Læsetid: 6 min.

For enden af en supercyklus

Den systemkrise, som hjemsøger den globaliserede vækstkapitalisme, passer ind i mønstret af 50-60 år lange bølger, der afsluttes med dybe problemer før overgangen til en ny fasei udviklingen, siger professor Walden Bello
Bello refererer til fire faser i den kapitalistiske økonomis supercyklus. Ifølge ham er vi nu på vej over i sidste fase med stigende varepriser, faldende profitter og aktiekurser og gentagne finansskandaler, der afsluttes med voldsomme begivenheder - f.eks. krig.

Bello refererer til fire faser i den kapitalistiske økonomis supercyklus. Ifølge ham er vi nu på vej over i sidste fase med stigende varepriser, faldende profitter og aktiekurser og gentagne finansskandaler, der afsluttes med voldsomme begivenheder - f.eks. krig.

JUSTIN LANE

17. maj 2008

"Jeg tror, vi er ved afslutningen af et udviklingsstadie for kapitalismen. Med ophobningen af aktuelle indbyrdes forbundne kriser er tingene løbet ud af kontrol. Det er ikke et kortsigtet fænomen, som vi hurtigt kan bevæge os ud af - der er tale om noget fundamentalt, en udtømning af muligheder under samfundets økonomiske organisering, som vi kender den."

Det er Walden Bello, der taler i telefonen fra Quezon Cit i Filippinerne. Bello er professor i sociologi ved University of the Philippines, tidligere gæsteprofessor ved University of California, stifter af den asiatiske ngo Focus on the Global South og dertil mangeårig social og politisk aktivist med fokus på Nord-Syd-dilemmaerne.

For sin indsats er Walden Bello blevet tildelt en række anerkendelser - bl.a. The Right Livelihood Award, kaldet 'den alternative Nobelpris'.

Information taler med Walden Bello om 'systemkrisen': sammenfaldet af klimakrise, oliekrise, fødevarekrise og finanskrise. Og Bello foreslår at grave den russiske økonom Nikolai Kondratiev frem af glemslen for at forstå, hvad der foregår. Kondratiev, der virkede under Stalin og endte med at blive henrettet af samme, formulerede i 1920'erne tesen om den kapitalistiske økonomis 'supercyklusser', det vil sige bølger af 50-60 års varighed karakteriseret ved fire faser:

- Ekspansion med markant vækst, teknologisk fremskridt, langsomt stigende priser og gode profitter (også kaldet 'forår')

- Stagflation med prisstigninger, rentestigninger, stagnerende produktion og inflation ('sommer')

- Plateau med fornyet, men mere ustabil vækst med gældssætning, rentesænkninger og bobler ('efterår')

- Depression med stigende varepriser, men faldende profitter og aktiekurser, bristende lånebobler og gentagne finansskandaler, afsluttende med voldsomme begivenheder - f.eks. krig - der leder til start på ny cyklus ('vinter').

"Jeg ved godt, at der er nogen skepsis blandt økonomer over for tesen om Kondratiev-bølger, men der er ret stærk empirisk dokumentation for den. Hvad vi ser i dag minder om den forrige cyklus' afslutning i 1930'erne, hvor kriser i økonomi og politik indtraf samtidig, og hvor man endte med den store rystelse i form af Anden Verdenskrig. Den gav grundlag for en ny international politisk og økonomisk konfiguration, en ny cyklus," siger Walden Bello.

Han beskriver, hvordan den internationale økonomi fra omkring 1950 og indtil 1973-74 oplevede en gylden periode med stærk vækst, startende med genopbygningen af Europa og Japan og holdt i gang via lønstigninger, der sikrede efterspørgsel, efter industriens voksende produktion.

I 1973-74 og igen i 1979-80 ramte olieforsyningskriser imidlertid økonomien med prisstigninger, faldende købekraft, inflation, arbejdsløshed og recession til følge.

"Fra omkring 1980 indledtes så en periode med en vis bedring via den neoliberale revolution i nord. Den var et opgør med den opfattelse, at regeringer er til for at træde ind og regulere, når økonomien og samfundet destabiliseres af markedsfejl. Med Reagan og Thatcher som drivkraft blev der givet plads til de frie markedskræfter via deregulering af finanssektoren og globalisering af kapitalbevægelserne. Regeringerne skulle marginaliseres," påpeger Bello.

Til gengæld fik banker og andre finansinstitutioner vidt spillerum til at investere, etablering af kapital- og hedgefonde blev lukrativt, spekulative finansielle produkter som 'futures' og 'derivater' vandt udbredelse.

"Stillet over for den stagnerende profit i realøkonomien - den del af økonomien, der var baseret på reel vareproduktion, men som havde overskudskapacitet - bevægede kapitalen sig over i den finansielle sektor, som beskæftiger sig med at presse mere værdi ud af allerede skabte værdier," forklarer Walden Bello.

Ifølge Kemal Dervis, chef for FN's Udviklingsprogram (UNDP), steg den finansielle sektors andel af det samlede amerikanske erhvervslivs profit fra seks pct. i starten af 1980'erne til hele 40 pct. i 2007. Godt gået af en sektor, der intet producerer i traditionel forstand.

Den vækst, som det herved lykkedes at genskabe, var imidlertid en farlig, ustabil vækst.

For når det finansielle marked tjener penge på f.eks. virksomheders stigende aktiekurser, handler det om forventninger. Så længe der er stigende forventninger til en bestemt virksomheds aktiviteter, stiger den spekulative værdi og dermed udbyttet ved at handle med de involverede værdipapirer.

"Den slags er ikke bæredygtigt. På et vist tidspunkt begynder tyngdeloven at gøre sig gældende. Forventningerne skal indfris og den faktiske værdi af tingene frem i lyset. Og hvis forventningerne viser sig at være skruet for højt op, så har man en spekulativ boble, og sådan én brister," påpeger Bello.

Op gennem 1990'erne skabtes enorme spekulative værdier i den nye dot.com-branche. Men da det i år 2000 gik op for investorerne, at mange af de nye selskaber med luftige visioner ikke kunne levere varen i form af profitable produkter, begyndte man at sælge ud. Kurserne styrtdykkede, dot.com'erne lukkede, boblen bristede, og investorerne mistede ifølge Bello papirværdier for 7.000 milliarder dollar . Drømmene viste sig at blive til mareridt.

"En langvarig recession blev kun afværget, fordi centralbankchef Alan Greenspan gennemførte store rentenedsættelser. Men de virkede blot som opmuntring til at starte en ny boble, husboblen, fordi den lave rente stimulerede amerikanerne til at tage højrisikable lån til køb af nye boliger."

Nu i den dybe del af krisen

Nu er boligboblen bristet og investorer og spekulanter i fuld gang med at skabe endnu en boble ved at investere i det knappe fødevaremarked, hvor priserne følgelig stiger og stiger.

For Bello markerer de bristende bobler afslutningen på den tredje fase i den kapitalistiske økonomis aktuelle supercyklus, fasen med gældssætning, bobler og ustabil vækst.

"Vi bevæger os nu ind i den dybe del af krisen, den afsluttende fase i denne cyklus. Det er dårligt nyt, fordi det vil komme til at gå ud over mange mennesker. Men det er også en stor udfordring for os alle, for vi skal nu finde ud af, hvilke nye typer økonomiske, politiske og sociale arrangementer, der er nødvendige. De gamle virker ikke længere."

Sammenfattet ser Bello den afsluttende fase i den igangværende Kondratiev-cyklus, som er karakteriseret af for stor produktionskapacitet i økonomien i forhold til forbrugsevnen kombineret med, at produktions- og forbrugskapaciteten er stødt mod de økologiske grænser.

"Det er vigtigt ikke at se for 'økonomistisk' på krisen. Mange økonomer betragter kun den overfladiske økonomiske dynamik i situationen og tror, at der blot skal justeres på nogle makroøkonomiske håndtag for at bringe os tilbage til tidligere tiders stabilitet."

"Det er ikke muligt i dag, for tingene er virkelig løbet af sporet med interaktionen mellem oliekrise, fødevarekrise og klimaforandringer oven i de økonomiske vanskeligheder. Problemets kerne er selve produktionssystemet, der har skabt en overskudsproduktion og derfor må opildne til grænseløst forbrug, men samtidig via den konstante forvandling af levende natur til varer skaber økologisk krise. Der er tale om en fundamental krise for kapitalismen, og folk er ved at forstå det."

Én reaktion på krisen er ifølge Bello, at globaliseringen, der var del af strategien i supercyklens tredje fase, nu rulles tilbage.

"Det virkede i 1990'erne, som om globaliseringen var en ustoppelig kraft, men i dag ser vi, at økonomier, stater og folk trækker sig tilbage fra den," siger han.

Det ene tegn er det stigende antal lande, der i øjeblikket indfører restriktioner på eksport af deres fødevareproduktion for at beskytte sig mod knaphed. Det andet er et voksende krav om grænsesætning for finanskapitalens frie bevægelighed.

"Der er en stadig mere kritisk holdning til et ureguleret marked. Den neoliberale revolution har skabt så mange modsigelser, at det nu fører til et krav om, at regeringer gør dét, de er sat i verden for, nemlig at regulere kapitalen og det økonomiske liv på en måde, så det tjener samfundet."

Så megen strid

Walden Bello henviser til den ungarske økonom Karl Polanyi, der i 1940'erne forudsagde, hvordan et liberaliseret marked uundgåeligt vil udløse en modreaktion, et krav fra borgerne om regeringens genindtræden på scenen, fordi man erfarer, hvordan det frie marked destabiliserer samfundet. Den uregerlige finanskapital er bare et hjørne af systemkrisen, understreger Bello.

"Den neoliberale revolution rummede også et ideologisk komponent. Pointen var ikke blot at skabe et frit marked, men også at påvirke folks måde at tænke på. En hel generation er faktisk vokset op med det budskab, som Thatcher var så dygtig til at formidle: At den bedste af alle verdener er den, hvor staten ikke blander sig i markedet."

"Kriserne får nu heldigvis mange til at gentænke det budskab. Tingene virker ganske vist meget komplekse i dag, men hvornår har de nogensinde været ukomplicerede? Jeg tror ikke, der findes fuldkomne løsninger, og hvis politikerne viser lederskab og begynder at træffe beslutninger, vil det være med en indbygget risiko for fejltagelser."

"Grundlæggende er jeg fuld af tillid til, at menneskeheden ikke vil begå selvmord. Det besværlige er, at det kræver så utrolig megen strid at nå frem til bæredygtige strategier for fremtiden. Jeg ville ønske, at vi ikke var nødt til at kæmpe så meget," siger professoren i telefonen fra Filippinerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dårlig artikel. Hvor er den kritiske stillingtagen fra journalistens side?
Ingen af Walden Bellos udsagn bliver mødt med modargumenter eller bare henvisninger til den overvældende mængde af økonomer der anser Bellos syn på økonomi som forældet eller direkte forkert. Sociologer bør lade være med at kloger sig på økonomi, Bello har vel fundet frem til sine økonomiske analyser ved hjælp af en række "dybdegående " interviews, charlatan.

Endvidere underbygger Bello sin teori, om den kapitalistiske system krise, ved at henvise til en sovjet planøkonom fra 1920erne. Og nej der er ingen "ret stærk empirisk dokumentation for" Kondratiev bølge teori. Kondratiev er blevet tilbage vist som pseudovidenskab ligesom meget andre sovjet tænkning.

jep, endnu en der råber: "Verden går under i morgen..."

En sociolog, der kommer med en mavefornemmelse, vækker ikke den store bekymring hos mig. Hvad siger økonomerne om emnet?

Som Søren Norbak allerede er inde på, så er der da tale om mikrofonholderi her. Intet kritisk fra journalisten??

med venlig hilsen
Lennart

Jamen Søren kom da så med modargumenterne, istedet for at jamre!
Forøvrigt synes jeg ikke vi ser ret meget liberalisme i disse tider, det Fogh Rasmussen praktiserer er rendyrket Calvinisme med indbygget superstatskontrol, i forhold til ham er Socialdemokraterne de rene dydsmønstre. Svært at forstå Søren Nørbak, at du som åbenbart er liberal forsvarer en sådan udvikling. EU som Venster går så stærkt ind for peger jo forøvrigt i den retning som artiklen antyder, nemlig i retning af en større og større regulering af både marked og individ. Tror squ ligesom du lever i drømmeland!

Det bliver ikke meget mere interessant end det her. Det skulle da lige være hvis den gode professor fik lov til at folde sig mere ud, eksemplificere, illustrere og forklare de teoretiske sammenhænge, men så bevæger vi os nok helt væk fra avis-genren og over i enten lærebogs- eller videnskabelig artikel-genren. Når det nu er til en avis, så er det rart både at blive oplyst, underholdt og advaret på samme tid.

Det eneste man kunne savne er mere konkrete bud på hvordan vi skal forholde os. Bello erklærer sig som forsigtig optimist, men hvad er hans forslag til hvor og hvordan der skal gribes ind? Det langsigtede mål i hans optik må vel være både at fremskynde overgangen til en "forårs"-periode i cyklussen - og helst uden sammenbrud og krig i overgangen - og derpå stabilisere systemet så man forhindrer at cyklussen blot fortsætter og gentager sig. Hvilke typer reguleringer er det f.eks. at Bello forestiller sig at regeringen kan foretage i forhold til finanssektoren?

Det værste ved disse cykluser, hvis vi nu for øjeblikket antager, at de forekommer, er at hver gang det hele rabler er der først sket en enorm opadgående bevægelse af velstanden - og denne rigdom bliver jo ikke redistribueret blot fordi tingene rabler - og den forsvinder heller ikke i den blå luft - i hvert fald det meste af den. Den forbliver på de meget få hænder den er blevet samlet på, selv om der måske også er en og anden af disse rige, som falder igennem, når det sker.
Altså, jeg antager som givet, at kapitalismen er en forfærdelig institution, og gider slet ikke høre på neoliberalisterne. Det værste aspekt er selvfølgelig aktieselskabet - denne konstruktion som har evigt liv og ingen samvittighed - der er den mere end noget som helst andet, som er skyld i kapitalismens værste udskejelser. Individuelle kapitalister a la Dickens ku måske være slemme nok, men de døde immervæk på et tidspunkt - og ku da osse se spøgelser og komme på bedre tanker, men når en sådan konstruktion som aktieselskabet ikke har andet formål end det abstrakte, samfundsmæssigt totalt løsrevne at skabe profit for aktionærerne, kan der umuligt komme noget godt ud af det for samfundet. Der er så meget lov blevet skrevet, som favoriserer denne konstruktion, at det er tvivlsomt om man kan få den udryddet inden for systemets præmisser, men hvis det ikke sker er der asbsolut ingen grund til at regne med at noget forandrer sig til det bedre. Derfor kan Bello også lisså godt afholde sig fra at prøve at fortælle os hvad vi skal gøre, for der er ikke rigtig noget at gøre. Ja indenfor dette uhyggelige system er det selvfølgelig altid godt med nogen krige - selv om en anden en kunne synes det ville være bedre at bygge huse end militærudstyr, nåe ja vi bomber husene, så kan vi bygge nye. Når man tænker på, hvor mange gange Europa er blevet destrueret, og hvor meget bedre tingenes tilstand kunne have været hvis dette destruktive potentiale var blevet brugt konstruktivt i stedet for i i magtpolitisk øjemed. Med kapitalismen er det hele sat i system.
Der var nok mange som tænkte for en stund, at nu hvor sovietunionen er faldet skal vi endelig ikke høre mere af det vås om kapitalismen, mend det har det jo slet ikke noget at gøre med. Hvadenten der er et stort land med stalinistisk undertrykkelse og en masse ravende pseudo-socialistisk retorik imod vesten eller ej, så sidder vi stadig med det samme problem i skødet: Kapitalismens aktieselskaber tjener kun nogle få - langt de fleste - overvældende langt - ville være bedre tjent - som et minumum - med et samfund uden aktieselskaber, og helt bestemt med et samfund hvor 40 % af indtægter tjenes uden at bidrage med at producere noget som helst. Om meget strammere regulering så er mulig, om om det overhovedet endda er nok, eller om det er nødvendigt på en eller anden måde at eliminere den profitbaserede økonomi kan der så være grund til at diskutere, for der er forskellige muligheder der.

profitbaseret økonomi er kommet for at blive.

Det er simpelthen en menneskelig urkraft at skabe og beholde en hvis værdi ved det skabte. Den er ikke nødvendigvis individuel, for familie og valgte fællesskaber kan jo sagtens være mål for akkumulationen.

med venlig hilsen
Lennart

Enig med Søren Nørbak - her er simpelthen tale om en mand, der ikke ved hvad han taler om.

Det er ganske sigende at Information har måttet bevæge sig helt til Filippinerne - ikke just kendt for standarden på deres højere læreanstalter - for at finde en professor, der vil lægge navn til den slags halvstuderede vås.

Nogen kan man altså lave FOR store krumspring for at få en vinkel på aktuelle økonomiske problemer, der passer læserskaren af afdankede marxister og ungommelige revolutionsromantikere...

Tjaa, Walden Bello virker som endnu en formidler af Schumpeters evolutionære økonomi. Disse økonomiske ideer kendetegner også dele af den aktuelle økonomiske politik, fx i forhold til innovationspolitikker mv.

Det er ligesom de fire årstider, men cyklusserne er nok noget kortere og mere komplekse end fremstillingen i artiklen, som bliver noget historisk materialistisk. (ja, Schumpeter arbejdede med mange marxistiske ideer, og den borgerlige fløj har taget Schumpeter til sig i reformationen af velfærdsstaten - se fx den engelske forsker Bob Jessop).

Man kunne jo også tale om simple forretningscyklusser i landmandstermer som at høste, modne, så, og så ligger marken brak over vinteren. Og så kan jeg godt se nogle aktuelle paralleller til vintersæsonen :-)

Spørgsmålet om 'og hvad skal vi så gøre?' er uforudsigelig og afhænger af fortælleren. Vi ser sikkert tragiske, komiske, romantiske eller ironiske fortællegenrer.

Denne artikel falder umiddelbart i den komiske fortællekategori - på trods af at alle opfører sig tåbeligt ender alt godt!

Selvfølgelig er det en historie der kan bestrides..

Meget bizar artikel. Jeg er fuldt på linje med Søren Nørbak og Niels Johannesen her, hvad tænker forfatteren dog på? Bliver det næste at vi skal høre en professor i billedkunst fra universitetet i Kinshasas mening om problematikken vedr. atomkraft, fordi dette passer ind i Jørgen Steen Nielsens agenda?

Og så lad mig lige slå fast med syvtommersøm at den moderne økonomi ikke på nogen måde kan betegnes som kapitalistisk. Staternes andel af BNP er ikke sjældent over 40% og resten af markedet er dybt reguleret i stort set alle lande. Nogen vælger at definere den moderne økonomi som en såkaldt blandingsøkonomi, men dette finder jeg er usigende, eftersom blandingsforholdet kan være hvad som helst. Min betegnelse for den moderne økonomi er en merkantilistisk/socialistisk-økonomi, iblandet små stænk af kapitalisme.

@ Life J

Må jeg anbefale den herre Cuba eller Nordkorea som fremtidigt ferie-/emigrationsmål? Eller måske en tidsmaskine således at de kan opleve det storslåede Sovjet i sin glansperiode?

"Kondratiev er blevet tilbage vist som pseudovidenskab ligesom meget andre sovjet tænkning."

Hele den institutionelle skole inden for økonomi bruger konjukturcykluser i deres arbejde...

Og hvem er det der har tilbagebevist det? Nogen af dine neoklasisske venner.

Potere Operaio normalt svare jeg ikke folk ved mindre de skriver deres eget navn, men jeg vil gøre en undtagelse...

"Og hvem er det der har tilbagebevist det? Nogen af dine neoklasisske venner." Du kender åbenbart svaret, så spare jeg noget tid.

Næste punkt: Der er ingen kendt sammenhæng mellem den institutionelle skole og Kondratiev. Kondratiev var en ortodoks marxistisk "økonom" og selvom nogle fra den institutionelle skole også har tendenser til at fremstå som marxister, så er det noget søgt at sammenligne dem. Når det er sagt så opponere jeg ikke mod økonomiske cykluser, de findes men er umulige at forudse, hvilket Kondratiev ikke mente.

At du derudover henviser du til en økonomisk gren, den institutionelle skole, der har mere tilfældes med sociologi end økonomi, må stå for egen regning.

@søren nørbak

- Det hedder "cykler" i flertal - ikke "cykluser" ... ;0]

Spørg evt. i Tossetanken Topos, hvis du skulle komme forbi der.

Først: forskellige videnskaber kan godt kritisere hinanden. Således kan en sociolog eller psykolog godt kommer med vigtige input til økonomiske diskussioner. Det kan være f.eks. spilteori. Den østrigske skole er vel et eksempel på at man prøver at tænke andre dynamikker ind i økonomien end dem som er de gængse i neoklassisk økonomi. Ellers fungere det som regel godt når filosoffer f.eks. påpeger mangler og begrænsninger i forhold til teori og metode. Men nok om det..

Først det positive omkring artiklen:
Fint nok at der skelnes mellem realøkonomi og den finansielle sektor. Den finansielle sektor opererer med risiko og er spekulativ. Problemet er hvis man både er spekulativ, dum og risikovillig. Man er dum når ens risikovillighed bygger på man tror man spiller et spil man ikke kan tabe. Hvis spekulanterne lavede langsigtede investeringer i virksomheder der havde bevist de kunne producere værdi, så ville der jo ikke være nogle problemer. Men alle finansdrengene ser verden gennem det samme sæt briller. De elsker penge og fede fiduser og når en laver en stor fejl så reproduceres samme fejl. De fejl der er lavet i den finansielle sektor, må bestemt give anledning til selvransagelse i sektoren.

Så det jeg simpelt hen ikke fatter:
Kjeargaard har jo ret i at man ikke betegne verdens økonomiske system som kapitalistisk. Markedet er meget reguleret. Nogle områder, dem der fungere bedst, er reguleret af markedet. Dem der ikke fungere så godt eller har samme produktivitet er typisk reguleret af staten.
At vi er ved afslutningsstadie i kapitalismens cykliske udvikling er der ikke argumenteret for.
At kapitalismen overhovedet udvikler sig cyklisk er der ikke argumenteret overbevisende for. Hvorfor varer en cyklus 50-60 år og ikke 25 eller 100 år, hvorfor er dette tidsrum en konstant?. Hvorfor lige præcis 4 stadier – hvorfor navngive dem efter årstiderne? Artiklen skriver der er stærkt empirisk bevis for kondratiev bølger, men jeg finder ikke beviserne.

”For Bello markerer de bristende bobler afslutningen på den tredje fase i den kapitalistiske økonomis aktuelle supercyklus, fasen med gældssætning, bobler og ustabil vækst.”
Ok.. der bliver produceret bobler og de har negative konsekvenser. Men indtil videre vil det være mere korrekt at beskrive resultatet af disse bobler som korrektioner og ikke krak. At markedet netop har denne indbyggede mekanisme og bobler brister i tide og derved tilpasser værdierne til markedet er da et af markedets fordele. Det sikrer stabilitet.
Ustabil vækst nævnes der: ja, selvfølgelig. Man kan da ikke bestemmer om verdens vækst skal være på 2 eller 6 procent om året. Det afhænger jo af så mange ting. Nye opfindelser som internettet eller kinas og indiens udvikling. Man må bare konkludere at samlet set er verdens-økonomien ikke ved at krakke.
Der nævnes også gældsætning. Her er årsagen til gæld tumperne (jubel-optimistiske bankrådgivere og folk der tror at huse kun kan stige i værdi) som opererer i markedsøkonomien. Det er ikke markedsøkonomien selv.

At global kapitalisme føre til voldsomme begivenheder som krig. Kan jeg ikke se. Globale investeringer lande imellem skaber incitament til fred. Man har jo økonomisk egen-interesse i at det skal gå andre lande godt.
Derimod har flere stater med nationaliserede økonomier i min levetid gennemgået reelle sammenbrud med myrderier og hungersnød som resultat. Typisk var der dog også myrderier og hungersnød i staterne før de kolapsede.

Hvad menes der med neoliberal revolution i 1980. Thatcher og reagan? Ind imellem skelnes der ikke mellem liberalisme og neoliberasme. Man sætter bare et Neo foran, ligesom for at indikere at det er noget forfærdeligt noget...
I artiklen står om dot.com boblen: ”En langvarig recession blev kun afværget, fordi centralbankchef Alan Greenspan gennemførte store rentenedsættelser.”
Jeg er ikke overbevist. Det frie marked har ikke været truet af sammenbrud med krig og anarki til følge i perioden omkring dot.com boblen. Det tror jeg heller ikke markedet er nu. Der var bestemt et mismatch mellem hvad yahoo aktier blev handlet til og hvor mange penge virksomheden tjente. Der var mismatch mellem tidspunktet for investeringerne og den værdi der kunne fremvises. Men markedet har jo løftet sig. Selvom man vurderer internettets værdi konservativt er der i dag flere penge investeret eller bundet til internettet end der var før dot.com krakkede. Selvom du efter krakket kunne få en programmør til billige penge i californien, så kan jeg ikke se hvordan den globale økonomi på nogen måde har var truet af dot.com bølgen. Programmøren nåede vist ikke at være arbejdsløs andet end et par måneder og han tjener nok ok i dag.

Der står: ”Sammenfattet ser Bello den afsluttende fase i den igangværende Kondratiev-cyklus, som er karakteriseret af for stor produktionskapacitet i økonomien i forhold til forbrugsevnen kombineret med, at produktions- og forbrugskapaciteten er stødt mod de økologiske grænser.”
Dette forstår jeg overhovedet ikke. Kan nogen forklare mig hvorfor stor produktionskapacitet er skidt? Forbrugsevnen regulerer jo netop produktionen i markedsøkonomi. Hvis du producere noget som ingen kan forbruge kan du ikke sælge dine varer. Derfor vil producenten næste gang han skaber nogle varer prøve at ramme markedets behov.
Det med verden har nået en økologisk grænse for produktion passer bare ikke. Se bare hele Afrika. Der er masser af muligheder for at Afrika kan udvikle fødevareproduktion i fremtiden. Også økologisk hvis det er det man vil.
Artiklen starter med at pege på at for stor vækst i samfundet er opstået i den finansielle sektor. Og qua udviklingen er der en pointe der, men senere fortæller artiklen os at Problemets kerne er selve produktionssystemet. Overproduktion er et problem. Ikke et kæmpeproblem. Overproduktion skyldes ikke kapitalisme. Men Eu og nationalstater der betaler folk gode penge for at lave varer som derefter hældes i åen. Det er dumt. Men det kan jo også være at Bello med overproduktion mener varer som folk køber og er glade for, men som han synes de ikke har behov for. I så fald skriver Bello sig ind i en fascistisk socialistisk tradition hvor det er den kloge leder der kender befolkningens behov. Folk ved ikke hvad der er bedst for dem selv og kan ikke selv bestemme om de vil have et nyt fjernsyn eller et par nye sko.
Han skriver økonomier, stater og folk trækker sig tilbage fra globaliseringen. Hvor kommer den påstand fra???? Hvad mener han? Hvad forstår han ved globalisering?
Debatten handler ikke om at der er tosser i dansk folkeparti der mener Danmark er sig selv nok. Eller at nogle kokke skaber en trend med at lave mad ud fra nordiske råvarer.
Globalisering betyder vi kan købe hinandens varer.
Globalisering betyder vi har verdens investeringer spredt ud globalt således at et samfunds økonomi ikke er hængt op på en specifik nationalstat.
Globalisering betyder at den enkelte virksomheds værdikæde er globaliseret f.eks. med produktion i kina, hovedsæde i danmark og udvikling af det nye IT-system i indien. Jeg ser ikke at disse globaliseringsprocesser er ved at stoppe. Tror du selv på at den danske tøjbranche flytter produktionen fra kina til danmark?
Den sidste pointe om at den neoliberale revolution, hvis den altså har været der, havde tankekontrol på sin dagsorden:
”Den neoliberale revolution rummede også et ideologisk komponent. Pointen var ikke blot at skabe et frit marked, men også at påvirke folks måde at tænke på. En hel generation er faktisk vokset op med det budskab, som Thatcher var så dygtig til at formidle: At den bedste af alle verdener er den, hvor staten ikke blander sig i markedet."
Jeg er ikke fan af alt der sker her i den vestlige verden, men I hvilke lande er der lige man ikke kan surfe på internettet. Hvilke lande har haft streng censur og hvilke økonomiske systemer har de lige haft. Lærer folk at markedsøkonomi er godt hvis de er del af en markedsøkonomi. Her er markedsøkonomien nok lidt mere tolerant end andre systemer. Jeg har gået i nationalstatens folkeskole og nationalstatens gymnasium. Gælder Bellos logik også at man her lærer at nationalstaten er god. Det tror jeg faktisk. Jeg lærte i hvert fald ikke af de offentlige ansatte at markedsøkonomi kunne være godt. Jeg vil påstå at det er velfærdsstaten og ikke markedsøkonomien der vil indføre tankekontrol. Læs bare de gamle socialdemokratiske artikler om formålet med f.eks. folkeskole..

Eyvind Lyberth Nielsen

Det er flot at så mange kommentatorer kan udtale sig om Nikolai Kondratieff, uden tilsynedeladende at have beskæftiget sig med hans

arbejde.

Tankevækkende.

Det kan anbefales den interesserede læser at orientere sig her: http://www.usca.edu/essays/vol142005/simsek.pdf

Nikolai Kondratieff var 18 år og studerende i 1910, da han mente at have opdaget et fænomen i den kapitalististike økonomi, der

forløb over meget lange tidsrækker - over 50 år - senere, 27 år gammel, påbegyndte han et videnskabeligt studie af fænomenet. I 1926

offentliggør han sine resultater i Archiv für Sozialwissenschaft.

Kondratieff kortlagde som den første konjunkturcyklerne fra begyndelsen af industrialiseringen og påviste at sammenhængen med den

underliggende økonomi fulgte et mønster:

Overinsvesteringer i produktionsapperatet fører til overkapacitet - og dernæst recession.

Indtil fremkomsten af ny teknologi fører til en ny investeringsbølge, som tjener som "aftrækker" for opkonjunkturen.

Betingelserne for antændingen var:

Stor opsparingstilbøjelighed
Relativ stor forsyning af likvid lånekapital til lav rente
Akkumulering af disse midler på handlekraftige iværksættere og finansfolk
og et lavt prisleje

Kondratieff konkluderede iøvrigt endvidere at /.. hver på hinanden følgende fase er resultatet af den samlede proces i den fårgående, samt at sølænge principperne i den kapitalistiske økonomi bevares, følger hver cyklus på den forgående med samme regelmæssighed, som kendetegne den måde de forskellige faser efterfølger hinanden på../

Dette er jo i stærk modsætning til marxismen - det syntes magthaverne i sovjet unionen også i øvrigt også - så han røg i arbejdslejr i Sibirien, hvor han også endte sine dage... Hans teori blev i den Sovjetiske Encyklopædi beskrevet således: /... Teori om lange cyklusser, en af de vulgære borgerlige teorier om kriser og økonomiske cyklusser.../

Det gør det dobbelt tankevækkende at kommentatorer på dagbladet Information omtaler hans arbejde som marxistisk...

Skam jer - Det er ham der lægger jer ordene i munden, når i plaprer om Systemkrisen...

Manden beskrev så bare i 1926 hvordan finanskrisen/Systemkrisen ville bygge op netop idag, baseret på statistisk materiale over de to foregående superkrak...

Kjaergaard,
jotak, love it or leave it som de konservative i USA siger - hvis du har tænkt dig at deltage i samfundet ved at bidrage med kritik, så hører du helt bestemt hjemme det sted, hvor det synes os, at den største modsætning til vores samfund findes, her skal vi ikke ha nogen kritik, hvorfor læser du ikke kun berlingeren, kjærgaard?