Læsetid: 5 min.

Valgkampens sidste kanin

Ingen vægtafgift på biler. Det var Silvio Berlusconis sidste løfte i en valgkamp, der begyndte civiliseret og næsten kedeligt, men som har fået farve de seneste dage af hans udfald mod alle fjender og underholdende krænkelser af regler og anstændighed
14. april 2008

BLERA - Folk går fra kirken og direkte hen på skolen for at stemme. Det pæne tøj er hentet frem, og ikke blot fordi det er søndag. Demokratiet kan antage de særeste former i Italien, men valgdagen er en festdag, og stemmeprocenten er altid høj.

I de seneste seks valg siden 1987 er valgdeltagelsen dog faldet fra 88,8 procent til 83,5 procent i 2006.

Der er flere snakkende grupper foran baren over for skolen end på en almindelig søndag. På vejen fra skolen, hvor jeg har været oppe at lave min egen exit poll, møder jeg Grazia og hendes forlovede Gigi, der er på vej derop hånd i hånd.

"Nå, har du været oppe og stemme på Berlusconi," griner hun.

At jeg ikke har stemmeret her, og aldrig ville stemme på Berlusconi, hvis jeg havde, ved hun godt. Selv gør både hun og Gigi det. Grazia er formand for Alleanza Nazionales ungdom her i byen. Det engang nyfascistiske parti med lederen Gianfranco Fini, der er i så tæt alliance med Berlusconi, at det ikke stiller op under eget symbol, men under Berlusconis Popolo della Libertà. Frihedens folk.

Der stemmes indtil valgstederne lukker mandag klokken 15, og ingen meningsmålinger må offentliggøres før da. At der stemmes over to dage, skyldes et kaos ved valgstederne i 1996.

I Rom skulle man dengang stemme både til parlamentets to kamre, deputeretkammeret og senatet, og til valget af borgmester og byråd. Præcis som i dag. Og det tog så lang tid at få folk gennem stemmeboksene, at folk stod i kø i op til fire-fem timer og først ud på morgenen kunne man lukke valgstederne.

Fair valgkamp

Det har været en valgkamp ført med usædvanlig fair midler og i en næsten fordragelig tone. Indtil de seneste dage, hvor freden er blevet brudt.

Berlusconis modkandidat, Walter Veltroni, har kørt landet rundt i en kampagnebus i Demokraternes lysegrønne partifarve og holdt 110 vælgermøder på store velbesøgte pladser. På den 84. etape på den smukke renaissancerådhusplads i Viterbo 25 km herfra var det, som alle andre steder, hans stil kun at omtale Berlusconi som "min modkandidat", aldrig ved navn, og konsekvent afholde sig fra enhver nedsættende eller dæmoniserende omtale af mediefyrsten og to gange tidligere statsminister.

Denne afholdenhed kan der være to grunde til: Den ene er valgstrategisk, og den har virket. Berlusconi fremtræder som ukontrolleret, aggressiv og trængt, hvis modparten bevarer selvkontrollen og den civiliserede tone. Det har virket så langt, at det romerske dagblad Il Tempo, som er alt andet end Veltronis talerør, i en leder forleden takkede ham for en dygtig, nobel og værdigt ført valgkamp. Men så kunne han i øvrigt også godt indkassere sit fortjente nederlag med lige så stor værdighed.

Efter valget

Den anden mulige grund til Veltronis civiliserede valgoptræden kan findes i en situation efter valget, en meget sandsynlig situation, hvor ingen har et regeringsdueligt flertal i de to kamre, og hvor parterne er nødt til finde hinanden i et samarbejde om institutionelle reformer, en ny valglov for eksempel, og løsning af et praktisk, presserende problem som salget af det statslige og kriselammede flyselskab Alitalia til Air France, med hvilket der i øjeblikket forhandles, eller til en anden gruppe af købere. Også et tema i valgkampen.

Alitalia har national symbolværdi, og Berlusconi har gjort sig til forsvareren af nationale symboler og værdier.

Et sidste effektivt trumfkort i valgkampen kunne være, at han selv tilbød at købe det, men han nøjedes med at lade sit sidste ord være, at en regering under hans ledelse ville være at afskaffe vægtafgiften på motorkøretøjer. Walter Veltroni har som borgmester i Rom fået anlagt cykelstier, og med sin vane for at trække en kanin op af hatten som sit sidste uimodsigelige ord inden spærretid kunne han selvfølgelig også have lovet cyklisterne medvind, som Jacob Haugaard i sin tid, men cyklister er der ikke så mange af.

Silvio Berlusconi har dog ikke kunnet nære sig for svine sine modstandere til valgkampens allersidste fase. Han krævede statspræsidenten Giorgio Napolitanos afgang efter valget, fordi denne er valgt af Romano Prodis daværende flertal med kommunistiske stemmer, men denne fortalelse måtte han dementere. Man spøger ikke med landets højeste embede, statspræsidenten, der skal optræde upartisk og er valgt for syv år.

Berlusconis udfald

Dernæst var det dommernes og statsadvokaternes tur. Yndlingsmålet for Berlusconis had. "De er syge i hovedet," sagde han, og i ramme alvor vil han have dem mentalundersøgt som forudsætning for at de kan udøve deres virksomhed. Den ville og vil han ikke dementere.

Den romerske fodboldspiller Francesco Totti har hovedrollen i et tredje af Berlusconis raserianfald. Totti er ikke blot klubben AS Romas vigtigste spiller. Hans bøger med vittigheder og strøtanker sælges i millionoplag, han er som indfødt romer hovedstadens symbol, en sublim spiller, der er langt mere end det. Han er Kongen af Rom. Og Francesco Totti blandede sig i valgkampen med en plakat til støtte for sin navnebror Francesco Rutelli - partifælle med Veltroni - der stiller op som borgmesterkandidat i Rom. "Kære Francesco. Held og lykke for dig og dit parti," hedder det på plakaten.

Det mente Berlusconi ikke, at en fodboldspiller kunne tillade sig. Ingen af hans egne i fodboldklubben Milan ville i hvert fald kunne. (Da Brian Laudrup, som engang spillede i Milan, kom til at ytre sig om det betænkelige i Berlusconis dobbeltrolle som statsminister og ejer-kontrollant af landets massemedier, blev han først sat på bænken og senere fyret.)

Berlusconis svar til Totti var at dennes kone Ilary jo arbejdede i Mediaset, Berlusconis medieselskab. Tag det som en trussel, kammerat. Ironisk fordi Berlusconis interessekonflikt, som ikke har været tema i valgkampen, på overfladen er løst ved, at han ikke blander sig i sine egne forretninger.

Det gør han nu alligevel. Han har afslået at mødes med Veltroni i en direkte tv-duel på noget tidspunkt, og så blev løsningen, at de hver fik en lille time på den mest sete. Først Veltroni og så ud af studiet med ham. Så Berlusconi. Rækkefølgen ikke bestemt ved lodtrækning, men fordi Canale 5 er ejet af... nå ja.

Veltroni, der er god til fjernsyn og ikke mumler sagligheder som sin forgænger Romano Prodi, accepterede dette setup som bedre end ingenting - og som et udslag af Berlusconis magtfuldhed, der ville kunne ramme ham som en boomerang - og brugte sin lille time og gik. Berlusconi havde siddet uden for i kontrolrummet og uden manuskript gik han ind og tog til genmæle med et par tilføjelser: Han krænkede forbuddet mod offentliggørelse af meningsmålinger i valgkampens sidste 14 dage ved at citere sit eget meningsmålingsinstituts seneste og for ham favorable, og han fyrede den med frafald vægtafgiften på biler af.

Clouet kom, da Berlusconis taletid var forbi, og studieværten Enrico Mentana, en dygtig og korrekt journalist, afsluttende instruerede seerne og vælgerne i valgtekniske ting som symboler og måder man ikke måtte krydse af på.

Da tog Berlusconi igen studiet i besiddelse og forklarede, hvordan han mente, at man skulle stemme korrekt. Inden skandalen blev fuldkommen, fik Mentana kaldt på reklamer, og statsministerkandidaten og ejeren af tv-studiet lempet ud.

Alligevel er Silvio Berlusconi fortsat favorit til at blive Italiens næste statsminister.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Veltroni har erkendt nederlaget. Mafiosoen, superkaitalisten og fascistapoligeten er tilbage i færersædet. Demokratiwise er det vel efterhånden okay at kalde Italien for en failed nation?

Condoglianze, Italia!