Ariel 'Arik' Sharon er fortsat i koma efter en kraftig hjerneblødning i januar 2006. På israelske hjemmesider meddeles det lakonisk, at den tidligere pansergeneral, der indtil sit slagtilfælde var Israels premierminister , "ikke forventes at genoptage sit virke". Han henligger som levende død.
Det samme er tilfældet for hans store projekt, der gik ud på at sikre den jødiske stats fortsatte jødiskhed med en mur, der indhegner Israel og de bosættelser i de besatte områder, der huser hovedparten af de cirka 200.000 jøder, der siden juni-krigen i 1967 har krydset den 'grønne linje' ved våbenstilstanden i 1949 efter den væbnede konflikt, som Israel kalder 'uafhængighedskrigen' og palæstinenserne kalder 'naqba' - katastrofen - og som dengang resulterede i en kvart million flygtninge, der i dag er multipliceret i millioner.
Således er Sharons fysiske tilstand også en illustration af den skizofreni, der er til stede i anstændige israeleres bevidsthed: De ved, at den jødiske stat blev bygget på et andet folks fordrivelse, at myten om 'et land uden folk til et folk uden land' var et propagandanummer. Men de ved også, at deres forældre og bedsteforældre, der byggede den jødiske stat på opkøbt, erobret, konfiskeret arabisk land, drømte om, at tyveriet kunne retfærdiggøres i visionen om et Utopia, hvor demokratisk pluralisme og flittig kibbutz-kollektivisme fik gold ørken til at flyde med mælk og honning. Og i øvrigt vil disse forældre og bedsteforældre bestride, at der var tale om simpelt tyveri - de vil henvise til, at jøderne blev fordrevet af romerne i år 70, og at de begyndte at vende tilbage omkring 1900, da indvandringen tog fart med den østrigske journalist Theodor Herzls nationalromantiske bevægelse, zionismen, som motor. Og de vil frem for alt hævde, at jøderne efter nazitidens gaskamre, hvor seks millioner blev myrdet, havde en moralsk ret til omsider at etablere det hjemland, de fik løfte om i den britiske udenrigsminister Balfours erklæring fra 1917. Hvor det dog også forudsættes, at der i processen ikke sker overlast på den allerede eksisterende befolknings 'borgerlige og religiøse rettigheder'.
Drømmen blev skrottet
En dansk jøde, der var motiveret af denne vision om et jødisk fristed, var en 20-årig Herbert Pundik. Som frivillig soldat i den krig, der fulgte FN's delingsplan i 1947 og Ben Gurions annoncering af det suveræne Israel i en museumsbygning i Tel Aviv 14. maj 1948, var Pundik overbevist om, at jøderne nødvendigvis måtte etablere sig som herrer i eget hus, og at dette hus skulle have adresse i det britiske mandatområde, Palæstina, som Gud i følge Torah'en havde lovet det jødiske folk. Pundik er ikke religiøs, men overbevist om statens berettigelse er han stadig, som det fremgik af et interview i DR2-serien om Israel.
For ham er Israels eksistens ikke til diskussion, men hvad der til enhver tid kan diskuteres, er hvad den stat er blevet til. Og humanisten Pundik kan ikke skjule sin skuffelse over, at det var krigerens vision, der blev resultatet af hans indsats i skyttehuller og bag barrikader for 60 år siden. Et ekspansionistisk Israel, der i foreløbig 41 år har været besættelsesmagt med alt, hvad det medfører af moralske og politiske problemer. Humanisten tabte - ikke til den arabiske fjende, men til drømmen om et demokratisk lighedssamfund. I dag er kibbutz-kollektivismen et efterladt minde om en pioner-periode, hvor drømmen om den blomstrende ørken i harmoni mellem jøder og deres arabiske naboer var levende. At den forestilling er forbi viste sig så sent som for en måned siden, da tre personer blev anholdt i Ein Kedi-kibbutzen ved Det døde Hav for voldtægt af to danske piger på 17 og 19 år.
Drømmen blev skrottet undervejs og døde definitivt med den 'forebyggende' krig mod Egypten, Jordan og Syrien i juni '67 og den følgende militære (og hen ad vejen administrative) besættelse af de landområder, Israel kalder 'Judæa og Samaria', Jordans Vestbred, tillige med Golan, Sinai, Gaza-striben og dele af Sydlibanon.
Siden er Sinai leveret tilbage efter fredsaftalen med Egypten i 1979 - dengang som siden hen i Gaza med tvangsevakuering af jødiske bosættelser - ligesom Sydlibanon blev rømmet i 2000.
Sharon og Pundik har enigheden om en stat, der for altid udelukker et nyt jødisk brændoffer (holocaust), til fælles. De gjorde tjeneste i samme krig, Pundik som menig og Sharon som ung officer, da invasionsstyrker fra Egypten, Jordan, Syrien og Irak, suppleret med lokale feyadeen-guerilla'er, gjorde et reelt set halvhjertet forsøg på at hindre etableringen af den jødiske stat.
Men her hører lighederne op - Pundik, der oprindelig havde til hensigt at bosætte sig i Danmark, når krigen var forbi og Israels eksistens sikret, vendte tilbage til Israel med sin hustru, Sussie, og fik job som journalist på den socialdemokratiske avis, Davar. Amos Elon, en betydelig israelsk forfatter, beskriver et sted hvordan han som en af de første reportere i det erobrede Østjerusalem, var ene om at stille kritiske spørgsmål til militæret efter rydningen af det arabiske boligkvarter ved Grædemuren, den jødiske helligdom i den gamle by.
En supermoderne stat
Om han fik et fyldestgørende svar melder historien ikke noget om, men et slags svar findes i Ariel Sharons fortsatte militærkarriere som brutal gorilla, for hvem intet lavmål var for lavt i bekæmpelsen af arabiske 'terrorister' - herunder gamle, kvinder og børn. Som boligminister i den første Likud-regering i 1977 var han manden, der for alvor åbnede for ekspansionen af bosættelser på den besatte Vestbred, hvor der i dag lever mere end en kvart million 'illegale' jøder. Efter krigen i Libanon i 1982, hvor han var forsvarsminister i Yitzhak Shamirs regering, blev han stemplet som krigsforbryder af en israelsk undersøgelseskommission, men blev i politik og avancerede i foråret 2001 til posten som premierminister i en jødisk stat, der havde udviklet sig fra nøjsomt landbrugsland til en supermoderne stat, hvis antal af it-igangsættere kun blev overgået af USA, og hvis indtjening pr. hoved var 10-20 gange større end i de omkringliggende nabolande. En stat, der - i hvert fald indtil videre - er regionens eneste atommagt, og som oppebærer en 'u-landsstøtte' fra USA på tre milliarder dollars om året - den højeste bistand, USA yder overhovedet. Et land, der brillerer med en teknologisk højt udviklet landbrugssektor, som har den højeste andel af ingeniører pr. 1.000 indbyggere (130) og som på områder som kunst og videnskab er blandt klodens førende.
En stat, der har overlevet som et levende demokrati med en fri presse gennem en stribe krige og væbnede konflikter i 1948-49, 1956, 1967, 1973, 1982, 1996 og 2006. I få andre lande ville det være muligt at nedsætte en kommission, som det skete efter 1982-krigen i Libanon og som det igen blev tilfældet efter 2006-krigen mod Hizbollah. Efter en samlet vurdering af krigsindsats og planlægning tildelte 2006-kommissionen såvel premierminister som militære ledere kraftige næser for 'inkompetence'.
Krigen havde til formål at eliminere Hizbollah en gang for alle, som det i 1982 var målet at fordrive PLO fra libanesisk territorium. Dengang lykkedes det: Arafat gik i eksil i Tunis, den palæstinensiske intifada opstod i 1987 med det resultat, at PLO anerkendte Israels ret til at eksistere. Og da der efter den første golfkrig mod Saddams Irak kom gang i jødisk-arabiske kontakter, som førte til Oslo-aftalerne i 1993, blomstrede en ny og - skulle det vise sig - falsk optimisme op. Pludselig var det muligt at opleve en form for harmoni - israelere tog til det palæstinensiske Ramallah og handlede ind, jødiske musikere fra de omliggende bosættelser spillede jazz og blues i Ramallahs natklubber og Arafat spiste hummus med først Yitzhak Rabin og - efter en pause med Likud-lederen Netanyahu - med Ehud Barak, krigshelten, der blev Arbejderpartiets sidste premierminister.
Den relative harmoni varede til 2000, da Barak trak de israelske styrker ud af Sydlibanon, hvor Hizbollahs selvmordsbomber og baghold var blevet en for stor omkostning, og hvor fredsforhandlinger i Bill Clintons regi stod lige for. De slog fejl, og Sharon kom til syne på den politiske arena som ny stærk mand, der kunne sætte palæstinenserne på plads.
Araberne som latent trussel
Deres svar var bølgen af selvmordsbomber, der ændrede den militære balance parterne imellem ud over den kendsgerning, at Oslo-aftalerne tillige havde forsynet palæstinenserne med våben. Israels svar er kollektiv afstraffelse i de besatte områder og tiltagende undertrykkelse af de palæstinensere, der er borgere i Israel, og som demonstrerede i solidaritet med deres fætre på den anden side af muren, men nok så meget i frustration over rollen som andenrangs borgere.
For demokratiet i det fulde flor var og er begrænset til de fire femtedele af israelerne, der enten er jøder eller - som en andel af 300.000 russiske indvandrere, der kom til Israel efter 1991, er ikke-jøder, men heller ikke er arabere, og som i øvrigt har forsynet Israel med et neo-nazistisk islæt, der udarter sig i hagekors-vandalisme mod gravsteder og grov vold mod ortodokse jøder.
Det arabiske befolkningselement diskrimineres systematisk, idet de opfattes som en latent trussel mod den jødiske stat og alt, hvad denne stat står for. Og her er vi tilbage ved den koma-ramte Ariel Sharon.
Hans projekt var at sikre den jødiske stats overlevelse ved simpel, ensidig israelsk tilbagetrækning fra den del af de besatte områder, hvor jøder ikke udgør et flertal. Han begyndte med Gaza-striben, hvor de 9.000 israelere, der havde etableret sig i nogle få bosættelser, blev tvangsevakuerede. Han fortsatte med opførelsen af den 'sikkerhedsbarriere' af beton og pigtråd, der i dag skæmmer Det hellige Land, og som flere steder strækker sig ind over de besatte områder.
Muren skulle, som den daværende vicepremierminister Ehud Olmert erklærede ved dens etablering i 2004, udgøre grænsen til en kommende palæstinensiske stat og 'maksimere antallet af jøder samt minimere antallet af arabere inden for det område, der vil udgøre den jødiske stat'.
Gensidig mistillid
Olmert var den gang som nu, hvor han er Israels premierminister, bekymret for en fremtid med en indbygget 'demografisk bombe', der vil gøre den jødiske stat til en 'sydafrikansk apartheidstat' med araberne som andenklasses borgere i en jødisk stat. Israelske politikere taler i dag åbent om at 'forflytte' de arabiske medborgere som led i bevarelsen af den jødiske stats renhed. Et flertal af israelerne svarer nej til spørgsmålet, om de vil være naboer til arabiske familier. Og spørger man den arabiske femtedel af Israels syv millioner indbyggere, svarer de, at Israel allerede er en apartheidstat. Af nøjagtig den grund taler palæstinensiske politikere om en 'demokratisk et-stats-løsning' i det oprindelige Palæstina vest for Jordanfloden med Jerusalem som fælles hovedstad. Senest i 2020 ville arabere udgøre flertallet i en sådan stat.
Men såvel Hamas' magtovertagelse i Gaza som krigen mod Hizbollah i 2006, hvor dele af Sydlibanon og Beirut blev lagt øde efter 34 dages bombardementer og en kort landkrig, har vist, at kalkulen med 'udhegning' af araberne ikke holder. Sharon og Olmert tog fejl, da de forudsatte, at Israel kan skaffe sig varig fred uden forhandling med palæstinenserne, med syrerne og med Hizbollah i Libanon om en total tilbagetrækning fra alle besatte områder, muligvis med mindre korrektioner for Jerusalem.
Og selv da er der på længere sigt ingen sikkerhed for den jødiske stats overlevelse, og det er netop det ømme Punkt 22 i hele udregningen: Den gensidige mistillid, der forgifter ethvert mæglingsforsøg. For selv om Den arabiske Ligas 22 medlemslande i 2002 lovede Israel fuld anerkendelse med udveksling af diplomater, har et flertal af israelske vælgere ikke tillid til arabernes erklærede hensigter. Angsten for at blive kastet i havet sidder dybt i den israelske bevidsthed akkurat som angsten for israelsk ekspansion sidder dybt i den arabiske bevidsthed. På den facon er de hinandens ofre - eller, som en arabisk journalist sagde en aften i Beirut: Mistilliden til Israel er en stumtjener, som vi hænger alle vores vanskeligheder op på, og som forhindrer demokratiske reformer.
Det samme kan siges om Israels forhold til fuldt demokrati.
Gad vide, hvad formålet er med den indflettede voldtægts-historie?
Den har nu ihvertfald fået den funktion at afsløre, at Lars Christiansen ikke kan læse indenad. For nyheden (det er jo ikke bare en "historie") skal belyse noget vigtigt: "I dag er kibbutz-kollektivismen et efterladt minde om en pioner-periode, hvor drømmen om den blomstrende ørken i harmoni mellem jøder og deres arabiske naboer var levende. At den forestilling er forbi viste sig så sent som for en måned siden, da tre personer blev anholdt i Ein Kedi-kibbutzen ved Det døde Hav for voldtægt af to danske piger på 17 og 19 år."
Nu har der nok aldrig været nogen zionistisk "drøm om en blomstrende ørken i harmoni mellem jøder og deres arabiske naboer". Allerede fra de første jødiske kolonister slog sig ned i tyverne, var formålet at fortrænge alle områdets ikke-jødiske folkegrupper, bl.a. gennem terror og ved at forbyde jøder at sælge jord til ikke-jøder. Artikkelen går som katten om den varme grød: skal der findes en løsning, forudsætter det at zionismens raceteoretiske og gammeltestamentelig-teokratiske dogmer sættes til side som staten Israels grundlag og erstattes med et åbent, demokratisk og sekulært. Israel har ingen grundlov, Ben Gurion mente i sin tid at Mosebøgerne var nok, men man kan selvfølgelig ikke blive enige om fortolkningen af disse oldtidige fårenomadetekster i forhold til et moderne samfund, her er zionisterne nøjagtig lige så vanvittige som Osama Bin Laden osv. med deres "umma" osv.
@Polybios
Jeg forstår stadig ikke pointen med "nyheden".
Hvem var de tre personer, hvad har sagen med det jødisk/arabiske forhold at gøre?
Det fatter jeg heller ikke. Eller slutbemærkningen om demokrati. Og selv om jeg er ikke meget for Sharon, forstår jeg heller ikke hvorfor han skal kaldes 'gorilla.' Det er åbenbart umuligt at holde den normaljournalistiske salontone når man skriver om Israel.
Når nu den uskrevne spilleregler er, at man ikke kan sammenligne afrikanske folkedrab med hvide menneskers, må en instruktiv sammenligning være Jugoslavien. Der er fordrevet mindst det dobbelte antal serbere af, hvor mange der blev fordrevet under 'katastrofen'. Med Le Pens ord, så er der en ustyrlig masse opmærksomhed omkring dette lille nærøstlige lorteland.
Israel er en land grab operation, javel. Men så må man argumentere derfra: hvis vi er imod land grabs, så bør Israel nedlægges helt og holdent. Men hvis man mener at Israel bør eksistere, må man også acceptere at de gør hvad der skal til for at sikre deres eksistens. Så vidt jeg kan se, inkluderer det Vestbredden, så Israel har kontrol over deres vandforsyning og deres østgrænse, og Golan, så nordgrænsen er sikret. '67-grænser og grønne linier og hvad ved jeg er meget godt, men hvis det ikke giver Israel en levedygtig stat er de i bedste fald meningsløse, i værste fald opskriften på evig konflikt.
Lasse Ellegaard skriver:
Efter krigen i Libanon i 1982, hvor han var forsvarsminister i Yitzhak Shamirs regering, blev han stemplet som krigsforbryder af en israelsk undersøgelseskommission
==
Det er jo direkte forkert. Sharon er /ikke/ blevet udpeget som »krigsforbryder«, og en sådan etkiet ville i øvrigt have været absurd.
Han er blevet kritiseret for ikke at sende den isaraelske hær, som stod uden for to flygtningelejre i Beirut, ind for at stoppe en hævn-massakre forvoldt af libanesiske falangister. Hvorfor han ikke ville hjælpe Israels erklærede fjender vides ikke, men det kunne jo skyldes at han ikke ønskede at bringe sig i en situation, hvor han skulle forklare forældre til dræbte soldater, hvorfor han havde ofret deres liv for noget sådant.
For at gøre det helt klart: der eksisterer ikke noget der hedder »passiv krigsforbryder«; man bliver ikke til en krigsforbryder, fordi man ikke stopper krigsforbrydelser, selv om man militært kan.
Og så lige til idéen om et »demokratisk« Palæstina fra Middelhavet til Jordanfloden, som skulle være multikulturel og fredelig. Intet tyder på at en sådan stat ville kunne fungere, og den ville blive lige så voldelig og ustabil som det Libanon, der i dag står over for endnu en blodig borgerkrig.
Kort sagt, multi-kulti, med multireligiøse samfund, er den sikre vej social opløsning, en begyndende voldsspiral, massakrer og borgerkrig.
Det indså allerede den romerske kejser Justinian. Han tillod derfor kun den katolske kristendom [de arianske germanere undtaget] for at modvirke imperiets opløsning. Han var kejser i Konstantinopel 527-565. Betragt ham ikke som religiøs fanatiker, men som en pragmatisk politiker.
Jeg synes det med Justitian lyder underligt. Det arianske kætteri blev forbudt ved kirkemødet i Nicaea. (325-381) Du tænker nok på varangerne, kejserens svenske livvagt, der næppe var kristne. Der blev også regelmæssigt pålagt dem begrænsninger på deres bevægelsesfrihed, f.eks. måtte de en overgang ikke færdes i Konstantinopel uden et indfødt vagtmandskab. Efter sigende opførte de sig omtrent som når svenskerne i gamle dage invaderede Helsingør.
For nu fortsat at holde os til emnet, så var skismaet mellem øst og vestkirken af ikonoklastisk karakter, et spørgsmål om billeddyrkelse eller ej. I forsøget på at redde kirkens enhed, er ufattelige mængder af ufattelige kunstskatte blevet destrueret.
Næh, det er noget vrøvl. Billedstormen kom først senere og var et internet ortodoks skisma.
Også kejserens nordiske garde kom først mange århundreder senere end Justinian.
De germanske kristne var ved folkevandringstiden arianere, og de var altså undtaget fra Justinians bestemmelser. Frankerne var dog hedninge, så den Klodevig der skabte Frankerriget, og som i følge nogle skulle være en direkte efterkommer af Jesu påståede søn med Maria Magdalena, var altså hedning indtil han lod sig døbe direkte ind i den katolske kirke [og dermed fik de katolske gallere med sig].
Men generelt var Romerrigets befolkning ikke blot katolikker. Utallige var de kætterier som rundt omkring i imperiet tjente som centrigufalkræfter. Troens enhed syntes at være en forudsætning for imperiets enhed.
Per Erik Rønne: "Kort sagt, multi-kulti, med multireligiøse samfund, er den sikre vej social opløsning, en begyndende voldsspiral, massakrer og borgerkrig.
Det indså allerede den romerske kejser Justinian. Han tillod derfor kun den katolske kristendom [de arianske germanere undtaget] for at modvirke imperiets opløsning. Han var kejser i Konstantinopel 527-565. Betragt ham ikke som religiøs fanatiker, men som en pragmatisk politiker."
Kommentar: Dette fascistiske (og/eller stalinistiske?) vrøvl ("nordiske garde", jaja, vi kender tonen, dette er vel fra "dansk" fjollepartis ølstuestuderkamre, CIA, FSB og BND osv. hviler aldrig) påstår at vi mennesker i følge vores natur må leve under diktatur, særlig åndeligt. Hitler og Stalin mente det samme, selvfølgelig. Vi ved alle hvor fint det gik, det gik ligeså glimrende som med den katolske kirkes "pragmatisme", særlig i de tyske bondekrige fra 1525, Trediveårskrigen osv.
Det Justinian fuldførte var påbegyndt længe før og bestod i likvideringen af den delvise tankeudvkling, videnskabelighed og frihed, som var opstået med den græske filosofi. Bag dette stod den romerske soldater- og slavestats imperiale ambitioner og behovet for at skaffe slaver. Derfor er det kun takket være den arabiske/islamske kultur at vi i dag har kendskab til meget af den græske filosofi. Denne kulturkreds overleverede det den romerske patricierstatsmagt og katolicismen prøvede at udradere af historien med sin løgn.
Israel er grundlæggende den vestlige, sejrende "demokratiske" amerikanske fascismes behændige forsøg på at give palæstinenserne straffen for de nazistiske ugerninger, mens de tyske forbrydere (og deres amerikanske og britiske medsammensvorne) stort set gik fri - de skulle jo kæmpe for USA mod "kommunismen", dvs. den sovjettiske fascisme i USSR med satellitstater. Samtidig fik man så et "jødisk"-fascistisk brohoved nær ved jordens største olieforekomster, som nu heldigvis snart er udtømt (så bliver vi den forbandelse kvit), og man fik bevaret "det jødiske" i fascistisk idiotudgave som en reservesyndebuk til brug ved en passende lejlighed.
På denne måde har man med stort held fået udbredt fascismen også til palæstinenserne med Hamas, til mange arabiske lande og til Iran osv. Alt ligger fint til rette for den næste globale fascistiske udryddelseskrig, hvor totalitarismen etableres i stadig "nye" udgaver, våben pushes, narkotika spredes osv. Opiumskrigene genopføres. Profitterne strømmer ind til Cheney/Halliburton, Hitlery Clinton og hendes våbenspekulerende mand osv.
"The Lebanese government – with the Americans and the Israelis behind it – clearly wants a fight.
That fight is part of a brewing regional battle that would leave the Middle East a cauldron of flame and blood. This dire prospect doesn't deter the War Party: they have been waiting for this moment for years. It is their moment of triumph.
As we ordinary folk go about our lives – paying bills, raising children, attending to the mundane and increasingly difficult everyday affairs that dominate our lives – our betters are planning a surprise. You might call it an October Surprise, although it may take place much sooner – rumor has it as early as summer.
The second chapter in the Great Middle Eastern War is being written, and its authors in Washington have in mind an even more dramatic plot-line than we witnessed in chapter one, which was, of course, the invasion of Iraq. In the run-up to that conflict, we were told Saddam Hussein had weapons of mass destruction, links to al-Qaeda, and was getting ready to wreak havoc on our allies in the region – and even attack the United States. None of it turned out to be true, as we now know, but, as John McCain says, "we're there now," "we're in it to win it" – and winning it apparently means extending the war to Iran."
http://www.antiwar.com/justin/?articleid=12812
"Total War Reflex Kicks In
Michael Ledeen writing in National Review Online (September 20) made the inevitable comparison with World War II. We dealt with suicide attackers in the war with Japan, he wrote, and "improv[ed] our defenses so as to kill them before they hit us, and by destroying the country that launched them. We have to do that again" (my italics). Here Mr. Ledeen has alluded to the ingrained US habit of making total war.
Total war consists of making war on the enemy’s entire society, thereby obliterating the distinction between combatants and civilians, which had been at the center of the notion of civilized warfare. The Declaration of Independence complained about this mode of warmaking, but it has been set US policy since at least 1862, perhaps earlier where Indians were concerned. By now, it is all mere reflex. An enemy appears, US leaders instantly demand unconditional surrender, cities are flattened, and references are made to General Sherman, Hell, American moral greatness, and "collateral damage." "
http://www.lewrockwell.com/stromberg/stromberg21.html
Det er altsammen utrolig "moderne", "humant" osv., dvs. menneskeheden "ledes", dvs. dikteres overalt og altid af forbrydere.
@Polybios d.y.
Du siger, at jeg ikke kan læse indenad.
Kan du så ikke hjælpe mig med at forstå, hvad pointen er med at inddrage voldtægtssagen i et essay om den israelske stat?
Du citerer jo sådan set bare teksten i din overhaling af min ringhed, og jeg er så dum, at jeg har brug for en udlægning af den.
Hm, ja. Men allerede i 577 har Tiberius Konstantin har en elitekorps af 15.000 barbarer.
"At den forestilling er forbi viste sig så sent som for en måned siden, da tre personer blev anholdt i Ein Kedi-kibbutzen ved Det døde Hav for voldtægt af to danske piger på 17 og 19 år."
Hm... hvad er det lige Lasse Ellegaard vil få ud af at käde helt almindelig kriminalitet sammen med ideologiske strömninger inde i det israelske samfund? På hvilken måde skulle kriminalitet väre umiskendelige tegn på at man har opgivet en dröm om socialisemne?
Efter min mening en helt overflödig sätning - der oveniköbet stinker af etnisk had, eller i det mindste af etno-politisk skuffelse, fra Ellegaards side.
Min kommentar: Lav en ordenlig seriös analyse - eller skaf dig en anden sysselsätning, Ellegaard.
Efter massakren på Sabra og Chatila førte Sharons passivitet til at han ikke længere kunne have ansvar for militær.
Krigsforbryder er man ikke blot fordi nogen beslutter det - vi har selv lov til at tænke. Det samme gælder opfattelsen af Moshe Daya, Yitzhak Rabin.
http://avisen.dk/blogs/janeskildsen/israels-glaede--palaestinas-sorg-100...?
Der findes ikke forbrydelser i krig. Krig går ud på at myrde, brænde og voldtage, du bliver kun straffet hvis du nægter at slå folk ihjel.
Nej Erik B.
Krig er en forbrydelse, netop forbi man skal myrdde, bærnde og voldtage...
Og hvis nogen dræber for ikke selv at blive straffet, er det fordi magthaveren, ikke har respekt men frygt, som grundlag for sin magt.
mere kærlighed - bestem selv til hvem
1. Hvormeget straf fik voldtægtsforbryderene?
2. Hvormeget medieomtale fik sagen?
Voldtægtshistorien, sammen med den generelle tone i artiklen, er symptomatisk for det intellektuelle forfald som præger venstrefløjen i almindelighed og Information i særdeles.
Nu er almindelig sædelighedskriminalitet åbenbart tegnet på socialismens fallit i Israel. Det er ca. ligeså begavet som når diktaturet i Iran påstår at der ikke findes homosekuelle iranere.
Det her handler bare om at venstreorienterede journalister ikke kan skrive en saglig artikel om Israel fordi de bare hader Israel og dets vestlige allierede. Ligesom de bare elsker tanken om den ædle araber, som, hvis ukorrumperet af det syge vesten, bare ville ride fredeligt rundt på kameler, dele dadler ud og øse ud af imødekommethed og orientalsk ophøjethed.
Hvis Hitler havde haft succes med at dræbe alle jøderne, ville
palæstinenserne bare være andenrangs borgere i en Syrisk provins. Og vi ved jo alle sammen godt hvor demokratisk og gennemført godt et samfund det syriske er.
Heldigvis er det fuldstændigt ligemeget for Israel hvad den nordeuropæiske venstrefløj og deres tilflyttede islamofascistiske allierede mener om Israel, for de er fuldstændig betydningsløse i det globale perspektiv, og gudskelov for det.
jaja, men hvis jeg nu siger kategorisk imperativ, hvilken betydning har det så for den israelske stats holdning til konkrete voldtægtssager, og Sunny Beach i særdeleshed. I et medborgerskabeligt perspektiv burde bosætterne overtage paradise hotel indtil messias komme.
Norman G. Finkelstein, Noam Chomsky, Edward Said, Ilan Pappe, Uri Avnery, Phyllis Bennis, Jeff Halper, Tanya Reinhart, Chris Hedges, Zeev Maoz,
Ellegaard har skrevet en god og ret omfattende historisk oversigt - med sans for vigtige politiske faktorer og motiver.
Jeg savner dog en behandling af de udenrigspolitiske aspekter, navnlig forholdet til de vestlige lande og deres afhängighed af import af olie fra golfstaterne. Uden amerikansk intervention og udrustning havde Israel sansynligvis ikke kunnet holde sig, men samtidig er olien forsat blevet leveret og flyder stadig. Er der mon et skisma mellem de arabiske regeringers interessser og den almindelige arabers/palästinensers interesser?