Læsetid: 4 min.

Libanons hårde negl med et smidigt gemyt

Libanon fik i går ny præsident efter halvandet års tovtrækkeri - hærchefen Michel Suleiman markerer samtidig en velkommen pause i landets sekteriske stridigheder
Libanons hærchef, Michel Suleiman (på plakaten) blev i går landets præsident efter syv måneder uden en.

Libanons hærchef, Michel Suleiman (på plakaten) blev i går landets præsident efter syv måneder uden en.

Emile Dalal

Udland
26. maj 2008

For at manøvrere uskadt som præsident i Libanons politiske labyrint kræves enten et ekstraordinært statsmandstalent eller evne til at ignorere problemer i troen på, at de løser sig selv.

Den 59-årige kristne maronit, Michel Suleiman, hørte indtil i går til sidstnævnte kategori, hans løbebane som chef for Libanons væbnede styrker de sidste 10 år taget i betragtning. Men hans indsættelsestale gav håbefulde libanesere, og de er mange i dette plagede land, et glimt af optimisme, da han talte om staten som "et fælles projekt" og dens institutioner som samfundets hjørnesten.

Kynikere i Beiruts politiserede heksekedel hævder, at manden har vist sig som en absolut katastrofe på posten som hærchef og henviser til, at han konsekvent har undladt at gribe ind, når der det libanesiske lokum brændte - sidst for kun et par uger siden, da Hizbollah-partiet manuducerede libaneserne i den gamle Mao-tese om, at magten vokser ud af geværløbet.

"Derfor har de stridende sekter kunnet enes om at vælge ham," siger kynikerne. "De behøver ikke at frygte ham i deres interne spektakler".

Hvad kynikerne imidlertid overser er de scenarier, der kunne være opstået, hvis Suleiman havde sat hærstyrken på i alt 56.000 mand ind ved begivenheder, hvor i mere harmoniske samfund ville være brug for dem. Havde han f.eks. blandet sig i 'miniborgerkrigen' for et par uger siden, kunne den være eksploderet til egentlig krig. Nu endte den med et kompromis, hvor de stridende sekter rejste til Qatar og blev enige - og gårsdagens præsidentvalg er en følge deraf. Libanon har været uden statsoverhoved siden november sidste år.

Den nyvalgtes første embedshandling var at gennemføre en ny valglov, ligeledes et sektkompromis med skyldig hensyntagen til den væbnede opposition, der nu har vetoret i en samlingsregering frem til næste valg.

Suleimans generalieblad udviser i det hele taget et smidigt gemyt: Han undlod at sende militæret på gaden efter attentatet på sunni-lederen Hafik Hariri i februar 2005, der få uger senere udløste en pro-syrisk demonstration, hvor shia-partierne Amal og Hizbollah mobiliserede hundredtusinder. Seks dage senere kom den såkaldte 'cedertræsrevolution', der fik en million libanesere på gaden, og Syrien blev tvunget til at trække sin besættelsesstyrke ud efter 30 år på libanesisk jord.

Udviste stor konduite

Ved begge manifestationer kunne militær indgriben have fået uoverskuelige følger - nu forløb de fredeligt, men skabte til gengæld et klima, hvor mord og attentater på anti-syriske parlamentarikere og intellektuelle medførte, at en politikere fra den regerende Hariri-lejr forskansede sig i et luksushotel i Beirut. Da trådte Suleiman så til med behørig beskyttelse: Han lod panserenheder omringe hotellet.

I det hele taget har han indtaget den holdning, at Libanons hær først skal blande sig i penible sager, når risikoen for egentlige kamphandlinger er minimeret. For eksempel blev hæren blev først posteret ved den israelsk-libanesiske grænse, efter at israelerne havde trukket sig ud af deres såkaldte 'sikkerhedszone' i Sydlibanon i maj 2000.

Ligeledes overlod Suleiman det til Hizbollah at kæmpe alene i den 34 dage lange krig i 2006, hvor Israel angreb Libanon, efter at den shiamuslimske milits havde dræbt tre israelske soldater og bortført andre to under en guerillaaktion på israelsk område.

Hæren nøjedes med at se til fra sidelinjen, mens Hizbollah affyrede raketter mod Israel, og rykkede først igen frem til grænsen, da der var indgået våbenhvile.

Tilsvarende har hæren set den anden vej, når iranske våben via Syrien smugles ind i Libanon, hvor Hizbollah-militsen i dag menes at have en stående styrke på 5.000 veltrænede og svært bevæbnede soldater og en reservestyrke på skønsmæssigt 10-15.000 mand, der kan indkaldes med dags varsel.

Forsing er nøglen

Årsag til denne for en national militærstyrke bemærkelsesværdige passivitet er, at da Suleiman i 1998 blev hærchef, var det med syrisk accept.

Hans gode forhold til syrerne fik betydning for den ro, der prægede Syriens tilbagetrækning, men også, at Suleiman ikke har været nævenyttig i debatten om Hizbollahs afvæbning, som er stipuleret i FN-resolution 1559. Den syriske udenrigsminister, Walid al-Moualem, var da også - overraskende - blandt de dignitarer, der havde taget turen til Beirut for at bivåne indsættelsen.

At Suleimans bevidste inaktivitet ikke nødvendigvis er udtryk for valenhed, men for politisk tæft, viste sig sidste sommer, da hæren belejrede den palæstinensiske flygtningelejr, Nahr al-Bared, hvor en terrorcelle, Fatah al-islam med 200 militante, havde hovedkvarter. I et slag med artilleri, der varede 15 uger med 170 dræbte libanesiske soldater, viste Suleiman sig som en hård negl, der ikke lod sig påvirke af et halvt hundrede døde civile.

Nu vil han vie sit embede til "forsoning" og en embedsførelse, "der lytter til pligten".

Kynikerne er skeptiske, men alle er dog enige om, at hans valg er en time out frem til parlamentsvalget næste forår. En pause, hvor Suleiman kan afse tid til sin favoritmotion, tennis. I hvert fald får han brug for en god baghånd i balancen mellem det magtfulde mindretal og det magtesløse flertal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her