Læsetid: 5 min.

Udvidelsen af NATO kan anses for vigtig succes

Men NATO-alliancens og pressens opmærksomhed har bevæget sig væk fra en af NATO's ældste og vigtigste missioner
Der var ikke stor begejstring at spore i og omkring NATO over de to nye medlemmer, Kroatien og Kosovo, hvilket egentlig er underligt, fordi NATO-s krise i høj grad bunder i Kosovo-krigen. Her ses to portugisiske fredsbevarende soldater i den serbiske del af den delte by Mitrovica i Kosovo.

Der var ikke stor begejstring at spore i og omkring NATO over de to nye medlemmer, Kroatien og Kosovo, hvilket egentlig er underligt, fordi NATO-s krise i høj grad bunder i Kosovo-krigen. Her ses to portugisiske fredsbevarende soldater i den serbiske del af den delte by Mitrovica i Kosovo.

Nemo Sveki

5. april 2008

Optagelse af de to Balkan-lande Kroatien og Albanien i NATO ligger i forlængelse af en europæisk strategi, som blev lanceret under krigene, der opløste Jugoslavien.

Kernen i denne strategi er, at området kan blive stabiliseret, hvis der med bistand udefra oprettes 'magnet-stater', som i kraft af økonomiske samt politiske fremskridt udgør en eksemplarisk model. Med optagelsen i 2004 af Slovenien i både NATO og EU blev den første store milepæl i processen, som fundamentalt skal ændre Europas urolige hjørne, passeret. Man er nu godt på vej frem til en ny milepæl, som står, hvor optagelse af flere lande i EU sker.

Historiske øjeblikke kan nemt overses, når de er blevet forberedt gennem længere tid, og det kan være forklaringen på, at udvidelsen af NATO næsten overskygges af andre emner på topmødet. Adskillige institutioner har æren for den fremgang, som er nået. Til grund for medlemskab af NATO ligger en række krav, som ansøgere skal opfylde. Alliancen har bl.a. vurderet politiske og økonomiske reformer, opinionens støtte til deltagelse i NATO, omstilling af de væbnede styrker, mulighederne for bidrag til alliancens opgaver samt ansøgernes forhold til deres naboer. Der er ikke en konkret facitliste, så i sidste ende skal NATO's ledere foretage en politisk vurdering af fordele og ulemper.

Kroatiens fremskridt

Kroatien har siden oktober 2005 forhandlet optagelse i Den Europæiske Union, og EU-Kommissionen har rost de fremskridt, som er sket på en række felter. Der er dog også problemer: korruption, serbiske flygtninges tilbagevenden og retsforfølgelse af krigsforbrydere.

Opinionsundersøgelser viser, at opbakningen til NATO er vokset i den seneste tid, så omkring 60 procent nu er tilhængere. Modstandere mener, at alliancen kan trække landet ind i konflikter, og at NATO vil forlange baser. Den voksende støtte skyldes, at regeringen meget ihærdigt har fremhævet fordelene ved medlemskab.

Militæret er blevet omstillet, idet man har afskaffet værnepligten og skabt en lille, professionel hær. Til alliancens såkaldte værktøjskasse kan kroaterne bidrage med små specialstyrker, som f.eks. har ekspertise i minerydning, forsvar mod biologiske samt kemiske våben og ingeniørarbejde. Man har 190 soldater i Afghanistans nordlige del. Kroatien har ikke soldater i Irak - og støttede heller ikke invasionen i 2003. Forholdet til naboerne er ganske godt, selv om anerkendelse af Kosovo nyligt er blevet mødt med serbiske protester.

Ansvarsbevidst Albanien

For Albaniens vedkommende kan et lignende om end mindre eksemplarisk regnestykke opstilles. Siden de første demokratiske valg i 1991 har det politiske liv været præget af skarpe konflikter, og observatører fra den europæiske samarbejdsorganisation OSCE har rejst kritik i forbindelse med valghandlingerne. Reformer er undervejs, men der er ikke sikkerhed for, at vedtagne love også gennemføres i praksis. Korruption og forbrydersyndikater udgør de største trusler.

Befolkningen er ganske overvældende for medlem-skab af NATO; tilhængerne ligger på op til 96 procent. Det er et tal, som kan antyde, at folk tillægger optagelse stor symbolsk betydning, men at man ikke helt har fattet, at der også vil blive stillet krav.

Der er ikke udsigt til, at Albanien kan bidrage meget til alliancens militære slagkraft. De væbnede styrker har fokuseret på udvikling af særlige enheder, som kan yde et bidrag, f.eks. ingeniører og læger. Albanske soldater indgår i EU's styrke i Bosnien. Der er 140 mand i Afghanistan samt et lægehold, fælles med Makedonien og Kroatien. Albanien har desuden et hold specialsoldater, færre end 100, i Irak.

Albanien udmærker sig gennem sin regionale indsats, idet Tirana har optrådt moderat i forbindelse med Kosovo, hvor størstedelen af befolkningen er af albansk oprindelse. Især Serbien og Makedonien har været bange for et 'Stor-Albanien', som kunne omfatte Kosovo samt dele af Makedonien, men de albanske ledere har afvist slige ambitioner. Med optagelsen i NATO kan denne frygt yderligere formindskes.

Det lille Makedonien fik et foreløbigt nej fra NATO. Årsagen er ikke, at man har klaret sin eksamen dårligt - resultaterne er hverken markant bedre eller dårlige end de to succesrige ansøgeres. Trods mægling fra FN og adskillige indrømmelser fra makedonsk side, afviste Grækenland optagelse med henvisning til, at bl.a. landets navn kan antyde, at man har territorielle ambitioner rettet mod Grækenland. Udelukkes helt kan det vel ikke, at striden finder en løsning, så Makedonien kan komme med. Der er stærke strategiske argumenter for 'magneter' i nærheden af både Kosovo og Serbien, så måske kan pres på Grækenland fra NATO's store medlemmer gavne.

Næppe en milepæl

Optagelsen af de to lande udgør ikke i sig selv en stor milepæl. For det første viser erfaringerne med andre ansøgere, at presset for reformer kan blive mindre, når medlemskab er en kendsgerning. For det andet mangler NATO en del af det engagement, som i 90'erne pressede andre østeuropæiske lande til reformer. Som Trine Flockhart fra Dansk Institut for Internationale Studier skriver i en fremragende analyse op til topmødet, har NATO "på det sidste stort set kun truffet beslutninger om at ville træffe beslutninger". NATO er, hedder det videre, blevet et skoleeksempel på alle "fordomme om bureaukratisk politik", fordi handling ikke følger efter ord. Det tredje problem er, at NATO fokuserer så meget på missioner fjernt fra Europa, at man har glemt sin oprindelige mission, som, foruden forsvar mod ydre fjender, også var udvikling af harmoni mellem tidligere fjender.

Fraværet af stor begejstring i og omkring NATO over de to nye medlemmer er dog underlig, fordi NATO's krise i høj grad bunder i Kosovo-krigen, som, med Trine Flockharts ord, "efterlod et NATO præget af mismod, rådvildhed og stagnation og mere end nogensinde ude af stand til at træffe beslutninger".

Tilføjes må det nok, at George Bush kun har gjort denne tilstand værre. Men, man kunne da godt prale lidt mere af de faktiske resultater, selv om de nye lande har lavt BNP og kun liden militær slagkraft.

Forventningerne, når det gælder yderligere stabilisering af Balkan, skal derfor rettes mod EU. I den forbindelse har de militære aspekter af EU's virksomhed stor betydning, fordi freden skal håndhæves og det militære magtapparat i Serbien bør trækkes med ind i processen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu