Læsetid: 3 min.

Wal Mart belastes af egne videooptagelser

Verdens største detailhandelkæde glemte at sikre sig ejendomsretten til 15.000 videobånd med optagelser af dets egne ansatte og chefer. Nu tjener et firma store penge på at låne dem ud til advokater, fagforeningsaktivister og andre med et horn i siden på Wal Mart
Udland
14. april 2008

LOS ANGELES - De båndoptagelser, som Richard Nixon næsten som en besættelse lod foretage af alt, hvad der foregik i Det Ovale Værelse, førte i sidste ende til hans fald som USA's præsident.

På tilsvarende vis truer et arkiv med videooptagelser nu med at skabe alvorlige juridiske vanskeligheder for verdens største detailhandelskæde, Wal Mart.

Omkring 15.000 videobånd med optagelser af Wal Mart-ledere i og uden for arbejdstid - optaget gennem de seneste 30 år - er pludselig blevet tilgængelige for offentligheden. Det sker som følge af en række brølere, Wal Mart begik ved at undlade at undersøge det selskab nærmere, som man hyrede til at forestå optagelserne - et samarbejde, som brat blev afsluttet for to år siden.

Det pågældende selskab, Flagler Productions Inc., fik 90 procent af sine indtægter fra Wal Mart på det tidspunkt, da kontrakten blev opsagt i 2006.

Først troede Flagler, at tabet af den største kunde gjorde et krak uafvendeligt, men så indså ledelsen, at de optagelser, man sad inde med, var en ren guldgrube. Det tilbød først båndene til Wal Mart, men detailgiganten ville kun tilbyde en halv million dollar for hele molevitten, og det afviste Flagler.

Guf for advokater

Nu stilles båndene mod betaling til rådighed for forskere, fagforeningsaktivister og advokater af den slags, der interesserer sig for at grave alskens skidt op. Og det har vist sig at være lukrativ forretning.

En advokat i Kansas, der repræsenterer en 12-årig dreng, som blev udsat for svær forbrænding, da en benzindunk indkøbt i Wal Mart eksploderede op i ansigtet på ham, konstaterede til sin glædelige overraskelse, at der fandtes båndoptagelser af ansatte i Wal Mart, der ved en julefrokost fortæller vitser om eksploderende benzindunke.

Advokaten Diane Breneman håber på at kunne fremlægge disse optagelser i retten for at udfordre Wal Marts påstand om, at virksomheden ikke kunne have forudset, at benzindunkene repræsenterede "en rimeligt forudsigelig fare".

En anden advokat, der kører en sag om kønsdiskrimination til flere milliarder dollar har fundet klip med Sam Walton, Wal-Marts grundlægger, hvor han og andre ledere i virksomheden beklager sig over, der er for få kvindelige ledere. Et klip, som ifølge advokaten, styrker hans påstand om, at Wal Mart hele tiden har kendt til problemer med kønsdiskrimination, men har undladt at gøre noget ved det.

Clintons lovprisning

Arkivet rummer også optagelser med Hillary Clinton, som sad i Wal Marts bestyrelse fra 1986-92, hvor hun høres lovprise selskabet til skyerne - en position, hun siden har gjort alt for at fortie.

"Jeg er så stolt over dette firma og alt, som det står for," siger Clinton ved indvielsen af en ny filial i Arkansas i 1991. "Jeg glæder mig meget over alt det, vi har været i stand til at udrette," fortsætter hun.

Arkivet så dagens lys, da Breneman, Kansas City-advokaten i sagen med benzindunken, stødte på en internetannonce fra en tidligere Flagler-ansat, som henviste til sine erfaringer med at arbejde i Wal Mart-videoarkivet. Uden at vide, hvad båndene kunne indeholde, fik hun ved en retskendelse adgang til dem alle.

Flagler forklarede, at biblioteket var for stort til at kunne medbringes på et advokatkontor, så Breneman drog i stedet til de noget mindre lokaliteter, hvorfra Flagler i dag opererer, og begyndte at gennemse dele af det. Til hendes forbløffelse bestod en stor del af det af lukkede møder og viste Wal Marts chefer i øjeblikke, hvor de troede sig ubevogtede. Ifølge Breneman fortæller båndene "alt, hvad der overhovedet er værd at vide om Wal Mart".

Bemærkelsesværdigt nok har Wal-Mart aldrig underskrevet nogen kontrakt med Flagler om ejerskabet til båndene.

Det profiterer Flagler på i dag. Virksomheden kræver 250 dollar i timen for at researche i Wal Mart-arkivet, og der er ingen mangel på kunder.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Så ka de lære det!

Michael Skaarup

Per Vadmand "Så ka de lære det!" ja. mand.

Artiklen er skrevet med en bitter-sød selvretfærdiggørende harme, at man næsten klapper i hænderne over, Wal-Marts mega brøler.

Det er som burde forarge, bliver acceptabelt, bare fordi Flagler, lade andre anvende optagelserne i retsager i Wal-Mart.
Flagler er ufuldstændig frihold etisk og moralsk ansvar i den sag, selvom Flagler i flere år har haft kendskab til ulovligheder, dokumenteret på video. Her tænker jeg på, de optagelser der åbenbart, virker som bevis for søgsmål i milliard klassen, ikke er blevet rejst af Flagler, men andre der støtter sig til Flaglers videoer...

Så kan man selvfølgelig glædes over at Flaglers moral, er til salg for 1200 kr. i timen, men jeg kan uden besvær forestille mig at Flagler og Wal-Mart var kommet til enighed, og have afregnet internt. Så ville denne artikel,og de omtalte søgsmål, nok ikke blevet til så meget som en overskrift....

mere kærlighed

Michael has selvfølgelig ret i at Flagler bestemt ikke har ære af denne sag - ligesom diverse produktansvarsadvokater på ingen måde er helte i dagens USA.

Det ændrer dog ikke ved at Wal Mart har dummet sig gevaldigt, og med tanken på deres notoriske udnyttelse af alt og alle så har man bestemt lov til at godte sig lidt over deres fejl!

Og man kan især godte sig over, at det afsløres, hvad videoovervågning kan misbruges til. Lad os håbe, at danske fagforeninger - der har betydeligt mere magt end de mere eller mindre mafiøse amerikanske med deres lave organisationsprocent - er oppe på mærkerne og får taget forholdsregler mod den slags.