den ene side og siger, at vi gerne vil have åbne markeder. Vi vil have, at kapitalen går hen, hvor der er mest brug for den - det vil sige til lande, hvor vi mente, at kapitalen kunne give højest afkast. Kapitalens frie bevægelighed er rygraden i vores system og som sådan har vores kapital bevæget sig rundt på jorden. Nu er det pludselig dem, der kommer til os og vil have en bid af vores følsomme sektorer," siger Jesper Rangvid.

Det er ikke småpenge, vi taler om: Ifølge investeringsbanken Morgan Stanley er de aktuelle formuer i de russiske samt mellem- og fjernøstlige statsfonde - oftest betegnet Sovereign Wealth Funds - på 2.300 milliarder dollar (11.500 milliarder kr.). Banken vurderer, at det tal i 2015 vil være vokset til 12.000 milliarder dollar.

Statsfonde er langt fra noget nyt fænomen. Flere af de store fonde i Mellemøsten går tilbage til 1970'erne, men det er nyt, at de er så opsøgende i Europa. En af hovedårsagerne er, at bl. a. de kinesiske fonde i en årrække primært har investeret deres bugnende valutareserver i amerikanske statsobligationer, men med den faldende dollarkurs og angst for regression i den amerikanske økonomi er det blevet mindre attraktivt, og pengene søger andre steder hen. Og så er de blevet mere eventyrlystne, mener Jesper Rangvid.

"Langt de fleste statsfonde er sat i verden for at sikre, at økonomier, der er baseret på egne energiressourcer, er forberedte på, at ressourcerne før eller siden hører op. De har hidtil kunnet leve med det mindre afkast til gengæld for sikkerhed. Nu stiler de efter at få pengene til at vokse for alvor," vurderer Jesper Rangvid.

Tiltag

En række lande har allerede grebet til lovændringer for at komme Kinas, Singapores, Ruslands og Golfstaternes statsfonde i forkøbet.

Først åbnede USA for, at man kunne afvise investeringer i strategiske kernesektorer. Så kom Australien, der primært med sigte på den gigantiske beholdning i nabolandet Singapores statsfond, vedtog, at man i fremtiden skulle screene udenlandske investeringer for at sikre sig, at "en udenlandsk investors handlinger er uafhængige af den pågældende fremmede regering."

Og nu følger Europa trop. Ikke mindst i Tyskland har fondene vagt bekymring og kansler Angela Merkels koalitionsregering er nu klar til at gennemføre en ny lovgivning, der indebærer, at en handel, der betyder overdragelse af mere end 25 procent af aktierne i et tysk selskab, skal godkendes af myndighederne. Et tværministerielt udvalg får mulighed for at nedlægge veto mod en investering, hvis det vurderes, at den vil udgøre en trussel mod Tysklands sikkerhed eller mod den 'offentlige orden'. Socialdemokraterne måtte dog se sig stemt ned med forslaget om, at også beskæftigelseshensyn kunne begrunde en afvisning.

Diskrimination

Ifølge tyske kommentatorer retter loven sig primært imod den russiske 'stabiliseringsfond' og dens interesser i den tyske energisektor og imod den kinesiske China Investment Corporation. Det tyske lovforslag ventes nemlig at fritage de europæiske statsfonde - ikke mindst 'mønsterfonden' den norske Oliefond, der i dag øjensynligt ligger inde med over 2.000 milliarder danske kroner.

Det er diskrimination af værste skuffe, mener de lande, hvor de store fonde hører hjemme. Bader al-Saad, direktør i Kuwait Investment Authority, som var en af de første statsfonde i verden, kaldte de europæiske politikeres snak om regler og adfærdskodeks for tågetale af George Orwell'ske dimensioner.

Ny-protektionisme

"Lad os kalde en spade for en spade. De vil sætte håndjern på statsfondene," sagde han. Andre igen har fremhævet det paradoksale i, at angrebene alene retter sig mod statsfonde og ikke også indbefatter kapital-og hedgefonde og andre store institutionelle investorer.

Uanset at de amerikanske myndigheder ikke denne gang har smækket porten i for Kina, og ligegyldigt hvor mange gange den britiske premierminister garanterer, at statsfonde da er velkomne, står det tilbage, at spillets regler har ændret sig og at protektionisme ligger lige for.

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, fortalte for nylig avisen Financial Times om sine bekymringer. Protektionisme har, ifølge Barroso, tre farver: den røde blandt fagforeninger og arbejdere, der endnu ikke havde vænnet sig til omstruktureringer på arbejdsmarkedet; den grønne, hvor EU's satsning på miljø-og klimavenlige produkter kunne bruges til at holde andre ude og den blå, der retfærdiggør beskyttelse af egne markeder med henvisning til sikkerhedspolitiske risici.

"Protektionismen er voksende - ikke bare i Europa, men over hele verden. Politiske kræfter, der traditionelt har været meget promarked, er i dag mere forsigtige," sagde Barroso.

Jesper Rangvid mener, at verdens beslutningstagere skal holde tungen meget lige i munden og se på virkeligheden.

"Intet tyder på, at de statsfonde har været ude i andre ærinder end de rent kommercielle. Vi har f.eks. ikke set dem købe over 50 procent af aktierne i hverken energivirksomheder, infrastruktur eller finanssektorer. Flere har endda sagt, at de ikke er interesserede i at have bestemmende aktieandele i de virksomheder de investerer i," siger Jesper Rangvid og konkluderer:

"Vigtigst af alt har vi endnu ikke set noget, der direkte tyder på, at de skulle have skumle hensigter."