Læsetid: 2 min.

Dalai Lama kommet til Tyskland

Tibets åndelige leder kom torsdag til Tyskland, hvor han blandt andet skal mødes med den tyske udviklingsminister og kræver tibetansk selvstyre
Udland
15. maj 2008

Tibets åndelige og politiske eksilleder, Dalai Lama, kom torsdag til et fem dages besøg i Tyskland, hvor han kort efter landingen i Frankfurt krævede "ægte selvstyre" for Tibet, som dog ikke skal løsrives fra Kina.

Det kinesiske styre indledte i begyndelsen af måneden en dialog med repræsentanter for den tibetanske leder oven på voldsomme protester i Tibet i marts, men Beijing beskylder stadig Dalai Lama for at ville løsrive Tibet fra Kina.

- Der bør herske tillid i samtalerne med den kinesiske ledelse, så vi kan nærme os en løsning. Den slags mangler, sagde den 72-årige lama, der udtrykte bestyrtelse over det voldsomme jordskælv i Kina.

- Vi beder for ofrene, sagde han.

Sidste gang, nobelsfredsprismodtageren gæstede EU's største land i september i fjor, rasede det kinesiske styre over, at han blev modtaget af forbundskansler Angela Merkel, hvorefter tyskerne i flere måneder blev lagt på is af Beijing.

Men nu - få måneder før De Olympiske Lege i Beijing - er Merkel bortrejst til Latinamerika, og i stedet for udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier bliver det dennes socialdemokratiske partifælle udviklingsminister Heidemarie Wieczorek-Zeul, som mandag taler med Dalai Lama i Berlin.

Mens den tyske opposition mener, at den store koalition har bøjet sig for kinesisk pres, raser flere socialdemokrater over, at Wieczorek-Zeul i sidste øjeblik har besluttet sig for at give Dalai Lama det blå stempel.

Et skridt, som den kinesiske ambassade i Berlin allerede har bebudet at ville protestere over.

- Hvis jeg var minister, ville jeg ikke mødes med Dalai Lama. Udenrigsministerens Kinapolitik kører efter en langsigtet strategi med fokus på Kinas stabilitet, siger næstformanden for SPD's forbundsdagsgruppe, Walter Kolbow, til avisen Kölner Stadt-Anzeiger.

Hessens borgerlige ministerpræsident, Roland Koch, Merkels CDU-partifælle, spiste torsdag morgenmad med lamaen i Frankfurt. Og hverken han eller Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Jürgen Rüttgers, ser problemer i at mødes med Dalai Lama.

- Det er først og fremmest om en meningsudveksling. Vi vil ikke træffe nogen aftaler. Det vigtigste er, at vi koncentrerer os om at hjælpe med at gøre samtalerne mellem Dalai Lamas udsending og den kinesiske regering så givtige som mulige, siger CDU-politikeren Rüttgers til radiostationen WDR.

/ritzau/dpa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her