Læsetid: 8 min.

Hillarys bitre farvel og feministernes tabte drøm

Det er forbi. Det er de ledende amerikanske kommentatorer enige om. Selv er hun uenig. Hillary Clintons præsidentkampagne har vakt meget stærke følelser i det amerikanske samfund, og ingen er blevet lagt så meget for had som hun. Amerikanske feminister er uenige om hvorfor
Et komplet nederlag. Et stort set enigt kommentatorkorps har erklæret Hillary Clintons chance for at blive demokratisk præsidentkandidat for stendøde, alligevel kæmper hun videre. Men Hillary har tabt mere end bare en kampagne. Hun har også tabt opbakningen fra mange af de tilhængere, der i hende så et nyt håb og et opgør med det mandsdominerede establishment.

Et komplet nederlag. Et stort set enigt kommentatorkorps har erklæret Hillary Clintons chance for at blive demokratisk præsidentkandidat for stendøde, alligevel kæmper hun videre. Men Hillary har tabt mere end bare en kampagne. Hun har også tabt opbakningen fra mange af de tilhængere, der i hende så et nyt håb og et opgør med det mandsdominerede establishment.

Frank Polich

16. maj 2008

WASHINGTON/PARIS - Frigid, magtsyg, lesbisk, isdronning, tæve, skinger, dominerende, usexet mokke. Listen over mindre smigrende, altid 'ukvindelige' (... og naturligvis netop derfor særligt kvindelige) egenskaber forbundet med den demokratiske præsidentkandidat Hillary Clinton er lang.

Og foragten eller ligefrem hadet er udbredt i det amerikanske samfund. Talkshowværten Rush Limbaugh siger, at amerikanerne "ikke har lyst til at se på, at en kvinde bliver gammel i Det Hvide Hus", kommentator Christopher Hitchens kalder hende en "aldrende hadefuld kvinde", John Edwards siger, at Clinton "er alt for meget i sine følelsers vold til at blive præsident," og klummist Maureen Dowd har benævnt Clinton "Lady Macbeth" i Washington Post. Kendte feministiske ikoner som skuespilleren Susan Sarandon, klummeskriver ved The Nation Katha Pollit og kvindehistorikere som Alice Kessler-Harris og Linda Gordon har valgt side til fordel for Barack Obama.

Men nu er det hele også snart overstået, hvis man skal tro de amerikanske politiske kommentatorer, der har stået i kø på tv, i radio og på print for at forklare, at den tidligere førstedame og nuværende senator fra New York bør trække sig uanset valgsejren i West Virginia tirsdag nat, fordi rivalen Barack Obama med, hvad der ligner matematisk sikkerhed, er på sikker vej mod nomineringen i august som sit partis præsidentkandidat.

Komplot eller ej

Hvad er det, der er på spil, når det gælder Hillary Clinton? Kvindehad i det amerikanske samfund, en overbevisning om at 'en rigtig kvinde' simpelt hen ikke kan aspirere til verdens mest magtfulde embede ? Eller er det forbindelsen til ægtemanden, Bill, der er problemet? Er dynastiet Clinton offer for et ondsindet og dybt reaktionært komplot iscenesat af konservative kræfter i det amerikanske, som Hillary selv har sagt. Et segment, som aldrig er kommet sig over genvalget af ægteparret Clinton, og som efterfølgende gjorde alt, hvad der var muligt for at fjerne det fra den amerikanske politiske overflade - fra Whitewater til retssagen om Monica Lewinsky. De to første forklaringer findes i rigt mål i bogen Thirty Ways of Looking at Hillary, redigeret af tidligere chefredaktør for The New Yorker, Susan Morrison. Her reflekterer nogle af USA's mest kendte kvindelige journalister, klummeskrivere og forfattere over fænomenet Hillary.

Buksejakkesættet

Det står klart, at ingen politiker er blevet de- og rekonstrueret, studeret, analyseret, ja nærmest dissekeret så nøje i amerikansk politik som hende. Hendes ægteskab, hendes hår, hendes latter ('frygtelig' synes at være kodeordet) og hendes buksejakkesæt. Det amerikanske ord suit implicerer kun bukser for mænd, mens termen bruges om kvinder, der bærer nederdele og jakke; så hvis kvinder beslutter sig for bukser og jakke, kaldes det pantsuit - et valg af beklædning, der for Hillary Clintons vedkommende er blevet kommenteret ad nauseam i den amerikanske presse, der ikke kan komme sig over senatorens valg og indikerer, at det dermed ikke længere er Bill, som har bukserne på. En utålelig forestilling åbenbart, som Hillary Clinton i øvrigt selv har kommenteret med ordene "enhver ved, hvem der bærer the pantsuits hjemme hos os, og det er mig".

I Morrisons bog kan man læse, hvordan mange af skribenterne - de fleste i 40'erne og 50'erne - desperat har identificeret sig selv med Clinton. De har beundret hende i årevis, har stolt båret badges i årevis med opfordringer til at vælge 'Hilary for President', dengang det var ægtemanden Bill, der stillede op.

Så hvorfor nu, når de havde muligheden, har så mange af dem vendt hende ryggen? Hvorfor er det, som lektor ved New York University Katie Roiphe siger i Morrisons bog, "så meget nemmere, mere cool og mere tiltrækkende at have Hillary som præsident på det tidspunkt, hvor hun rent faktisk ikke stiller op".

Hvorfor er det sådan, at "hun rent faktisk kødeliggør alle feminismens idealer, men at vi bare ikke bryder os om dem, når vi ser dem?"

Elizabeth Kolbert, journalist ved The New Yorker, giver budet, double standards, som martrer alle kvindelige politikere i amerikansk politik:

"De er handicappede fra starten. Enten er de ikke seje nok til at være ledere, eller også er de too bitchy. Så de er med andre ord enten for maskuline eller ikke mandige nok. Hvis de ser godt ud, bliver det brugt imod dem, men hvis de er grimme, er resultatet det samme. Hvis du er gift og har børn, er det et problem, og hvis du ikke er gift og ikke har børn, er det naturligvis også. Endelig er der den dobbelte standard som handler om, hvad vi forventer af kvindelige politikere; vi antager, at de på en eller anden måde har renere motiver end deres mandlige modparter, at de er mere drevne af empati eller enkeltsager end af politiske ambitioner."

Kontaktlinser og cookies

Et faktum er det, at den tidligere bebrillede anti-småkagebagende feminist Hillary Clinton for et godt stykke tid siden tilbagekaldte sin herostratisk berømte (og nedladende) bemærkning fra starten af 90'erne om countrysangeren Tamy Winette - den om, at hun ikke bare var en kvinde, der stod bag sin mand - og istedet blev blonderet, anskaffede sig kontaktlinser og fik en opskrift på cookies opkaldt efter sig. Da hun skulle vælges som senator i New York, kastede hun sig sågar over produktionen af en coffee table bog (I Invitation to The White House var der også opskrifter på julekirsebærkage og grøntsagsfritter).

De amerikanske feminister ved godt, at de selv er hoppet med på vognen fyldt med dobbelte standarder. Jane Kramer, europæisk korrespondent ved New Yorker og forfatter til en lang række bøger siger - en anelse sørgmodigt fornemmer man - at hun "til stadighed har gransket Hillary Clinton på en måde, som jeg ikke gør med mandlige politikere. Når jeg ser på de mænd, som stiller op til præsidentposten, så spørger jeg mig selv, om deres politikker er mine eller i hvert fald ligger tæt på noget, jeg også mener. Min interesse i Barack Obama handler først og fremmest om, hvorvidt han kan klare mosten: er han modig nok, har han visionerne? Med Hillary har mit spørgsmål snarere været: Hvorfor vil du have dette job? Hvilken slags kvinde vil det?"

Og der er andre problemer. I løbet af valgkampen har den veluddannde top-advokat Hillary Clinton i stigende grad genskabt sig selv som en 'nede-på-jorden-øl-og-whisky-drikkende-arbejderpige'. Hermed har hun forstærket appellen til sine kernevælgere i det demokratiske segment - de dårligst uddannede hvide arbejderklassevælgere - mens Barack Obama har slugt de veluddannede 'lattedrikkende' liberale, som udgør den anden halvdel af partiet.

Men hermed har hun frastødt mange feminister, som nærmest pr. tradition er universitetsuddannede, og som i forvejen også havde svært ved at goutere Hillary Clintons accept af Bill Clintons offentlige og offentligt ydmygende affærer.

Denne antipati, spørgsmålet om 'hvorfor har hun ikke sparket ham ud' og hele 'Bill-problematikken' findes også i Morrisons bog. Den prisvindende forfatter og journalist Lionel Shriver deklarerer f. eks, at Hillary Clintons historie er "antifeministisk" i den forstand, at hun er "en kandidat, som bliver valgt i slipstrømmen af sin mands bedrifter," og at hun - hvis valgt - ville blive set som "et statsoverhoved, der kun bar titlen, mens hendes mand ville styre tingene i kulissen".

Den evige mor

Leslie Bennetts, som arbejder for Vanity Fair, og som har skrevet bogen The Feminine Mistake: Are We Giving Up Too Much?, har et andet bud. Hun siger, at alle de selvbestaltede lommepsykologer, som studerer Hillary Clinton, "har misforstået pointen, fordi de stiller de forkerte spørgsmål fra starten. Det egentlige problem ligger hos os selv og vores eget skizofrene forhold til kønsroller - og det faktum, at vi ikke engang genkender de basale problemer, som ligger nedenunder de ting, som generer os".

Bennetts mener, at amerikanerne simpelt hen ikke har et "reelt billede" af kvindelige offentlige autoriteter:

"En kvinde kan blive formand for Repræsentanternes Hus, men Nancy Pelosi har forvandlet sin politiske autoritet, så hun bliver en slags kønsypperstepræst ved at beskrive sin egen evne til at få politikerne til at parere ordre til at 'hun bruger sin 'mor til fem stemme.' En kvinde kan ikke bare være ressourcestærk og direkte, når hun tager beslutninger; hun bliver nødt til at vende tilbage til at være mor, som vi jo alle ved, er hendes primære funktion i forvejen".

Den analyse er Dahlia Lithwick, redaktør og retskorrespondent for Slate, enig i. Hun skriver i Morrisons bog, at det er på tide, at de mange kvindelige kritikere af Hillary kommer overens med sig selv og egne begrænsninger: "Vi dømmer Hillary så hårdt, fordi vi bruger vore egne standarder ... og så længe vi bliver ved med at bruge andre kvinder og deres valg som en anden feministisk Rorschach test - en model for, hvordan man vil have det hele og så fejler - så vil vi uundgåeligt se deres valg som korrektioner af vore egne beslutninger."

Men der er kvinder, som er stærkt uenige med det synspunkt, at Clinton har fået en uretfærdig behandling eller er blevet offer for kvindehad.

Kathleen Parker, forfatter af den kommende bog, Save the Males, som udkommer 10. juni og klummist for Washington Post og USA Today, skrev i sidste uge:

"De kvinder, som svigter Hillary til fordel for Obama, er ikke kvindehadere. De veluddannede kvinder med gode jobs identificerer sig simpelthen bare mere med et ungt progressivt par fra Chicago, end deres knap så heldig medsøstre gør det."

"Obama er i øvrigt langt mere feminin end Clinton. Det er hende, der er den hårde, jordbundne slider, som får 'Rocky Balboa til at ligne en tøsedreng', som guvernøren for North Carolina Mike Easley har sagt det, og det er hende, som har sagt, at Iran bliver udslettet hvis landet angriber Israel. Obama er graciøs som en balletdanser, selv når han smider med bowlingbolde, og han støttede ikke Irak-krigen. Det er ham, som virkelig vil i samtale med USA - selv med USA's fjender. Hvor han overvejer spørgsmålene og lader tankerne fare rundt i sin kultiverede hjerne, så lyder hun mere som en Bush end som en Clinton."

(Hillary Clinton lancerede sin kampagne som senator for New York med at lancere en 'samtale med Amerika', AG).

Den mægtige hermafrodit

Parker fortsætter: "Kvinder ønsker med andre ord ikke bare 'kvindeting'. De er ikke monolitiske eller naive. De er heller ikke nødvendigvis mere vægelsindede end mænd. De er forskellige, smarte, succesrige, stærke og kapable ... og sommetider, nøjagtig som mænd, er de ikke. Hvad de klart ikke ønsker, er at vælge en kvinde, blot fordi hun er kvinde. Hvis hun taber nomineringen, er det ikke fordi, kvinderne har forrådt hende. Det er fordi, Obama har tilbudt både kvinder og mænd noget andet, som de hellere vil have. En frisk start, fri for ramponeret bagage fra fortiden. I sit forsøg på at være alting for alle, en amorf, tough-talking, øldrikkende, lastbilkørende Mægtig Hermafrodit - i stedet for at forblive den, hun er - tabte Clinton vælgernes tiltro. Kvinder er i virkeligheden som mænd. De vil have en præsident, som de kan stole på."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lady Macbeth er en ren uskyldighed i forhold til mrs. Clinton. Det centrale problem, som totalt forties i denne omtalen, er at Clinton er ti ganger verre enn Hitler når hun truer med atomart folkemord i Iran:

"The Politics of Armageddon
Hillary's "Final Solution" to the Persian Problem
By ROBERT WEITZEL

“To misunderstand the nature and threat of evil is to risk being blindsided by it . . . An evil unchecked is the prelude to genocide.”

Dr. Mordechai: The Ezekiel Option

There are over 70 million human beings living in Iran, 17.5 million of whom are under the age of fifteen. Hillary Clinton vowed to attack Iran and “totally obliterate” the majority of the Persian race in a furnace of primordial fire should the Iranian government attack Israel with nuclear weapons, which they do not now possess or are likely to for some time—if ever.

Hillary’s “final solution” to the Persian problem bests Adolf Hitler by a magnitude of ten."

http://www.counterpunch.org/weitzel05142008.html

Som den saudiarabiske kommentar lød til dette "udspil" fra mrs. Clinton:

"This is the foreign policy of the madhouse."

http://www.harpers.org/archive/2008/04/hbc-90002864

"Responding with understatement to a question in the British House of Lords, the foreign minister responsible for Asia, Lord Mark Malloch-Brown, said of Clinton's implication of a mushroom cloud over Iran: "While it is reasonable to warn Iran of the consequences of it continuing to develop nuclear weapons and what those real consequences bring to its security, it is probably not prudent in today's world to threaten to obliterate any other country and in many cases civilians resident in such a country."

A less restrained reaction came from an editorial in the Saudi-based paper Arab News. Being neighbors of Iran, the Saudis and the other Gulf Arabs have the most to fear from Iran's nuclear program and its drive to become the dominant power in the Gulf."

http://www.boston.com/news/nation/articles/2008/04/27/hillary_strangelove/

Ingen kan mistænke saudiaraberne for at være venligt indstillede til Iran. Men de er langtfra så gale som hovedstrømningen i den amerikanske elite.

Dette faldt ud ved en fejl i ovenstående: Med sin skræmmende trussel om total atomar udslettelse af Iran er mrs. Clinton sunket ned på samme plan som Ahmadinejad med hans trusler mod Israel. Og hvor hans trusler er tom teatertorden, da Iran ikke har atomvåben og ifølge eksperterne ikke kan få det på mindst ti år, er sådanne trusler det jo ikke fra den eneste stat som endnu har brugt atombomber. Videre er spørgsmålet hvad det egentlig er Clinton begrunder sin barbariske trussel med. Israel har jo selv atomvåben og desuden verdens fjerde stærkeste militær. Skulle de ikke selv være i stand til at forsvare sig mod Iran? Og er ikke Irans anstrengelser for at skaffe sig atomvåben netop en konsekvens af at Israel har dem, og af at USAs politik i området efter den fatale invasion af Irans naboland Irak opfattes som en trussel man med Nordkoreas eksempel in mente kun kan forsvare sig mod med atomvåbentrusselen?

Problemet er, at hun ikke er sexet (Jens Jørgen Thorsen: "Jeg maler for at få fisse"), og det er det mænd inderst inde drømmer om, og kvinder er blufærdige, men vil også gerne (omsorg fremfor sex), og Hillary tilfredsstiller ingen af delene, selvom hun måske vil blive den bedste præsident, USA aldrig fik...

Babylon - den Store Skøge - må falde!

Hillary Clinton er ikke kristen fundamentalist som George W. Bush , men fundamentalist i den globaliserings-religiøse udgave ligesom Anders Fogh Rasmussen: Ondskaben skal udslettes, før - og, som i tilfældet Milosevic og hans påtænkte etniske udrensninger - helst inden, den når at udfolde sig. Israel er helt i front med IT og kommercialisme, helt uundværlige ingredienser i Den Ny Verdensorden.

Målet er den USA-ledede verdensstat, hvor folk render cool rundt på deres skateboards og har to-tre jobs, der ikke kan betale huslejen, men det opvejes rigeligt af underholdningstilbud som Titanic 2 og Dallas Revisited.

Hillary Clinton (og manden Bill ) er i besiddelse af en -aldrig set før i USA- politisk formåen og håndværk der gør Clinton til alt for stærk president til at tillade de velkendte bagmænd i det demokratisk parti at udøve nogensomhelst indflydelse af betydning... imens Obama er for disse bagmænd (gamle & nye såcaldte "Leftist") er et udmærket projekt for " The Manchurian Candidate".

Hillary Clinton kæmper bravt imod højre fløjen, nogle stærke fløje i det demokratiske parti or imod seksism.

Voodoo ?

Når jeg så Hilary på skærmen fik jeg præcis samme fornemmelse som når jeg i sin tid så John Kerry (ham der tabte til Bush ved sidste valg).

En form for anspændt og unaturlig dilettant-komedie, hvor intet forekommer naturligt. Ikke blot latteren men simpelthen ALT virker utilpast, nervøst og forkert.

Det er så tydeligt, at personen foran kameraet, ikke bryder sig om situationen og længes efter det er overstået. Et ubehag der overføres direkte til seeren.

Højrefløjen synes at have fundet en form for voodoo mod deres modstandere.

Det har næppe noget med køn at gøre, da vi også så det hos Kerry.

Det år Mogens Lykketoft stillede op mod Fogh, så vi det samme: En syg mand med det ene ben i graven. Det kom vist bag på mange, at Lykketoft ikke afgik ved døden, men efter valget igen blev sund og rask med ansigtskulør og det hele (under TV-duellerne havde han nærmest været grøn i hovedet).

Måske udøves voodoen fra redigeringsrummet ?? (grønne spotlight i selve studiet rettet mod Lykketoft mens der var røde rettet mod Fogh var formentlig blevet bemærket).

I vor tid er mantraet: "Uden adgang til loyale medier - ingen adgang til magten".

Polybios d. y, du har ramt plet, det er sådan det er! Trusler er ikke vejen frem. Som en højtstående ex-CIA mand udtalte, "The US creates it's own enemies", og det er påfaldende, hvordan et land (og især den nuværende præsident) i tide og utide ad nauseam gaber op om "Freedom and democracy" gennem tiderne har samarbejdet med krigeriske, diktatoriske regimer og nu har indført nærmest politistatsagtige, kryptofascistiske love i USA og fører sig frem som frihedens vogtere og forkæmpere i globalt regi...

Er det et nederlag for feministerne, at Hillary nok ikke bliver præsident ligesom sin mand? Er det feministisk at opnår en magtposition fordi ens mand har haft den samme magtposition?

Der er ingen tvivl om Hillarys kvalifikationer, men hun var aldrig blevet opstillet, hvis hendes mand ikke havde været præsident, og det er ikke kun en fordel, for der er mindst lige så mange, der hadede Clinton, som der elskede ham.

Det er noget rod med familiedynastier i politik. Det latterligste familiedynasti findes på den "kommunistiske" stat Cuba, hvor dikatoren Catro har fået indsat sin bror i landets højeste embede ...

Ja - g. Petersen - medier er magi, og pressen, dvs. journalisterne, deres enerådende diktator-chefer og de altbestemmende økonomer, men først og fremmest ejer/aktionærerne med forbindelser til politkerne og deres spin-doktorer afgør, hvem der skal have magten. Og det skulle være Anders Fogh. Lykketoft fik derfor disse giftig-grønne spotlights på sig, som også B.T. bruger, når de photoshop'er pædofile og USA-fjender. Alle ved det i og uden for reklamebranchen. Kun Brian, Benny, Mona, Kurt og Maren i Kæret får det aldrig at vide og ville aldrig tro det.

Ad Jesper Skade:

Som stolt mandlig feminist (der elskede Hillarys anti-cookie-kommentarer under valgkamp '92, men som dog ikke altid er sikker på, hvor enig han er med hendes politiske synspunkter) kan jeg ikke undgå at sige - mage til generaliserende og essentialistisk kønsbemærkning havde jeg da ikke troet skulle komme i Danmark anno 2008 - at karakterisere kvinder som blufærdige og omsorgssøgende er desværre en af de mest levedygtige reminiscenser af tidligere tiders kvindesyn - de fleste af mine (eks)kærester og bedste veninder er bestemt ikke, hvad jeg ville kalde blufærdige og seksuelt "tilbageholdende" - og gudskelov for dét, da!

"Så hvorfor nu, når de havde muligheden, har så mange af dem vendt hende ryggen?"

-Jeg mener ikke, at det er rigtigt, at kvinder har forladt Hillary til fordel for Obama. Ved sidste primærvalg i West Virginia vandt hun hele 71 % af kvindernes stemmer (!)- det til og med efter, at medierne havde erklæret hende død og begravet. Ja faktisk i samtlige primærvalg har hun slået Obama helt konsekvent i kvindevælgerkategorien. Meget imponerende, og vidner om en stærk solidaritet og identifikation med Hillary. Jeg tåler snart ikke flere nedladende artikler i den danske presse om Hillary (denne artikel er ikke) -hvad hun har bedrevet i denne valgkamp er imponerende og hun bør hyldes, selv om hun ikke vinder.

Tak til Annegrethe Rasmussen for en god og nuanceret artikel.
Jeg synes, at du lader Obamas kampagne og de amerikanske mainstream-medier slippe lidt for let efter deres uhyrlige dæmonisering af Hillary Clinton - og så Clintons egen kampagne, der tydeligvis satsede på at have sejren i hus 5. februar - så tydeligt, at de havde brugt alle pengene!
Samtidig gad jeg godt se, hvad der sker med de "feminister", der har vendt hende ryggen, når de opdager, hvor meget af den dæmonisering de egentlig er hoppet med på.
Men du har fat i noget centralt: At selv feminister ikke kan komme fri af det patriarkalske samfunds angst for kvinder med magt.
Jeg er i øvrigt enig med Elizabeth Vig, men jeg kan lige så godt sige det ligeud - som en anden kvinde med magt ofte gør det: Hillary vinder ikke. På det punkt er det slut, og hun ved det. Men hvorfor trække sig med 5 af 50 primærvalg tilbage, når man kan slutte med maner og blive svær at komme udenom som kandidat til vice-præsidentposten - selv om Obama nu synes at have indgået en aftale med John Edwards?
Se f.eks. disse kronikker:
CP: Tillykke, Obama – nu skal du slå McCain
http://kortlink.dk/NaCpObamaV/5a32
Hillary Seems to be Reaching Out to Obama
http://tinyurl.com/53ujey
Is Edwards Obama's Candidate for VP?
http://tinyurl.com/3mydfz

vh CP

>> [Nancy Pelosis] evne til at få politikerne til at parere ordre til at 'hun bruger sin 'mor til fem stemme.' En kvinde kan ikke bare være ressourcestærk og direkte, når hun tager beslutninger; hun bliver nødt til at vende tilbage til at være mor

Jeg synes det er en lidt underlig kommentar. I professionelle sammenhænge, hvor der mest er mænd tilstede, vil der altid udvikle sig en kultur og nogle mønstre i kommunikationen (kropssprog, betoninger, nuancer i brugen af sproget) som baserer sig på, at deltagerne netop er mænd. En simpel videreudvikling af den kommunikation man finder hos 10 årige drenge i enhver skolegård.

Kvinder har tit svært ved at komme til at spille en dominere rolle i disse mandsdominerede sammenhænge, da de vil forsøge at anvende de samme virkemidler som mændene i kommunikationen men uden held, da disse virkemidler netop bygger på, at deltagerne er mænd. F.eks kan der være en kultur på arbejdspladsen om, at det er normalt at hæve stemmen og rulle hele følelsesregisteret ud (det er sjældent kønt) - men hvis en kvinde gør det samme, falder mændene helt automatisk tilbage til den rygmarvsreaktion de har fået indlært lige siden de var drenge når de møder en skrigende kvinde: Lukker ørerne og venter på at det går over.

Omvendt, så har de kvinder, jeg kender, der har haft success i det private erhversliv (hvor performance er i højsædet i modsætning til i det offentlige) netop brugt deres feminine sider til at få mændene til at makke ret. Mom-for-five-voice VIRKER ! Og det gør mor-er-ikke-vred-hun-er-skuffet bestemt også. Og det kan godt være at mændene internt forbander hende (det gør vi med alle bosser), men der er ingen tvivl om, at hun har respekt.

Det er ikke fordi det ene er bedre end det andet. Det er bare de simple magtmidler hvert køn har, og som det vil være tåbeligt at kaste bort fordi det ikke er feministisk-politisk-korrekt at bruge de virkemidler ens køn giver en.

Det er en uheldig tendens både herhjemme og i udlandet at politik bliver anliggender mellem famile-dynastier. Aukens datter, Ellemands datter har kun opnået deres fremtrædende positioner gennem deres familier. Den unge Bush var nok heller ikke blevet præsident hvis han ikke var en Bush. I den forstand har fru Clinton haft et stort forspring i forhold til Obama, da hun har kunnet trække på sin mand. Obama virker bare som en bedre kandidat, mere troværdig og mindre magtsyg.
Når fru Clinton kan fortælle historier om sin gamle bedstefar der underviste hende i at skyde med riffel bag brændeskuret, bælle pilsnere sammen med industri-arbejdere og stå bag på ladet af en rusten ford truck og love lavere benzin priser, så vinder hun måske white thrash -trailer park kvinderne i west Virginia, men hun taber også noget et andet sted. Det virker super fake og fuldstændig uden integritet. Lidt ligesom når Nyrup der også prøvede at vise sig selv som andet end den Økonom han var. Så blev han slæbt ud på en byggeplads og skulle sidde der i en skurvogn med rapport piger på væggen og spise klap-sammen madder. Så mistede han lige alt respekt fordi han ikke kunne finde ud af at åbne en grøn tuborg med en skruetrækker. Han skulle bare have været ærlig omkring hvem han var og hvad han kunne.

Må lige kommentere den sidste kommentar. Amerikansk valgkamp involverer "pandering" og photoops og drikke-øl-øjeblikke. Hvorfor er det kun Hillary, der skal beskyldes for det? Alle gør det! Obamas kampagne i Pennsylvania gik stort set kun ud på det - han var blandt andet ude at bowle, give en ko mælk og en tur på en traktor. Hvis det var Obama, hvis bedstefar havde lært ham at skyde som barn, tror du så ikke, han havde nævnt det, hvis han troede, han kunne vinde stemmer? Han har da selv benyttet sin bedstefar i valgkampen, og hvordan hans kiste var svøbt i det amerikanske flag osv..

For mig er det ufatteligt at så at sige alle her (med een undtagelse!) vrøvler i vej som om Hillary Clinton aldrig havde truet halvfjerds millioner mennesker i Iran med atomudslettelse.

I forhold til dette groteske barbari, at true halvfjerds millioner mennesker med total udslettelse, fordi de har fået en diktatorisk ledelse på halsen, synes man det er vigtigere at vrøvle om valg-optræden med øl osv.! At de skal udslettes fordi de er ofre for et diktatur, hvis tilblivelse USA fø. er indirekte medskyldige i, vælger man at overse. Man fortrænger simpelthen det faktum at denne påstået "liberale" kandidat mere ligner på en potentiel massemorder. Hvad havde man sagt, hvis Putin f.eks. truede Georgien eller Tsjekkiet med total udslettelse?

Et bedre bevis på at vores form for totalitarisme er frivillig og mindst lige så effektiv som Stalins, og mere uhyggelig fordi folk tror det er demokrati og frihed og humanisme, kan man vel næppe få.

Hillarys kommentar omkring at udslette Iran er fuldstændig langt ude. Det er også alvorligt at sige sådan noget. Derfor er det også forkasteligt at hun siger det. Hun siger det jo kun som led i en kampagne mod Obama, som sagde at han ville mødes og snakke andre landes ledere. Det sker jo ikke at USA udsletter 70 milioner mennesker i Iran. Truslen har ikke et reelt indhold, den er den af Hillarys kampagne for at vinde de hvide,kristne små-konservative demokrater.

Det er også rigtig at Obama også laver masser af happenings. Min oplevelse er bare at Hillary mister troværdighed når der er modsætninger mellem kampagne og politik. Hun repræsentere i høj grad demokratiske vælgere i byerne der ønsker færre våben og en strengere våbenlovgivning. Hun har selv været med til at indføre mere våbenkontrol. Nu prøver hun at bilde folk ind hun er jæger og har rødder i en hvid redneck arbejder-klasse kultur som pløkker egern i baghaven. Hendes kommentar var jo også sagt med henblik på at udnytte at Obama kom til at knytte religion og våben sammen med bitterhed og arbejdsløshed. det gør man ikke ustraffet i USA.Men ok, det er jo valgkamp og det er ikke fordi den ene er så meget værre end den anden.

Polybios. Det atomangreb, som Hillary har truet med, vil aldrig blive en realitet, fordi Ali Khamenei udmærket ved, at Iran ikke vil have en chance i atomar konfromtaion med Israel og USA.

Til gengæld er der ikke tvivl om, at Ali Khamenei mente det, da han sagde, at han er parat til at ofre to millioner iranere i en krig mod Israel, hvis den kan føre til Israels udslettelse.

Den krig forhindrer Hillarys trusler og dermed har hun reddet to millioner fanatiske islamister fra at blive slagtet på slagmarken af overlegne vestlige tropper. Men det er de nok ikke taknemmelige for:

Hillary snyder dem jo for martyrdøden og dermed for et harem på 72 småpiger, som de ellers vil have fri rådighed over i al evighed ...