TEL AVIV - Der bliver sat store spørgsmålstegn ved denne uges amerikanske fremlæggelse af materiale, der skulle dokumentere, at det var begyndelsen til et atomanlæg, israelerne i september sidste år bombede i Syrien. For mens eksperter og kommentatorer vurderer, at billederne, der fulgte med fremlæggelsen, kan være et atomanlæg, står de samme eksperter stærkt tvivlende overfor anlæggets karakter.
"Der er rimelighed i at antage, at Syrien er ved at opbygge et atomprogram, men samtidig er der intet, absolut intet, der tyder på, at disse programmer nogensinde kan komme til at udgøre nogen som helst trussel for den regionale sikkerhed. Det giver simpelthen ingen mening," siger Rime Allaf, der er ekspert i syriske forhold ved det britiske institut for internationale forhold, Chatham House.
Ligesom Osirak i Irak
Rime Allaf, som for tiden er på studierejse i Syrien, ser først og fremmest sagen som politisk. Det stod hende klart allerede i dagene, efter at israelske jagerfly havde bombet målet dybt inde i den syriske ørken den 6. september. Israelerne var særdeles åbenmundede om deres bedrift, og endnu mere usædvanligt svarede syrerne med helt tydeligt at meddele, at et angreb havde fundet sted.
"Dette var et fantastisk brud med Syriens normalt meget tillukkede reaktionsmønster, der plejer at begrænse sig til noget med retten til at slå igen," forklarer hun videre.
"Dette siger mig, at begge parter havde noget at fortælle, som er vigtigere end selve anlægget."
Dette er også sagens kerne i forbindelse med den amerikanske fremlæggelse af materialet. Rime Allaf ser en åbenlys logik i, at amerikanerne går på banen netop mens der tilsyneladende er en syrisk-israelsk tilnærmelse undervejs med Tyrkiet som fødselshjælper.
National stolthed
"Syrien har samarbejde med stater som Nordkorea og Iran, og jeg tror i virkeligheden, budskabet går i den retning. Amerikanerne beder dem blande sig udenom, hvis Syrien indleder en dialog med Israel, og de gør det ved at sige, at hvis de israelske jagerfly kan ramme Al Kibar (anlægget i Syrien, red.) kan de også ramme andre steder. Ligesom Osirak," forklarer hun med reference til den irakiske Osirak-reaktor, som israelske jagerfly bombede i 1981.
Det internationale Atomenergiagentur (IAEA) udtaler, at sagen bør undersøges, og kritiserer samtidig amerikanerne for at have holdt oplysningerne tilbage lige til nu.
"Vi vil behandle disse oplysninger med alvor og undersøge, om oplysningerne er sande," hedder det i en udtalelse fra organisationens hovedkontor i Wien.
Ifølge Rime Allaf har Syrien talt om et eget atomprogram i de sidste par årtier uden at nogen har lagt specielt mærke til det. Landet underskrev ikke-spredningsaftalen allerede i 1969, hvilket ikke skulle stille sig i vejen, så længe der er tale om civile programmer.
Ingen konkrete beviser
"Og det er der," siger hun.
"Vi kan jo se tvivlen lyse ud af formuleringerne i den amerikanske fremlæggelse. Den er fuld af ord som 'sandsynligvis', 'muligvis' og 'vi vurderer', men meget lidt konkret. At anlægget skulle være magen til et nordkoreansk er jo heller ikke ensbetydende med, at det skal bruges til våbenfremstilling."
Syrien har afvist at være i færd med at bygget et anlæg og kalder anklagerne "latterlige", men dette beskriver Rime Allaf som en del af det taktiske hemmelighedskræmmeri, der er en del af de mellemøstlige atomprogrammer.
Der er nemlig ikke så lidt national stolthed forbundet med sagen, og ved at bevare den som en nærmest offentligt kendt syrisk hemmelighed, kan styret i Damaskus bruge den til egen fordel.
"Der er masser af intern kritik af styret i Damaskus, ligesom i Iran," siger hun og forsætter: "Men fuldstændig parallelt med det iranske tilfælde, så er der også en kolossal enighed når det drejer sig om spørgsmål af national betydning. Det gælder i højeste grad atomprogrammerne, hvor folk på gaden i Damaskus siger, at når landets nabo i vest (Israel, red.) har mindst 200 nukleare sprænghoveder klar til affyring, hvorfor skal vi så ikke også have noget? Det er jo en legitim holdning, som Syriens hemmelighed understøtter. Mere er der ikke i den sag."
På Capitol Hill har Bush-regeringen præsenteret kongressen for efterretninger, som hævdes at bevise, at Syrien og Nordirak har handlet i hemmelig forståelse om et atomanlæg.
Washington Post rapporterer, at en Senior Official har udtalt, at efteretningsvæsenet har udtrykt sin 'low confidence' omkring atomanlæggets rolle.
På de eneste fotografi (flere medier snakker om 'flere fotografier'), som pt. cirkulerer blandt kongressen, rådgivere og eksperter, passer placeringen ikke i overenstemmelse med den påberåbede placering af reaktoren, og vejret er tåget. "It's sheer fabrication," udtaler den syriske ambassades talsmand, som tilføjede, at billedet viste en forladt militærbygning og at "The CIA giving testimony is the same CIA that briefed Colin Powell who spoke at the UN Security Council about Iraqi weapons of mass destruction."
Seymour Hersh fra New York Times skrev tidligere i år, at påstanden om et atomanlæg (om end til våbenproduktion), ikke var understøttet af nogen beviser. Hersh fortsætter, at Israel ikke vidste hvad de havde i skyveskiven, men ønskede primært at sende Iran et budskab.
Dette passer i øvrigt i overenstemmelse med, at amerikanske talsmænd, ifølge Reuters d. 12 sep. 2007, bekræftede den Israelske bombning i Syrien, som var rettet mod våben til den libanesiske modstandsgruppe Hezbollah - og dette passer ikke i akkord med så mange news outlets fantasier om at septemberbombningen var dækket i hemmelighedskræmmeri. Hvis vi tager dem seriøst, så hævder de rent faktisk, i henhold til deres udtalelse i september 2007, at Syrien i hemmelig samarbejde med Nordkorea vil installere et atomanlæg til våbenproduktion, for at give dem videre til Hezbollah. Det er hvis man se på udtalelserne kronologisk og kigger på diskursen, som jeg ville ønske medierne gjorde noget oftere. Medmindre de nu har ændret på deres efterretninger og konkluderet, at det slet ikke drejede sig om Hezbollah, men om Syriens ambitioner om at eje atomvåben - denne uoverensstemmelse har dog ingen fremhævet endnu.
"The US does not have any indication of how Syria would fuel this reactor, and no information that North Korea had already, or intended to provide the reactor's fuel," fortæller atomeksperten David Albright fra The Science Institute til The Financial Times, "This type of reactor requires a large supply of uranium fuel. The lack of any identified source of this fuel raises questions about when the reactor could have operated, despite evidence that it was nearing completion at the time of the attack."
Mohamed El-Baradei, chef for IAEA, udstedte en erklæring, hvori han kritiserede USA, Israel og Syrien, som skulle informere om deres viden om byggelsen af et atomanlæg til IAEA "i tide". Det er en meget rationel statement, når man tager i betragtning at USA, som i tidens løb har skiftet mening omkring hændelsen, først beretter dette 7 måneder efter. El-Baradei pointerer: "the reactor was not yet operational and no nuclear material had been introduced into it." IAEA beretter, at hvis informationen var blevet givet i tide, så kunne de verificere "facts on the ground." "Now nobody is ever going to know for sure," udtaler en diplomat fra Wien ifølge The Independet d. 26 april 2008. I forlængelse fordømmer El-Baradei Israel i sin erklæring for: "unilateral use of force", som underminerer "due process of verification."
Denne forestilling om, at man som verdens største forbryder af non-proliferationsaftalen, kan rejse rundt i verden og pege fingre ad andre, burde få os til at bryde ud i latter, når vi læser om sådan en beskyldning.
Det er måske Sadam masseødelæggelsesvåben de har fundet :-)