ROM - "Undskyld unge mand. De kunne vel ikke..?" Den gamle dame med de finpermanentede hvide krøller, i hvid skjortebluse med broderet krave, blå spadseredragt og med gangstativ, nærmede sig borgmesterkandidaten bagfra og trak ham i hans gråblå jakkeærme. Hun gik den høje mand til lidt over livet. "Unge mand", sagde hun, da han vendte sig om. "De kunne vel ikke sørge for, at der blev skruet lidt op for varmen, når vi sidder indenfor om vinteren. Mange af os ældre har svært ved at døje kulden, men ellers er vi så glade for at komme her."
Walter Veltroni, der nu er Silvio Berlusconis eneste seriøse konkurrent til at blive Italiens næste statsminister efter valget den 13.-14. april, besøgte i foråret 2001 et slags dagcenter for ældre i det folkelige romerske kvarter Trastevere. En ældreklub ville man kalde det i Danmark. Et beskedent gammelt hus, men først og fremmest klynger af ramponerede umage genbrugsborde og stole udenfor under gamle pinjetræers skygge, hvor der blev spillet kort, strikket, knevret og diskuteret i en bemærkelsesværdig stilhed og ro fra den larmende, stærkt befærdede Viale Trastevere lige på den anden side af en lav mur.
Han holdt sit løfte
De gamle kunne godt lide Unge Walter, fordi han gik rundt og snakkede med dem og spurgte i stedet for at holde en valgtale. Det kunne jeg også. Han var borgmesterkandidat, og han var der på invitation af en borgergruppe i kvarteret, der ville diskutere dets problemer med ham. Hans besøg i Trastevere var kun annonceret med rød speedmarker på hvide A4-ark på husmure, og hans følge derfor kun en pressesekretær, en chauffør uden bil, Informations udsendte, der dengang boede i kvarteret, og reporteren fra det lokale medborgerblad, der vist også havde ført speedmarkeren.
Slentreturen med kaffepauser endte på Piazza Cosimato, hvor trasteverie-beboerne var opskræmte over planer om at lukke det åbne fødevaremarked af hygiejnehensyn og irriterede over, at livet på pladsen var ved at kvæles i biltrafik og parkering. Tilbagelænet på en bænk omgivet af en halv snes til lejligheden militante husmødre, der krævede le-geplads for børn, reduktion af trafik og parkering, og bevarelse af markedet, lovede Unge Walter at det skulle ske.
Det har taget sin tid, men det er sket. Cosimato ligger nu, som beboerne havde ønsket det, og de renoverede markedsboder lever op til levnedsmiddelkontrollen. Min vurdering af Walter Veltroni er farvet af denne eftermiddag. Han blev borgmester et par måneder senere, men nok så betydningsfuldt blev han i 2006 genvalgt med den største vælgertilslutning, 61,4 procent, en kandidat nogensinde har opnået i Rom.
1968'er
Veltroni har været Unge Walter, siden han som 13-årig deltog i en studenterdemonstration for en undervisningsreform og uddelte løbesedler mod Vietnam-krigen, og - rigtigt gættet - året var 1968. Som 15-årig meldte han sig ind i kommunistisk ungdom, og fik meget hurtigt tillidsposter, stærkt influeret af Enrico Berlinguer, lederen af PCI, der i 1969 til stor misnøje i Moskva hævdede det store italienske kommunistpartis uafhængighed af Sovjetunionens, og Veltroni havde i mange år, måske stadig, et portræt af den for længst og tidligt afdøde Berlinguer hængende på sit kontor. Også da det var politisk ugunstigt efter 1991 og Murens fald, da kommunistpartiet blev reformeret til det socialdemokrati, det i de fleste henseender altid havde været, fordi Italien aldrig har haft et reformistisk socialistisk demokratisk parti med vælgertilslutning og indflydelse.
Ung chefredaktør
Han var også Unge Walter, da han som blot 21-årig blev indvalgt i byrådet i Rom, og han var ung, da han 1992 blev chefredaktør for partiets dagblad L'Unità. På samme tidspunkt var jeg ansat på Det Fri Aktuelt, hvor redaktørerne Jørgen Flindt Pedersen og Erik Steffensen havde krævet et såkaldt 'frihedsbrev' af ejeren, som var fagbevægelsen og Socialdemokratiet, og som vi fik mange problemer med. Veltroni fik det ikke.
"I kan være uenige med mig, og I kan fyre mig, men avisen laver jeg."
Sådan sagde Flindt og Steffensen også, men Veltronis problem var, at han hævede oplaget og moderniserede avisen, så den for meget kom til at ligne den uafhængigt venstreorienterede, og langt større, La Repubblica i holdninger og læserhenvendelse.
Den faderløses savn
Han var Unge Walter, da han indledte sin vej til journalistikken. Hans far, som døde af leukæmi, da sønnen var blot et år, var en af pionererne i RAI, Italiens DR, som lavede ordentlig journalistik dengang, og den faderløse har et savn der, som han selv har erkendt og selv har villet udfylde. Hans mor Ivanka er jugoslav, men født i Rom som datter af en diplomat, og hun sagde ikke noget til, at Unge Walter efter to år sprang fra græske verber i gymnasiet til en uddannelse i film og fjernsyn.
I interviewbogen La Bella Politica fra 1995 fortæller han om den søvnløse nat, hvor han skulle vælge mellem et job som instruktørassistent på en film, de hænger ikke på pinjerne, og kandidaturen til byrådet i Rom.
Han valgte politikken, men opgav aldrig filmen. Der findes tidlige dokumentarfilm fra hans hånd, og det er et kuriosum, at han har lagt stemme til en italiensk versionering af en Disney-film, men han vil i den boldgade bedst huskes for vidende, præcise, korte foromtaler af film i tv i det glittede tillæg, Il Venerdi, om fredagen til La Repubblica. Senere udgivet i bogform. Han holdt op, da han blev borgmester.
Magtkampe
Han var Unge Walter, da han i 1994, som redaktør af L'Unita, var nummer to i partiet. Eller måske tre. Partilederen Achilli Ochetto, der havde forestået reformeringen efter 1991, havde tabt valget det år til nyheden Berlusconi, og til valget af ny partileder kandiderede Massimo D'Alema, som i mere normale tider ville have været Occhetos arvtager. Men tiderne var ikke normale. Fløje i partiet kunne ikke se den arrogante, sarkastiske og utilnærmelige D'Alema, der plejer sit over-skæg foran spejlet og sin krop i et fitnesscenter, som den store stemmesluger, og stillede Veltroni som modkandidat. Veltroni tabte en magtkamp, han aldrig havde ønsket og ikke lagde vægt på.
"Jeg har aldrig ønsket at blive leder af PDS", som partiet hed dengang, sagde han i bogen La Bella Politica kort efter. Og D'Alema, der vandt på kort sigt, og som har måttet slide med et image som intelligent kommunistisk partisoldat, måtte snerre ad sin USA-fascinerede, filmelskende og Nutella-gnaskende yngre modkandidat: "Han har været partifunktionær i PCI i længere tid, end jeg og før jeg."
Det langsigtede projekt
At være leder af det godt nok reformerede kommunisparti, betyder nemlig, at man taber de nationale valg. Da Veltroni besøgte Trastevere i 2001 lignede hans borgmesterkandidatur et skridt tilbage, på trods af, at Rom er en af de vigtigste platforme for en national politisk karriere. Men han har ventet og tabt med vilje i forhold til et mere langsigtet projekt, som er at skabe - af det tidligere kommunistparti og socialliberale katolikker som Romano Prodi - et parti med forbillede i Demokraterne i USA eller skandinaviske socialdemokratier. Robert Kennedy og Olof Palme har været politiske forbilleder siden Unge Walter virkelig var ung, og hans livslange faible for John Ford, Amerika, Kennedyerne, Hollywood og Nutella har været genstand for skepsis i egne rækker og satire i fjernsynet. Bortset fra at Nutella er et italiensk produkt.
Walter Veltroni har prædikatet Buonista. En flink fyr med tendens til det godtroende, og det er ikke så godt i politik. Især ikke i italiensk, der er præget af stor kynisme i de taktiske manøvrer, der mere drejer sig om kampen om magten i sig selv og personlig status og vinding end om folkets ve og vel. Veltroni har ikke noget imod at være buonista. "Det betyder, at man har principper og idealer, som man ikke sælger ud af, men gerne diskuterer."
Ingen vatpik
Men den flinke fyr er ikke en vatpik, lyder hans skudsmål. "Han er en leder med fantasi, men hans beslutninger træffes med en jernnæve," hed det i det katolske dagblad L'Avennire for nogle år siden, og det er ikke hans talerør, men mere hans mangeårige makker Romano Prodis.
Walter Veltroni har forstået at vente. Han kom på grund af en deadline for sent til den frokost på restaurant La Vecchia Roma i den tidligere jødiske ghetto, hvor hans parti havde bedt den katolske økonomiprofessor om at være deres statsministerkandidat og dermed sætte skjold mod beskyldninger om kommunistisk magtovertagelse.
Det virkede. Prodi slog Berlusconi i 1996, men kludetæppet af alliancer gik op i sømmene, og skønt flertallet bevarede regeringsmagten måtte Prodi gå af og overlade til først D'Alema og siden Giuliano Amato ansvaret for en regering uden manøvremuligheder. I koalitionen, der hed L'Ulivo, Oliven-koalitionens, var Veltroni Prodis nærmeste i den ideologiske udformning af program og strategi og blev hans viceministerpræsident. Altid nummer to.
Forud for valget i 2001 var Veltroni meget aktiv og succesfuld i manøvrerne for at gøre sin forgænger som borgmester i Rom, Francesco Rutelli, til Oliven-koalitionens leder mod Berlusconi, og set i sidespejlet var det nok med en viden om, at den nærmest partiløse og holdningsløse Rutelli ville tabe. Tiden var ikke moden.
Kalkuleret nederlag?
Det er den måske nu. Romano Prodi, som er en økonomisk dygtig teknokrat og god leder på de indre linjer, har med sin kristeligt demokratiske baggrund aldrig ønsket sig andet end en alliance med de tidligere kommunister, Veltronis bagland, og ikke et partifællesskab. Men fallitten for Prodi i alliancen mellem alle, der ikke vil have Berlusconi, fra marxister over grønne til katolske opportunister, førte i regeringssamarbejdet allerede sidste sommer til, at Veltroni kunne spille den trumf, han i mange år som nummer to havde ventet med. Hans partileder, Piero Fassino, tilbød ham ledelsen af partiet, men Veltroni accepterede kun under forudsætning af, at det blev det parti, han altid havde arbejdet på at skabe: Partito Democratico. Demokraterne. Helt ud i navnet med klang af Kennedy, Robert, og det tidligere kommunistparti har Prodi som formand. Centrumkatolikkerne er med, og partiet stiller op uden alliancer med de små partier til venstre og højre, som i to valgperioder har bragt en Prodi-ledet regering til fald.
Skulle han tabe, hvad han nok gør, er denne partidannelse en stor sejr for ham og sandsynligvis et kalkuleret nederlag. Enden på Den Kolde Krig omsider. Der er valg efter dette.
Mig eller ham
Det er mig eller ham. Veltroni nævner aldrig Berlusconi ved navn på sin valgturné rundt i Italien, og han insisterer på ikke at tage til genmæle mod fornærmelser fra modparten, som nedladende kalder ham Veltronino. Unge Walter om man vil. Skønt nu 53 år. Selv har Berlusconi opgivet sin uniform, som altid har været mørkeblåt jakkesæt, lyseblå skjorte og stribet slips. Han optræder i stedet i ungdommeligt åbentstående sort skjorte og mere hår end alderens hærgen naturligt har efterladt ham.
Italiens problemer er de samme for begge. Bud på løsninger forskellige. En politikerlede og en dybt demoraliseret og illusionsløs befolkning skal vælge en, de stoler bare lidt på. Veltroni må føre på troværdighed, men ikke i meningsmålingerne. Om han har sørget for at skrue op for varmen for de gamle i Trastevere, ved jeg faktisk ikke.
