Tilbage i Beirut. Min sædvanlige købmand i Hamra-kvarteret har problemer med at give tilbage på min dollarseddel. Likviditeten er nødlidende. "Saudierne holder sig væk, franskmændene lukker deres kontorer ét ad gangen, turisterne udebliver og israelerne har opstillet raketbatterier ved Haifa".
- Så du har problemer?
"Årh, yani, Libanon har problemer. Store problemer. For mig går det op og ned. Mest ned lige for tiden."
Symboler på disse problemer er synlige på plakatsøjler og reklame-transparenter med gigantiske og retoucherede portrætter af sunni-lederen Rafik Hariri med den digitale neon-angivelse af antal dage siden han blev dræbt af en bilbombe 14. februar 2005 ud for ruinen af St. Georges Hotel på cornichen, Beiruts strandpromenade. Eller langs motorvejen til lufthavnen, hvor billeder af Imad Mughniyehs let skulende kontrafej under en camouflagefarvet baseball-kasket stadig synes at holde øje med trafikanter, der af en eller anden grund er mistænkelige. Hizbollahs terror-chef/forsvarsminister (alt efter synsvinkel), der styrede organisationens efterretningstjeneste, blev 'nakket' i februar i år af endnu en bilbombe, denne gang i Damaskus og - i lighed med Hariri-attentatet - detoneret at ukendte gerningsmænd.
Syrerne er udpeget som Hariris banemænd, israelerne har rutinemæssigt fået skyld for henrettelsen af Mugniyeh, mens andre dog også udpeger CIA og saudierne som ansvarlige. Således er alt ved det gamle for så vidt angår mængden af konspirations-teorier. Der tillige illusterer, at politik betyder noget på disse kanter. Magtkampene er forbitrede, de handler om reelle interesser, lokale såvel som eksterne, da Libanon er den bekvemme stedfortræder for konflikten mellem Vesten med 'moderate' allierede i Riyadh, Amman og Cairo over for Syrien og regionens nye stormagt, Iran - og igen videre til islamisterne i Irak, Afghanistan, Pakistan - forlæng selv listen.
Historiens røvhul
Og hver for sig indrammer billederne af de to dræbte ledere en krise, der bl.a. har haft den helt barokke effekt, at landet er uden statsoverhoved, og Beirut er en by, hvor det dårlige humør har afløst den glade, kapitalistiske optimisme, der buldrede derudad for tre-fire år siden. Færdsel i bykernen efter mørkets frembrud er blevet en slalomkørsel mellem betonblokke, spanske ryttere og pigtrådsspærringer bemandet med søvnige soldater. Centralbanken på Hamra-gaden er barrikaderet som et militært støttepunkt, og udenfor min gadedør hænger bevæbnede soldater ud døgnet rundt, idet landets premierminister, Faoud Siniora, bor rundt om næste hjørne. Der er langt færre folk i nattelivet, end før Hariri-attentatet indledte bølgen af programmeret vold med især anti-syriske ledere og politikere som målområde, og på et tidspunkt fik de kristne og sunni-muslimske politikere fra den regerende 14. marts-koalition til at forskanse sig i et luksushotel, omringet af panser og svært bevæbnede sikkerhedsstyrker.
Vel, vel, det virkeligt nye er ikke mordene og mordforsøgene, men den bekymring og angst, der har grebet en by, som ellers altid har evnet at dementere umulige vilkår med sort humor, og der bliver da også stadig danset på bordene i de små barer i det kristne Aschafiya-kvarter. Men der er længere mellem smilene, og leden ved politik er massiv i de sange, der synges på de små spillesteder, og hvor eliten af sekt-ledere, rigmænd og militsbaroner, der nu 18 gange har kikset at udpege en ny præsident, får at vide, at de hører til 'langt oppe i historiens røvhul'.
"Det er nok det mest deprimerende", sagde en yngre forretningskvinde over en frokost på en af den antivestlige oppositions foretrukne restauranter, "at folk efterhånden er helt ligeglade med, hvem der regerer, bare der sker noget."
Ingen kerer sig længere om, hvor vidt den vestligt støttede 14. marts-bevægelse, eller oppositionens syrisk/iransk-venlige partier vinder nervekrigen om den fremtidige politiske struktur. For folks nerver hænger allerede i laser, og det eneste, de spørger efter, er stabilitet, og som min frokost-kilde siger: "Borgerkrigen (1975-90) er stadig en paranoid erindring, og folk er simpelt hen angste for, at der sker noget grimt inden længe".
Det trækker op
Denne analyse bekræftes mere eller mindre af den snak, der fyger hen over bordene i den idylliske have-café bag pariserhjulet i den sydlige ende af strandpromenaden, hvor mediefolk og intellektuelle nyder udsigten over Middelhavet til backgammon, koldt øl og arabisk kaffe. Gennem de løbende diskussioner går en sær deprimeret konsensus om, at "det trækker op til ballade", og at "atmosfæren bliver stedse mere anspændt mellem sunnier og shia'er."
- Og de kristne?
"De er mere på sidelinjen denne gang," svares der. "Eller rettere: de har delt sig efter interesser, men de spiller selvfølgelig stadig en hovedrolle."
At de kristnes tre hoved-sekter, maronitter, græsk ortodokse og græsk katolske, har spredt loyaliteten, skyldes først og fremmest, at Michel Aoun, en tidligere kortvarig præsident og krigsherre, har præsident-ambitioner. Han har derfor allieret sig med Hizbollah - og dermed Syrien, som han indædt bekæmpede tidligere. Men som en af journalisterne under pariserhjulet tørt konstaterede: "Nu, hvor syrerne ikke er her længere, er der jo ingen grund til at hade dem."
Maronitterne - den største kristne sekt - udgør sammen med sunni'er og drusere det store flertal i den regerende 14. marts-bevægelse, dannet efter det parlamentsvalg, der kom efter attentatet på Rafik Hariri og den såkaldte 'cedertræ-revolution'.
Men dette flertal (72 af parlamentets 128 pladser) er ikke stort nok til, at det alene kan udpege afløseren for præsident Emile Lahoud, der gik af i november sidste år efter et års forgæves forsøg på at finde en afløser. Dertil kræves bl.a., at mindst to tredjedele af medlemmerne er til stede i parlaments-salen, og hidtil har den shiitiske og syrisk-nationalistiske opposition blokeret valget af den kompromis-kandidat, man ellers er enig om at pege på, nemlig hærchefen Michel Suleiman.
Næste forsøg på at bryde dødvandet gøres 13. maj, og ifølge den libanesiske presse nu med større optimisme end de forgangne 18 gange, hvor parlamentarikerne måtte opgive at komme videre. Den væsentlige anstødssten er oppositionens krav om, at præsidentvalget bindes sammen med en valgreform i en pakkeløsning, der vil ændre Libanons politiske geografi. En færdigsyet valgreform, der vil sikre en mere direkte repræsentation af kristne og shiiter, der udgør den største sekt. Men reformen vil også medføre, at nogle af de mest magtfulde i den nuværende flertals-koalition risikerer at miste deres mandater, hvorfor de hidtil har afvist at lade præsidentvalget afhænge af en reform. Men et kompromis er 'i ovnen', som det hedder, og libaneserne afventer resultatet med den resignerede skepsis, der kommer af dyb mistillid til et politisk miljø, hvis ageren er uforudsigelig i Libanons komplekse og stedvist sinistre politiske labyrint.
Internationalt gidsel
Hvad der derimod er til at se uden briller og politisk manual er et Libanon, der igen er gidsel for de regionale modsætninger. Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, gad ikke engang skjule sin afgørende indflydelse i libanesisk politik, som da han for nylig i Damaskus lod meddele, at en løsning på Libanons politiske krise må afvente det amerikanske præsidentvalg(!).
Amerikanske, franske, saudiske og egyptiske diplomater flyver ind og ud i en lind strøm, anført af generalsekretæren for Den arabiske Liga, Amr Moussa, og den fælles dagsorden går i det store og hele ud på at lægge pres på den syrisk/iransk støttede opposition.
På endnu en sidelinje står de ca. 400.000 palæstinensere i landets flygtningelejre, der fattige og uden rettigheder er endnu en potentiel destabiliserende faktor. Og i øvrigt med deres egne loyalitets-kampe, delte, som de er, mellem en Fatah-fløj og en Hamas-fløj. Og helt ude i frynserne af den aktuelle situation hænger en latent trussel fra terrorgrupper med tilknytning til - eller inspireret af - al Qaeda, der i mindst tre (rapporterede, men muligvis flere) tilfælde har angrebet den internationale FN-styrke i Sydlibanon, der blev udvidet efter Israel-krigen i sommeren 2006, og som al Qaeda-grupperne betragter som 'korsfarernes og jødernes forlængede arm'.
Bekymringen i Beirut er politisk, men den er også konkret, nemlig at disse væbnede sammenstød rykker ind i byen. Det er indlysende, at de er kommet tættere på - som en medie-træner, der underviser studerende i en forstad nord for Beirut, hvor den danske NGO, International Media Support, har lejet sig ind, fortalte over morgenkaffen: "Det sker oftere og oftere, at vi må evakuere bygningen, fordi der skydes omkring den."
