Læsetid: 7 min.

George Bushs bedrag af verden

Som talsmand for den amerikanske præsident frem til 2006 var det Scott McClellans opgave at forsvare nogle af Bushs mest upopulære beslutninger – nu tager han bladet fra munden og fortæller, hvad han virkelig mener om sin daværende chef
Som talsmand for den amerikanske præsident frem til 2006 var det Scott McClellans opgave at forsvare nogle af Bushs mest upopulære beslutninger – nu tager han bladet fra munden og fortæller, hvad han virkelig mener om sin daværende chef
30. maj 2008

WASHINGTON - Han var den mest afrettede, den mest robotagtige, og frem til denne uge lignede han også den nuværende amerikanske præsidents mest loyale talsmand. Men nu tager Scott McClellan, pressechef for Det Hvide Hus og George W. Bush i 2003 - 2006, bladet fra munden og leverer den mest svidende kritik, der til dato er set af den ilde farne amerikanske regering fra en af dens tidligere topembedsmænd.

'What Happened: Inside the Bush White House and Washington's Culture of Deception', er en 341 sider lang og nådesløs dissektion af præsident Bush, hans forfejlede krig i Irak og hans forvaltning af præsidentembedet, som ifølge McClellan hviler på ren propaganda og selvbedrag.

"Historien ser ud til at bekræfte," skriver han i et af de mest sønderlemmende afsnit i en bog, der er fuld af dem, "at beslutningen om at invadere Irak var en fatal strategisk brøler. Ingen, heller ikke jeg, kan med med absolut sikkerhed vide, hvordan man om årtier vil se tilbage på denne krig. (...) Men en ting véd jeg: Krig bør man kun føres når den er nødvendig, og Irak-krigen var ikke nødvendig."

Texas-mafia

Og her er der ikke tale om bitre ord fra en outsider, der blev forsmået efter kortvarigt at have brilleret på en toppost - McClellan har i vidt omfang bygget sin karriere på mangeårige forbindelser til Bush og den såkaldte 'Texas-mafia', som han var del af tilsammen med bl.a. Bushs tidligere rådgiver Karl Rove.

Allerede da Bush var guvernør i Texas i 1999, tilhørte McClellan hans nære medarbejdere og inderkreds, og han var rejsende pressechef for Bush & Cheneys valgkamp i 2000, før han blev vicepressechef for Det Hvide Hus i Bushs første periode. I juli 2003 tog han over fra Ari Fleischer, hvorefter han i næsten tre år fungerede som pressechef.

Det blev en ganske grum periode. Ganske vist vandt hans chef et snævert genvalg i 2004, men derefter gik det stejlt ned ad bakke. Først kom Valerie Plame-affæren om lækkede CIA-oplysninger (om hvilken McClellan hævder, at han blev ført bag lyset af såvel Rove som af Lewis Libby, vicepræsident Dick Cheneys stabschef. Sagen endte med, at Libby blev dømt for mened og obstruktion af rettens gang.) Derpå fulgte orkankatastrofen Katrina og regeringens håbløst utilstrækkelige indsats imod følgerne af denne, og siden den stadig voksende folkelig modvilje mod krigen. Da McClellan i april 2006 blev lempet ud af Det Hvide Hus, var Bush blevet den mest upopulære amerikanske præsident i nyere tid - en position, han har fastholdt lige siden.

Med McClellans egne ord er hans bog beretningen om, "hvordan George W. Bushs præsidentskab kom på forfærdelige afveje". McClellans 'afsløringer' rummer måske ikke meget nyt, men de bekræfter til fulde, hvad alle, bortset fra mest forhærdede tilhængere af USA's 43. præsident, for længst har indset. Alligevel har reaktionen fra Bush-lejren været forudsigeligt forbitret. Officielt affejer Det Hvide Hus ganske vist bogens påstande, men uofficielt er præsidentens mænd optændt af harme. Scott McClellan anede intet om, hvad der foregik, hedder det, og han har alene vendt sig imod sin tidligere chef for at sælge en masse bøger.

"Han kører ud af en tangent," udtalte f. eks. Karl Rove, manden, der engang var kendt som 'Bushs hjerne', til Fox News, hvor han nu er kommentator. "Det lyder slet ikke som Scott, dette her - det lyder som en venstreorienteret blogger. Jeg kan desuden ikke mindes, at han på noget tidspunkt sagde fra i forhold til de ting, han kritiserer i bogen."

Respekt for Bush

I realiteten er McClellans portræt af præsidenten - en mand, han hævder stadig at respektere og beundre - dog langt mere nuanceret. Hvilket selvfølgelig kun gør den desto mere troværdig. Bush fremtræder i sin velkendte skikkelse som en dreven politiker, der besidder charme og afvæbnende vid, og som "har rigeligt med kløgt til at være præsident". På den anden side er han totalt blottet for nysgerrighed og stiller nødig spørgsmål om politiske sager, men foretrækker at forlade sig på sine mavefornemmelser frem for nøje at afveje argumenter pro et contra.

McClellan fortæller også om en situation fra valgkampen i 1999, da han overhørte en telefonsamtale mellem Bush og en ven om de rygter, der dengang verserede om, at Bush i sin ungdom havde taget kokain: "Medierne vil ikke slippe disse fjollede kokainrygter. Sandheden er, at jeg ærligt talt ikke husker det. Vi holdt nogle ret vilde fester dengang, så jeg kan faktisk ikke huske det."

I 2000 var de amerikanske vælgere hærdede efter at være blevet konfronteret med Bill Clintons marijuana-cigaretter ("Jeg inhalerede ikke") og Monica Lewinsky-affæren, og de gik ikke videre op i kokainsagen - mange antog, at Bush måske nok havde prøvet kokain, men lagt det bag sig med samme viljestyrke, som da han opgav sit tidligere umådeholdne alkoholforbrug. "Jeg husker, at jeg tænkte ved mig selv: Hvordan kan det gå til," skriver McClellan. "Hvordan er det muligt ikke at kunne huske, om man har taget et ulovligt stof som kokain? Det gav ingen mening."

Ej heller er Bush på den anden side den slags person, som stikker andre "en åbenlys løgn". McClellan konkluderer: "Jeg tror, han mente, hvad han sagde i den samtale om kokain (...) Jeg havde fornemmelsen af at overvære Bush forsøge at overbevise sig selv om at tro på noget, der ikke var sandt, og som han inderst inde vidste ikke var sandt. Og hans grund til at gøre dette var helt indlysende dikteret af, hvad der i situationen var politisk bekvemt." Implikationen er klart nok, at ganske på samme måde forholdt det sig med Irak og Saddam Husseins ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben.

'What Happened' kaster også lys over krigens vedvarende mysterium: Præcis hvorfor traf Bush beslutning om at invadere et land, som, selv han må have vidst, intet havde at gøre med 11. septemberangrebene og den 'krig mod terror', som blev udløst heraf?

Nødvendigt modtræk

I et interview med Vanity Fair i 2003 gav Paul Wolfowitz, der på det tidspunkt var viceforsvarsminister, et fingerpeg, da han antydede, at masseødelæggelsesvåbnene kun var én grund blandt flere til invasionen, men en grund, "som alle kunne blive enige om". McClellan går langt videre: Regeringens egentlige motiv til krigen, erklærer han, var den neokonservative drøm om at skabe et demokratisk Irak, der kunne bane vej for en varig fred i regionen.

Men Det Hvide Hus var nødt til at sælge krigen som det nødvendige modtræk imod den trussel, Saddam Hussein udgjorde. Følgelig anlagde man en anden kurs, ikke det "totale bedrageri", men hvad McClellan betegner som en "bøjning af sandheden". Denne blev opnået igennem "hentydninger og antydninger" og ved "bevidst at ignorere modstridende efterretninger".

Er der noget nyt i det, kan man spørge. En identisk konklusion blev draget så tidligt som i sommeren 2002 i et meget omtalt notat til Downing Street, hvor britiske embedsmænd på vej tilbage fra et besøg i Washington, nåede frem til, at amerikanske efterretningsdata var "tilskåret" for at kunne begrunde en beslutning om at gå i krig.

Forbløffende er det imidlertid at høre denne kritik fra en mand, som har brugt tre år af sit liv på at forsvare krigen og dens konsekvenser over for et pressekorps, der (som han skriver i bogen) gav Bush-regeringen alt for let spil i forløbet op til krigen og var opsat på at råde bod på dette, da McClellan afløste Ari Fleischer som pressechef i sommeren 2003, på et tidspunkt hvor ingen masseødelæggelsesvåben var fundet, og forventningerne om at finde nogen var små.

Endnu mere forbløffende er hans påstand om, at præsidenten - i modsætning til alt, hvad Bush selv insisterer på.

"Jeg kender præsidenten ganske vel," skriver McClellan, "og hvis han havde kunnet tage et kig i en krystalkugle og fået øje på 4.000 dræbte amerikanske soldater og 30.000 sårede foruden tusindvis af uskyldige irakiske dødsofre, ville han aldrig have besluttet sig for at invadere, uanset hvad han så siger og føler, at han må sige offentligt i dag."

Teflon-kvalitet

Ikke kun Bush står for skud. 'What Happened' retter også en skarp kritik imod Bushs engang så selvbevidste hold af nationale sikkerhedsrådgivere. Medlem af dette hold var selvfølgelig vicepræsident Dick Cheney, som McClellan omtaler som "troldmanden", som "på en eller anden måde altid præsterede at få sin vilje" i alle spørgsmål, der var væsentlige for ham, om det så var krigen, styrkelse af præsidentens udøvende magt eller hårdhændet behandling af fanger.

Endnu mere skånselsløs er hans dom over Condoleezza Rice, den nationale sikkerhedsrådgiver under forløbet op til invasionen. Hendes største talent, skriver McClellan, var hendes teflon-kvalitet: "Uanset hvad der gik galt, var hun på en eller anden måde altid i stand til at sidde tilbage med rene hænder", selv når problemerne vedrørte hendes ansvarsområder såsom masseødelæggelsesvåben-begrundelsen for krigen (herunder de famøse "16 ord" i præsidentens state of the union-tale i 2003 om Saddams planer om at skaffe sig uran i Afrika, som førte til Valerie Plame/CIA-affæren) og planerne for Iraks umiddelbare besættelse efter krigen. Historien vil ikke være Rice nådig, forudsiger han.

"Men hun forstod alt for vel at indrette sig i forhold til potentielle problemer, afvise alle nagende bekymringer og altid redde sig ud af en knibe med sin stjerneudstråling i behold."

Det er mere, end man kan sige om McClellan, selv med hans vedvarende dystre ansigtsudtryk og den mangel på såvel veltalenhed og humor, som er påkrævet i Det Hvide Hus' presserum.

Sjældent lignede han ved disse lejligheder nogen stjerne, men lige så sjældent lignede han en hævntørstig mand, selv da han i 2006 blev udskiftet med den konservative tv-vært, Tony Snow, som, uanset hvad man måtte mene om ham, aldrig bliver mundlam.

I dag har McClellan så fundet de rette ord og sat dem på tryk. Han hævder stadig at beundre sin gamle chef, hvortil konklusionen for Bush nødvendigvis må være: Med venner som disse, hvem behøver da fjender?

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Med venner som disse, hvem behøver da fjender?

Næ, men man forstår at præsidentens venskab med vores statsminister virkelig er noget helt særligt...

Det er ikke blot usympatisk,- det er utilstedeligt, at en tidl. medarbejder skal tjene penge på at nedgøre sin tidl. arbejdsgiver, medens denne endnu er aktiv.

Men pengene ligger vel i tilsviningen, medens arbejdsgiveren fortsat fungerer!

Heinrich R. Jørgensen

Det er for dumt, at Scott McClellan ikke er blevet påtvunget en ansættelseskontrakt, der dikterer, at han må holde alt hemmeligt. Det logiske er vel, at USA's lovgivning eller kutyme forhindrer dette...

George W. Bush stener ud på sin MP3 til Stevie Ray og ZZ Top, mens han dyrker sin fede Mountain Bike. Så besøger han Det Danske Kongehus og trakteres med fødselsdagslagkage, mens Nordsjælland lammes af sikkerhedsforanstaltninger. Så holder han en hemmelig 20 minutters seance med Danmarks præsident - ingen ved, hvad der er foregået. Så har han en snak med Gud; det er der mange amerikanere, der har, men i hans tilfælde er konsekvenserne helt uoverskuelige, idet han beder om styrke til at invadere Irak, en beslutning, han åbenbart ikke tør overlade Skaberen. Da hele verden skælver over 11.09, læser han højt af Bror Kanin. Jo, her går det godt ...

George W. Bush stener ud på sin MP3 til Stevie Ray og ZZ Top, mens han dyrker sin fede Mountain Bike. Så besøger han Det Danske Kongehus og trakteres med fødselsdagslagkage, mens Nordsjælland lammes af sikkerhedsforanstaltninger. Så holder han en hemmelig 20 minutters seance med Danmarks præsident - ingen ved, hvad der er foregået. Så har han en snak med Gud; det er der mange amerikanere, der har, men i hans tilfælde er konsekvenserne helt uoverskuelige, idet han beder om styrke til at invadere Irak, en beslutning, han åbenbart ikke tør overlade Skaberen. Da hele verden skælver over 11.09, læser han højt af Bror Kanin. Jo, her går det godt ...

Sympatisk, hvad er det for et ligegyldigt hensyn i sammenhængen? Det virkeligt usympatiske er den regeringsførsel som McCellan beskriver, og når han mærkeligt nok ikke er bundet på hænder og fødder, så har han da nærmest pligt til at fortælle.

Man må bare konstatere, at det kan godt være at bedraget er større i USA, men det er lysten til at afsløre det også. Derfor er Bushregieringn i fuld gang med at få historiens retfærdige dom, mens Foghregeringen har klaret sig med skrammer i iraksagen

Med til historien hører selvfølgelig, at danskerne under Fogh har oplevet økonomisk fede tider, mens amerikanerne under Bush har oplevet økonomisk afgrundskurs. Det er klart at det smitter af på den samlede tillid.

Damage control, partial hangout er den tekniske term; dvs. når man er ved at blive kvalt i sine egne løgne, giver man en flig af sandheden og erklærer at nu er der gjort rent bord. Jeg har jo ikke læst McClellans bog, men jeg tænker at det er noget i stil med hofreporter Woodwards 'afsløring' i sin Bush-hagiografi, af at Rumsfeld var skurken bag krigen. Noget kunne tyde på at man denne gang har besluttet sig til at ofre Connddolleezza Rice. Woodward tog med fløjshandsker på såvel Bush som Cheney, og noget tyder på at McClellan gør det samme.

De neokonservative er bønder i det store skakspil, 'galninge' som de blev kaldt i firsernes Washington; Bortset fra Bush og Cheney er de nobodies, og man fundet det opportunt at lade dem varetage ansvaret for den Lange Krig, der som Gud og hvermand efterhånden ved, var planlagt længe for 9/11. Skyggegeneralerne i Washington er jo ikke dummere end at de har vidst at et nyt Vietnam ikke ville være populært i befolkningen, så man har valgt nogle galninge som frontfigurer - så er det lettere at plædere sindssyg i gerningsøjeblikket, hvilket nok er den eneste forklaring om krigen vi får fra officielt hold.

McClellan handler ganske givet efter ordre, eller i hvert fald uden ønske om at hive bukserne af hele menageriet. Den kritiske sætning er denne:

Regeringens egentlige motiv til krigen, erklærer han, var den neokonservative drøm om at skabe et demokratisk Irak, der kunne bane vej for en varig fred i regionen.

Dette er kernen i Washingtons insanity plea: Det svarer til den Roald Als, hvor Ninn-Hansens advokat argumenterer at Ninn jo må være alvorligt åndeligt svækket, eftersom han kan finde på at udgive bøger og holde foredrag, når han plæderer åndelig svækkelse; 'vi ønskede bare at hjælpe nogle små brune brødre, og vi var overbeviste om at vejen frem var at demontere den irakiske stat og det irakiske samfund. Selve argumentationen er argumentet i sig selv '

Med mindre McClellan er dummere end min mors cocker spaniel, danser han stadig efter Cheneys pibe.

Galninge med en ædel, humanistisk vision om en bedre verden - jo tak, dem kender vi ... jeg tror min sandten, Erik B. har ret! They meant well, but the world isn't round ... Søren Pind har intet - intet - fattet! Hvad mon der sker, når/hvis han vågner op? Bliver Søren Pind så medlem af Enhedslisten? Når han opdager, at de (Bush-familien og deres olie) har holdt ham for nar ...

Jeg forstår jeres undren over, at McClellan ikke er bundet af tavshedspligt.

Men, nu har vi jo set og regnet os til de fleste af hovedpointerne.
Jeg synes det interessante er at se, efter hvilke principper USA styres.
Det er direkte skadeligt for Vesten at lade USA køre frem som de gør.
I den sammenhæng er det dybt frustrerende, sørgeligt og endda pinligt at have en regering, der stiller sig som den gør til USA.

De saboterede Kyoto.
De har længe undergravet FN.
De ratificerer ikke en lang stribe af vigtige aftaler og traktater om international ret, våbenbrug osv.
De sprøjter våben ud og deler dem sågar ud i Irak af alle steder.

USA's indenrigspolitik er deres egen helt som det er op til andre lande at bedrive deres.
Men, USA's rolle på den internationale scene er direkte skadelig for dem selv, for Vesten, for eksport af demokrati, god moral og etik.

Vietnam, Afghanistan, Irak, Bagram, Abu Ghraib, Guantanamo og Plamegate.
Listen af katastrofer er lang.

Danmark har brug for at redefinere vores forhold til USA.

Til Aage øhle,

"Det er ikke blot usympatisk,- det er utilstedeligt, at en tidl. medarbejder skal tjene penge på at nedgøre sin tidl. arbejdsgiver, medens denne endnu er aktiv.."

Det er så kun statsministeren og så aage der stadig finder bush aktiv.

Den her blir i historiebøgerne sværere at komme ud af end samarbejdspolitiken, da landet var invaderet af vores nabo.

Heinrich R. Jørgensen

Erik B.:
"Med mindre McClellan er dummere end min mors cocker spaniel, danser han stadig efter Cheneys pibe."

Du har nok ret i dine betragtninger, Erik... Bogen indeholder givetvist et vist mål af sandhed, men også vildledninger, bedrag, spin og andet...

"Jeg havde fornemmelsen af at overvære Bush forsøge at overbevise sig selv om at tro på noget, der ikke var sandt, og som han inderst inde vidste ikke var sandt. Og hans grund til at gøre dette var helt indlysende dikteret af, hvad der i situationen var politisk bekvemt."

Vi glæder os til den tid når Anders Foghs pressefolk udgiver deres version af hvad der skete i perioden 2001-08.

"Regeringens egentlige motiv til krigen, erklærer han, var den neokonservative drøm om at skabe et demokratisk Irak, der kunne bane vej for en varig fred i regionen."

Her er et eksempel på grænserne til mainstream system-kritik - USAs regering handler ALTID med baggrund i ædler motiver såsom ønsker om fred, menneskerettigheder etc. Således kunne man i den ene ende af acceptabel mainstream debat under Vietnamkrigen læse i New York Times, at USA var som en "blundering giant, trying to do good". Ikke tale om noget så grimt som ønsker om hegemoni etc. Det samme gælder Afghanistan: da Unocol Oil m.fl. og med Cheney og james Baker som chef forhandlere forsøgte at få en aftale igennem i 1996 om pipelines til gas og olie fra det kaspiske hav region, var Taleban vores gode venner, og der var ikke den mindste smule fokus hos politikere og mainstream media om deres grusomme mishandlinger af kvinder etc. Først da der var planer om et angreb (det var vor resten måneder før 9/11), blev Taleban pludselig til fjender, og vi opdagede pludselig hvad de var for nogle grimme fyre.

I tilfældet med Irak kan man konstatere, at de har skiftet begrundelse for angrebet flere gange, hver gang tilsyneladende med tilbagevirkende kraft. Bushs "vision" om demokrati kom først sent i forløbet, men største delen af de lydige medier godtog den nye begrundelse som fakta - også herhjemme.

Heinrich R. Jørgensen

Jeg kunne godt tænke mig mere demokrati, frihed, fred og fordragelighed. Hvordan rekvirerer man egentligt USA væbnede styrker til at levere deres ydelser? Er der leveringstid, eller evt. en venteliste, man skal tilmelde sig? Hvor kan man finde yderligere oplysninger, om pris og varighed? Kan man selv sammensætte den pakke af ydelser, man ønsker, eller er de bundlet i pakker? Findes der økonomipakker, f.eks. tre frihedsrettiger for tos pris, køb demokrati og frihed, og få fred uden ekstra beregning?

Jeg må tilstå, at det lyder godt. Det kunne måske blive en kæmpe eksport succes, og få USA på ret økonomisk køl igen? F.eks. i fattige lande med rigeligt med olie. Med deres olieindtægter burde de have råd til hele pakken af velsignelser...

Erik B:
Hvor meget damage og hvor meget control er vi mon vidne til? Det er et interessant spørgsmål, men forskellen på vores opfattelse er nok (er jeg kommet frem til efter flere andre debatter), at jeg ikke tror at udviklingen på lidt længere sigt er så kontrollerbar, selv ikke for dem som utvivlsomt har viljen og midlerne på kort sigt.

At begrænse skaden, og tørre ansvaret af på andre når den er sket, forsøges naturligtvis altid. Måske er McCellans bog endda sådan et forsøg. Om det er personlig damage control eller om du har ret i, at Cheney selv her har holdt i trådene skal jeg ikke kunne sige. Uanset hvad, tror jeg du har ret i, der nu er nogen der har interesse i at tørre så meget som muligt af på Condi. Hun får nu ikke min medynk.

Dog må man jo samtidigt erkende, at forsøg på damage control er et udtryk for, at tingene ikke er gået som planlagt. Bushregeringen har gennem to-tre år være ekstremt upopulær, ja hadet af flertallet af amerikanere. Det kan de selvfølgelig leve med perioden ud, men hvis McCain rider sejren hjem til den gamle garde til november er han troldmand. Der er ingen tvivl i mit sind, Obama vinder. Måske ingen jordskedssejr, for han har også en del imod sig - men et normalt år ville han ikke have en chance, så når han overhovedet bliver valgt, er det i sig selv en kæmpe øretæve til systemet.

Nu er jeg ikke så naiv, at jeg tror at Obama ikke også kan magtspillet og forstår værdien af de rigtige venner. Og du kan sikkert også reducere hans lovede forandringer som et spørgsmål om nuancer og stil. Men jeg tror nu IKKE at hans gennemslag er noget der er skrevet i Dick Cheneys drejebog...

Pointen er, at ved siden af alle magtspil og manipulationer, så forgår der hvad jeg vil kalde en normal politisk proces. Det gælder også her hjemme.
Noget så diffust som folkestemningen kan man måske nok manipulere, men ikke fuldkommen. De fleste mennesker har faktisk en smule politisk sans og en ret god bullshit-radar. Den kan jammes en tid, men ikke i al evighed.

Det er sådan set den gode læresætning: Du kan snyde alle mennesker en tid, og nogle mennesker altid, men du kan ikke snyde alle mennesker hele tiden.

- - - -
Tom Clark, du fremhæver citatet fra bogen:
Regeringens egentlige motiv til krigen, erklærer han, var den neokonservative drøm om at skabe et demokratisk Irak, der kunne bane vej for en varig fred i regionen
Det kalder du så en typisk mainstream-kritik, fordi drømmene nok ikke var så uskyldsrene. Det har du ret i. På den anden side ved jeg ikke om det er et så formildende citat, for det er jo i så fald en bundløst naiv og inkonsekvent politik. Ikke fordi irakerne pr. definition ikke skulle kunne skabe et demokrati, men fordi det naturligvis ikke kunne indføres gennem krig og total opløsning af samfundet, og fordi USA jo i øvrigt støtter masser af udemokratiske regimer.
Jeg tror ikke, at Bushbanden interesserede sig særlig meget for demokrati i Irak. Men jeg tror at vores egen statsminister og måske endda Blair var frelste nok til at tro, at de faktisk støttede det gode mod det onde. Det fritager dem bare ikke for politisk ansvar.

Per Erik Rønne

Og jeg er tilsyneladende den eneste der lægger mærke til, at McClellan udgver bogen på lige nøjagtigt det rigtige tidspunkt, hvis formålet er at tjene penge nok til at forsøde resten af livet med. Hverken for tidligt eller for sent; oplaget skal nok blive stort.

Hvilket minder mig om en spiseseddel jeg forleden dag så for vistnok en af »frokostaviserne«; den 95-årige skibsreder Mærsk McKinney Møllers butler, selveste hans [quote]major domus[/quote], offentliggør nu en bog der fortæller 'sandheden' og rederens privatliv ...

Nåja, hvad betyder "politisk ansvar", det er måske også for diffust.
Det betyder, at handlingerne, løgnene, fortielserne eller naiviteten før eller senere bliver så stor en belastning, at det koster magten. I samfundstyper som vores ved fredelige midler, men ikke desto mindre et fald.

Selvfølgelig kan man som vores egen statsminister være så glat en ål, at det ser ud som om man slipper ud af fedtefadet. Jeg må indrømme, at det danske eksempel er meget desillusionerende for troen på den politiske proces.
Men jeg tror dog opgøret kommer en dag. På en måde har det længe været igang, Vælgerflertallet véd godt, at vores regering enten løj eller var urimelig blåøjet omkring Irakkrigen. De kan bare ikke indtil videre få øje på noget alternativ. Regeringen har ikke overlevet ved egen kraft, men pga. en historisk ringe opposition.

Og jeg er tilsyneladende den eneste der lægger mærke til, at McClellan udgver bogen på lige nøjagtigt det rigtige tidspunkt, hvis formålet er at tjene penge nok til at forsøde resten af livet med

Næ, men det er da klart, han er vel ikke dum. Men derfor kan hans fortællinger jo godt have slagkraft. Lad os nu se, folk ved jo godt det hele i forvejen.
Og så skulle vi måske læse den...

Martin, og så er hverken Irak eller Afghanistan vigtige indenrigspolitiske emner. Det rager den brede befolkning.

Hvor mange danskere udover Enhedslistens vælgere, tror du virkelig at det bekymrer, at CIA har fløjet terrormistænkte igennem dansk luftrum?

Det bekymrer i alt fald 85000 medlemmer af Amnesty International. Mange af dem er medlemmer af de konservative, men der er også en del venstre-folk. Mange af dem er ivrige forsvarere af Israel. Men jo, jeg kan garantere for at det ikke bare bekymrer, de mener, at det er en kriminel handling at tillade overflyvning og evt. landing med bortførte personer, selv om de ellers støtter regeringen. De siger: "Vi skulle jo nødigt have amerikanske tilstande"-og stemmer på de konservative ! Det er jo et paradoks, men sådan er der så meget.

Kim Vibe, ind imellem optræder du som serıøs debattør, når det drejer sig om noget militærstrategisk. Men når det kommer til almindelig politik, kan du vist selv være rabiat.

Her har du et link til gallups tal for danskernes vurdering af forskellige aspekter omkring irakkrigen.
http://www2.tns-gallup.dk/tns_gallup/ugens_gallup/tekst/UG_22_2007_De_da...
Vælgere hos EL og SF er ikke overraskende de mest kritiske, men også på hele den borgelige side er der betydelig skepsis.

Undersøgelsen fortæller, hvad folk svarer når de bliver spurgt. Den fortæller ikke hvor højt de prioriterer spørgsmålet. Men jeg kan da ikke forestille mig, at borgelige vælgere er glade for at blive løbet om hjørner med.

Min bedømning af den sag, bygger blot på hvad jeg har oplevet i min bekendtskabskreds. Og den er ikke EL, at du ved det. Der var nemlig flere, som støttede krigen i Irak fra starten, men som siden har været virkelig tossede på regeringen. Imidlertid tror jeg ikke, at det har fået dem til at stemme anderledes, fordi de ikke kan få øje på alternativet. Det er den slags vælgere, som gjorde, at Ny alliance stod til 20% lige når de blev dannet. Det var så et fænomenalt flop, men vælgergruppen findes jo endnu.

Kim Vibe

Hvis de er medlem af Amnesty, er de alligevel rabiate

og lidt flere guldkorn fra i dag:

...iranerne læner sig op ad en gevaldig øretæve. Den skulle allerede have haft under Carter

... sagtens forholde mig til Israels atomvåben. De er på linie med Frankrigs og Storbritanniens. De peger på vores fjender, så hvad er problemet?

...det er sejrherren, der skriver historien, så magten er også altid retfærdig

Du er fantastisk Kim Vibe. Dine klamme redneckudgydelser, din primitive besættelse af vold og hævn og åbenlyse foragt for alt andet end det totale imperialistiske yankee-hegemoni er vand på enhver krigsmodstanders mølle. Jeg får lyst til at makulere mit pas og fore mit toilet med Dannebrog, når jeg tænker på, at folk som dig skal forestille at være repræsentanter for demokrati og frihed. Hvad tror du det er? Et computerspil? En Rambofilm? Lerdueskydning? Du taler så meget om 'vores fjender'. Vil du absolut se fjender, så kan du starte med at se dig selv i spejlet.

Fuck din krig.

Thomas Bøje

Jeg har altid ment at Bush var lidt af en guttermand.
Langsom men ikke dum. Måske lidt.
Men han ser ret godt ud. Noget min mor lagde stærkt vægt på, første gang hun så Mogens Glistrup. "Jeg kan ikke lide hans mund!" Ganske anderledes med Hilmar Baunsgaard. Leslie Howard!

Thomas Bøje

Moshe Dayan sagde noget i retning af: hvis du vil have fred, skal du ikke tale med dine venner. Så skal du tale med dine fjender.

Bloglæser,

Oven over dit indlæg har Martin S skrevet:
"Kim Vibe, ind imellem optræder du som serıøs debattør, når det drejer sig om noget militærstrategisk."
Dette kan jeg godt tilslutte mig.
Jeg er også enig i at man med Kim Vibe kan opleve alt fra indsigt i spørgsmål, ting man er enig i og så ting man er mindre enig i.
Men, du diskvalificerer dine egne synspunkter og debatten som sådan ved at begynde at kalde Kim Vibe navne.

Jeg tror i grunden at jeg er eing i en del af dine synspunkter ang. krig mv.
Men, jeg værdsætter at have folk som Kim Vibe med i debatten. Faktisk kunne jeg godt tænke mig at møde ham i virkeligheden for at høre mere om hans erfaringer som udsendt for Danmark og for at forstå mere af hele dette miljø og den verden som jeg egentlig ikke har særlig meget kontakt med da jeg netop selv har valgt det fra for ikke at blive en del af det.

Tal venligst ordentligt til ham. Så stiger kvaliteten i debatten lidt sådan helt generelt. Du må gerne være direkte i din beskrivelse af uenigheder, men det der personlige hakken nedad kan vi ikke bruge.

Jo, Jeroen X, tak for fremhævelsen, men jeg er til gengæld enig med bloglæser i , at Vibe også kommer med nogle virkelig rabiate oneliners. Det betyder, at mander er meget svær at blive klog på, og egentlig svær at tage alvorligt.
Men jeg ved fra en tidligere tråd, at han arbejdder som journalist for forsvaret (ved ikke om det er ansat eller freelance), så han burde jo holde en vis professionel standard, kunne man synes.

Jeroen X,

Tak for de venlige ord.

Martin,

Fordi vi har forskellige holdninger, er der vel ikke grund mudderkastning. Ulrik og jeg taler også pænt til hinanden, selvom vi politisk er totalt uenige.
Det kan lade sig gøre.

Er din bekendtskabskreds ung? Det lyder lidt sådan.

Når man først får parcelhus og hjørnesofa, er det nemlig de lidt mere nære ting, der bekymrer, som renten, oliepriserne, sygehusvæsenet daginstitutioner og lignende kedelige indenrigspolitiske emner, som ungdommemn kun i begræset omfang fatter en dyt af.

Jeg tror derfor, at der skal væsentligt mere end lidt Irak-krig, CIA-flyvninger og en Afghanistan konflikt til at få hr. og fru Danmark op af liggestolen.

Men det er selvfølgelig kun min mavefornemmelse og den nuværende politiske virkelighed, der taler for det synspunkt.

Fordi vi har forskellige holdninger, er der vel ikke grund mudderkastning.

Nej, gør jeg også en dyd af at lade være med. Jeg har beskrevet dig som en seriøs debattør, der af og til kommer med nogle rabiate oneliners. Det er altså min opfattelse, og jeg har helt ærligt af og til svært ved at se hvornår et udsagn fra din side provokerende ment, og hvornår det er seriøst.

Er din bekendtskabskreds ung? Det lyder lidt sådan.

Nej, de mennesker jeg sigtede til er midaldrende. De unge jeg kender ligger mere til venstre. Men som sagt, så tror heller ikke, at nogen af dem har flyttet sin stemme af præcis de årsager du nævner. Men det oplever jeg er fordi de ikke har haft tiltro til oppossitionen. Min erfaring (selvfølgelig totalt uvidenskabelig) er, at man bestemt ikke kan sige at regeringen har fået godkendt for Irakkrigen. Det er et stort minus i bogen. Socialdemokratiet har bare i samme periode haft et endnu større minus fordi ikke har virket som nogle der kunne lede hverken sig selv eller landet.

Name calling er barnlig og ukontrolleret opførsel, jeg ved det. Men jeg skal ærligt indrømme, at Kim Vibe er en rød klud foran snuden på mig. Jeg får flash-backs til både de mange gange jeg og en masse andre mennesker har forsøgt at råbe magthaverne op for at forhindre tragisk og unødvendig blodsudgydelse. Fredsbevægelsen. Og jeg får i endnu højere grad flash-backs til hundredvis af tv-klip af krigszoner, ofre, meningsløs vold i et forløjet demokratis navn. jeg komer til at tænke på de flygtninge jeg har mødt, som har været omvandrende åbne mentale sår og for evigt ødelagte af det de har set og mærket på egen krop. Og så sidder en §#€™™£¶[[“]“]≠≠™∞±«ß∫ß© som Kim Vibe, Det Danske Fosvar, og galper op med alt sit imperialistiske bull.

Undskyld. Jeg kan ikke bevare en sober og urban tone i sådan en situation. Sådan er jeg skruet sammen. Og jeg kan ved den sødeste grød forvisse Kim Vibe om, at han havde fået den helt samme overhaling, havde jeg haft ham ansigt til ansigt. Føj...

Beklager igen, jeg kan ikke love, det ikke sker igen.

Tænk, jeg synes, at din retorik virker betydeligt mere voldelig og hadefuld end min. Det er der sgu da ikke meget blomsterbarn over.

Fredsbevægelsen? Var det ikke den der flok naivistiske idioter, der gik Warzawa-Pagtens ærinde under den kolde krig? Den forsvandt helt, da russerne holdt op med at spytte penge i kassen.

Nu er der kun ham den forhutlede christianit, der står inde foran Christiansborg og leger fredsvagt, tilbage.

'Voldelig retorik'?

Nåja, jeg siger måske nok tingene lidt hårdt og firkantet. 'Voldelig' er dog et begreb, jeg nærmere forbinder med krigsliderlige typer, der ikke forpasser en chance for at propagandere for deres våde drømme om udslettelse med krudt og kugler. Men sådan er vi heldigvis så forskellige.

Hvad folk gjorde under den kolde krig er for så vidt uinteressant, da den kolde krig forblev kold og gudskelov er ovre. Fredsbevægelsen er os, der går på gaden og kræver, at folk som dig bliver arbejdsløse. Og at kriminelle massemordere som Fogh og Bush kommer for en domstol.

http://www.nejtilkrig.dk/

Ps. jeg har oceaner af respekt for de mennesker, der har stpet fredsvagt foran Christiansborg dag ud og dag ind i snestorm og hedebølge. Jeg ville ønske, der var flere af den slags mennesker.

Hvordan man så end får disse forvredne tilhørsforhold til at harmonere uden stærk nervemedicin, er et spørgsmål du kan stille dit spejl (eller din praktiserende læge).

Jeg mener nu ikke at noget af det som Scott Mclellan siger i sin bog er ny viden. Vi vidste jo ligesom det hele i forvejen. Og jeg vidste i hvert fald også godt, at den af de neokonservatives tankegang var at få væltet Saddam som diktator og så håbe at et velfungerende (vestligt) demokrati langsomt ville sprede sig i regionen. Dette er måske nok naivt, især set fra europæisk og russisk side, men amerikanerne kan nogen gange være bundhamrende naive - og tro på at noget kan lade sig gøre selvom alle realiteter taler imod det. Og her talte alle realiteter klart imod, at der ville komme et vestligt lignende demokrati i Mellemøsten, som hed Irak. Det samme med Afghanistan. hvor vi i dag jo ikke har et vestligt demokrati, men snarere et slags demokratisk islam eller islamistisk demokrati.

Hovedproblemet for staten USA, som jeg ser det, er at den tolker alle krige og konflikter i dag i lyset af 2.verdenskrig, hvor tyskerne (og japanerne?) rent faktisk bød amerikanerne velkommen. Og derfor også mente, at det måtte irakerne da også gøre, når nu staten USA havde været så venlig at fjerne
Saddam Hussein. Saddam Husseins blodige meriter anerkendt, må vi eller ikke glemme, at denne diktator rent faktisk brugte i hvert fald nogle af olie-milliarderne på at forbedre forholdene for sit folk i form af elektricitet og veje.
Dette skal så sættes op imod at den mest teknologiske nation i verden, USA, efter befrielsen ingen gang kunne finde ud af noget så lavteknologisk som at levere strøm, el og gas til det irakiske folk. Det bliver folk altså trætte af på et tidspunkt...

For mig at se er der heller ingen tvivl om at den virkelige magthaver i Det Hvide Hus i Washington D.C: er vicepræsidenten, Richard Cheney, som jo også lige sørgede for, at hans eget olieselskab Halliburton fik en særdeles lukrativ oliekontrakt. For USA og UK (England) kunne jo ikke have, at det franske oliefirma TOTAL fik eneret på Iraks olie. Derfor var Frankrig imod Irak-krigen, ganske enkelt fordi olien så ville forsvinde fra TOTAL til f.eks. British Petrol (Statoil) og andre amerikanske og engelske olieselskaber.

Og jeg tror faktisk at det passer staten USA ganske godt, at staten USA nu har kontrol med både den afghanske og den irakiske olie....bare kig på olie-priserne...

Det mest bedrageriske var dog og er stadig, at man ikke havde en plan for, hvad der skulle ske efter den amerikanske 'besættelse' eller 'invasion' af landet. Jeg ved ikke om man bare regnede med at manbare lige kunne gå ind og vælte Saddam Hussein, og at alt så ville være såre godt....

Hovedproblemet for staten USA, som jeg ser det, er at den tolker alle krige og konflikter i dag i lyset af 2.verdenskrig, hvor tyskerne (og japanerne?) rent faktisk bød amerikanerne velkommen.

Unægtelig en problematisk tolkning af historien.

Det mest bedrageriske var dog og er stadig, at man ikke havde en plan for, hvad der skulle ske efter den amerikanske 'besættelse' eller 'invasion' af landet.

Karsten, jeg er stort set enig i din kommentar, men du går Cheneys ærinde, når du siger sådan noget; du antyder at invasionen bygger på mere eller mindre ærlige fejltagelser fra Washingtons side, at Washington mente det godt, men desværre bare vare dummere end en pose bløde flæskesvær.

Den amerikanske generalstab er, i modsætning af hvad man godt vil have os til at tro, ikke besat med hypermotoriske tolvårige flasket op på Counterstrike, men er verdens suverænt mest professionelle, og de har haft en temmlig god idé om, hvad de gjorde og hvad resultatet ville blive.

Jeg er enig med Erik B.
Desværre tyder meget på at de er så kyniske at de var villige til at acceptere en hel del død og en hel del kaos.
Det er til dels det de tjener deres penge på.

Karsten Aaen,
Jeg bliver nødt til lige at spørge, hvad du mener når du skriver:

"Hovedproblemet for staten USA, som jeg ser det, er at den tolker alle krige og konflikter i dag i lyset af 2.verdenskrig, hvor tyskerne (og japanerne?) rent faktisk bød amerikanerne velkommen."
Mener du at tyskerne og japanerne lærte at acceptere invasionen længe efter at krigen var slut, eller?

Derudover er jeg enig i en del af det du skriver.

Erik, det der med hvor meget af Irakkrigen der er koldblodig beregning og hvor meget der er naive fejltagelser er sørme interessant. Jeg tror jo nok, at den faktiske udvikling er resultat af en blanding, men det er jo relevant at spørge hvem der har været kyniske løgnere, og hvem der "bare" har være naive.

Som skrevet tidligere, så ser jeg imidlertid ikke noget specielt formildende i at være så naiv. I et job med magt er det jo det samme som inkompetent. Man kan jo spørge hvad Bush mest er - løgner eller inkompetent. Mandens udstråling taget i betragtning virker de sidste ret tilforladeligt... og dog, det er svært at forestille sig en præsident, som er helt afskåret fra hvad der tænkes i kredsen omkring ham. Nogen Mr. Gardener er ikke mulig i virkeligheden.

Og hvad med Anders Fogh - løgner eller inkompetent? Eftersom han iøvrigt er ret dygtig til sit job, peger pilen faktisk på det første... hov, det var en støtte til dit verdensbillede.

Men egentlig, så er det måske er falsk modsætning. Selvom man er en beregnende løgner kan man godt i sin egen selvforståelse have et billede af, at man jo arbejder i det godes tjeneste.

Jeg bruger igen Fogh som eksempel, ikke fordi det skal handle om den danske vinkel her, men fordi jeg har lettere ved at relatere til hans psykologi. Når Fogh sagde, at nu måtte vi tage ansvar i verden, kæmpe for friheden mod et undertrykkende regime, nu kunne vi vaske samarbejdspolitik og fodnoter af danmarks navn osv., så tror jeg faktisk han mente det. For ham VAR det ideologi og et spørgsmål om at vælge side i kampen mellem godt og ondt. Men jeg tror OGSÅ godt han vidste at efterretningerne var rådne og at krigen ville blive beskidt. Men det sagde han selvfølgelig ikke, han er jo ikke dum.

Også Per Stig vidste hvordan tingene hang sammen, og havde det helt tydelige svært med det. Men kommer man et skridt længere ud i kredsen, så tror jeg naiviteten har været udbredt, og det har også være en forudsætning for, at krigen kunne stemmes hjem. I USA er spillert selvfølgelig langt mere indviklet, men i princippet tilsvarende. Per Stig f.x. hed her Colin Powel.

Hvad jeg vil frem til er, at det med at tro man gør det gode ikke er nogen undskyldning, det bør tværtimod være en kæmpe advarselslampe når det gælder krig. For hvis man fører krig på et moralsk og ideologisk grundlag, så vil man netop være tilbøjelig til at affeje krigens mere nøgterne omkostninger, og man vil forsømme den konkrete planlægning og kontrol af det onde, som krigen er.

Jeg mener at krigen mod Irak i bund og grund var unødvendig, og derfor en forbrydelse. Men jeg er ikke så meget pacifist, at jeg ikke kan forestille mig en krig jeg ville gå ind for.
I det tilfælde vil jeg gerne slippe for at høre på en dørsælgerpolitiker som påstår at det er en god krig mod et ondt regime. Så vil jeg høre præcis hvorfor denne onde krig er nødvendig, om hvad der skal gøres for at vinde den.
Tænk, jeg tror næsten vi er enige.

I kan nu godt kalde mig naiv, men jeg har nu en ret sikker forvisning om, at omfanget af opgaven i Irak efter besættelsen kom bag på dem. Den kom i hvert fald bag på os.

Selv med en væsentligt større besættelsesstyrke ville det have været kaos. Vi havde forestillet os, at vi skulle skabe ro og orden, som vi plejer, og lave lidt småprojekter til gavn for lokalbefolkningen.

I stedet stod vi med et land, der var holdt fuldstændig op med at fungere.
Da Saddams kommandoøkonomi faldt fra hinanden, var der ikke noget til at overtage. Vi skulle sørge for distribution af benzin og flaskegas til husholdningerne. Vi skulle sørge for, at bønderne fik deres såsæd til tiden.

Alt var pludseligt overladt til os. Det har vi aldrig tidligere oplevet. Hverken i Kroatien, Bosnien, Kosovo eller Afghanistan.

Når det i den grad kom bag på os, kom det formentlig også bag på amerikanerne.

I stedet stod vi med et land, der var holdt fuldstændig op med at fungere.

Det "hold jo op med at fungere" fordi besættelsesmagten på helt utilgivelig vis lukkede militær og politi og lod plyndrere hærge offentlige institutioner.
Og det i et land, som havde velkendte, indbyggede spændinger. Helt ærligt, hvis "vi" ikke kunne forudse det følgende kaos, så skulle vi måske lade være med at lege med.

Kim, har du efterfølgende gjort dig nogle tanker om dømmekraft når man bruger krig i det godes tjeneste? Bekræfter du ikke lige præcis hvad jeg skrev i foregående indlæg?

Vi havde forestillet os, at vi skulle skabe ro og orden, som vi plejer, og lave lidt småprojekter til gavn for lokalbefolkningen

Hvem forestillede sig det?

Det virker som om, at du har nogle erfaringer fra Balkan, som er spændende nok, med som åbenbart har vildledt dig omkring Irak. Det er et helt andet land og en HELT anden krig.
Det ene var et spørgsmål om orden i baghaven, det andet var en cocktail af geopolitik og ideologi, og det var fuldstændig åbenbart for enhver med øjne i hovedet, selv med den ringe danske presse.

Martin,

Du sidder og analyserer i et tilbageblik. Den luksus var ikke til stede.

På det tidspunkt kom det bag på ikke bare mig, men hele styrken. Det kan du jo godt sidde og ironisere over nu, det er jo nemt. Du stod ikke med problemerne. Og selvfølgelig havde vi Balkan i baghovedet, da vi tog afsted. Alle krige bliver udkæmpet med sidste krig i baghovedet.

Plyndringerne var jo netop ikke et kæmpeproblem. Det kunne løses med magt. Det var ophøret af enhver form for struktur, der var problemet. Og nej, det havde ingen forudset på det tidspunkt.

Og nej det var ikke lukningen af militær og politi, der skabte problemet. Det var berufsverbot mod niveau 4 i Bath partiet, der gav flest problemer. Niveau 4 bestod af skolelærere og lavt rangerende embedsmænd.

Da tingene så endelig begyndte at fungere, kom det største fejlgreb overhovedet. Stærkt presset af kritikere som dig overdrog besættelsesmagten styret til irakerne. Det burde have været udskudt ti år. Så havde der været en chance for, at Irak var blevet et bedre samfund, og at Tyskland/Japan modellen havde fungeret.

Godt, nu snakker vi indhold. Jeg anerkender, at du har bedre kendskab til forholdene på marken. Har du selv været i irak, eller har du arbejdet med det som journalist? (ingen spydighed gemt her) - du skriver jo "vi" omkring konkrete forhold.
Arbejdsforbud for skolelærere og lavere embedsmænd kendte jeg ikke til, så det er godt du nævner det, det lyder jo helt ude i hampen.

Hvis jeg nu var besluttende politiker, og ikke bare kandestøber, så ville jeg helt klart lytte til folk som dig i forsøget på det få et billede af krigens konkrete udfordring. Men det er lige så klart, at den politiske beslutning er en anden og større end den rent militære.

Den politiske beslutning handler om, hvorvidt krigen overhovedet skal føres, om den er nødvendig, om der er andre muligheder. Og hvis den skal føres, så handler det om målene for succes, og om det politiske spil OMKRING krigen, på hjemmefronten og i forhold til lande i regionen. Alt det hjælper dine erfaringer fra marken ikke meget på. Det er simpelthed for nærsynet.

Man overdrog styret for tidligt til irakerne, skriver du. Måske, men du er nødt til at indse, at man ikke bare kan skabe en militær ønskesituation. Krigen foregår i en politisk virkelighed, og det er vilkårene fra starten.
Hvis vi havde haft en større styrke, et klarere mål, amerikanerne ikke havde lavet nogle medieskandaler, hvis der havde være politisk vilje til at holde fast i ti år, hvis man havde skaffet klare resultater for den irakiske befolkning i løbet af det første år... hvis og hvis.
Problemet er at det er militær ønsketænkning, som ikke har nogen gang på jord hvis du er politiker. Ok, man burde kunne være enige om at undgå fangeskandaler, men der eksisterer helt enkelt ikke politisk vilje i hverken DK eller USA til at føre en endnu længere krig med endnu flere soldater. Havde man sagt fra starten hvad der krævedes, var krigen aldrig blevet iværksat.
Den var nemlig ikke nødvendig, vi var ikke tilstrækkelig truet, helt enkelt.

For mig er det ikke bagklogskab. OK, ingen kunne forudse alle konkrete problemer, men at vi gik ind til en uklar og dårlig forberedt opgave synes jeg var helt klart. Det var også klart, at vi ville spille indflydelse i hånden på Iran. Og det var et stjeneklart paradoks, at forsøge at tvangsindføre demokrati.
Hvorfor tror du egentlig, at der var modstand mod krigen fra starten? Og hvorfor tror du, at jeg og andre som ikke troede på krigens nødvendighed i dag har en kilometerhøj midtillid til de magthavere som tog beslutningen?

Det er voldsomt trættende at blive beskyldt for bagklogskab. Fogh kunne have grebet knoglen og ringet hjem til mig... så skulle jeg nok have frarådt projektet. Men det han gjorde var, at sammenligne folk som mig med kollaboratører eller koldkrigsspioner. Det glemmer jeg ham aldrig for.

Kim Vibe skriver:

det største fejlgreb overhovedet. Stærkt presset af kritikere som dig overdrog besættelsesmagten styret til irakerne.

Mon ikke det største fejgreb var, at nedbryde alle institutioner, inklusiv militær og politi. En stor gruppe våbenføre mænd uden brød på bordet er nok ikke nogen god ide for et hvilket som helst samfund.

Martin S,

Jeg tror, at vi har danset denne dans før.

Jeg var I Irak som officer i 2003-4.

Der er jo altid modstand mod krig. Der er altid nogen, der maler fanden på væggen, når vi skal afsted. Som regel har de ikke ret. De fremmaner verdenskrige og katastrofer, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Samtidig hyler de op ved den mindste antydning af tilbageslag. Derfor er deres troværdighed som regel lav.

Vi Ankom to måneder efter krigens afslutning, og det eneste seriøse problem, vi umiddelbart hørte om var nogle plyndringer og lidt Fedayeen, der ikke havde overgivet sig endnu.

Derudover var det jo meningen, at der skulle komme et stort rykind af NGO'er og tage sig af genopbygningen, og en midlertidig amerikansk civiladministration skulle ordne regeringsforholdene.

Der var på det tidspunkt egentlig ikke særlig meget, der talte for at vi skulle få nogle særlige problemer ud af det.

Al Qaedas kampagne mod FN og NGO'erne gik så igang. Den var uventet, og den var effektiv. Det ødelagde en væsentlig del af den civile indsats.

Fejlgrebet med overdragelsen af magt til irakerne for at tækkes FN var netop et forsøg på at få dem tilbage. De kom bare aldrig.
Så der var mange ting i starten, der ikke gik helt som forventet.

Vi er dog stadig kun i år fem efter krigen, og der er sket store fremskridt, selvom der også er problemer. Jeg synes stadig det var en udemærket krig, der har givet irakerene et bedre samfund, og os endnu en marionetstat i et uroligt område af verden.

Som sagt tror jeg, at vi har været omkring denne dans før.

Kim, det er interessant at høre om dine førstehåndserfaringer. Det kan vi, der ikke har være dernede kun blive klogere af. Men vi taler vist forbi hinanden om emnet, fordi du snakker om krigsførsel, jeg snakker om politik. - jvf. foregående indlæg.
De to ting har selvfølgelig med hinanden at gøre, men de er ikke det samme.
Det, du ud fra en militært synspunkt kalder at "hyle op", det vil jeg jo nok kalde en politisk uenighed. - nu ved jeg ikke vilke hyl du sigter til.

Hvis du vil lytte til, hvordan en kritiker har oplevet det, så var det netop at min/vores legitime politiske kritik af krigsbeslutningen blev marginaliseret til hyl, klynk, brok. Jeg tror det er sådan, at når et land går i krig, så militariseres også samfundsdebatten. Hvis man er uenig, så er der ikke ret langt til at være nærmest landsforrædder. Det var en meget ubehagelig oplevelse for et i bund og grund politisk tænkende menneske som jeg er. - OK, måske knap så ubehageligt som en sandstorm i Irak, men en klar oplevelse af, at demokratiet var sat på stand-by.

Det er klart, at man må tåle at lide et demokratisk nederlag. Men jeg synes virkelig ikke, at debatten blev ført ordentligt her hjemme - og såvidt jeg kan bedømme heller ikke i USA. Det der pjat med, at hvis ikke i er med os, så er i imod os, det hørte jo ingen steder hjemme i en demokratisk debat, og det skubbede i hvert fald undertegnede på syv skridt afstand af krigen lige med det samme. Jeg har faktisk svært ved at forstå, hvem der går med i et foretagende på de vilkår.

Ja, jeg er enig i at debatten ikke blev ført ordentligt, og at det er en generel tendens i Danmark med hensyn til sådanne beslutninger.

Taget i betragtning af at krigen havde været undervejs i et årstid, havde der været rigeligt med tid til at overveje Danmarks stilling.

Det er dog mit indtryk, at både sosserne og den nuværende regering først går i folketinget, når der ligger en konkret henvendelse fra FN/NATO eller en alliancepartner, og der er tiden som regel knap.

Jeg har også indtrykket af, at briterne er bedre til det. I USA er situationen lidt anderledes, da præsidenten principielt kan begynde en krig uden at spørge først. Det er jo derfor, de går så højt op i, om han er egnet som militær leder.

Sider