Læsetid: 3 min.

EU på kollisionskurs med Brasilien om klimaet

Topmødet mellem EU og Latinamerika blev holdt i skyggen af uoverensstemmelser og alarmerende meldinger om prisen for klimaforandringer. Tyskland vil med opbakning fra Danmark have Brasilien til tage større klimahensyn. Det er jer, der vender det døve øre til problemerne, lyder svaret fra Brasilien
Udland
17. maj 2008

Politiske ledere fra EU og Latinamerika var torsdag og i går til topmøde for at diskutere klima og fattigdom. Optakten til topmødet var dog nok ikke helt den, værten og de fleste af gæsterne havde håbet på.

"De kommer fra den samme højrefløj, der støttede Hitler og fascismen. Madam kansler, De kan gå ad... (kort pause). Siden De er en dame færdiggør jeg ikke sætningen," lød velkomsthilsnen fra Venezuelas præsident, Hugo Chavez, til den tyske kansler, Angela Merkel, der op til topmødet rejste rundt i flere latinamerikanske lande for at deltage i politiske forhandlinger.

Angela Merkel ønskede ikke bagefter at diskutere Chavez, men sagde blot, at Chavez' stemme ikke er Latinamerikas stemme.

Samme holdning har den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, der i går efter topmødet sagde, at Chavez' udtalelser er helt uacceptable, og at de ikke fortjener at blive nærmere kommenteret. Per Stig Møller understregede samtidig, at han ikke har haft møde med hverken Venezuela eller landets nære allierede Ecuador.

Strid med Brasilien

Et af de lande, den tyske kansler gjorde stop i på sin rundrejse før topmødet, var Brasilien. De to lande indgik en aftale om yderligere samarbejde omkring atomenergi, men kom samtidig i åben strid om Brasiliens produktion af biobrændsel.

Brasiliens stigende produktion af afgrøder til kvægfoder og biobrændsel til biler kræver enorme markarealer, hvilket har medført en intensiveret fældning af regnskov i landet. Lige nu med en hastighed på mere end 1.000 kvadratkilometer om måneden.

Derfor advarer Merkel om, at Brasiliens produktion af biobrændsel ikke må ske på bekostning af klimaet. En udmelding, som den danske udenrigsminister bakker op.

"Det er klart, at produktionen af biobrændsel skal foregå på en bæredygtig måde. Det gælder både for EU og Brasilien," siger Per Stig Møller.

Eksperter fra organisationen Comunidad Andina advarer i en ny rapport om, at udryddelse af regnskov i det nuværende omfang fører til globale temperaturstigninger. Comunidad Andina vurderer, at alene i landene omkring Andesbjergene og Amazon-floden er 40 millioner mennesker lige nu i fare for at miste deres adgang til vand, og temperaturstigninger kan komme til at koste landene op mod 30 milliarder dollar om året som følge af tørke og flere naturkatastrofer.

Handelsbarriere mulig

I EU-kredse har det været drøftet, om EU skulle indføre handelsrestriktioner mod biobrændsel for at presse producenter som Brasilien til at tage større klimahensyn. Den løsning vil den danske udenrigsminister heller ikke udelukke.

"Med hensyn til biobrændsel er det vigtigste, at der bliver taget hensyn til både miljøet og til fødevareproduktionen," pointerer Per Stig Møller.

På den anden side af bordet er Brasiliens præsident Luiz 'Lula' da Silva stærkt utilfreds med, at den tyske regering efter pres fra oppositionen har bremset en plan om at øge andelen af bioethanol i de tyske bilmotorer fra fem til 10 procent.

Benzin er den største medvirkende årsag af alle til CO2-udslip, og præsident Lula mener derfor, det er udtryk for hykleri, når lande som Tyskland og Danmark har underskrevet Kyoto-protokollen uden i dag at gøre en indsats for at nedbringe deres forbrug af benzin.

"Det ser ud, som om det er et tabu i de lande. Alle vender det døve øre til. Ingen ønsker at stoppe med at bruge benzin," siger Lula.

Per Stig Møller var dog alt i alt optimistisk efter topmødet. EU har på få år fordoblet sin eksport fra Latinamerika, som i samme periode har øget sin import af europæiske varer med 30 procent, og EU-Kommissionen opretter snart en fond, der skal støtte klimaprojekter i Latinamerika.

Dertil kommer, at Danmark som kommende vært for næste års klimatopmøde også fik noget med hjem.

"Dette her topmøde har bragt stats- og regeringsledere fra 60 lande sammen for at diskutere, hvordan vi kan styrke vores samarbejde frem til klimatopmødet i København i 2009," siger Per Stig Møller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Vadmand

"Koalitionskurs" - der var den sgu igen! Læser i ALDRIG korrektur på Information?

Heinrich R. Jørgensen

"Koalitionskurs" er da et smukt, nyt ord, Per Vadmand. Desværre er det forvirrende og upraktisk, at det lyder som sin modsætning ;-)

Per Vadmand

Ja, især når man åbenbart tror, det betyder det samme.

Heinrich R. Jørgensen

Ja, særligt da :-)

Det er næsten synd for korrekturlæserne, at de ikke er klar over, hvilken lille sprogperle de ufrivilligt har beriget sproget med.

Jens Christoffersen

Tak De Herrer for at gøre os opmærksom på sagen.
Rubrikken er rettet
/webred