Læsetid: 2 min.

Efterskælv hæmmer indsats i Kina

Et dødbringende efterskælv ryster det sydøstlige Kina, mens det officielle antal dødsofre efter jordskælvet stiger. Regeringen indfører tre dages landesorg
Store områder i Kina har de seneste dage været ramt af flere efterskælv. I går indtraf et skælv med en styrke på 6,0 på richter-skalaen, der rystede flere af de værst ramte områder i Sichuan-provinsen.

Store områder i Kina har de seneste dage været ramt af flere efterskælv. I går indtraf et skælv med en styrke på 6,0 på richter-skalaen, der rystede flere af de værst ramte områder i Sichuan-provinsen.

Reinhard Krause

19. maj 2008

Et kraftigt efterskælv kostede endnu flere menneskeliv i det sydvestlige Kina og førte til mere elendighed i regionen og hæmmede hjælpearbejdet, mens dødstallet efter jordskælvet steg.

De kinesiske myndigheder satte antallet af bekræftede døde efter mandagens jordskælv op til 32.477, mens landet kæmpede for at komme næsten fem millioner hjemløse, som er truet af sygdomme og oversvømmelse, til undsætning.

Den kinesiske regering bekendtgjorde i går tre dages landesorg som reaktion på jordskælvet, der ifølge andre opgørelser har kostet måske 50.000 mennesker livet. Under alle omstændigheder er det den værste naturkatastrofe i Kina i flere årtier. Skælvets styrke blev i går opjusteret til 8,0 på richterskalaen.

Efterskælvet indtraf tidligt i går, havde en styrke på 6,0 og rystede flere af de værst ramte områder i Sichuan-provinsen i det sydvestlige Kina. Mindst tre mennesker blev dræbt i byen Jiangyou. Folk i byen siger, at efterskælvet har udløst ny frygt blandt folk, som i forvejen var traumatiseret af det første jordskælv.

"Da efterskælvet ramte, krammede mødre deres grædende børn og forsøgte at trøste dem og sagde til dem, at alt nok skulle gå," fortæller Dai Yong, som bor i Jiangyou.

Området har været udsat for mindst 24 efterrystelser af en styrke på 5,0 eller derover på richterskalaen siden mandagens jordskælv, mens der blev gjort store anstrengelser på at bjærge flere af de over 9.500 mennesker, som menes at befinde sig i ruinerne af sammenstyrtede bygninger.

Yderligere to personer blev reddet i live efter at have overlevet seks dage under betonblokke og andre byggeelementer.

Amerikansk hjælp

I et forsøg på at hjælpe de overlevende, hvoraf 220.000 ifølge officielle tal er kvæstede, landede to amerikanske militærfly i Sichuan med mad, elgeneratorer og andre forsyninger. Det er den første bistand, som de kinesiske myndigheder har taget imod fra et andet lands militær.

Præsident Hu Jintao, som er på rundtur i katastrofeområdet, takkede lørdag for udlændinges hjælp, der blev givet trods international kritik af det kinesiske styres håndtering af uro i Tibet.

Hjælpehold fra Japan, Rusland, Singapore og Sydkorea samt Taiwan og Hongkong har fået tilladelse til at yde hjælp, mens tilbud fra andre er blevet afvist.

Det statslige tv rapporterer, at redningshold har øget beredskabet efter efterrystelserne af frygt for, at flere kraftige rystelser vil blokere for hjælp.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) advarede lørdag om risikoen for udbrud af sygdomme på grund af mangel på rent drikkevand og manglende sanitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu