Den sniger sig ind på én. Den foruroligende fornemmelse. Man behøver blot kaste et blik på CNN's hjemmeside.
lyder overskriften på én historie. Olie sætter prisrekord efter britisk strejke, fortæller en anden. En tredje artikel: Fødevarepriser skaber 'global krise', siger FN-chef. Og en fjerde: Drivhusgasser ophobes i øget tempo.
IMF forudser globalt økonomisk mørke,
Temaerne går igen i alle nyhedsmedier, internationale som hjemlige: Den internationale økonomi er kriseramt. Det globale oliemarked er kriseramt. Verdens fødevareforsyning er kriseramt. Og planeten er ramt af klimakrise. I hvilken retning man end retter blikket, mødes det af ubehagelige budskaber. Den ene krise kæmper med den anden om vor opmærksomhed. Og om rådvilde politikeres. Ikke så snart er der taget initiativ på ét område, før behovet for hurtig handling melder sig på et andet.
Fornemmelsen er denne:
Det, verden oplever, er ikke fire kriser. Det er én krise. En egentlig systemkrise med rod i basale strukturer i den globale økonomi. Med det fællestræk for delkriserne, at de afspejler et system, der nu opererer tæt på sine grænser. Hvorfor de ikke kan tackles hver for sig. Forsøger man at løse én krise isoleret, forværrer man med sikkerhed en eller flere af de andre. Som når man trykker på en bold og registrerer, at den buler ud et andet sted.
Økonomen Sir Nicholas Stern taler i den britiske regerings Stern-rapport fra 2006 om klimaproblemet som "en massiv markedsfejl". Er også den firedobbelte systemkrise en manifestation af en iboende markedsfejl i det, der går under navnet den globaliserede vækstkapitalisme? Og hvis det er tilfældet: Hvad stiller verden op med en sådan grundskade?
"Det åbne spørgsmål er," siger den amerikanske fødevareøkonom og grundlægger af Earth Policy Institute, Lester Brown, "hvorvidt vi har den politiske kompetence til at styre så mange kriser på én gang."
Forhenværende ambassadør, adjungeret professor ved Copenhagen Business School Jørgen Ørstrøm Møller er ikke sikker.
"Verden varmer op til den mest brutale økonomiske konfrontation, der er set i mange årtier, måske århundreder," siger han.
Krisebeskrivelse
Finanskrisen først. En krise skabt af begærlighed understøttet af, hvad finansmanden George Soros kalder 'markedsfundamentalisme'.
Ifølge Soros blev grunden til dagens finansielle problemer lagt i 1980'erne, da Ronald Reagan og Margaret Thatcher løsnede kontrollen med de finansielle kræfter i tillid til 'markedets magiske evne' til selvregulering. Det stimulerede finansinstitutioner til at opfinde stadig mere ugennemskuelige finansielle produkter og transaktioner, som gjorde det stedse vanskeligere for myndigheder at vurdere de tilknyttede risici.
"Siden 1980'erne er styringen gradvist blevet svækket, indtil den i praksis er forsvundet," konstaterer Soros.
I iveren efter at stimulere finansmarkedets vækst og inspireret af den amerikanske centralbanks gentagne rentenedsættelser efter dot.com-boblens bristen blev forbrugerne i USA opildnet til massiv låntagning for at realisere drømmen om egen - eller større - bolig. Bankerne udstedte en strøm af højrisikolån til huskøbere med lav kreditværdighed, lån som de pågældende dårligt havde råd til, men regnede med at kunne omlægge til mere favorable vilkår i takt med, at deres nye bolig steg i værdi. Og værdistigningen lokkede til yderligere låntagning for at finansiere et ekspanderende privatforbrug. Helt i pagt med præsident Bush's appel til amerikanerne om at øge forbruget som udtryk for 'ny patriotisme'.
I foråret 2007 havde de amerikanske banker udstedt risikable 'subprime lån' til en værdi af 1.300 milliarder dollar, og i euforien over ejendomsmarkedets buldrende vækst forsømte bankerne at lægge kapital til side for det tilfælde, at husejerne ikke kunne betale terminen.
Det var det, der skete i andet halvår 2007. Nøjagtig som dot.com-boblen bristede den lånefinansierede husboble. Der var bygget så meget, at markedet var mere end mættet, og huspriserne faldt. Det afskar nye husejere fra at lægge lånene om, og så revnede bukserne. Renter og afdrag blev ikke betalt, tvangsauktionerne begyndte at rulle. I dette forår er antallet af amerikanske tvangsauktioner i vækst for syvende kvartal i træk, og tv-reportager fra trailer-parker, hvor tidligere villaejere fortæller om deres personlige nedtur, er bedrøvelig hverdagskost.
For bankerne har boligboblens bristen betydet massive tab: Citigroup har tabt 39 mia. dollar. Merrill Lynch 29 mia. Morgan Stanley 11,5 mia. Bank of America otte mia. Lehman Brothers knap fire mia. Og som følge af det grænseoverskridende finansielle netværk rammes også udenlandske storbanker, kapitalfonde og investeringsselskaber. Sammenlagt må de finansielle institutioner se en kombination af tab og værdinedskrivninger på over 300 mia. dollar i øjnene. Mere end 100 udlånsvirksomheder i USA har drejet nøglen om eller er blevet solgt. På Wall Street har 49.000 medarbejdere i den finansielle sektor mistet jobbet.
Banker, der taber penge, strammer lånevilkårene. Læg dertil afmatning i byggesektoren, og man har grundlaget for en faldende forbrugertillid til økonomien. Det fører til forbrugsnedgang, lavere vækst i erhvervslivet, kursfald på aktier, arbejdsløshed og endnu mere nedgang. Det amerikanske forbrugertillids-indeks er nu på det laveste niveau i 26 år, arbejdsløsheden den højeste i mere end to år, væksten næsten gået i stå.
"Det er måske ikke officielt, men stadig mere åbenlyst: Den amerikanske økonomi er gledet ind i recession," skrev The Economist for nylig. Og IMF bekræfter i sin seneste World Economic Outlook: "Finansmarkedets krise, der brød ud i august 2007, har udviklet sig til det største finansielle chok siden Den Store Depression" i 1930'erne.
IMF forventer en vækst i USA i år på 0,5 pct. mod 2,2 pct. sidste år. En dagsaktuel Bloomberg-undersøgelse blandt 54 økonomer spår en vækst på kun 0,1 procent de nærmeste måneder. "Forbugerne er gået i beskyttelsesrum," siger en af økonomerne Ken Goldstein.
Og nedturen smitter.
"Europa står over for svagere vækst som et resultat af vedvarende finansiel turbulens, høj inflation og dønningerne fra den milde recession i USA," noterer valutafonden og forudser et fald i den europæiske vækst fra 2,9 pct. i 2006 til 1,5 pct. i år. For Danmark spås et markant fald fra 3,9 pct. i 2006 til 1,2 pct. i år.
De hjemlige udsigter får Danske Bank til i sit Ugefokus fra 25. april at fastslå:
"Forbrugertilliden er nu på det laveste niveau siden årtusindskiftet. Vi har ingen forventning om en snarlig tilbagevenden til den store optimisme, der prægede forbrugerne for blot et år siden (...) Vurderingen af landets økonomiske situation om et år er faktisk den mest negative, vi har set i ni år."
George Soros, finansmanden, konkluderer i Financial Times, at verden er løbet ind i "den værste markedskrise i 60 år," og spår, at recession i industrilandene "nu er mere eller mindre uundgåelig." Når det er kommet så vidt, hænger detsammen med, at finanskrisen overlejres af to parallelle kriser: oliekrisen og fødevarekrisen.
Oliekrisen
Så sent som i november 2007 udsendte Det Internationale Energiagentur, IEA, et beroligende scenarie, der varslede en råoliepris på 62 dollar pr. tønde i 2030. Samme oliepris har den danske Energistyrelse brugt i sin fremskrivning af det danske energiforbrugs udvikling frem til 2025. Helt i tråd med IEA's beroligende meldinger gennem mange år om, at der er olie nok.
Ude i virkeligheden var olieprisen imidlertid allerede over 85 dollar. pr. tønde, da IEA's prognose blev præsenteret. Den 2. januar passeredes 100 dollar pr. tønde, den 12. marts 110 dollar og den 8. maj 125 dollar. Præcis det dobbelte af IEA's prognose for 2030.
"Muligheden for 150-200 dollar pr. tønde inden for de nærmeste 6-24 måneder virker stadig mere sandsynlig," sagde i denne uge Arjun N. Murti, olieanalytiker hos Goldman Sachs Group.
Priseksplosionen - mere end en fem-dobling på 10 år - afspejler, at produktionen ikke længere kan følge med det stigende olieforbrug, der især drives af Kinas og Indiens stærkt voksende efterspørgsel. Alene Kinas olieforbrug vokser med otte pct. årligt. Globalt forudser IEA en vækst på 37 pct. frem til 2030.
Det passer meget dårligt med, at den globale råolieproduktions vækst stoppede i 2005. Hele 64 lande er enten færdige med at producere olie eller udvinder faldende mængder, fordi deres reserver går mod udtømning. 82 pct. af de kendte reserver er i dag koncentreret på 10 lande, hovedparten OPEC-stater.
Gabet mellem produktion og efterspørgsel dækkes nu alene via naturgasbaserede olieprodukter, effektivisering på raffinaderierne samt introduktionen af biobrændstof.
"Hvis vi ikke havde disse tønder, er jeg ikke sikker på, hvorfra vi skulle skaffe den halve million tønder" om dagen, som markedet råber på, sagde IEA's vicedirektør William Ramsey forleden til Financial Times. Om de biobrændstoffer, om alverdens fagfolk nu advarer mod.
Olieknapheden betyder, at ethvert midlertidigt produktionsbortfald - som for nylig en strejke blandt britiske oliearbejdere - får markedet til at reagere nervøst og presse prisen yderligere op.
Til det kommer så, at denne verdens grådige spekulanter under indtryk af finanskrisen er flygtet fra værdipapirer og dollar til spekulation i håndgribelige råvarer som olie. Spekulanterne er med til at drive olieprisen op og dermed også med til at forværre oliekrisens negative indflydelse på den økonomiske krise. For den stigende oliepris slår igennem på erhvervslivets produktionsomkostninger og fører til stigende varepriser og inflation, faldende købekraft for forbrugerne og almen kriseforværring.
Vindere er kun de olieproducerende lande og store olieselskaber, der noterer rekordprofitter. Den amerikanske olieanalytiker Michael Klare vurderer, at der i 2007 blev overflyttet over en million milliard dollar til de olieeksporterende lande fra stater, der må importere olie.
Først i elvte time har bl.a. IEA indset situationens alvor og udsender nu helt nye budskaber.
"Vi har set på alle olieefterforskningsprojekter i verden: 230 i alt - i Saudi-Arabien, Venezuela, Nordsøen, overalt. Selv hvis alle disse, allerede finansierede projekter realiseres, vil den samlede ny olieproduktionskapacitet, de kan levere, være for lidt," sagde IEA's cheføkonom Fatih Birol forleden.
Birol bekræfter, at olieproduktionen fra kendte projekter frem mod 2015 må forventes at falde med 3,7-4,2 pct. om året, parallelt med en global efterspørgsel, der stiger med op til tre pct. årligt.
"Vi er nødt til at forberede os på et meget turbulent og stramt oliemarked præget af høje priser. Det bliver ikke godt for økonomien," siger cheføkonomen.
En sen erkendelse, for hvilken verden allerede betaler en høj pris. Ikke mindst verdens fattige.
Fødevarekrisen
"I USA og Europa har vi gennem det seneste år haft fokus på prisen på benzin på servicetanken. Men mens mange bekymrer sig om at få fyldt deres benzintank, kæmper mange andre rundt om på kloden for at kunne fylde deres maver. Og det bliver sværere for hver dag, der går."
Sådan sagde Verdensbankens præsident Robert Zoellick for nylig om den globale fødevarekrise, der ifølge FN's Fødevareprogram WFP nu som 'en stille tsunami' truer med at drive 100 millioner mennesker ud i sult.
Men tingene hænger sammen. Når olie bliver dyrere, bliver mad dyrere. Det kræver olie at drive landbrugets maskiner, fremstille kunstgødning, forarbejde råvarer og transportere fødevarerne frem og tilbage på tværs af kloden.
Dermed rammer olieprisstigningerne de fattige dobbelt: En stigende andel af u-landenes anstrengte økonomi beslaglægges af direkte olieudgifter til transport, kraftværker, fabrikker etc., og samtidig skal de samme lande og mennesker bruge flere penge på fordyrede fødevarer.
"Ødelæggende" for de fattige kalder Fatih Birol denne mekanisme. Iføge IEA har de olieimporterende lande syd for Sahara mistet tre procent af deres økonomiske vækst på grund af de stigende oliepriser. Men olieprisen er kun én faktor bag den stille tsunami. De øvrige er:
-Stærkt stigende efterspørgsel på fødevarer, herunder kød, fra en voksende middelklasse i vækstøkonomier som Kina og Indien.
-Fald i produktionen af centrale afgrøder som følge af klimaforandringer som f.eks. den tørke, der har ramt Australien og siden 2001 reduceret landets risproduktion med 98 pct.
-Voksende knaphed på grundvand til overrisling af marker i det tropiske og subtropiske bælte.
-Tiltagende beslaglæggelse af landbrugsarealer og afgrøder til fremstilling af biobrændstoffer i håbet om at dæmpe såvel olie- som klimakrisen.
Sammen har disse forhold drevet fødevarepriserne dramatisk op. Fødevareprisindekset fra FAO, FN's Fødevare- og landbrugsorganisation, steg med 57 pct. fra marts '07 til marts '08. For ris og kornprodukter er prisen røget op med næsten 90 pct. det seneste år.
De stigende fødevareomkostninger forværrer nedturen i USA og Europa, fordi forbrugernes købekraft udhules. Men langt alvorligere er situationen i de fattige lande, hvor pengene ikke rækker til at købe den mad, der skal holde sulten fra døren.
"Fødevarer står for 10-20 pct. af forbrugerudgifterne i i-landene, men så meget som 60-80 pct. i u-lande," påpeger Henri Josserand, chef for FAO's globale informations- og advarselstjeneste.
37 lande angives i øjeblikket at være i fødevarekrise med behov for ekstraordinær hjælp, og de seneste måneder har set optøjer i protest mod priserne i mere end 10 lande. I Somalia blev fem dræbt af politiet i denne uge, da tusinder af sultende tændte bål i gaderne og plyndrede butikker. Foreløbig 20 nationer har stoppet deres korneksport for at beskytte sig selv, på bekostning af importerende lande og det globale handelssystem.
Tilbage i 1973-74 oplevede verden også et sammenfald af olie- og fødevarekrise. I dag er der imidlertid to afgørende forskelle.
Den ene er nutidens finansielle spekulanter. Med liberaliseringen af de finansielle markeder og finansøkonomiens meget større andel af verdensøkonomien spiller kapitalfonde og andre spekulerende aktører en langt mere kritisk rolle. Præcis som de har forværret den økonomiske nedtur i USA ved at trække tæppet væk under banker og børsnoterede virksomheder, og præcis som de har forværret oliepris-krisen ved at spekulere i olieopkøb, så har spekulanterne forværret fødevarekrisen ved at spekulere i ris, hvede og andre fødevarer, der i dag repræsenterer værdier i stigning. Som med boligboblen i USA bidrager de nu til at skabe en fødevare-prisboble for at hente hurtige spekulationsgevinster. En hjemlig investor, Ole Abildgaard, kalder kapitalfonde og andres milliardspekulation i riskontrakter for "svineri."
"Den eneste ris, de kender, er den ris, der ligger under deres sushi. De er fuldstændig ligeglade med, om hundrede millioner af mennesker går sultne i seng," sagde Abildgaard for nylig til radioprogrammet P1 Business.
Den anden faktor, som fundamentalt adskiller dagens krise fra olie- og fødevarekrisen i begyndelsen af 1970'erne, er klimakrisen.
Klimakrisen
Den globale opvarmning og udtømningen af oliereserverne er to sider af samme sag, men samtidig skæbnesvangert vekselvirkende. F.eks. indebærer smeltningen af is i Arktis, at potentielle oliereserver højt mod nord kan blive tilgængelige for olieselskaberne og lede til øget afbrænding af fossil energi med forstærket opvarmning til følge. Omvendt foregår jagten på stadig mindre og vanskeligt tilgængelige oliereserver under stigende input af energi og dermed øget CO2-udledning pr. liter olie. Hvis verden i sin oliehunger kaster sig over olieskifer i USA og tjæresandsforekomster i Canada, vil der virkelig blive tale om energispild og ekstra CO2-belastning.
Men klimakrisen er også tæt sammenvævet med både fødevarekrise og økonomisk krise. Det stigende globale kødforbrug er f.eks. en afgørende drivkraft bag den skovrydning, der skal skaffe nye græsningsarealer til kvæg, men også er ansvarlig for 20 pct. af den globale drivhuseffekt.
Den aktuelle fødevareknaphed udgør dertil en ekstra trussel mod verdens skove.
"Et lille skift i fødevarepriser kan have stor betydning for, om det er lønsomt eller ej at rykke ind i skoven," siger Roberto Cavalanti fra Conservation International, der overvåger presset på Amazonas' regnskov, til Reuters. I andet halvår 2007 forsvandt 7.000 kvadratkilometer brasiliansk regnskov, parallelt med stigningen i fødevarepriser.
Også inddragelse af braklagte områder, intensiveret brug af kunstgødning m.m. for at øge fødevareproduktionen, forstærker presset på klimaet.
Den modsatte vej indebærer klimaforandringerne forringede muligheder for landbrug mange steder på kloden - især i u-lande uden historisk ansvar for CO2-udledningerne.
Den katastrofale cyklon over Myanmar er ét eksempel på den type forværrede vejrfænomener, der kan følge med opvarmningen. Cyklonen ramte landbrugsområder, der producerer 65 pct. af landets ris, hvilket straks udløste en international prisstigning på riskontrakter på 3,5 pct.
Unicef konkluderer i rapporten Our climate, our children, our responsibility, at en temperaturstigning på to grader kan føre til, at 200 mio. mennesker kommer til at sulte, stigende til 550 mio. ved en stigning med tre grader.
Disse og andre konsekvenser af klimaforandringerne leder til de modelberegninger, der både hos FN's Klimapanel og i den britiske Stern-rapport konkluderer, at den globale økonomiske udvikling vil blive dramatisk forstyrret, hvis ikke opvarmningen bremses.
Omvendt og på kort sigt kan politiske bestræbelser på at sætte ny gang i hjulene - offentlige anlægsarbejder, skattenedsættelser, rentesænkninger m.m. - indebære fortsat høje udledninger af CO2. Præsident Bush's aktuelle stimulus-pakke i form af skattelettelser på 152 mia. dollar kaldes af præsidenten selv meget præcist "et skud i armen" til USA's økonomi - en injektion til en økonomi, der kun kan fungere, når den mærker suset af vækst.
Ironisk og karakteristisk for krisernes intrikate sammenvævning er også, at et af initiativerne for at bremse såvel CO2-udledninger som pres på oliereserverne - produktionen af biobrændstof til verdens biler - viser sig at forværre fødevarekrisen. Et behjertet forsøg på at afhjælpe to af de globale problemer, forstærker et tredje, fordi overblikket savnes.
Systemkrisen
Verden står p.t. med fire ondartede kriser, dybt filtret ind i hinanden. Fire sider af samme systemiske krise. Delkriserne har den virkning til fælles, at de kan lede til national protektionisme, stærke geopolitiske spændinger og antagelig regulære krige om ressourcer og økonomiske udviklingsmuligheder. Nødstedte befolkningsgrupper vil revoltere eller blive drevet på flugt, parallelt med at magtforhold vil forskubbes til fordel for vækstøkonomier som Kina og Indien samt mellemøstlige olielande, der allerede er i fuld gang med at investere i det vestlige erhvervslivs virksomheder. Alt sammen sikkerhedspolitisk destabiliserende og som sådan varslet i rapporter fra diverse tænketanke såvel som fra Pentagon.
De fire kriser er i forskellig grad til at påvirke temporært. Men de er fælles om at afspejle de grundliggende vanskeligheder for en økonomi, der i omfang har nået grænser sat af klodens geofysiske og økologiske systemer.
Den amerikanske økonom og New York Times-kommentator Paul Krugman skrev forleden under overskriften Running out of planet to exploit (Løbet tør for planet at udbytte), at dagens kriser adskiller sig fra olie- og fødevarekriserne i 1970'erne ved at være drevet af reel ressourceknaphed. Dengang var det let at skrue op for oliehanerne og optrappe landbrugsproduktionen - det er det ikke i dag.
"Der er nogle meget kloge folk - ikke mindst George Soros - der mener, at vi er i en (spekulativ) boble på råvaremarkedet. Mit problem med det synspunkt er: Hvor er lagrene?"
Nok eskalerer spekulanterne de negative spiraler på både finans-, olie- og fødevaremarkederne, men hvor er i dag den ekstra olie, de ekstra fødevarer, den ekstra CO2-kapacitet i atmosfæren, som kan kastes ind på markedet og tage luften ud af prisstigningerne? Hvordan sikre den nødvendige 80-90 pct. reduktion af de rige landes CO2-udledninger, når alt orienteres mod at sætte fart på væksten, så snart den taber fart?
"Bekymringerne over, hvad der sker, når en evigt voksende verdensøkonomi presses op mod grænserne på en begrænset planet, har større sandhedsværdi nu, end de havde i 1970'erne," skriver Krugman.
"I skal ikke kigge nu, men det kan godt være, at de gode tider netop er sluttet," lyder økonomens sarkastiske udgangsreplik.
På forskellig vis er det trangen til vedvarende vækst, der driver de fire kriser og den overordnede systemkrise. Mest vulgært udstillet via spekulanters grådighed på det globale marked, men også illustreret af amerikanske forbrugeres iver efter boliger, de ikke har råd til. Af finansinstitutioners væksteufori, der har fået dem til at kaste ikke-bæredygtige lån i grams for at score gebyrer og renter. Af den kinesiske og indiske middelklasses ønske om amerikansk livsstil med biler og bøffer. Og af det stigende forbrug i den udviklede del af verden af olie og andre fossile brændstoffer som middel til øget materiel produktion og forbrug.
Den store markedsfejl er, at økonomien, som vi kender den, ikke rummer mekanismer, som i tide sikrer systemets stabilisering, når grænserne nås. Tværtimod er der givet friere løb til de spekulative, globale finanskræfter, der som dråben i bægeret får delkriserne til at eskalere ud af kontrol.
Dagens politiske ledere tumler rundt på den globale scene fra krisemøde til krisemøde. Om mandagen finanskrisen, om tirsdagen oliekrisen, så fødevarekrisen og om torsdagen klimakrisen. Deres vanskeligheder ved at skabe overblik over krisens komplekse dynamik er lige så store som vanskelighederne med at bøje viljerne og særinteresserne mod hinanden for at skabe nye globale svar til en klode i nød.
"Når tidligere civilisationer blev ramt af kriser, som truede deres overlevelse, lod deres simple styreform dem gribe ind og hindre katastrofen. Men i dag har vi ikke en global regering," konstaterer Lester Brown.
Artiklen opremser og ekplorerer helt legitimt alvorlige problem stillinger i verdensoekonomien. Vel beskrevet.
Men at drage bestik af fremtiden paa bagrund af "nuvaerende" tendenser har altid vist sig at vaere en forkert ...."past performance does not guarentee future results"
Som en anden laeser notere har der vaeret mange dommedagsprofetier, ikke mindst fra halvfjerserne hvor "seriose" forskere forudsaa massiv hungersnoed samt overbefolkning anno 1980. Spoergsmaalet melder sig, hvorfor tager prognoser naesten altid fejl ?
1) Fordi de ikke, i sagens natur, kan tage hoejde for saakladte "black swan" haendelser, som f.eks kan vaere helt uforudsigelige tekniske gennembrud der i loebet af faa aar totalt aendrer verden, hvad enten de vaere inden for landbrugsproduktion, energi eller transport etc.
2) Fordi markedskrafterne besidder en ying/yang struktur - som paa en side er destruktiv og som en heereloes hest, mens den anden og ligesaa staerke side, pr. Adam Smith, soeger equlibrium og den bedste loesning for helheden. F.eks. Naar spekulanter driver olieprisen op i et vildt ridt, sker der det at incentivet til at udvikle et alternativt energimiddel oges proportionalt af ligesaa staerke oekonimiske kraefter.
Ja - der bliver energikrise og foedevaremanglen, men der kommer ogsaa loesninger for de staerkeste kraefter i den humane slaegtsbog har altid vaeret innovation og udvikling, ellers havde loeverne forlaengst aedt os.
Det er et par år siden jeg for alvor begyndte at sætte mig ind i problematikken omkring olie og enegi (og klima og fødevarer, for det går ret hurtigt op for en, at det hænger sammen). Først undrede det mig at ingen tilsyneladende var klar over at vi kunne ende med at have et meget stort problem.
Men efter at have korresponderet både med politikere og energistyrelsen gik det op for mig, problemet er kendt, men at man tilsyneladende ikke har noget godt svar på det. Så man klynger sig til håbløs optimisme i stedet - nok bedst eksemplificeret ved regeringens langsigtede "Energistrategi 2025". Da den udkom i juni 2005 var olieprisen lige over 50$ pr. tønde. I rapporten regner man med en oliepris på mellem 20 og 28$ og et højprisscenarie hvor olien koster 50$.
Den kan findes på energistyrelsens hjemmeside - kik efter afsnit 4.1 Energi- og Kvotepriser.
http://www.ens.dk/graphics/Publikationer/Energipolitik/Sammenfattende_ba...
@John Fredsted
Min bemærkning var ment konstaterende og ikke polemisk, men oponerende til Polybios d. y.`s "myrelignelse".
Optimisme er vel en god ting, men når den bliver til lallende idioti, så mener jeg pessimisterne bør tage over for en stund. Vor statsminister er optimist. Det har vi hans egne ord for. Uden denne optimisme ville hans visioner øjeblikkeligt miste deres charme.
Jeg er ikke optimist og kan derfor ikke se det charmerende i samme visioner. At der er andre, der deler min pessimisme er naturligvis trist, men ikke beklageligt.
God og væsentlig artikel.
@ Niels-Holger: ("Må jeg lige så forsigtigt spørge, om der eventuelt, muligvis og i givet fald kunne tænkes andre muligheder end et forbrugersamfund?") Tjah, N-H, hvorfor ikke slå flere fluer: Sæt dit forbrug ned med f.eks. 50% (alenekørsel i bil, kødspisning, alkohol, TV-kig, opvarmet boligareal, arbejdstid osv osv) Og få et løft i livskvalitet, sundhed, tid til samvær, avislæsning....
@Thomas Nielsen
Din påstand er, 1) at fremtidsprognoser baseret på nuværende viden altid tager fejl og derfor er overflødige? , 2) at man skal sætte sin lid til ”black swans”, der måske indtræder og måske ikke - vi ved det ikke. 3) og ellers overlade resten til Adam Smiths usynlige hånd.
Ad 1) Hvis den påstand var rigtig kunne naturvidenskab ikke omsættes til teknologi medmindre du med tendenser mener meninger uden faktisk vidensindhold. Jeg ved ikke hvor du har dit engelske citat fra, men hæfter mig ved, at det er i modstrid med din første sætning. Der er uforenelig forskel på om ”noget altid er forkert” eller om ”noget ikke kan garantere.”
Ad 2) At basere sin fremtidstro på black swan hændelser, der måske indtræder og måske ikke, er rent hasard spil, hvis konsekvenser, hvis det tabes, er totalt uoverskuelige.
Ad 3) Adam Smiths usynlige hånd – markedskræfterne der ”søger equlibrium og den bedste løsning for helheden” – forudsætter et frit marked, som ikke eksisterer og som påpeget af Nille ovenfor: ” I diskussionen om markedets evne til at sørge for ligevægt, synes jeg at man overser tidsfaktoren. Eksempelvis vil oliemangel drive priserne op og dermed vil andre energikilder (sol, vind, atomkraft, fusionskraft) blive rentable. Den lille teoribog for markedsøkonomer siger at hermed er problemet løst, ja i virkeligheden er der slet ikke noget problem. Desværre glemmer teoribogen at gøre os opmærksom på, at den tid det tager at udskifte energiforsyningen er længere end den vi har råd til at vente i ( "i det lange løb er vi alle døde" som Keynes sagde)”.
Men ellers kan du godt have ret.
Det manglende element, Svend W og Thomas Nielsen, er, at selvom tingene går anderledes, end man forventer og planlægger, næsten lovmæssigt, så kan man ikke gøre andet end at handle udfra de forudsætninger, der foreligger, OG dette udgør faktisk forudsætningen for den ikke forventede udvikling! Hvis man intet gjorde, eller gjorde noget andet, ville det ikke forventede udkomme blive et andet. Selvom udviklingen ikke kan styres, påvirkes den uafladeligt af de handlinger, der foretages.
@ PeterH
Ganske enig.
Barnagtige, forkælede og ikke mindst uansvarlige personer som Søren Nørbak skal for fremtiden slet og ret ignoreres. De, i den udmærkede artikel skitserede problemer, er alt for alvorlige til at vi bruger mere energi på denne egoistiske, uddøende del af menneskeracen.
@ Svend W
Tak for et godt modargument. Da man aldrig boer ty til "absolutter" saasom altid og aldrig, skal jeg praecisere foelgende:
Artiklen rejser nogle helt korrekte problem stillinger - reelle problemer der selvfoelgelig ikke loeses med en Adams smith trylleformular samt et par wildcarted black swans. Min pointe er at verdens historien rummer mange tilfaelde af dystre prognoser der ikke er blevet til noget bla. fordi markedskraefter eller innovation gennem kriser uventede aendrer kursen.
-------------------------------------------------------------------------------------------
"Nok eskalerer spekulanterne de negative spiraler på både finans-, olie- og fødevaremarkederne, men hvor er i dag den ekstra olie, de ekstra fødevarer, den ekstra CO2-kapacitet i atmosfæren.."
---------------------------------------------------------------------------------------------
1) Der er ikke noget reelt olie problem saalange en amerikansk forstadsfrue uden at blinke starter en 5.7 liters 5000 pund SUV op for at koere 2 km til naermeste supermarked og hente 12 bananer. Det handler i foerste omgang om tilpasning af verdens storste bilpark samtidig med R & D indenfor alternative drivmidler. Begge emner pt. under hastig forandring i USA.
.
2) Foedevaremanglen har mere rod i politiske og ideologiske processor end reel mangel paa kapacitet til at producere - hvad enter der er tale om EU overskudlagre og protektionisme eller enorme landbrugsarealer i USA som er omlagt til ethanol produktion. (Al Gore kastede den afgoerende stemme)
3) De onde spekulanter er pensionkasser hvis medlemmer straekker sig fra Belgiske damefrisoerer til Norske metalarbejdere. Naar efterspoergslen og dermed prisen paa olien falder i pris fordi amerikanerne er begyndt at koere 4 cylindret eller naar inderne naeste aar koerer paa koerer paa komprimeret luft (http://www.engadget.com/2007/05/27/indian-air-powered-city-cat-car-prepa...) traekkes pengene ud af olie og finder andre markeder.
Desvaere opremser artiklen ikke de mange loesninger som altid ligger i stoebesken - verden har ikke hovedet mod en mur, blot tilpasing af overforbrug.
blot en detalje, jeg mener citatet "Først når det sidste træ er fældet, den sidste fisk fanget og det sidste dyr skudt, finder den hvide mand ud af, at penge ikke kan spises" er fra Høvding Seattles tale for godt 150 år siden i.f.m. traktatforhandlingerne med USA eller "de hvide". vh JMu
En anden lillebitte petitesse: "Black Swan" ?
mon ikke der forveksles med "Dark Horse" ?
(hvilket dog heller ikke helt passer her)
Den "sorte Svane" bruges almindeligvis som metafor for falsifikations problemet i videnskabsteori:
http://en.wikipedia.org/wiki/Falsifiability
http://en.wikipedia.org/wiki/Karl_Popper
Mens "dark Horse" almindeligvis bruges om en overraskende og ukendt vinder i et race.
http://en.wikipedia.org/wiki/Dark_horse
Det mest dækkende her ville nok ha' været: det gode ord "serendipitetisk"
http://da.wikipedia.org/wiki/Serendipitet
http://en.wikipedia.org/wiki/Serendipity
Om kapitalisme eller socialisme vil jeg kun sige: socialisme og kapitalisme kan ikke undvære hinanden i en demokratisk velfærdsstat med lille ulighed.
En rigtig god artikel, som sammen med artiklen i Weekendavisen om CSR i denne uge, får en til at tænke i global bæredygtighed - også for kommende generationer.
Målet må vel være, at enhver generation efterlader nogen endnu bedre muligheder for øget livskvalitet til den kommende generation?
Vi skal have defineret hvad disse "bedre muligheder" er og hvad "livskvalitet" er og det er slet ikke så nemt, for det kræver evnen til at se ind i fremtiden.
@Thomas Nielsen
pkt 1 - hvis der er hastig forandring i USA, er det kun for det værre. De begyndte godt nok at køre 4 cylingre en overgang, men det blev de fleste sgu alligevel snart trætte af.
Life, USA.
@ Life J, Pernitten
Salget af SUV er styrtdykket sammen med brugtvognsprisen for disse. Salget af subcompacts er oppe ca. 33%. (CBS news et par dage siden) - i min hjemby Tucson,AZ er der ventetid paa hybrid biler samt visse ultra compacts som honda Fit og Toyota Yaris.
Overforbrug er aldrig styret af ond vilje men af "easy access". Hvis en komfortabel og stoejsvag v6/v8 SUV kostede 140-160.000 DKK og benzinen var 3-4kr. literen ville de fleste danskere koere store biler.
Mht. Black swan er oprindelsen rigitg nok fra kaos teori, men i takt med at oekonomiske teori og dens instrumenter er blevet mere komplekse har begrebet "Black Swan" vundet indpas blandt oekonomer, meget lig et "wildcart" hos futuristerne, naar et uventet faenomen pludselig ivaerksaetter en uforudselig kaedereaktion.
Der skal slet slet ikke så meget til at demonstrere kapitalismens uduelighed som en passende ideologi og styreform for mennesket. Jeg vil ikke bevæge mig ind på det (ikke lige nu i hvert fald), men i stedet henvise til hizb ut-tahrirs litteratur. De står bag de bedste gendrivelser af kapitalismen, jeg har læst. Find det her: www.khilafah.dk
Mht klimaproblemet, så kan jeg anbefale en dokumentar-film med titlen: "The great Global Warming Swindle". Flere forskere præsenterer den teori, som en dansk forsker grundlagde for ikke længe siden: "solpletteorien". Ret god, saglig og holdbare argumenter.
Jeg er hermed ude af debatten igen
Bare lige for at slå det fast først Dark Horse og Black Swan er ikke det samme.
Mth. Fødevarekrisen så skyldes den i høj grad landbrugspolitiken i EU og USA, havde ikke støttet det lokale landbrug med at dumpe overskudsproduktionen i 3. verdens lande og derved fuldstændig havde ødelagt deres produktion havde de haft meget bedre mugligheder nu.
Mht. Oliekrisen så virker det som om der er lidt uenighed om hvad den består i. 1) Er det en krise at olieprisen stiger eller 2) er det en krise at der opstår mangel på olie på et tidspunkt?
Hvis 1) stigende priser er hovedproblemet ja så er spekulanterne nok lidt medvirkeden, men det er jo i høj grad forbruger over hele verden der bruger olien. Man kan så sige at spekulanterne er med til at løse klimaproblemerne ved at mindske forbruget gennem de højere priser.
Hvis 2) mangel på olie i fremtiden, ja så er det igen spekulanterne der er med til at løse problemet da efterforskningen bliver øget når prisen stiger. Der er som sådan ikke mangel på olie, det bliver bare dyere og dyere at hive op, fordi man har taget alt det nemme. Det er især nationale olieselskaber som ikke er underlagt kapitalismens spilleregler der har problemer med at forny sig. Det skyldes at de tænker kortsigtet, politikerne er kun ved magten i kort tid og ønsker at maksimere profitten i den tid de er ved mangten.
Mvh
Thomas
Tak til Jørgen Steen Nielsen og Martin Burcharth for en letlæselig og tankevækkende artikel samt til Informations debattører for en god tone og nogle spændende indlæg.
Meget af spaltepladsen bliver brugt til at diskutere ideologier og drage paralleller fra fortid over nutid til fremtid, og jeg savner nogle konkrete forslag til, hvordan den i mine øjne tilsyneladende skæve udvikling kan ændres.
Min kommentar er således ikke ment som ved til den brændende diskussion om hvorvidt vi skal give kapitalismen skylden eller ej. Kapitalisme er et begreb, der er svært at diskutere.
Hvis vi for et øjeblik kan blive enige om, at balancen mellem udbud og efterspørgsel (af arbejdskraft, naturressourcer, fødevarer, rent miljø, teknologi etc.) skal reguleres af institutioner og lovgivning for at forebygge systemfejl (især ulighed og forurening), hvad er det så vores institutioner og lovgivning mangler? Hvad er det - helt konkret - for nogle reformer vi skal arbejde hen imod? Snakker vi personlige CO2-emissionskvoter? Afskaffelse af toldsatser på fødevarer? Gevaldige forureningsskattesatser? Forbud mod superspekulative handelsmetoder?
Og præcist hvordan får vi folk til at acceptere, at væksten ikke varer ved? Hvad er det for værktøjer regeringen har til at begrænse folks relative overforbrug, og er den overhovedet i stand til og villig til at bruge dem?
Jeg håber mange af jer, der ovenfor har været dygtige til at identificere problemer og deres årsager, har nogle forslag til hvordan vi kan imødekomme de problemer der kommer vores vej. Jeg vil gerne se debatten rulle videre.
Informations flotte gennemgang af tidens aktuelle kriser er vel ikke en kritik af "kapitalismen" som sådan, men mere en advarsel mod de økonomiske pirater, som alt for mange regeringer har givet helt frit spil.
Få forstår samfundsøkonomi - og jeg er slet ikke en af dem. Men det virker som om mange politikere tilsvarende har givet fortabt. Og ved at erklære, at "markedet" nu skal have lov til at selvregulere sig frem til løsningen på alle problemer - så bliver alting pludselig markedets skyld, og ikke de ansvarlige politikeres.
Det samme knæfald for "markedet" overser helt at selv om der er fællestræk, så er "kapitalismen" i fx Rusland og USA to meget forskellige størrelser - der heller ikke ligner den danske variant særlig meget. Men i vores lille verden skvulper dønningerne fra andre markeders hærgen kloden rundt på rekordtid.
USA er verdens mægtigste nation, men Kina kunne bringe landet i knæ på ingen tid helt uden brug af våben og trusler. Hvis Kina dumpede sine voldsomme dollarreserver ud på markedet til lavpris, er USA på røven. Mindre kan også gøre det - som tidligere angreb på svage økonomier har vist.
Sverige blev ramt af noget der mindede om "en fjendtlig overtagelse", da valutaspekulanter angreb landet for at få en hurtig gevinst. Mange af piraterne viste sig at være svenskere. Aktuelt er Island under et tilsvarende angreb.
Politikerne overser gladeligt, at "markedet" ikke automatisk tager sociale hensyn, eller overvejer om det er smart at sløse vildt med råvarer, mens de tilfældigvis er billige. Uanset at den enkelte kapitalist naturligvis ønsker det bedste for sin familie, sine venner og verden, står de som røverbaroner sammen om den hurtigste kortsigtede gevinst.
I flere af de tidligere kommunistiske stater ses denne ultimative snæversynede kapitalisme. Mest grotesk under staternes sammenbrud, hvor fx dyre kobberledninger til strøm, toge og sporvogne blev stjålet - hvor efter den nye stat opdagede hvor ekstremt dyrt en genopbygning af infrastruktur er.
Når vi har grinet færdig over hvor dumme de fattige opfører sig, har kortsigtet planlægning i Danmark gjort nøjagtig det samme. Offentlige bygninger, veje og kloakker bliver dårligt vedligeholdt, og som panikken over DSBs nedslidte skinner viser, bliver det også ekstremt dyrt for Danmark at genopbygge sin infrastruktur.
Jeg har ingen tillid til at det eksisterende politiske system får taget sig sammen i tide. Så da markedet er Gud for politikerne tager jeg nu konsekvensen - og begynder at opkøbe Danmark for at genopbygge det i en mere forsvarlig version. Jeg garanterer, at der kun blive langsigtede gevinster, og at det økonomiske udbytte for den enkelte ikke bliver større, end for alle andre.
Nogen der vil være med som aktionærer?
@Mokkasinen
Hvor realistisk er en etisk kapitalisme? Er det ikke en selvmodsigelse?
@ Stig Larsen
Kapitalisme (markedsøkonomi) er et økonomisk system (økonomisk redskab) , hvis eneste formål er gennem vareudveksling at skabe velstand. Markedet og markedskræfterne er helt upersonlige mekanismer, der ikke i sig selv indeholder nogen form for etik og moral. Etik og moral kommer først ind ved måden markedsøkonomien bliver anvendt på.
Interessant artikel som berører mange pointer.
Der er flere problemer med den. Først og fremmest den konstante tendens til at antyde og insinuere sammenhænge og alternative løsningsmodeller som ikke dokumenteres.
1) Faktum er jo at der i dag ikke er et kendt alternativ til den markedsbaserede model, så enhver antydning af det modsatte er jo at stikke læserne blår i hovedet. Keynes modeller var best case med til at mindske kortvarige udsving, worst case selve kilden til problemerne - keyenianske tvungne svingninger, hvor tiltag til stadighed forværrer situationen til vi rammer sammenbrud er der set rigeligt af.
2) Den undliggende antydning af at der er en modsætning mellem kapitalisme og velfærd bygger jo på en opfattelse af kapitalisme som irationel og kortsigtet - faktum er at det er staten mediestyrrede politik som er irationel og kortsigtet, mens markeder vil tilpasse sig langsigtet og inddrage alle aspeker så snart de begynder at vise sig. Markederne er langt mere fintfølende end noget planøkonomisk system kan blive.
En vis grad af omfordeling kan man sagtens have fælles interesse i, men omfordeling bør ikke blive til ressourcemisbrug og innovationsbarrierer som vi ser det i stigende grad med den planøkonmiske danske stat.
4) Ja, der kan være og er formentlig eksternaliteter omkring miljøsiden som man skal finde måder at addressere. Måske virker det at sætte pris på skaderne, så man markedsgør dem - måske ikke. Men det er både en arbitræer konstruktion og kan meget nemt ryge ud i de samme tvungne keyensianske svingninger. Den ensidige politiske fokusering på nogle få faktorer som totaltforklarende mangler jo finføling på mange dimensioner.
3) Boligkrisen er IKKE skabt af markedet, men er en kombination af markedsfluktuationer og en keynesiansk tvungen svingning hvor overudbud af likviditet skabte overinvesteringer og inflation på faste aktiver. Specielt US men også den danske krise er primært skabt fordi man lod "seddelpressen rulle".
4) Energipriserne tilpasses bedst af markedet selv, men der er rammebetingelser som skal være på plads. Samfundet her f.eks. en interesse i at sikre reservekapacitet og der er investeringsbarrierer ved store beslutinger som ikke kan håndteres effektivt af markedet. Men stigende energipriser er supereffektivt til at sikre der bliver gjort noget ved problemerne - uanset om prisernes himmelflugt skyldes kartelmisbrug af politisk magt som mange gerne vil tro.
5) Fødevareproblemet er absolut ikke skabt af markedet, men løses af markedet. Det er lidt uklart, hvad der er årsag og virkning - EUs og US landbrugspolitik forvrider jo markederne så meget at ingen kan sige hvad der ville ske uden. Men et stort antal regimer (ikke marked) rundt omkring i verden, f.eks. Afrika, har jo været betydeligt medvirkende hertil.
6) Ja, der er opstået nogle kolosale økonomiske konstruktioner som trænger til at blive nedbrudt - det gælder både de multinationale selskaber og de planøkonmiske nationalstatskonstruktioner. Begge former rummer misbrug af magt og markedsdominans til skade for innovation og konkurrence.
Kort og godt - det ville klæde artikler som denne at droppe insinuationerne om fagre alternativer (som ikke eksisterer eller beskrives) og nemme påstande om kausale sammenhænge (som er åbenlyst forkerte).
Spørgmålet er ikke stat eller marked, men hvilke fælles rammer for markedet, man som minimum er nødt til at have. Men staten har aldrig været et brugbart alternativ til markedet når det kommer til at styre allokering af ressource og skabe billigeste og bedste dækning af behov.
Markedet kan ikke gøre for overbefolkning, regulerende skvvridninger, dårlige forbrugsvalg - markedet sikrer over tid den bedste tilpasning til de rammer som vi selv skaber.
Og rammediskusionen er konstant relevant - f.eks. den igangværende tendens til at misbruge digitaliseringen til at lave lock-in, profilering og etablere magtpositioner i både infrastruktur og staten.
Omkring "etik" som flere herunder mokkasin har taget op.
Markedets "etik" styres af menneskers valg primært som kunde og sekundær som udbyder, hvis deres valg er uetiske (i din forståelse), så trækkes markedet i en retning der ikke er etisk i din forståelse.
Markedet er præcis så etisk som den subjektive etik i ethvert valg truffet af udbydere og kunder - det gælder også arbejdsmarkedet, markedet for seksuelle ydelser etc. Kun hvis man bruger tvang - hvad enten det er kriminel, monopol/kartelrelateret eller politisk er markedet ikke "etisk", men udtryk for at en part påtvinger en anden part noget.
Her er det utroligt vigtigt at skelne mellem indgreb som har til formål at sikre markedets funktion og "politiske tiltag".
Sikring af markedets funktion er f.eks. at modvirke at store udbydere kan dominere et marked, at f.eks. forfalsket eller skjule produktinformation fra forbrugeren skal have konsekvenser og aftalesystemer såsom kartelaftaler som har til formål at reducere konkurrencen i nogens særinteresse. I en digital verden indebærer det også at sikre at forbrugerne har de nødvendige værktøjer til at kunne agere digitalt som forbruger.
"Politiske tiltag" er alle de områder hvor "nogen" mener at vide bedre end andre hvad der er godt for alle. Det kan sagtens være tilfældet, men man skal passe afsindigt på at man dels oftest tager fejl og dels oftest vælger indgreb som skader mere end det gavner.
Det klart mest effektive middel til at sikre konsistens mellem hvad vi ville opfatte som etik og den retning markedet tager er information og værktøjer til forbrugerne. I dag indebærer det i høj grad at udvikle værktøjer til at kæde forbrugeren på så de nemmere kan gennemskue sammenhænge og få svar på deres kvalitative spørgsmål. Hvis man f.eks. i forbrugsvalget kan SE/VIDE at der var børnearbejde involveret, så vil det påvirke verden langt hurtigere og langt mere nuanceret end noget politisk initiativ.
Selvom det risikerer utilsigtet at trigge en økonomisk ideologisk emotionel debat, så er det en pointe at folk passer på hvad de lever af, men der er en grim tendens til uden respekt at rage til sig af fælles goder på andres bekostning (det man kalder tragedy of the commons). Og at de fleste poltiske tiltag rammer skævt - f.eks. at megen ulandshjælp (reelt gør modtagerne fattigere fordi man på mange måder skævvrider deres evne til at klare sig selv - problemet om at give fisk istedet for fiskestænger.
Dvs. hellere end at sende penge til Afrika skal man købe afrikanske varer, så de kan udvikle deres økonomi til at klare sig selv.
Så for at svare på Svends spørgsmål - "Hvor realistisk er en etisk kapitalisme? "
Selvfølgelig er der "etisk" kapitalisme i den forstand du forstår det - hvis der er nogen som er villige til at betale for varer og services som er mere "etiske", så vil der være i et frit og velfungerende marked være udbydere som udvikler sådanne produkter. Dit problem opstår, hvis din opfattelse af "etik" ikke afspejles i menneskers opfattelse, dvs. at du blot prøver at påtvinge befolkningen "din" etik.
Det forkerte spørgsmål er "Vil jeg betale mere for en vare produceret uden børnearbejde?" - det rigtige spørgsmål er "Hvordan skal information gøres tilgængelig så jeg som fortravlet forbruger fravælger produkter produceret med børnearbejde, produceret med giftstoffer etc.?"
Hvis du kan løse det sidste spørgsmål, så vil markedet løse etiske spørgsmål langt hurtigere og langt mere effektivt end nogen lobby-drevet politisk proces som fokuserer på forbud og påbud.
Der er desuden virksomheder som arbejder med at forbedre markeders evne tilat fungere "etisk", f.eks. Novozymes forbedre miljøet i forbindelse med tøjvask, RFIDsec (som jeg er involveret i) styrker menneskerettigheder via sikkerhedsdesign, Max Havelaar prøver at styrke den lokale økonomi indenfor vissse produkter etc.
Derimod giver jeg ikke meget for den "etik" som man prøver at tvinge gennem Folketinget. Den er typisk udtryk for særinteresser forklædt som "etik" med tilsvarende negative konsekvenser for markedernes evne til at løse problemer.
Afslutningsvis så er der ingen modsætning mellem socialisme (i betydning tvungen omfordeling) og den frie markedsdannelse. Det er en illusion som er frembgragt af særinteresser på arbejdsmarkedet. Problemet opstår når man blander tingene sammen og tror at offentlig produktion er mere "etisk" - det er stik modsat fordi offentlig planøkonomisk styret produktion blot er mere ineffektiv til at løse behov.
@ Stephan Engberg
Jeg har først opdaget dine indlæg nu. Troede egentlig, at tråden var gået død.
Du skriver: ” Så for at svare på Svends spørgsmål - "Hvor realistisk er en etisk kapitalisme? ", men det er ikke mit spørgsmål. Jeg har svaret på Stig Larsens spørgsmål til Mokkasinen om det samme.
Mit svar, som du kan læse umiddelbart før dine indlæg, synes jeg er helt i overensstemmelse med dine svar og jeg er i øvrigt langt hen ad vejen enig med dig i dine øvrige synspunkter vedrørende kapitalismen (markedsøkonomien) jv. mine tidligere indlæg.
Der hvor jeg fornemmer, at der er en uoverensstemmelse mellem os er økonomiens placering i samfundet.
Du synes at hælde til rettighedsliberalisternes ( Cepos folkets) opfattelse af, at samfundets opgave kun er, at beskytte markedet (minimalstaten), herefter tager markedet sig over tid af alt det andet.
Jeg har den opfattelse, at samfundet har mange andre legitime hensyn at tage og derfor af og til må regulere markedet (ændre på markedsbetingelserne) og under tiden helt tilsidesætte det. Og det forunderlige er, at markedet kan fungere fint under forskellige markedsbetingelser.
Det der støder mit ”samfundssind” er, at markedet altid skal bruge tid i sin selvregulering – at ændringerne altid sker ”over tid”. Og der var her, at Nille i sit indlæg, gav det kendte Keyne citat: at over tid er vi alle døde. Eller med andre ord, at der kan være store menneskelige, etisk uacceptable omkostninger, hvis man bare skal afvente, at markedet reguleres over tid.
Men det, der vel stadigt er uafklaret, er sandhedsværdien i de spørgsmål artiklen rejser. Står kapitalismens med sin forudsætning om vækst for en nedsmeltning, fordi natur ressourcerne går mod opbrug eller som Thomas Nielsen tidligere her i tråden formulerede det: Står verdenen med hovedet mod muren eller er der blot tale om en tilpasning af et overforbrug.
@ Niels.
Jeg tror man skal skelen mellem "over"befolkning, tilpasningsmekanismer under voldsomme forandringer på den ene side og desideret magtmisbrug (både statslig og kommerciel lobby-baseret) på den ene side og så "kapitalismens" krise på den anden. Markedet kan ikke dø, men man kan blokere det mere eller mindre fra at virke.
Keynes var et vildskud. Du kan jo se på Finansministeriets regnedrenges helt ekstreme fokus på modeller og detailstyring som sættes op som "sandheden " for de politiske processer på trods af at
Selvom jeg har stærke præferenacer for markedsfunktionen som innovationsdriver, så finder mig ikke som rettighedsliberalist i økonomisk betydning - jeg har intet problem med at vi bliver enige om en vis grad af omfordeling. Men jeg har ingen holdning hertil fordi jeg erkender at der ikke er et optimum - det er reelt interessegrupper som "slås", hvor jeg ikke vil tage stilling.
Derimod har jeg noget imod det voksende resourcespild grundet en planøkonomisk offentlig sektor - det bliver stadig dyrere og dårligere uden nogen vinder derved.
Det støder MIT samfundssind at se "lighed" blive misbrugt som argument for resourcespild, tvang og umyndiggørelse. Staten svigter demokratiet i uhørt grad.
Min pointe er at omfordeling ikke rationalt bør finde sted som gratis offentlige services, fordi det sætter markedsfunktionerne ud af spil.
I stedet skal man sætte stærkt ind på at styrke den enkelte borger og forbrugers evne til at presse alle samfundets processer - på tværs af offentlige og private skel - til at blive stadig bedre til at skabe værdi med knappe ressourcer.
Der er også en grim tendens til at centraladministrationen misbruger reguleringsmagten til at skabe lakajer i specielt infrastrukturen, men også den tiltagende overdrevne "tvangsrapportering" fra alle side af samfundet til at udbygge planøkonomien på borgerne og samfundets bekostning. Det blokerer for innovation samt underminerer både sikkerheden og retssikkerheden.
Terrorpakken lugter i udpræget grad af centraladministrationens egeninteresser i kontrol og administration af borgerne mere end bekæmpelse af terror og kriminalitet - det er belejligt at have frygten som dårligt argument, men det er skræmmekampagner uden indsigt.
Markedet er ikke perfekt, der skal rammer til. Ikke mindst digitaliseringens lock-in og negative aspekter af profilering presser nogle af de tradtionelle antagelser om markedets evne til selvregulering.
Men det offentlige er desideret inkompetent til at styre bedre eller hurtigere end markedet. Når først efterspørgselsmekanismerne aktiveres, virker markedet lynhurtigt. Man kan til tider agere "intelligent efterspørgsel" - og skal som nævnt styrke forbrugeren som digital forbruger VÆSENTLIGT - I alle meninger af begrebet Empowerment. Værktøjer, information ,uddannelse og skarpt fokus på de basale principper for at minimere gatekeepernes forsøg på at fastlåse forbrugerne.
Men arbitrære indgreb skal ske forsigtet. Er CO/2 kvoter "intelligent" efterspørgsel ved at synliggøre og prissætte en eksernalitet eller er det sygeligt overdrevent fokus på en af mange faktorer?
Sider