Læsetid: 3 min.

Britisk skiftedag mod højre

Storbritanniens Arbejderparti er i dyb krise, og vejen synes banet for den unge og magtsultne konservative David Camerons tropper fra privatskolerne. Men hvad er det de konservative vil gøre anderledes end Labour efter 11 år i den politiske ørken. Ikke ret meget
23. maj 2008

Dommedagsbasunerne lyder for Storbritanniens regering og for premierminister Gordon Brown i særdeleshed. Labour er i frit fald i meningsmålingerne, nærmere bestemt 14 procent bag de konservative, og det er Arbejderpartiets partiets dårligste tal, siden skæbnemåneden maj 1987. Måneden før den konservative legende Margaret Thatcher vandt sin tredje valgsejr som premierminister i træk.

Bagholdsangrebene mod Brown fra egne rækker nåede nye højder forrige weekend, hvor flere særdeles kritiske bøger udkom, skrevet af New Labour insiders, og hvor den kronisk utilfredse backbencher for Labour, tidligere minister Frank Field beskrev premierministeren som en "tragisk figur, der er ulykkelig over sig selv." Separate meningsmålinger viser, at de konservatives leder David Cameron ikke blot nu er mere populær end Brown, men at Cameron også scorer højere på alle separate lederegenskaber, der måles på: beslutningskraft, kompetence, empati og omsorg - selv intelligens, som ellers har været en af de egenskaber, hvor Brown altid har ligget i superligaen.

"Den brutale besked, som er umulig at flygte fra, er, at vælgerne ikke ønsker at ændre nogle af Gordon Browns egenskaber, de ønsker at ændre hele billedet," skrev den ellers Labour-sympatiserende Andrew Rawnsley fra centrum-venstre avisen The Observer i sidste uge.

En dødelig cocktail

Men hvorfor har de konservative så stor succes al den stund, de ikke har foretaget sig det store?

Svaret ligger i en af den politiske realitets mest dødelige cocktails (læs endelig med, Anders Fogh og konsorter):

-for det første udefrakommende økonomiske ubehageligheder - global recession og amerikansk credit crunch - der truer vælgernes dagligdag og tryghed.

-for det andet en magtfuldkommenhed, der griber stort set alle regeringer, som sidder for længe; en art indre metaltræthed, der består af følelsen af at være særligt udvalgte og dermed berettigede til at forvalte magten, men som uheldigvis for den siddende regering dels vækker forståelig irritation hos vælgerne, dels vækker lysten til noget nyt.

Hvad det første angår, får Brown skylden, uanset at problemerne stort set intet har med britisk økonomi - og slet ikke med Browns økonomiske politik - at gøre.

Hvad det andet angår, høster de konservative naturligt nok frugterne af en skov af uregelmæssigheder både i partiet og i regeringens egne rækker, der får Lars Løkkes taxa- og hotelforbrug til at ligne en spejderdrengs.

Den lille forskel

Men er der slet ikke politiske grunde til at de konservative nu står til at vinde magten? Er det udelukkende den slidte kliché om det politiske pendul, der altid, efter et godt stykke tid, vil svinge?

Nej, der findes også politiske uenigheder, men de er bemærkelsesværdigt ikke-grundlæggende (igen fristes man af danske paralleller i en sammenligning mellem S og V/K).

De er således ikke på den økonomiske politik, ikke på udenrigspolitikken (de konservatives hysteriske retorik om Europa, trækker et vist antal vælgere, men rokker ikke ved den grundlæggende proamerikanske, og detbehersket-kølige men dog positive forhold til Unionen og det flytter slet ikke vælgere), ikke på skattepolitikken, ikke på miljøpolitikken, hvor alle er grønne i vore dage - og ikke på det meste af uddannelses- eller sundhedspolitikken.

Men nok på værdipolitiske fronter om retspolitik, overvågning og kontrol, hvor New Labour er sunket ned i en dybest set ubritisk centralisme og etatisme og hvor de konservative er instinktivt mere liberale på den ene side, samtidig med at de er tilhængere af strengere straffe og mere lokalpoliti på gaderne. Og på immigration, hvor de konservative har en hårdere politik og retorik end Labour, der dybest set føler sig hjemme i en mere multikulturel diskurs.

Og endelig på familiepolitik, hvor Labour tilhører den socialdemokratiske europæiske familie af sen-feminister, mens store dele af de konservative (dog ikke Camerons moderne og urbane inderkreds) sender lange blikke over Atlanten til konservative idealer om kvinder som Mødre med stort M, hjemmegående til barnet er skoleklart og godt gifte naturligvis.

Karismatiske Cameron

Og som rosinen i pølseenden, charmefaktoren: Det, at David Cameron er skærmegnet, teflonbelagt, overbevisende med smuk kone, søde børn (et handicappet), joggende, cyklende, økologisk havregrynspisende og med på i-pod, blogs og moderne musik. Kort sagt Blairs sande arvtager. Og endnu mere kort sagt i total modsætning til den evigt trist udseende, hårdtarbejdende præstesøn, Brown.

Tilbage står spørgsmålet om man virkelig kan vinde valg på den slags. På en kombination af personlig karisma og så det, der for blot 15 år siden blev kaldt for "bløde policyområder." Skal der ikke hard-core forskelle i økonomiske og sociale prioriteringer til? Svaret er nej. Og beviset vil komme, når De Konservative vinder næste britiske parlamentsvalg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu