Den sniger sig ind på én. Den foruroligende fornemmelse. Man behøver blot kaste et blik på CNN's hjemmeside.
lyder overskriften på én historie. Olie sætter prisrekord efter britisk strejke, fortæller en anden. En tredje artikel: Fødevarepriser skaber 'global krise', siger FN-chef. Og en fjerde: Drivhusgasser ophobes i øget tempo.
IMF forudser globalt økonomisk mørke,
Temaerne går igen i alle nyhedsmedier, internationale som hjemlige: Den internationale økonomi er kriseramt. Det globale oliemarked er kriseramt. Verdens fødevareforsyning er kriseramt. Og planeten er ramt af klimakrise. I hvilken retning man end retter blikket, mødes det af ubehagelige budskaber. Den ene krise kæmper med den anden om vor opmærksomhed. Og om rådvilde politikeres. Ikke så snart er der taget initiativ på ét område, før behovet for hurtig handling melder sig på et andet.
Fornemmelsen er denne:
Det, verden oplever, er ikke fire kriser. Det er én krise. En egentlig systemkrise med rod i basale strukturer i den globale økonomi. Med det fællestræk for delkriserne, at de afspejler et system, der nu opererer tæt på sine grænser. Hvorfor de ikke kan tackles hver for sig. Forsøger man at løse én krise isoleret, forværrer man med sikkerhed en eller flere af de andre. Som når man trykker på en bold og registrerer, at den buler ud et andet sted.
Økonomen Sir Nicholas Stern taler i den britiske regerings Stern-rapport fra 2006 om klimaproblemet som "en massiv markedsfejl". Er også den firedobbelte systemkrise en manifestation af en iboende markedsfejl i det, der går under navnet den globaliserede vækstkapitalisme? Og hvis det er tilfældet: Hvad stiller verden op med en sådan grundskade?
"Det åbne spørgsmål er," siger den amerikanske fødevareøkonom og grundlægger af Earth Policy Institute, Lester Brown, "hvorvidt vi har den politiske kompetence til at styre så mange kriser på én gang."
Forhenværende ambassadør, adjungeret professor ved Copenhagen Business School Jørgen Ørstrøm Møller er ikke sikker.
"Verden varmer op til den mest brutale økonomiske konfrontation, der er set i mange årtier, måske århundreder," siger han.
Krisebeskrivelse
Finanskrisen først. En krise skabt af begærlighed understøttet af, hvad finansmanden George Soros kalder 'markedsfundamentalisme'.
Ifølge Soros blev grunden til dagens finansielle problemer lagt i 1980'erne, da Ronald Reagan og Margaret Thatcher løsnede kontrollen med de finansielle kræfter i tillid til 'markedets magiske evne' til selvregulering. Det stimulerede finansinstitutioner til at opfinde stadig mere ugennemskuelige finansielle produkter og transaktioner, som gjorde det stedse vanskeligere for myndigheder at vurdere de tilknyttede risici.
"Siden 1980'erne er styringen gradvist blevet svækket, indtil den i praksis er forsvundet," konstaterer Soros.
I iveren efter at stimulere finansmarkedets vækst og inspireret af den amerikanske centralbanks gentagne rentenedsættelser efter dot.com-boblens bristen blev forbrugerne i USA opildnet til massiv låntagning for at realisere drømmen om egen - eller større - bolig. Bankerne udstedte en strøm af højrisikolån til huskøbere med lav kreditværdighed, lån som de pågældende dårligt havde råd til, men regnede med at kunne omlægge til mere favorable vilkår i takt med, at deres nye bolig steg i værdi. Og værdistigningen lokkede til yderligere låntagning for at finansiere et ekspanderende privatforbrug. Helt i pagt med præsident Bush's appel til amerikanerne om at øge forbruget som udtryk for 'ny patriotisme'.
I foråret 2007 havde de amerikanske banker udstedt risikable 'subprime lån' til en værdi af 1.300 milliarder dollar, og i euforien over ejendomsmarkedets buldrende vækst forsømte bankerne at lægge kapital til side for det tilfælde, at husejerne ikke kunne betale terminen.
Det var det, der skete i andet halvår 2007. Nøjagtig som dot.com-boblen bristede den lånefinansierede husboble. Der var bygget så meget, at markedet var mere end mættet, og huspriserne faldt. Det afskar nye husejere fra at lægge lånene om, og så revnede bukserne. Renter og afdrag blev ikke betalt, tvangsauktionerne begyndte at rulle. I dette forår er antallet af amerikanske tvangsauktioner i vækst for syvende kvartal i træk, og tv-reportager fra trailer-parker, hvor tidligere villaejere fortæller om deres personlige nedtur, er bedrøvelig hverdagskost.
For bankerne har boligboblens bristen betydet massive tab: Citigroup har tabt 39 mia. dollar. Merrill Lynch 29 mia. Morgan Stanley 11,5 mia. Bank of America otte mia. Lehman Brothers knap fire mia. Og som følge af det grænseoverskridende finansielle netværk rammes også udenlandske storbanker, kapitalfonde og investeringsselskaber. Sammenlagt må de finansielle institutioner se en kombination af tab og værdinedskrivninger på over 300 mia. dollar i øjnene. Mere end 100 udlånsvirksomheder i USA har drejet nøglen om eller er blevet solgt. På Wall Street har 49.000 medarbejdere i den finansielle sektor mistet jobbet.
Banker, der taber penge, strammer lånevilkårene. Læg dertil afmatning i byggesektoren, og man har grundlaget for en faldende forbrugertillid til økonomien. Det fører til forbrugsnedgang, lavere vækst i erhvervslivet, kursfald på aktier, arbejdsløshed og endnu mere nedgang. Det amerikanske forbrugertillids-indeks er nu på det laveste niveau i 26 år, arbejdsløsheden den højeste i mere end to år, væksten næsten gået i stå.
"Det er måske ikke officielt, men stadig mere åbenlyst: Den amerikanske økonomi er gledet ind i recession," skrev The Economist for nylig. Og IMF bekræfter i sin seneste World Economic Outlook: "Finansmarkedets krise, der brød ud i august 2007, har udviklet sig til det største finansielle chok siden Den Store Depression" i 1930'erne.
IMF forventer en vækst i USA i år på 0,5 pct. mod 2,2 pct. sidste år. En dagsaktuel Bloomberg-undersøgelse blandt 54 økonomer spår en vækst på kun 0,1 procent de nærmeste måneder. "Forbugerne er gået i beskyttelsesrum," siger en af økonomerne Ken Goldstein.
Og nedturen smitter.
"Europa står over for svagere vækst som et resultat af vedvarende finansiel turbulens, høj inflation og dønningerne fra den milde recession i USA," noterer valutafonden og forudser et fald i den europæiske vækst fra 2,9 pct. i 2006 til 1,5 pct. i år. For Danmark spås et markant fald fra 3,9 pct. i 2006 til 1,2 pct. i år.
De hjemlige udsigter får Danske Bank til i sit Ugefokus fra 25. april at fastslå:
"Forbrugertilliden er nu på det laveste niveau siden årtusindskiftet. Vi har ingen forventning om en snarlig tilbagevenden til den store optimisme, der prægede forbrugerne for blot et år siden (...) Vurderingen af landets økonomiske situation om et år er faktisk den mest negative, vi har set i ni år."
George Soros, finansmanden, konkluderer i Financial Times, at verden er løbet ind i "den værste markedskrise i 60 år," og spår, at recession i industrilandene "nu er mere eller mindre uundgåelig." Når det er kommet så vidt, hænger detsammen med, at finanskrisen overlejres af to parallelle kriser: oliekrisen og fødevarekrisen.
Oliekrisen
Så sent som i november 2007 udsendte Det Internationale Energiagentur, IEA, et beroligende scenarie, der varslede en råoliepris på 62 dollar pr. tønde i 2030. Samme oliepris har den danske Energistyrelse brugt i sin fremskrivning af det danske energiforbrugs udvikling frem til 2025. Helt i tråd med IEA's beroligende meldinger gennem mange år om, at der er olie nok.
Ude i virkeligheden var olieprisen imidlertid allerede over 85 dollar. pr. tønde, da IEA's prognose blev præsenteret. Den 2. januar passeredes 100 dollar pr. tønde, den 12. marts 110 dollar og den 8. maj 125 dollar. Præcis det dobbelte af IEA's prognose for 2030.
"Muligheden for 150-200 dollar pr. tønde inden for de nærmeste 6-24 måneder virker stadig mere sandsynlig," sagde i denne uge Arjun N. Murti, olieanalytiker hos Goldman Sachs Group.
Priseksplosionen - mere end en fem-dobling på 10 år - afspejler, at produktionen ikke længere kan følge med det stigende olieforbrug, der især drives af Kinas og Indiens stærkt voksende efterspørgsel. Alene Kinas olieforbrug vokser med otte pct. årligt. Globalt forudser IEA en vækst på 37 pct. frem til 2030.
Det passer meget dårligt med, at den globale råolieproduktions vækst stoppede i 2005. Hele 64 lande er enten færdige med at producere olie eller udvinder faldende mængder, fordi deres reserver går mod udtømning. 82 pct. af de kendte reserver er i dag koncentreret på 10 lande, hovedparten OPEC-stater.
Gabet mellem produktion og efterspørgsel dækkes nu alene via naturgasbaserede olieprodukter, effektivisering på raffinaderierne samt introduktionen af biobrændstof.
"Hvis vi ikke havde disse tønder, er jeg ikke sikker på, hvorfra vi skulle skaffe den halve million tønder" om dagen, som markedet råber på, sagde IEA's vicedirektør William Ramsey forleden til Financial Times. Om de biobrændstoffer, om alverdens fagfolk nu advarer mod.
Olieknapheden betyder, at ethvert midlertidigt produktionsbortfald - som for nylig en strejke blandt britiske oliearbejdere - får markedet til at reagere nervøst og presse prisen yderligere op.
Til det kommer så, at denne verdens grådige spekulanter under indtryk af finanskrisen er flygtet fra værdipapirer og dollar til spekulation i håndgribelige råvarer som olie. Spekulanterne er med til at drive olieprisen op og dermed også med til at forværre oliekrisens negative indflydelse på den økonomiske krise. For den stigende oliepris slår igennem på erhvervslivets produktionsomkostninger og fører til stigende varepriser og inflation, faldende købekraft for forbrugerne og almen kriseforværring.
Vindere er kun de olieproducerende lande og store olieselskaber, der noterer rekordprofitter. Den amerikanske olieanalytiker Michael Klare vurderer, at der i 2007 blev overflyttet over en million milliard dollar til de olieeksporterende lande fra stater, der må importere olie.
Først i elvte time har bl.a. IEA indset situationens alvor og udsender nu helt nye budskaber.
"Vi har set på alle olieefterforskningsprojekter i verden: 230 i alt - i Saudi-Arabien, Venezuela, Nordsøen, overalt. Selv hvis alle disse, allerede finansierede projekter realiseres, vil den samlede ny olieproduktionskapacitet, de kan levere, være for lidt," sagde IEA's cheføkonom Fatih Birol forleden.
Birol bekræfter, at olieproduktionen fra kendte projekter frem mod 2015 må forventes at falde med 3,7-4,2 pct. om året, parallelt med en global efterspørgsel, der stiger med op til tre pct. årligt.
"Vi er nødt til at forberede os på et meget turbulent og stramt oliemarked præget af høje priser. Det bliver ikke godt for økonomien," siger cheføkonomen.
En sen erkendelse, for hvilken verden allerede betaler en høj pris. Ikke mindst verdens fattige.
Fødevarekrisen
"I USA og Europa har vi gennem det seneste år haft fokus på prisen på benzin på servicetanken. Men mens mange bekymrer sig om at få fyldt deres benzintank, kæmper mange andre rundt om på kloden for at kunne fylde deres maver. Og det bliver sværere for hver dag, der går."
Sådan sagde Verdensbankens præsident Robert Zoellick for nylig om den globale fødevarekrise, der ifølge FN's Fødevareprogram WFP nu som 'en stille tsunami' truer med at drive 100 millioner mennesker ud i sult.
Men tingene hænger sammen. Når olie bliver dyrere, bliver mad dyrere. Det kræver olie at drive landbrugets maskiner, fremstille kunstgødning, forarbejde råvarer og transportere fødevarerne frem og tilbage på tværs af kloden.
Dermed rammer olieprisstigningerne de fattige dobbelt: En stigende andel af u-landenes anstrengte økonomi beslaglægges af direkte olieudgifter til transport, kraftværker, fabrikker etc., og samtidig skal de samme lande og mennesker bruge flere penge på fordyrede fødevarer.
"Ødelæggende" for de fattige kalder Fatih Birol denne mekanisme. Iføge IEA har de olieimporterende lande syd for Sahara mistet tre procent af deres økonomiske vækst på grund af de stigende oliepriser. Men olieprisen er kun én faktor bag den stille tsunami. De øvrige er:
-Stærkt stigende efterspørgsel på fødevarer, herunder kød, fra en voksende middelklasse i vækstøkonomier som Kina og Indien.
-Fald i produktionen af centrale afgrøder som følge af klimaforandringer som f.eks. den tørke, der har ramt Australien og siden 2001 reduceret landets risproduktion med 98 pct.
-Voksende knaphed på grundvand til overrisling af marker i det tropiske og subtropiske bælte.
-Tiltagende beslaglæggelse af landbrugsarealer og afgrøder til fremstilling af biobrændstoffer i håbet om at dæmpe såvel olie- som klimakrisen.
Sammen har disse forhold drevet fødevarepriserne dramatisk op. Fødevareprisindekset fra FAO, FN's Fødevare- og landbrugsorganisation, steg med 57 pct. fra marts '07 til marts '08. For ris og kornprodukter er prisen røget op med næsten 90 pct. det seneste år.
De stigende fødevareomkostninger forværrer nedturen i USA og Europa, fordi forbrugernes købekraft udhules. Men langt alvorligere er situationen i de fattige lande, hvor pengene ikke rækker til at købe den mad, der skal holde sulten fra døren.
"Fødevarer står for 10-20 pct. af forbrugerudgifterne i i-landene, men så meget som 60-80 pct. i u-lande," påpeger Henri Josserand, chef for FAO's globale informations- og advarselstjeneste.
37 lande angives i øjeblikket at være i fødevarekrise med behov for ekstraordinær hjælp, og de seneste måneder har set optøjer i protest mod priserne i mere end 10 lande. I Somalia blev fem dræbt af politiet i denne uge, da tusinder af sultende tændte bål i gaderne og plyndrede butikker. Foreløbig 20 nationer har stoppet deres korneksport for at beskytte sig selv, på bekostning af importerende lande og det globale handelssystem.
Tilbage i 1973-74 oplevede verden også et sammenfald af olie- og fødevarekrise. I dag er der imidlertid to afgørende forskelle.
Den ene er nutidens finansielle spekulanter. Med liberaliseringen af de finansielle markeder og finansøkonomiens meget større andel af verdensøkonomien spiller kapitalfonde og andre spekulerende aktører en langt mere kritisk rolle. Præcis som de har forværret den økonomiske nedtur i USA ved at trække tæppet væk under banker og børsnoterede virksomheder, og præcis som de har forværret oliepris-krisen ved at spekulere i olieopkøb, så har spekulanterne forværret fødevarekrisen ved at spekulere i ris, hvede og andre fødevarer, der i dag repræsenterer værdier i stigning. Som med boligboblen i USA bidrager de nu til at skabe en fødevare-prisboble for at hente hurtige spekulationsgevinster. En hjemlig investor, Ole Abildgaard, kalder kapitalfonde og andres milliardspekulation i riskontrakter for "svineri."
"Den eneste ris, de kender, er den ris, der ligger under deres sushi. De er fuldstændig ligeglade med, om hundrede millioner af mennesker går sultne i seng," sagde Abildgaard for nylig til radioprogrammet P1 Business.
Den anden faktor, som fundamentalt adskiller dagens krise fra olie- og fødevarekrisen i begyndelsen af 1970'erne, er klimakrisen.
Klimakrisen
Den globale opvarmning og udtømningen af oliereserverne er to sider af samme sag, men samtidig skæbnesvangert vekselvirkende. F.eks. indebærer smeltningen af is i Arktis, at potentielle oliereserver højt mod nord kan blive tilgængelige for olieselskaberne og lede til øget afbrænding af fossil energi med forstærket opvarmning til følge. Omvendt foregår jagten på stadig mindre og vanskeligt tilgængelige oliereserver under stigende input af energi og dermed øget CO2-udledning pr. liter olie. Hvis verden i sin oliehunger kaster sig over olieskifer i USA og tjæresandsforekomster i Canada, vil der virkelig blive tale om energispild og ekstra CO2-belastning.
Men klimakrisen er også tæt sammenvævet med både fødevarekrise og økonomisk krise. Det stigende globale kødforbrug er f.eks. en afgørende drivkraft bag den skovrydning, der skal skaffe nye græsningsarealer til kvæg, men også er ansvarlig for 20 pct. af den globale drivhuseffekt.
Den aktuelle fødevareknaphed udgør dertil en ekstra trussel mod verdens skove.
"Et lille skift i fødevarepriser kan have stor betydning for, om det er lønsomt eller ej at rykke ind i skoven," siger Roberto Cavalanti fra Conservation International, der overvåger presset på Amazonas' regnskov, til Reuters. I andet halvår 2007 forsvandt 7.000 kvadratkilometer brasiliansk regnskov, parallelt med stigningen i fødevarepriser.
Også inddragelse af braklagte områder, intensiveret brug af kunstgødning m.m. for at øge fødevareproduktionen, forstærker presset på klimaet.
Den modsatte vej indebærer klimaforandringerne forringede muligheder for landbrug mange steder på kloden - især i u-lande uden historisk ansvar for CO2-udledningerne.
Den katastrofale cyklon over Myanmar er ét eksempel på den type forværrede vejrfænomener, der kan følge med opvarmningen. Cyklonen ramte landbrugsområder, der producerer 65 pct. af landets ris, hvilket straks udløste en international prisstigning på riskontrakter på 3,5 pct.
Unicef konkluderer i rapporten Our climate, our children, our responsibility, at en temperaturstigning på to grader kan føre til, at 200 mio. mennesker kommer til at sulte, stigende til 550 mio. ved en stigning med tre grader.
Disse og andre konsekvenser af klimaforandringerne leder til de modelberegninger, der både hos FN's Klimapanel og i den britiske Stern-rapport konkluderer, at den globale økonomiske udvikling vil blive dramatisk forstyrret, hvis ikke opvarmningen bremses.
Omvendt og på kort sigt kan politiske bestræbelser på at sætte ny gang i hjulene - offentlige anlægsarbejder, skattenedsættelser, rentesænkninger m.m. - indebære fortsat høje udledninger af CO2. Præsident Bush's aktuelle stimulus-pakke i form af skattelettelser på 152 mia. dollar kaldes af præsidenten selv meget præcist "et skud i armen" til USA's økonomi - en injektion til en økonomi, der kun kan fungere, når den mærker suset af vækst.
Ironisk og karakteristisk for krisernes intrikate sammenvævning er også, at et af initiativerne for at bremse såvel CO2-udledninger som pres på oliereserverne - produktionen af biobrændstof til verdens biler - viser sig at forværre fødevarekrisen. Et behjertet forsøg på at afhjælpe to af de globale problemer, forstærker et tredje, fordi overblikket savnes.
Systemkrisen
Verden står p.t. med fire ondartede kriser, dybt filtret ind i hinanden. Fire sider af samme systemiske krise. Delkriserne har den virkning til fælles, at de kan lede til national protektionisme, stærke geopolitiske spændinger og antagelig regulære krige om ressourcer og økonomiske udviklingsmuligheder. Nødstedte befolkningsgrupper vil revoltere eller blive drevet på flugt, parallelt med at magtforhold vil forskubbes til fordel for vækstøkonomier som Kina og Indien samt mellemøstlige olielande, der allerede er i fuld gang med at investere i det vestlige erhvervslivs virksomheder. Alt sammen sikkerhedspolitisk destabiliserende og som sådan varslet i rapporter fra diverse tænketanke såvel som fra Pentagon.
De fire kriser er i forskellig grad til at påvirke temporært. Men de er fælles om at afspejle de grundliggende vanskeligheder for en økonomi, der i omfang har nået grænser sat af klodens geofysiske og økologiske systemer.
Den amerikanske økonom og New York Times-kommentator Paul Krugman skrev forleden under overskriften Running out of planet to exploit (Løbet tør for planet at udbytte), at dagens kriser adskiller sig fra olie- og fødevarekriserne i 1970'erne ved at være drevet af reel ressourceknaphed. Dengang var det let at skrue op for oliehanerne og optrappe landbrugsproduktionen - det er det ikke i dag.
"Der er nogle meget kloge folk - ikke mindst George Soros - der mener, at vi er i en (spekulativ) boble på råvaremarkedet. Mit problem med det synspunkt er: Hvor er lagrene?"
Nok eskalerer spekulanterne de negative spiraler på både finans-, olie- og fødevaremarkederne, men hvor er i dag den ekstra olie, de ekstra fødevarer, den ekstra CO2-kapacitet i atmosfæren, som kan kastes ind på markedet og tage luften ud af prisstigningerne? Hvordan sikre den nødvendige 80-90 pct. reduktion af de rige landes CO2-udledninger, når alt orienteres mod at sætte fart på væksten, så snart den taber fart?
"Bekymringerne over, hvad der sker, når en evigt voksende verdensøkonomi presses op mod grænserne på en begrænset planet, har større sandhedsværdi nu, end de havde i 1970'erne," skriver Krugman.
"I skal ikke kigge nu, men det kan godt være, at de gode tider netop er sluttet," lyder økonomens sarkastiske udgangsreplik.
På forskellig vis er det trangen til vedvarende vækst, der driver de fire kriser og den overordnede systemkrise. Mest vulgært udstillet via spekulanters grådighed på det globale marked, men også illustreret af amerikanske forbrugeres iver efter boliger, de ikke har råd til. Af finansinstitutioners væksteufori, der har fået dem til at kaste ikke-bæredygtige lån i grams for at score gebyrer og renter. Af den kinesiske og indiske middelklasses ønske om amerikansk livsstil med biler og bøffer. Og af det stigende forbrug i den udviklede del af verden af olie og andre fossile brændstoffer som middel til øget materiel produktion og forbrug.
Den store markedsfejl er, at økonomien, som vi kender den, ikke rummer mekanismer, som i tide sikrer systemets stabilisering, når grænserne nås. Tværtimod er der givet friere løb til de spekulative, globale finanskræfter, der som dråben i bægeret får delkriserne til at eskalere ud af kontrol.
Dagens politiske ledere tumler rundt på den globale scene fra krisemøde til krisemøde. Om mandagen finanskrisen, om tirsdagen oliekrisen, så fødevarekrisen og om torsdagen klimakrisen. Deres vanskeligheder ved at skabe overblik over krisens komplekse dynamik er lige så store som vanskelighederne med at bøje viljerne og særinteresserne mod hinanden for at skabe nye globale svar til en klode i nød.
"Når tidligere civilisationer blev ramt af kriser, som truede deres overlevelse, lod deres simple styreform dem gribe ind og hindre katastrofen. Men i dag har vi ikke en global regering," konstaterer Lester Brown.
Endnu en artikel om kapitalismens snarlige endeligt. Hvert eneste årti har der været nye dommedagsprofetier og hver eneste årti har kapitalismen overkommet krisen og igen vist sig som det bedste økonomiske system.
I 1930erne skrev en række førende økonomer og politiske ledere at vi var nød til at indføre socialisme/planøkonomi for at kunne bekæmpe den høje arbejdsløshed, den store depression og få gang i økonomien igen, de tog fejl.
Lederne i den gamle østblok spåede i 1950erne at den vestlige verden og det kapitalistiske system ville falde sammen inden 1970erne, de tog fejl.
I 1970erne var 68erne sikre på at kapitalismen ville falde sammen og blive erstattet af det socialistiske paradis, de tog også fejl.
Nu skriver vi et nyt kapitel i den lange bog af dommedagsprofetier og venter 10-20 år på at skriver nogle flere hysterisk dommedagsprofetier.
Søren
Det kører bare som smurt i olie -------
Der er slet ingen problemer , vel ??
Slet slet ikke ?
Der er ikke noget at komme efter ???
Vi tager det som det kommer - men det er svært ikke at være bare en lille bitte smule skadefro når man nu ikke ejer en krone i friværdi...
Kedeligt nok men ret menneskeligt tror jeg
til Ulrik.
Der er problemer, artiklen opremser dem fint, det jeg opponere imod er den garde af fatalistiske gammel socialister der, igen, prøver at ligge kapitalismen og vores nuværende samfundssystem i graven. Det der siges om vores nuværende økonomiske system er blevet sagt en del gange før, som jeg nævner, jeg kan ikke se hvorfor de skal have ret denne gang. Det eneste de peger på at nogle mavefornemmelser og en række rapporter der viser det de mener, samtidig med at de ser bort fra rapporter der siger det modsatte, ligesom folk gjorde i 1930erne, 1950erne og 1970erne og nu igen.
Tak til Informations to gode journalister for endelig at sætte fokus der hvor det hører hjemme for folk der lever i nutiden og her på kloden, og ikke i postmodernitetens Pentagonale museum for krigsspil og virkelighedsflugt, i racepropagandaens hadefulde skumlerier, i børsdrengenes feberfantaserende testosteronpralerier eller i byrokratiets søvnige irgange hvor det ellers som regel ligger.
Pressens opgave er at stille plads til rådighed for oplysning og rådslagning om de dybe problemer der angår os alle som verdensborgere og medmennesker, og ikke at forlyste dekadente eller frygtsomme spidsborgere på flugt fra virkeligheden. Den opgsve kan klares glimrende med kun en lille brøkdel af det papir, der i dag går til spilde og tilsvines med vrøvl og pjat til stor skade for klodens atmosfære.
Søren Nørbak hører til den uhyre udbredte mennesketype, som tror at eksistensens mening under kapitalismen ligger i at bevise at dette system som nu processerer hele kloden til penge er identisk med den endelige løsning af alle menneskehedens problemer, og at enhver kritik af det er ond kommunisme. Han aner ikke, i hvilken utrolig grad hans mentalitet er identisk med den typiske stalinistiske/kommunistiske byrokrats og strukturelt lig den kristne eller islamske skolastik, som ikke vil høre om noget andet end sine dogmer. Om det er statkapitalistiske dogmer eller privatkapitalistiske er helt ligegyldigt, det fælles træk ved dem er tyrkertroen på, at alt skal forvandles til produktion, kontornusseri, køb og salg, at livets væsentlige indhold ikke må være noget andet end det pekuniære og byrokratiske, og at kapitalen og dens stat står over selv naturens love. I alt væsentligt er liberalister og kommunister, nazister osv. helt identiske i deres "livs"syn, som er et dødssyn.
Vi kan nu engang ikke hverken spise, drikke, fyre med eller køre bil på: penge. Formålet med produktionen, administrationen og handelen er kun at opretholde samfundslivet, de kan ikke udgøre selve indholdet i alt, det er vanvid. Økonomien må underordnes livet. Vi mennesker må finde tilbage og frem til et roligt samkvem med den jordiske natur på dens præmisser, med et kulturelt indhold, eller gå til grunde i barbari. Markeder osv. kan ikke forsvinde, men deres betydning må reduceres til et redskab for samfundet og kulturen, ikke omvendt. Folk som er besat af et vanvid i form af pengejag skal ikke styre kloden.
@Søren Nørbak:'..den garde af fatalistiske gammel socialister der, igen, prøver at ligge kapitalismen og vores nuværende samfundssystem i graven.'
Kunne du ikke være lidt mere specifik? F.eks.med nogle referencer til artiklen eller lignende. For umiddelbart synes jeg ikke jeg kan finde nogen.
Jeg mener artiklen fremhæver nogle reelle 'kriser', - lad os kalde dem justeringer af balancen mellem udbud og efterspørgsel om du vil, men jeg mener ikke der er noget usagligt i at fremhæve konsekvenserne af disse forskydninger af skæringspunktet mellem udbud og efterspørgsel, af prisdannelsesmekanismer eller hvad du måtte foretrække at kalde dem i liberaløkonomiske termer.
Tak til de to forfattere for en god og saglig men også bekymrende artikel.
Til Sørens bemærkninger har jeg ikke andet end et skuldertræk tilovers. Denne blinde tro på markedsfundamentalismens velsignelser har verden ikke længere råd til.
Til de fire kriser kunne man tilføje en femte: Tillidskrisen. Folk har længe næret ubegrundet tillid til kasinoøkonomien og anset den som en selvoprettende naturlov.
Men enhver krise er også en enestående chance til at tænke nyt. Det værste der kunne ske i denne verdensomspændende krise ville være, hvis folk bare anser den som en midlertidig afbrydelse i velstandsvæksten.
Til Polybios d. y.
Endnu en virkelighedsfjern "intellektuel" der så gerne vil anerkendes for sin ufattelige evne til at bruge fremmedord. Du, Polybios d. y., prøver at konstruere tekster der generalisere, og opstiller absolutter og argumentere uden sammenhæng, alt imens du gemmer din ubehjælpsomme følelse af utilstrækkelighed bag et tyndt slør af fremmedord.
Til PNRP,
Følelsen er gensidig...
Til Ole E. Mikkelsen,
"Jeg mener artiklen fremhæver nogle reelle 'kriser'"
Enig, som jeg også skriver. Det jeg opponere imod er den fatalistiske holdning der er i artiklen til kapitalismen/ vores økonomiske system. Et par eks.:
"Den store markedsfejl er, at økonomien, som vi kender den, ikke rummer mekanismer, som i tide sikrer systemets stabilisering, når grænserne nås. Tværtimod er der givet friere løb til de spekulative, globale finanskræfter, der som dråben i bægeret får delkriserne til at eskalere ud af kontrol."
"De fire kriser er i forskellig grad til at påvirke temporært. Men de er fælles om at afspejle de grundliggende vanskeligheder for en økonomi, der i omfang har nået grænser sat af klodens geofysiske og økologiske systemer. "
Altså: der er et strukturelt problem kapitalismen som den ikke selv kan løse. Skribenterne skriver det ikke eksplicit, men når de fremføre at et system har et grundlæggende strukturelt problem, som det ikke selv kan løse, må løsning være et nyt system. Dette mener jeg er en total forfejlet analyse.
"Først når det sidste træ er fældet, den sidste fisk fanget og det sidste dyr skudt, finder den hvide mand ud af, at penge ikke kan spises"
citat fra Amazonas-indianerne
håber ikke de får ret.... håber vi opdager det før
Tak for en god og tankeigangsættende artikel - nu må vi håbe nogen (journalister/politikere/hvem som helst) kan give os en positiv og farbar vej fremad. Vi an jo ikke blive ved at vente på fusionsenergien.
Og nu må man snart indse at mantraet "vækst" er ved at være udløbet.
Søren,
Helt enig. Hvert årti har haft sin dommedagsprofeti, der indtil nu har vist sig at være fulstændigt ubegrundet.
Om ti år griner vi af c02, sidder med overskudslagre af fødevarer og kører på nye drivmidler.
Altså: der er et strukturelt problem kapitalismen som den ikke selv kan løse. Skribenterne skriver det ikke eksplicit, men når de fremføre at et system har et grundlæggende strukturelt problem, som det ikke selv kan løse, må løsning være et nyt system. Dette mener jeg er en total forfejlet analyse.
Det unævelige er manglen på regulering af de finansielle markeder. Sub-prime krisen fremlægges jo nærmest som om krisen er låntagernes skyld, men den slags lånepraksisser var ulovlige for 20 år siden, sammen med en masse andre instrumenter, f.eks. credit default swaps og collateral debt obligations, (nogen der ved, om der findes danske udtryk?) som er en slags måde at udvide sin låneaktivitet uden at støde mod grænsen for kapitaliseringsgrad. Det vil reelt sige, at centralbanken ikke har kontrol over pengemængden.
Med til historien hører også, at dem der har tabt mest på krisen er skatteyderne, gennem de 'redningsaktioner' som centralbankerne i USA, England og Bonn har stablet på benene - noget der reelt svarer til at casinoet garaterer dig mod tab. I folkeskolen læste vi en novelle, om en mand der begik selvmord på stranden foran casinoet i Monte Carlo. Personalet stoppede et par tusind francs i lommen på liget inden de ringede efter politiet: det skulle nødig hedde sig, at han havde taget livet af sig fordi han havde spillet sine penge op. Man kan selv prøve at forestille sig, hvordan et sådant signal vil påvirke spekulanterne: de satser hele puljen. Det er også meningen, det holder økonomien kørende lidt endnu, en tisse-i-buksene-strategi, der skal skubbe krisen fremad, indtil der sidder en kvinde eller en farvet i Det hvide Hus.
Hvad angår det med olien, skyldes prisstigningerne spekulation. Der er masser af olie, men det er dyrt at åbne nye produktionsfelter og det er ris til egen røv, fordi prisen så bare falder. Hvis man lader olien ligge i jorden, er det en kapital der kan tages lån i, uden alle omkostningerne ved udvinding og denne kapital stiger i værdi jo mindre man pumper. Desuden er der en underkapacitet af raffinaderier. Jorden er fuld af olie og olie er den suverænt bedste energikilde mennesket til dato har opdaget.
Men sammen med fødevarekrisen, er oliekrisen med til at holde den tredie verden, i særdeleshed Østasien, i tømme. Fødevarer og energi udgør en relativt større del af produktionsomkostningerne end de gør i Europa. Her til lands er vi vant til høje oliepriser - det meste af den oliepris man som forbruger betaler er afgifter - men ude østpå gør det rigtig nas.
Kapitalismens økonomiske succes bevæger sig i Sinus-kurver, mens marxismen viste sig kun at kunne tilbyde en eksponentiel nedadgående kurve. Alligevel er der nogle der stadig drømmer sig tilbage til denne totalitære ideologi. En nedgangsperiode, som denne, bliver tolket som den katastrofesituation, der skal udløse revolutionen. Kom dog videre!
Det er lidt ufatteligt, at folk tænker så polært, at de i en nødvendig og lykkelig kritik af kapitalismen straks råber "marxisme!"
Sandheden vil dog være den, at kapitalismen snarlige fallit (pun intended) vil føre os på nye veje, mod nye økonomiske sandheder.
For såvel kapitalisme og markedstænkning som marxisme er jo ikke sandheden om den økonomiske praksis, men som i al videnskab blot teorier, der synes at beskrive en genkendelig virkelighed.
Men altså kun tilsyneladende, for hvis man lavede historiske analyser af de økonomiske teoriers udsigelseskraft, vil man opdage, at forudsigelser på baggrund af teorierne stort set altid er blevet modbevist af virkeligheden, om det så skyldes manglende lovmæssighed eller analysens generering af ændrede handlingsmønstre.
En flot historie, som måske kunne blive til en international bestseller, med mindre det selvfølgeligt er et ripoff af én.
Vækstøkonomien, neoliberalismen, markedsfundamentalismen, eksploitation kapitalismen (kært barn har mange navne) stammer især fra økonomerne Schumpeter, Hayek og Friedman. Hayek og Friedman fik begge nobelprisen i økonomi i 70ne, og var direkte inspiratorer til både Thatchers politik i UK og Reagans politik i USA. Siden har også New Labour fortsat nogle af ideerne i den 3'de vej i UK, ligesom både de borgerlige partier (fx Fog Rasmussens bog om minimalstaten) og socialdemokratiet har arbejdet med dem i Danmark.
Der er således ikke tale om 'enten eller' kapitalisme vs socialisme. Der er, som artiklen meget godt viser, tale om en fejlslagen økonomisk filosofi, der har inspireret mange forskellige strømninger. Det er først nu vi begynder at forstå hvori fejltagelserne består, og det giver unægteligt et nyt perspektiv på kriserne i 1970ne.
Kapitalismen er slet ikke i spil, men vi må begynde at forstå at markeder er bundet til institutioner, og er begrænsede både i tid, rum og volumen. Mange aktører vil bare hurtigt ind og ud, og på den måde slides markedssystemerne uhensigtsmæssigt, og der er også en skævvridning når de kun er de rigeste der kan være 'seriøse' (i betydningen profitmaksimerende) spillere.
Denne skævvridning er ikke social men etisk, fordi det er etikken der ekskluderes i formlen ikke hvem der kan deltage. Man kan sige at i Aristoteles filosofi hvor han sklnede mellem økonomia (som indeholdt en bæredygtig komponent) og krematik (som alene handlede om udbytning), så kører vi pt. alle med udbytningsmodellen. Alle kan deltage, men på betingelse af at man accepterer maksimen om profitmaksimering, og således suspenderer etikken. Det er et alvorligt problem når politikerne abdicerer fra et etisk ansvar (for at regulere markederne) og således blot selv bliver en del af et ureguleret marked (som altså bestemt ikke er 'frit').
Kampen står snarere mellem natur og kultur. Vores civilisation kan ikke overleve naturens dynamiske fornyelsesprocesser uden at bruge vores intelligens.
Hvis man ikke svømmer i havet, så drukner man.
Og Mokkasinen rammer hovedet lige på sømmet. Dog er der endnu mere at sige om manglende etik og markedsfejl, som jeg håber, vi vil komme til at læse fra indsigtsfulde debattører i denne debat.
"Vores civilisation kan ikke overleve naturens dynamiske fornyelsesprocesser uden at bruge vores intelligens."
Nå ja, så er løbet da vist kørt -
Kapitalismen forsvinder ikke før den er overiset af den istid der føger på opvarmningen...
Noreena Hertz, økonomiprofesser og tidligere medarbejder ved Verdensbanken med meget mere, har fornylig udgivet en bemærkelsesværdig bog: "Den Tavse Magtovertagelse, Global kapitalisme og demokratiets død"
Hun skriver bl.a., at i dag definerer multinationale selskaber med gigantisk økonomisk slagkraft i vidt omfang verdens politiske udvikling. De har ubemærket taget magten fra de folkevalgte politikere, som til gengæld i deres politiske arbejde løber erhvervslivets ærinde til skade for befolkningens mulighed for indflydelse.
Af verdens 100 største økonomier er kun de 49 nationalstater, resten er privatejede. Det giver selskaberne en enorm indflydelse. Lovgiverne presses til at imødekomme deres ønsker for at undgå, at firmaernes investeringer placeres i et andet land.
Det hele startede, da Margaret Thatcher fik regeringsmagten. Jernladyen med hjelmen af hårlak missionerede sammen med sin compadre, Ronald Regan, for en særlig form for kapitalisme, der gav de store selskaber umådelig magt, så de kunne vinde markedsandele på bekostning af ikke alene politikken,men også demokratiet.
Og det har været et holdbart produkt. Bortset fra nogle få forretningsfif er deres ideologi fortsat dominerende i en stor del af verden.
Politikken i perioden efter den kolde krig er til stadighed blevet mere ensartet, standardiseret, kort og godt en vare.
Ovenstående er citater fra bogen, som er både skelsættende, gennemdokumenteret og uhyre velskevet.
Læs den. Det er en de vigtigste bøger i mange år.
En utroligt flot og gennemarbejdet artikel!
Jeg kan kun finde én ting at brokke mig over: At jeg ikke fik skrevet min udgave af stort set samme fænomen først ...
Det er derudover helt urimeligt at påstå, at forfatterne "spår kapitalismens snarlige undergang", og man fristes også til at minde om, hvor mange gange vi har hørt om klassekampens forsvinden og "the end of Ideology/history etc."
Artiklen stiller simpelthen spørgsmålet: Hvordan løser de nationale og internationale politiske systemer den kommende krise, og har man modet og ressourcerne til de nødvendige minimumsreformer.
For det er det, der er behov for: Offensive reformer, der sikrer bedre reguleringsmekanismer for kapitalismen globalt, og som kan tøjle de værste excesser samt afhjælpe de værste følger som sult, nød og klimaproblemer.
Tak til de to skribenter for en god læseoplevelse med masser af stof til eftertanke.
vh CP
En anden tankevækkende bog er Naomi Kleins The Shock Doctrine. Hun rammer måske ikke helt plet, men man får en ganske god indføring i, hvordan transnationale virksomheder tænker og opererer. Og hun skriver godt, en meget vigtig detalje.
Matin A
"Først når det sidste træ er fældet, den sidste fisk fanget og det sidste dyr skudt, finder den hvide mand ud af, at penge ikke kan spises"
citat fra Amazonas-indianerne
...Eller også må den hvide onde mand til at spise indianerne...
"Eller også må den hvide onde mand til at spise indianerne"
Det er jo praktisk talt hvad der forgår nu...
Må jeg ikke erindre Søren Nørbak om hvad man rent faktisk gjorde i 1930erne...
Man satte faktisk gang i offentlige bygnings-arbejder, udarbejde en vis form for plan i økonomien, og satte sig nogle mål, som skulle nås - både i Tyskland og Sovjetunionen, men så sandelig også i USA, Danmark og resten af Europa.
Det er jo ingen hemmelighed at kapitalismen (altså den rigige kapitalisme, ikke den socialkonservative udgave af den) er totalt hamrende ligeglad med hvor mange mennesker der dør i natur-katastrofer eller i arbejds-ulykker eller af sult - sålænge den blot skaffer profit til sine aktionærer. Og derfor går kapitalismen altid efter at få pengene skubbet derhen hvor der flest penge at tjene - uanset om det er indenfor olie, hvede,.kaffe, ris, kakao eller bønner.
Og derfor får man i dag de her spekulationer i om hveden stiger eller bønnerne falder. Og når man gør det kan man det der hedder 'derivater' - altså man kan gætte på om hveden f.eks. stiger eller falder og så hvis den gør det, man har gættet får man en vis procentdel af stigningen. En af løsningerne er så naturligvis enten totalt at forbyde handlen med derivater eller at indføre den såkaldt Tobin-skat.
Men se, det vil kapitalismen jo slet ikke være med til, fordi så skriger den op om indgreb i private markeds-kræfter mv. - når årsagen nok snarere skal findes i det forhold, at kapitalismen er hamrende bange for at der skal tages blot 1½ fra dens profit. Kapitalismen vil nemlig altid lade pengene flyde derhen hvor der er størst mulighed for profit med mindst mulige udgifter på kortest muligt tid.
@Søren Nørbak
'Skribenterne skriver det ikke eksplicit, men når de fremføre at et system har et grundlæggende strukturelt problem, som det ikke selv kan løse, må løsning være et nyt system. Dette mener jeg er en total forfejlet analyse.'
Jeg synes måske snarere skribenterne gør opmærksom på nogle faktorer, der gør at den reelle frie markedsøkonomi er sat ud af kraft. Og det giver en ikke afbalanceret justering af markedet. Jeg læser fortsat ikke nogen 'fatalistiske gammel socialister' ind i dette og jeg synes det er en noget hysterisk overfortolkning.
Men tak for at konkretisere indvendingerne, det giver noget at forholde sig til.
Der findes ikke noget som hedder kapitalisme, som "vil" det ene eller andet. Der findes kun en række individer født ind i strukturer, som ingen i deres helhed har udtænkt, men som er vokset frem på samme bevidstløse måde som myretuen myrer bygger. Individerne har forskellig magt i strukturerne, nogen dominerer næsten fuldstændig, og det viser sig blandt os mennesker når det gælder stater og økonomi med uhyggelig få undtagelser at være de mest psykopatiske, destruktive, havesyge, egoistiske og derfor stupide.
Det er disse ulyksalige eksemplarer som udformer strukturerne diktatorisk efter sine egoistiske indskydelser, undtagen når de kommer under pres fra naturlovene og det uhyre flertal som normalt underkaster sig tyranniet tavst. Nogen individer ser dette, og digter f.eks. for at tydeliggøre det de ser, myten om Kong Midas, som ønsker sig at alt han berører skal blive forvandlet til guld. Han dør derefter af sult og tørst, fordi guld hverken kan drikkes eller spises (ialfald ikke med andet udbytte end forgiftning). Eller myten om tyrannen Damokles, som sidder på sin trone under et sværd som hænger i en tynd tråd over hans hovede, en tråd som er ved at ryge.
Kapitalismen viser sig at være ensbetydende med at menneskeheden lider Kong Midas' skæbne, og dens magthavere desuden Damokles'. Kapitalismen er menneskehedens sammenbrud, sådan ser det ud i dag. Den synes at udtrykke kvintessensen af det menneskelige genom, og de som udtrykker sin begejstring over dette, udtrykker dermed sin begejstring over at undergangen i barbari og kaos er her. Historien viser os at den dominerende mennesketype hellere vil udrydde os alle end at indrømme at de tager fejl.
En særlig ondartet form for kapitalisme udviklede sig selvfølgelig med afsæt i primitive russiske misforståelser af Karl Marx' teorier. Disse misforståelser kan Marx lige så lidt gøres ansvarlig for, som Jesus eller hans samtidige efterfølgere, eller Augustin osv. kan gøres ansvarlige for den katolske kirkes talløse forbrydelser. Ansvaret for handlinger ligger på dem er udfører dem. At det blev Stalins og ikke Rosa Luxemburgs og Gramscis udgave af marxismen som sejrede i det 20. århundrede er en dom over menneskeheden som samtidig viser hvor Karl Marx og de som forstod ham bedst tog alvorlig fejl: De forstod ikke hvad mennesket er for en størrelse, og hvordan det de kaldte kapitalisme udtrykte noget sskæbnesvangert ved menneskearten.
At "Marx" (hvormed menes det man heller ikke har læst af hans efterfølgere) tog fejl bruges i dag som triumferende bevis for at alle hans modstandere må have haft ret. Det er en urstupid bevisførelse som svarer til at ville bevise at 2+2 = 5 , ikke med henvisning til at en mand som hævdede at det er fire, også sagde at alle tal er heltal, men med henvisning til at hans efterfølgere, som arbejdede med udgangspunkt i at 2+2 = 5, sagde at 2+2 = 8. Men idag tror altså hele den frivilligt totalitære verdensoffentlighed at 2+2 = 5 eller muligvis 7 eller 10. Så ufattelig tåbelig er situationen i dag på det politisk-filosofiske område i den åndsforladte kakafoni af totalitært hysterisk skrigeri som man helt misvisende kalder en offentlig debat.
Al økonomisk teori indtil nu er forkert, ikke bare lidt, men den har ikke været i nærheden af at forstå sagen, med undtagelse af indslag has Marx og enkelte andre. Den grundlæggende fejl ved al økonomisk teori har været, at den lader som om menneskene ikke lever i naturen og er en del af den. Renteforestillingen er en central fejl, som i sin tid tog udgangspunkt i, at den som lånte en ko, efter en vis tid skulle have den tilbage med en kalv oven i - deraf udtrykket "afkast" (ordet penge kommer af pecos = kvæg, som blev brugt som byttemiddel/almen ækvivalent i nomadesamfund i Nordafrika). Når rentesberegningen med matematikken og pengenes opdukken bliver abstrakt, opstår galskaben: en øre sat i banken ved Kristi fødsel til den lave rente af en pct. ville i dag være et helt solsystem fuldt af guld værd. Vækstideen, den matematiske pengeformeringside = kapitalideen, er sindssyg. Den tager ikke højde for at naturen er et kredsløb, hvor ting dannes og går til grunde, den tror at pengene vokser ind i himmelen.
Takker ellers for henvisningen til bogen af Noreena Hertz.
Tak for en fremragende artikel, der med al sørgelig tydelighed udstiller de skræmmende udfordringer mennesket står overfor.
Har vi mennesker ikke fået det nøjagtigt, som vi vil? Går der ikke en lige linie fra den måde, vi selekterer mage på, til vores planets nuværende nød? Mænd foretrækker generelt fysisk smukke kvinder, der generelt foretrækker fysisk magtfulde mænd. Da fysisk magt er synonym med materiel magt, der igen er synonym med økonomisk magt, så er det hele kun et spørgsmål om simpel multiplikativ regning.
Skal vi redde os ud af det morads, som vi således har bragt os selv i, så skal vi til at selektere på en anden måde. Mon det kommer til at ske? Hvis ikke, så er der trods alt én trøst at hente i hele dette cirkus, hvor det meste synes uden mening og formål: Vores forplantning vil i det mindste være konsistent med den mennesketype, der vil være behov for i fremtiden: Den aggressive barbariske type. Man kan så med sorg spørge: Er det virkeligt alt, vi har kæmpet for igennem årtusinder?
Også herfra ubetinget ros til journalisterne for en velgennemarbejdet særdeles relevant artikel.
Heller ikke jeg kan se, at artiklen på nogen måde kan tages til indtægt for ”den garde af fatalistiske gammel socialister der, igen, prøver at ligge kapitalismen og vores nuværende samfundssystem i graven” (Søren Nørbak) eller ” alligevel er der nogle der stadig drømmer sig tilbage til denne totalitære ideologi.” (PH) ligesom Kim Vibes påstand:” Om ti år griner vi af c02, sidder med overskudslagre af fødevarer og kører på nye drivmidler.” kunne trænge til en argumentation.
Uanset hvordan man i øvrigt forholder sig til kapitalismen, er det en historisk kendsgerning, at intet andet økonomisk system har været i stand til at generere blot tilnærmelsesvis samme velstand - kapitalismen har sejret ad helvede til.
Men kapitalismens (markedsøkonomiens) økonomiske forudsætning er vækst.
Spørgsmålet er derfor om, det er en rigtig analyse af ” de fire kriser” at ”de er fælles om at afspejle de grundliggende vanskeligheder for en økonomi, der i omfang har nået grænser sat af klodens geofysiske og økologiske systemer” for så har kapitalismen ” et strukturelt problem , som den ikke selv kan løse” og så må systemet nødvendigvis laves om eller erstattes.
Stor ros til både Information, Steen Nielsen og Burchart for en usædvanlig grundig og interessant artikel. Det er journalistik i denne kaliber der cementerer avisens position som det mest (man fristes til at skrive "det eneste") intelligente dagblad i DK.
Omvendt så er der vel stadig et par detaljer i "Monsteret fra Østrig"s familieliv som den danske befolkning desperat mangler at få indsigt i...
Fremragende Information. Meget mere af den slags.
Da Søren Nørbak nu så effektivt har frigjort sig af artiklens påståede og ganske overvældende propanda fra fatalistiske gammelsocialister og Kim Vibe er klar til at dø af grin, når hele CO2-joken om 20 år er afsløret som et gammelsocialistisk og venstresnoet kup, så kunne jeg da godt tænke mig, at de stillede deres skarpsindighed til rådighed for os andre.
Citat af Søren Nørbak:
Altså: der er et strukturelt problem kapitalismen som den ikke selv kan løse. Skribenterne skriver det ikke eksplicit, men når de fremføre at et system har et grundlæggende strukturelt problem, som det ikke selv kan løse, må løsning være et nyt system. Dette mener jeg er en total forfejlet analyse.
Citat slut.
Hvilken analyse og hvilke løsninger kan Søren Nøbak berige os andre med når vi taler om finanskrise, fødevarekrise, oliekrise og klimakrise?
Når den foreliggende analyse betegnes som 'forfejlet' må det være fordi, der eksisterer en bedre.
Hvilken?
Alt i verden hænger sammen. Det er min overbevisning, at Jorden har mange buffermekanismer. Jorden har mange selvhelbredende mekanismer som sørger for, at den kan klare selv lange perioder med CO2 udledning. Jeg tror, at Jorden buffermekanismer er presset til det yderste, og jeg forventer, at der kommer en eller andet form for regulation. Se eventuelt "Den Ubekvæmme Sandhed".
Den gode del af historien er, at vi fortsat har tid til at rette vores fejl. Det vil sige, at vi fortsat har mulighed for at fremelske renere teknologier som sikrer, at den klima krise som vi står foran bliver af mindre dramatisk natur.
If this is the best analysis the most progressive newspaper in DK has to offer, then it is in serious trouble. The article basically supports monopoly capital's propaganda that there is a physical basis for the crisis. That shields capital from the social control needed to correct the situation.
Let's get the facts straight:
Oil: The proven reserves of oil (a hydro-carbon) have been increasing every since records have been kept. The article mentions the tar sands in Canada, but not the implications for oil supply. That one deposit contains more oil than all other know reserves. It can be produced at $12/barrel.
It also is not clear that oil is a 'fossil fuel'. 97% of all ordinary matter is hydrogen, carbon is the 4th most abundant element. That some of this material was trapped inside the earth when it was formed is a theory that has been used by the USSR and now Russia with great success. It is the old "pore hypothesis" put forward by Gold and suppressed by Big Oil:
http://arxiv.org/pdf/physics/9610011
Food: According to a 1970's article, "Resources available to agriculture" in Scientific American, the Globe's carrying capacity is 60 billion people. The current food crisis is a result of neo-liberal economic policies and speculation. First, the economic policies forced countries (Mexico, etc.) to open their borders to grain from the USA, which is dumped at half of production cost (due to farm subsidies). The effect was to drive local farmers out of business. The centralization of production then made it easy for the speculators to manipulate prices.
Climate: There is no evidence that any (claimed) changes in climate require human intervention. In fact, the reduction in ice around the North Pole would generate a $60 billion a year benefit by allowing ships to pass through. More:
http://climateaudit101.wikispot.org/Climate_Models
IPCC 2001 Chapter 8 discusses model evaluation. Armstrong & Green (2007) evaluated the forecasting skill of the IPCC models and said "We have been unable to identify any scientific forecasts to support global warming. Claims that the Earth will get warmer have no more credence than saying that it will get colder." this paper was briefly discussed on CA.
http://homepages.tesco.net/~kate-and-david/2007/Holland(2007).pdf
Bias and Concealment in the IPCC Process
John Mitchell, Julia Slingo, David S. Lee, Jason Lowe & Vicky Pope: ‘CLIMATE CHANGE Response to
Carter et al.’, World Economics, 8 (1): 221 228.
One key question to be considered is what would have been the consequence of IPCC, 2007 accepting that the “hockey stick” and other reconstructions that cannot simulate the instrument record from 1850 to 2005 were not scientifically reliable.
Given their previous prominence, the IPCC would have to withdraw the conclusions that flow from them and could only claim, as did NRC, 2006 on page 3 of its report, that it is “plausible” that it is now warmer than a thousand years ago. Against that many and probably most qualified scientists would say that there is at least equally plausible evidence that it is not. The effect of such a conclusion on modelling studies would be to undermine the credibility of the more alarming predictions. Unless a warming of significantly more than 1°C can be shown to be likely over the next century it would be impossible to maintain public and political support for the massive costs that the current burgeoning “global warming industry” imposes. The IPCC and the “hockey team” in particular appear to recognise this, and are desperate to shore up the shaky foundations of the science and deny the many uncertainties, as these comments on the final SPM draft suggest.
NRC = USA's Nation Research Council
Concern about climate can be accounted for by psychological factors:
http://dss.secureid.org/stories/storyReader$6
Conclusion: The only shortage is the lack of regulation of monopoly capital. Just look at the old newspaper articles from the 1970's and you can see all the same arguments about oil running out and other shortages. The astute observer will note that we always have an oil man in White House when these "shortages" occur. Chomsky has it right in "Failed States": What we are seeing is a massive abuse of power and an assault on democracy.
Også herfra en tak til journalisterne Jørgen Steen Nielsen og Martin Burcharth for deres forsøg på at give et overblik over de komplicerede sammenhænge i verdensøkonomien. Det er nødvendigt at nogen tør gøre den slags forsøg, fordi fagøkonomerne som regel ikke tør – de er bange for at udsætte sig for fagfællers kritik og dermed få begrænset deres karrieremuligheder - og i stedet indskrænker de deres arbejde til at beskrive meget snævre problemstillinger i form af matematiske modeller, der ser imponerende ud på papiret, men ofte savner relevans i forhold til de problemer, verden slås med.
John Maynard Keynes, som gennem sit arbejde i det britiske finansministerium fik stor indsigt i kapitalismens praktiske funktionsmåde i tiden mellem 1. og 2. verdenskrig og teoretisk leverede de mest nyskabende økonomiske teorier siden Marx (han var ikke marxist!), sammenfattede i 1933 sit syn på kapitalismen således:
”Det nittende århundrede førte det kriterium, vi kort kan kalde det finansielle resultat helt overdrevent langt ud, når man skulle vurdere tilrådeligheden af en handling, hvad enten der var tale om et privat eller kollektivt initiativ. Hele livet blev gjort til en slags parodi på en bogholders mareridt (…).
Det er den samme selvmorderiske regel om finansiel kalkulation, der styrer alle sider af livet. Vi ødelægger landskabet, fordi naturens skønhed, der ikke ejes af nogen, ingen økonomisk værdi har. Vi er i stand til at slukke for solen og stjernerne, fordi de ikke giver noget afkast (…).
Den dekadente, internationale, men individualistiske kapitalisme, vi har levet under siden krigen (1. verdenskrig), er ingen succes. Den er ikke intelligent, den er ikke smuk, den er ikke retfærdig, der ikke ædel – og den giver ikke det lovede resultat. Kort sagt, vi kan ikke lide den, ja, vi begynder at foragte den. Men når vi spekulerer over, hvad vi skal sætte i dens sted, er vi meget rådløse”.
Verden har brug for en ny Keynes. Men det er ikke nødvendigvis fra økonomerne, vi skal vente et afgørende gennembrud på, hvordan vi kommer ud af det morads, vi har bragt os selv i. Karakteristisk nok var Keynes af uddannelse ikke økonom, men matematiker og filosof.
Ja fremragende Information. Meget mere af den slags.
Så et hjertesuk - med de stigende oliepriser må regeringen revidere deres energistrategi, hvor vindenergi og andet vedvarendeenergi blev betragtet som dyr energi. Hvilke Ingenørforeningen m.fl allerede ved offentlig gørelsen af regeringens energistrategien kom med andre beregninger til.
Da jeg begynte at arbejde fik jeg hele ugelønnen udbetalt. Derefter kørte jeg hen til kæmnerkontoret, sygekassen, fagforeningen. Vi kan begynde med at få lønnen tilbage, og betale for vores forbrug. Istedet har folk overladt deres løn til de havesyge storforbrugende nassere af andres arbejdsydelse.
Synes i øvrigt udtrykket 'marked' burde defineres lidt nærmere.
Det anvendes overalt som en eufemistisk omskrivning af alt fra ren korruption, mafiadominans, monopol, oligarki til det som vel vel egentlig associerer til, - nemlig et torv hvor uafhængige producenter falbyder varer til uafhængige købere.
Selv om vi så er tilbage ved utopierne. En ideel verden f.eks. i form af et ideelt 'marked' er dog udmærket som målestok for et menneskesyn og en retfærdighedssans.
Afskaf kapitalismen.
"Den amerikanske olieanalytiker Michael Klare vurderer, at der i 2007 blev overflyttet over en million milliard dollar til de olieeksporterende lande fra stater, der må importere olie."
Olieanalytiker?? Ham her: http://en.wikipedia.org/wiki/Michael_Klare
En million milliard dollar!? Hmmm......?
Ok, Så tusind milliarder da - det er vel den sædvanlige forveksling af
milliard (10**9 dansk) og billion (10**9 amerikansk)
Michael T. Klare er en suspekt person, der udgiver sig for venstrefløjsaktivist, men hvis overstyrede artikler mest af alt er til gavn for Big Oil. Han skriver altid det samme: Peak Oil, Peak Oil, Peak Oil.
@ Polybios d. y. og John Fredsted: Hvilken tristesse. Mennesket har i modsætning til myrerne muligheden for at ændre adfærd.
Jeg har stor respekt for filosoffen Marx, men ikke for profeten Marx. Der er vel ingen som Marx, der har været i stand til at analysere og beskrive kapitalismens væsen og dynamik, men hans forudsigelser af historiens udvikling var mildest talt et komplet fejlskud. I øvrigt var Marx som bekendt indbegrebet af materialismen. Hans utopi var, at vi skulle ligge i hængekøjen og lade maskinerne producere løs alt hvad remmer og tov kunne holde. Vi skulle kun hobbyarbejde (af lyst) og ikke af nød. Han er ikke noget aktuelt svar på kapitalismens materialisme.
@Karsten Aaen:
”Og derfor går kapitalismen altid efter at få pengene skubbet derhen hvor der flest penge at tjene” og ”kapitalismen vil nemlig altid lade pengene flyde derhen hvor der er størst mulighed for profit med mindst mulige udgifter på kortest muligt tid.”
Det er for så vidt en meget god beskrivelse af kapitalismen ,og det er jo netop de forhold du beskriver, der har gjort kapitalismen til det mest effektive økonomiske system, historien har set til generering af velstand.
@ Monitor: Det fundne citat fra Keyne`s beskrivelse af kapitalisme er morsomt, men selv Keyne var jo nødt til at anvende kapitalismens markedsmekanismer i sin økonomi. Hvis der er for stor arbejdsløshed (for stort udbud af arbejdskraft), skal efterspørgslen øges ved at staten iværksætter offentligt arbejde. Han er derfor kun et svar på et evt. arbejdsløshedsproblem, men ikke på et evt. materialistisk overforbrug (udtømning af ressourcer).
@ S.E.Blumensaat: Den store tyske religionssociolog og filosof Max Weber hævdede, at den ”protestantiske arbejdsmoral” var en væsentlig årsag til kapitalismens fremkomst og udbredning. Hvis du arbejder hårdt og er nøjsom generer du kapital og den skal anbringes jf. det europæiske arbejderaristokrati, der nu via deres pensionskasser på god kapitalistisk vis udbytter proletarerne i Østen.
@ Ole E. Mikkelsen: Din definition af det frie marked er selvfølgelig helt korrekt i sin utopi, men det frie marked eksisterer ikke. Dels korrumperes det, som du anfører af kriminelle, men derudover begrænses det helt legitimt af regeringer. Kapitalisme er et samfunds økonomiske system, men alt det andet, der konstituerer et samfund har selvfølgelig en helt legitim ret til at påvirke sit økonomiske system. Det andet er det Hegel med et herligt udtryk kalder for sædeligheden (begrebet indgår faktisk i den danske grundlov) og udgøres blandt andet af politik, kultur og religion. ”Den skandinaviske model” er i mine øjne et resultat af kapitalisme (markedsøkonomi) formet af den skandinaviske sædelighed.
Jeg er derfor helt enig med Claus Piculell i at den aktuelle udfordring består i: ” Offensive reformer, der sikrer bedre reguleringsmekanismer for kapitalismen globalt, og som kan tøjle de værste excesser samt afhjælpe de værste følger som sult, nød og klimaproblemer.” for ellers vil David Stodolsky have ret i ” That shields capital from the social control needed to correct the situation.”
Tak til Information for en oplysende og tankevækkende artikel!
I diskussionen om markedets evne til at sørge for ligevægt, synes jeg at man overser tidsfaktoren. Eksempelvis vil oliemangel drive priserne op og dermed vil andre energikilder (sol, vind, atomkraft, fusionskraft) blive rentable. Den lille teoribog for markedsøkonomer siger at hermed er problemet løst, ja i virkeligheden er der slet ikke noget problem. Desværre glemmer teoribogen at gøre os opmærksom på, at den tid det tager at udskifte energiforsyningen er længere end den vi har råd til at vente i ( "i det lange løb er vi alle døde" som Keynes sagde)
Tidsfaktoren narrer os også når det gælder klimaproblemet og den truende demografi i Europa. Det tager årtier før virkningen af CO2 udledning og etbørnsfamiler får synlige virkning på henholdsvis klima og pensionssystemer, og på det tidspunkt er der oparbejdet en dynamik som det tager mindst lige så mange årtier at bremse.
Måske skulle vi prøve at blive lige så opvakte som de internationale forsikringsselskaber der allerede begyndte at indarbejde klimaprognoserne i deres policer for 15 år siden. De skulle ihvertilfælde ikke have noget klinket.
@ Svend W.
"Jeg har stor respekt for filosoffen Marx, men ikke for profeten Marx. Der er vel ingen som Marx, der har været i stand til at analysere og beskrive kapitalismens væsen og dynamik, men hans forudsigelser af historiens udvikling var mildest talt et komplet fejlskud".
Jeg er helt enig. Marx`s to helt store fejlskud var at han ikke forudså den styrke fagforeningerne ville få og undervurderede liberale systemers evne til at afbøde eller foregive at afbøde det rå markeds konsekvenser ( tag som eksempler henholdsvis Roosevelts "New deal" og Bismarcks alderspension)
På et andet punkt var han meget forudseende. Han mente at en planøkonomisk produktion af varer var helt urealistisk fordi den aldrig ville kunne skabe balance mellem udbud og efterspørgsel. Han mente at produktionen måtte styres af markedet ( også selvom produktionsmidlerne var ejet af staten). Desværre lyttede "marxisterne" ikke til Marx! (hvilket han også var fortørnet over).
For 20 år siden erkendte kineserne omsider deres fejltagelse. Om det er godt eller skidt for os er svært at sige. En gammel engelsk imperialist sagde for 100 år siden: "China sleeps, let her sleep, the day she wakes up, the world will tremble" . Som det fint beskrives i artiklen så er verden begyndt at ryste.
Tak til Mokasinnen, Ole Munk og David Stodolsky for jeres kommentar og vidensdeling. Jeg kun godt tænke mig en verden hvor politikker tænkte langsigtede og etisk og ikke blot i populistisk retorik (give them bread and circus) . At journalister stillede de rigtige spørgsmål i god tid, flere ledere med visioner, at demokratiet var ikke blot et teater stykke, og at "good honest hardworking people - George Carlin" kun føle tillid til de magthavende, og at greedy, fat, old, white men(Rush Limbaugh m.m.) tænkte på børnenes fremtid.
Jeg er amerikaner og har boede i DK i mange år. Min erfaring har været at europæerne har elsket at kigge på USA og ryste på hovedet over deres korrupte systemer med industriens lobbyisme og dukkeførte præsidenter som bliver ansat af højeste dommer/medie giganter m.m... Nu er tiden kommet hvor europæerne selv skal holde øjne åbne, for de amerikanske tilstande har måske spredt sig og det er meget lidt gennemsigtigt.
Fremragende artikel.
Som det allerede er sagt manes der ikke til en afskaffelse af kapitalismen, men til justeringer. Det kunne fx være ved at omgøre arven fra Thatsher og Reagan og begrænse spekulanternes magt.
Eftersom diskussionen allerede kører på højtryk vil jeg ikke gå ind i den på nuværende tidspunkt, men vil gerne gøre opmærksom på endnu en bog: Morris Berman: Dark ages America. Den beskæftiger sig med imperiers livsbane, specielt med vores aktuelle imperium, USA, og drager paralleller til romerriget. Et af de mere mindeværdige citater (efter hukommelsen): Optimism can be a very good thing if it is based in facts. Det er vist den første bog nogensinde, som ikke slutter med et kapitel om hvad vi allesammen sammen skal gøre for at få tingene på ret køl igen.
Men det var da iøvrigt et glimrende indlæg fra Nielsen& Burchart - især fortjener Burchart ros for at have bevæget sig bort fra den alt for positive linie han havde over for imperiet for adskillige år siden. End ikke krigen kunne han se noget nævneværdigt forkert ved dengang, synes man. Beundringsværdig forandring.
Burcharth og Nielsen sætter nye standarder for sammenfattende journalistik i Inf. Den resterende dagspresse i Danmark er i den grad blevet kørt bagud i krisedebatterne. Vi venter spændt på at og hvordan Inf. vil blive citeret i de øvrige nyhedsmedier. Det er mere end sjældent, at danske aviser har noget at bidrage med i verdenspressen, vi har lige læst undtagelsen. Ikke at der er noget som helst nyt i artiklen, men at der for en gang skyld er nogen, der tør servere de åbenlyse sammenhænge på en slagkraftig og overskuelig måde, er forfriskende og giver håb om, at vi kan komme til sagens kerne mens tid er. Sagens kerne er at kapitalismen i almindelighed og neoliberalismen i særdelsehed har skabt et fremtidsproblem for vores liv på planeten, som de ikke selv er i stand til at løse. Problemet skal løses. Når systemet ikke kan, så må menneskene. Kræfter i vores samfund, som forsøger at bilde os ind, at der er en økonomisk løsning på miseren er galt afmarcheret. Der er kun en politisk. Fireårs valgperioder ser ud til at være for altmodisch i forhold til den hastighed kriserne udvikler sig med. Hvad fanden skal vi gøre? Der er længe til næste valg og oppositionen af navn tør vi næppe stille forhåbninger til. It's gettig hot in here!
Må jeg lige så forsigtigt spørge, om der eventuelt, muligvis og i givet fald kunne tænkes andre muligheder end et forbrugersamfund? Skal vi give markedsmekanismerne en håndsrækning - og en hundesnor!
"Kræfter i vores samfund, som forsøger at bilde os ind, at der er en økonomisk løsning på miseren er galt afmarcheret."
Her burde retteligen have stået:
Kræfter i vores samfund, som forsøger at bilde os ind, at der er en økonomisk eller teknisk løsning på miseren er galt afmarcheret.
Lad nu være med at give folk æren for noget, de ikke er ansvarlige for. Der er mange andre, der allerede har diskuteret disse emner.
Se f.eks.
http://www.sfgate.com/cgi-bin/blogs/sfgate/detail?blogid=15&entry_id=26082
http://www.lemonde.fr/talents-fr/article/2008/04/28/six-crises-qui-bousc...
Eller som finacial times skrev 27. april:
"It is no accident that our multiple crises – property, credit, banking, food and commodities – have been happening at the same time. The simple reason is that they are all part of same overriding narrative. The mother of all these crises is global macroeconomic adjustment – a rare case, incidentally, where the word “crisis” can be used in its Greek meaning of “turning point”. "
Der er altså ingen grund til at tillægge danske journalister særligt profetiske egenskaber.
Nielsen og Burchardt:
I skriver: "For bankerne har boligboblens bristen betydet massive tab"...osv.
Hvad I ikke nævner i jeres artikel er at disse tab ikke bare rammer bankernes aktionærer, men i høj grad også rammer de amerikanske skatteborgere på flere fronter, for siden denne finanskrise begyndte i 2007 har bankerne og deres aktionærer i realiteten fået tilført mange hundrede milliarder dollars fra staten, og meget mere er i vente fremover,
her bruges altså skatteborger-penge (også i UK/EU) til at holde en række banker solvente og likvide ved at staten/nationalbanken er gået med til at "veksle" disse bankers beholdninger af tabsgivende/værdiløse amerikanske subprime-boligobligationer/CDO-papirer/andre finansielle derivater med statsobligationer = cool cash.
Denslags kaldes "bail out" på skatteborgernes regning, og siden dette betyder pengetrykkeri uden basis i stigende verdiskabelse/produktion, er dette en hovedårsag til at vi i denne tid oplever sterkt faldende dollar-kurs og sterkt stigende prisinflation på råvarer/olie/fødevarer.
Det nye ideal for amerikansk/vestlig kapitalisme og "fri" markedsøkonomi kan nu kort og godt udtrykkes sådan:
Privatisering af profit, socialisering af tab.
"Capitalism without financial failure is not capitalism at all, but a kind of socialism for the rich".
- Jim Grant, August 26, 2007, i en artikkel i New York Times
Man kan altså ikke beskætige sig med disse kriser (finans/energi/fødevarer/klima) uden også at beskæftige sig indgående med selve probemets kerne: Nemlig en voldsom stigning i (uansvarlig) pengetrykkeri/kreditgivning, noget som har resulteret i en voldsom stigning i et gældsdrevet privatforbrug (og dermed også stigning i forurening/CO2-udslip m.m.) over hele verden. Og nu altså med en vis forsinkelse: en meget kraftig stigning i varepris-inflationen på de mest elementære forbrugsvarer: nemlig energi og fødevarer.
PS: Nogle relevante citater:
"If you want to be the slaves of banks and pay the cost of your own slavery, then let the banks create money…"
- Josiah Stamp, Governor of the Bank of England, 1920.
"By a continuing process of inflation, government can confiscate...an important part of the wealth of their citizens." - John Maynard Keynes
Inflation is one form of taxation that can be imposed without legislation. - Milton Friedman
@Svend W: Din udmelding "Hvilken tristesse. Mennesket har i modsætning til myrerne muligheden for at ændre adfærd" giver mig umiddelbart anledning til følgende bemærkninger:
- Ja, naturligvis har mennesket mulighed for at ændre adfærd. Men mon det kommer til at ske? Den samlede menneskelige historie synes ikke at give nogen forhåbning om, at fornuften vil sejre.
- Ja, naturligvis er det trist, men er det ikke fuldt ud rimeligt - endda udtryk for et sundt menneskes reaktion - at være trist, sådan som vores verden fungerer (eller rettere, ikke fungerer)?
Sider