Læsetid: 5 min.

Neo-fascismeblusser opi Italien

En politisk højrebølge har ramt Italien, der samtidig befinder sig i årtiers værste økonomiske krise - voldelige neofascistiske skinheads og elegant klædte borgmestre med hadefuld retorik er dens typiske repræsentanter
-Vi er tilbage-, hedder det i denne graffiti på en muri Napoli. Den ultra-højreorienterede gruppe Neapolis er tilsyneladende afsender.

-Vi er tilbage-, hedder det i denne graffiti på en muri Napoli. Den ultra-højreorienterede gruppe Neapolis er tilsyneladende afsender.

Ciro Messere

7. maj 2008

ROM - En ung grafisk designer, Nicola Tommasoli, døde i forgårs i Verona som offer for en neo-fascistisk gruppe efter at have afvist at give en cigaret til en skinhead. Optagelser fra et overvågnings-kamera viser, hvordan gruppens fem medlemmer slog og sparkede ham bevidstløs. Da det rygte bredte sig, at voldsmændene var en neo-fascistisk gruppe, begyndte italienerne at spørge: Er dette første forsmag på en ny slags regime? Skal vi forvente os mere af samme slags?

Anstændige borgerlige fik travlt med at insistere på, at angrebet ikke har noget at gøre med Italiens politiske højre.

"Jeg ville være den første til at fordømme neo-fascistisk vold, hvis den eksisterede," sagde således Ignazio La Russa, en fremtrædende politiker i det postfascistiske Alleanza Nationale (AN), som sandsynligvis bliver udnævnt til minister senere på ugen.

"Der har altid eksisteret en vis mængde vold i samfundet," erklærede en anden AN-leder, Maurizio Gasparri, og tilføjede, at advarslen om, at Italien kan være ved at vende tilbage til et klima af politisk vold blot er endnu en af venstrefløjens mange "tåbeligheder".

Men faktum er, at Italien, som engang er blevet betegnet som 'et laboratorium for dårlige ideer', har taget fat på et alarmerende nyt eksperiment. Samtidig med at nationen står i midt i, hvad der kan være dens værste økonomiske krise i efterkrigstiden, er den italienske højrefløj nu rykket tættere på magtens centrum end på noget tidspunkt siden Mussolinis fald.

Elegante jakkesæt

Det italienske højres magtfulde figurer er iført elegante jakkesæt og pastelfarvede slips og søger mod de institutionelle topposter, på samme måde som ænder drages mod vand. Gianfranco Fini, lederen af AN og manden, som engang lovpriste Mussolini som det 20. århundredes mest succesrige leder, mestrer kunsten at skifte ansigter: I sin tale til parlamentet i sidste uge, da han overtog posten som formand for parlamentet, udtrykte han sin uforbeholdne støtte til fejringen af Befrielsesdagen, dvs. den dag under Anden Verdenskrig, da Italien atter var frit for fascister såvel som nazister. Dette var endnu en statsmandsagtig gestus fra den distingveret udseende Fini, som har været fast makker med premierminister Berlusconi igennem de seneste syv år og kørt sig i stilling til at tage over efter ham.

Gianni Alemanno, hans partikollega, som for en uge siden vandt en overvældende sejr og Roms borgmesterpost, har en ungdommelig, energisk og oprigtig udstråling, men farer let i flint, hvis hans navn bliver sat i sammenhæng med f-ordet. Hvordan kan man dog laste ham for, at nogle af hans vælgere fandt på at fejre hans sejr på trappen foran Roms rådhus med sieg heil-hilsner? Ligesom Fini har Alemanno distanceret sig fra sin over 15 år gamle neofascistiske fortid. Og ligesom Fini rækker han ud mod det store varme fællesskab. I sin første tale sagde han:

"Jeg vil være borgmester for alle romere, specielt for dem, der ikke stemte på mig ..."

At forkaste den fascistiske fortid, som Fini og hans kolleger har gjort, er ensbetydende med en forkastelse af antisemitisme og militarisme og forudsætter en utvetydig beklagelse af de overgreb, der fandt sted i Mussolini-årene. Men de gamle anskuelser hænger ved i fascismens kerneidé, og det er samme kerneidé, som får unge glatragede bøller til at lemlæste folk, der ikke vil give dem cigaretter, har langt hår eller mørk hud eller taler med syditaliensk accent.

Guido Papalia, den offentlige anklager i Verona, som efterforsker overfaldet på Tommasoli, har denne forklaring:

"Der findes en tænkemåde, som er blevet meget udbredt nu til dags, og som går ud på at forkaste alt, som er anderledes, forkaste dem, der ikke klæder sig som vi, ikke spiser som vi, ikke taler med vores udtale - alt sammen til forsvar for et system, som de uden videre påstår er bedre end alle andres, og som derfor må forsvares med vold."

At forkaste, hvad der er anderledes - det var den primitive impuls, som lå bag nazisternes antisemitisme, og det er samme impuls, som forklarer de valgsucceser, som Liga Nord har præsteret i det nordlige Italien igennem det seneste år. Ligaens første slag stod imod korruptionen i centralregeringen i Rom, og kravet var dengang løsrivelse. Men efterhånden som dette krav begyndte at fortone sig som en uopnåelig fantasi, søgte partiet nye sager at identificere sig med og landede så, med stor succes, på lokal chauvinisme.

Enkle ideer

Liga Nords borgmestre i regionen Veneto er glatte, professionelle mænd i komfortable kontorer med enkle ekskluderende ideer: Fremmede kan kun bo hos os, hvis de har et lovligt job, et hjem og en passende indkomst. Ulovlige immigranter skal smides ud fra skoler og universiteter, og deres børn nægtes dagpleje. Slør skal forbydes ved lov. Ingen moskeer skal være tilladt inden for bygrænsen. Kun personer, der taler flydende italiensk eller har italienske aner, skal kunne få statsborgerskab. Indvandrere, selv fra det øvrige EU, skal repatrieres en masse, hvis de bryder loven. Sigøjnerlejre skal rives ned ...

Walter Veltroni, Roms tidligere borgmester og nuværende formand for Det Demokratiske Parti, som led så sviende et nederlag til Berlusconi ved valget, understreger gerne den sammenhæng, der eksisterer imellem de jakkeklædte og bøllerne i støvler.

"Der er mange bander som denne, og de er langt farligere i et kulturelt og politisk klima, hvor intolerance og had over for de svageste er principper, der bestandig holdes i hævd ..."

Gavnede kun eliten

Veltroni er ikke uden et vist medansvar. Det var hans centrum-venstrestyre i Rom, som styrede hovedstaden i de seneste 15 år, og hvis skæve prioriteringer gjorde højrefløjens triumf mulig. Veltroni og hans forgænger, Francesco Rutelli - centrumvenstres borgmesterkandidat, som blev slået i sidste uge af Alemanno - styrede byen til benefice for den postkommunistiske intelligentsia, som labbede dens endeløse film-, kunst- og musikfestivaler i sig og troede på det, når Veltroni fortalte den, at "Rom er Italiens lokomotiv", og at kultur og turisme var dette lokomotivs brændstof.

I mellemtiden var hovedparten af byens befolkning koblet fra dette kredsløb. De boede uden for byens udsøgte centrum i trøstesløse og fortvivlende grimme sovebyforstæder med ynkelige transportforbindelser, sparsomt politi, forsømmelige lokalmyndigheder og alle tegn på foragt fra den ledende elite. Sådan gik det til, at tilråbet: "Ud med sigøjnerne, ind med politiet" blev populært. Sådan gik det til, at der rejste sig et folkekrav om at få smidt de 20.000 kriminelle udlændinge ud og give byen tilbage til dens retmæssige ejere. Fascismens enkle og primitive appel har altid været til blod og jord, og sådan fungerer det den dag i dag.

Når Italien i dag har den dårligst fungerende økonomi i Vesteuropa, er det på grund af dets politikeres skammelige føjelighed over for de særinteressegrupper, der holder staten som gidsel i hver en sfære af samfundet, fra fagforeninger til universiteter, fra byggesektoren til retssystemet. Italien føler sig hensat i forfald, og det reagerer vælgerkorpset på ved at dreje skarpt til højre, men som så ofte før må alting forandres, for at alting kan forblive det samme. De, som bærer ansvaret for Italiens problemer, vil fortsætte med at mele deres egen kage, mens de, som vil komme til at lide hårdere, er dem, som er uden mindste skyld i landets genvordigheder.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen og Karolina Koch Davidsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Er "neo" ikke et generelt præfix til diverse ideologier, der forlængst er blevet afvist af normalt og rationelt tænkende mennesker af empiriske og praktiske erfaringer med disse, men som af uransagelige årsager genoplives af nye generationer, der ikke har erfaringen og empatien til at erkende, at ideerne allerede har vist sig uanvendelige? ;-)

Fascisme er ikke, som man gerne har villet tro, en tlfældig afvigelse fra "fremskridtet"s faste kurs.

Fascismen bygger på kernen i den oprindelige liberalistiske/kapitalistiske ideologi: "den stærkeste overlever" = socialdarwinisme, en fejl- og og overfortolkning af Darwins videnskabelige teori (som jo siger at "de bedst TILPASSEDE overlever", hvilket er noget ganske andet. Medmenneskelighed og omtanke er f.eks. noget som gør samfund bedre tilpassede, mener mange).

Fascisme er kapitalisme minus kultur og moral, en kapitalisme helt uden moralske begrænsninger, så man kan tjene penge på f.eks. at pille guldet ud af KZ-fangers tænder, efter at man har "arbejdet dem til døde" som nazisterne udtrykte det. Eller man kan tjene penge på at henrette fanger og bruge deres organer til transplantationsindustrien, som det nu sker i Kina.

Det skæbnesvangre er, at kapitalismen synes at være sådan indrettet, at den undergraver kultur og moral ved at få alt til at blive pengejag.

Kampen mod fascismen er menneskehedens gamle kamp mod barbariet og destruktiviteten, som vi nu også har set disse fænomener f.eks. blandt de krigende i Irak, udløst bl.a. af USAs invasion og landets koloniale fortid.

Kernen i neofacisme er xenofobi og den økonomiske politik som Mussolini stod for i 1920nes italien.

Kombinationen af DF, V og K i Danmark har derfor enkelte lighedstræk med neofacismen. Mussolini stod nemlig for en økonomisk politik der ligner neoliberalismens i dag, dvs at alt skal overgives til markedskræfterne uden nogen form for regulering, og han stod for et fremmedhad der blev legitimeret af fremtrædende politikeres udtalelser.

Hver for sig kan partierne i Danmark dog ikke sammenlignes med neofacisme, men det ændrer jo ikke ved problemet!

Den amerikanske film American History X handler om neofacisme (se http://en.wikipedia.org/wiki/American_History_X ), og her bruger neofacisterne bla kristen fundamentalistisk retorik til at symbolisere deres ideologi.

Problemet med en (amerikansk) film om neofacisme, uanfægtet at den tilbyder en forståelse af emnet, er at neofacismen gøres til fiktion, og altså noget der er uvirkeligt eller langt borte fra vores dagligdag.

Som Polybios d. y. skriver er neofacismen en kamp mod naturens gang, og de mørke sider i mennesket, som udfolder sig uden den disciplin der ligger i dannelse.

En positiv holdning til uddannelse for uddannelsens egen skyld og den refleksive kompetence uddannelse kulturaliserer mennesket med så man kan blive fleksibel og se kritisk på sig selv og sine motiver, er derfor et rigtigt godt modtræk til neofacisme.

Vi er derfor i dag på vej til at så de samme problemer som Italien har i Danmark under de nuværende politikker, fordi VK destruerer samfundets offentlige struktur til fordel for særinteresser (institutioner privatiseres, offentlige services liberaliseres under dække af kvalitetsreformer mv., uddannelser forberedes til at ivaretage smalle erhvervsinteresser oma.), og politikere fra DF legitimerer xenofobi.

Og det er vel ikke så kontroversielt at dette sker i italien og frankrig (med Le Pen), men vi er i de skandinaviske lande ved at komme godt med i takt med at vi ukritisk tilpasser os den internationale nyliberalisme og neokonservatisme.

Så dette er retningen i et politisk skarpt højresving..

Polybios forløber sig vist i sit ønske om at koble fascisme og kapitalisme sammen. Facisme kræver nemlig en stærk, nærmest altomfattende, stat som dirigerer samfundet. Noget kapitalismen som liberalistisk system bestemt ikke omfatter. Derimod kunne Polybios med nogen ret beskrive fascisme som "Konservatisme på overdrevet" men det er en helt anden tankeretning.

Konservatisme overdrevet -> sortfacisme
Socialisme overdrevet -> Kommunisme (rødfacisme)
Liberalisme overdrevet -> Anarkisme

Mere end dette ser jeg dog der sker i Italien som populismens sjer, snarere end facismens. Berlusconi er mere korrupt og magtliderlig end han er ideologisk på noget som helst plan og vennerne i NA er enten lige så røgede som han er speget eller interesserede i at lefle for folkestemningen med lette løsninger. Ofte begge dele.

Liga Nord er en anden histoirie - der primært handler om at områderne i Norditalien traditionelt hører til Europas rigeste, men syden og Sicilien er mindre udviklet end store dele af Tyrkiet og plaget af ineffektivitet og kriminalitet. Det vil helt naturligt føre til store lokal-chauvanistiske strømninger nordpå.

"Facisme kræver nemlig en stærk, nærmest altomfattende, stat som dirigerer samfundet. Noget kapitalismen som liberalistisk system bestemt ikke omfatter."

Så kan man jo undre sig over, at Kina er det 21. århundredes kapitalistiske mirakel nr. 1.

Det ville være fantastiske hvis folk prøvede at sætte sig ind i forskellen mellem et autoritært styre, som det kinesiske, og et fascistiske styre, FØR de skriver et indlæg.

"Facisme kræver nemlig en stærk, nærmest altomfattende, stat som dirigerer samfundet. Noget kapitalismen som liberalistisk system bestemt ikke omfatter."

Tja men det er jo det vi ser i disse år, bl.a. med EU, men også herhjemme hvor vi har en stat der efterhånden blander sig i alt og lovgiver ned til mindste detailje og kontrollerer sine borgere.

Så der er vel ikke noget modsætningsforhold mellem kapitalisme og en stærk stat.

Vi har i Danmark en regering, der støtter sig til et klokkeklart racistisk nationalekstremt parti. Det er intet mindre end ækelt.

Læs Rune Engelbreths tankevækkende blogindlæg og overvej, hvor langt væk den italienske neofascisme egentlig er:

"DF: På mange stræk er vi antijøder
Skrevet af Rune Engelbreth Larsen 15. maj 09:05155 kommentarer
Til trods for, at Birthe Rønne Hornbech i realiteten blot havde skrevet en særdeles tilbageholdt kronik om, hvorfor politikerne måske ikke - når alt kom til alt - skulle blande sig i domstolenes egne regler for dommernes tøjvalg, blev hun omgående jordet og ydmyget af statsminister Anders Fogh Rasmussen og den øvrige regering.

Hvor længe hendes samvittighed kan affinde sig med valget mellem den tavse, men samtykkende minister, eller den åbenmundede kritiske minister, der bankes på plads, er et åbent spørgsmål - for andre valg har hun ikke.

Det var således ganske rammende, da hun i sin kronik bl.a. fik plads til følgende lille statement: “Det er en ældgammel menneskelig erfaring, at stærke personligheder ikke finder sig i undertrykkelse. Derfor føler de trang til at demonstrere deres ret og evne til selvstændighed.”

Det var møntet på den type muslimske kvinder og piger, der både er selvstændige og stærke personligheder og bærer hovedtørklæde - men det var naturligvis også en slet skjult erklæring om, hvorfor Hornbech - der selv er en stærk og selvstændig personlighed - skrev den pågældende kronik, selv om den kom på tværs af regeringen. Spørgsmålet er nu, om hun i længden også er stærk nok til at bryde ud af sin rolle som gidsel i en regering, hvis udlændingepolitik hun i flere henseender er afgørende på kant med?

Om ikke andet fik integrationsministeren fremtvunget en indlysende, men hidtil uofficiel erklæring fra Dansk Folkeparti, da Kristian Thulesen Dahl udtalte: PÅ MANGE STRÆK ER VI ANTIJØDER.

Dét var så enden på dét parti. Den israelske regering vil naturligvis protestere i skarpe vendinger, Mosaisk Trossamfund ligeså, og en lang række kulturpersonligheder vil rette en voldsom kritik mod partiet, ligesom flere og flere regeringspolitikere snarest vil udtrykke deres chok over dette direkte angreb, der ikke ‘blot’ retter sig mod en hel religion, men eksplicit mod hver eneste person, der er relateret til denne religion - dvs. samtlige jøder i Danmark, Israel og hele verden i øvrigt. Det er også kun forventeligt, at både præsident George Bush og alle tre tilbageværende præsidentkandidater vil gøre spørgsmålet om ‘Problemet Danmark’ til genstand for særskilt bekymring i erklæringer, ligesom der er EU-lande, der meget vel vil reagere med særdeles skarp afstandtagen, medmindre den danske statsminister meget hurtigt undsiger sit støtteparti på den mest utvetydige måde. Kristian Thulesen Dahl er selvsagt en færdig mand i dansk politik, eftersom landets medier nu vil køre ham gennem samme mediekværn som i sin tid Louise Frevert, da hun i 2005 offentliggjorde sine racistiske hjemmesideartikler …

Hvis altså det var dét, han havde sagt.

Men det er det ikke. Nej, Kristian Thulesen Dahl sagde ikke, at Dansk Folkeparti på mange stræk er ANTIJØDER, for så var han færdig. I stedet sagde han noget, der selvfølgelig ikke adskiller sig spor principielt herfra i sin uhyggelige totalitære tankegang: “PÅ MANGE STRÆK ER VI ANTIMUSLIMER.”

Lad os lige rekapitulere, hvad det var, Birthe Rønne Hornbech skrev om dette parti:

“Knebent har Domstolsstyrelsen nøgternt meddelt retterne i Danmark, at loven ikke hjemler mulighed for generelt at forbyde de muslimske tørklæder på dommersædet, før fanatiske antimuslimer forsøger at bilde befolkningen ind, at dommersædet nu vil blive invaderet af kvinder i burka med en hammer i hånden. Som om Domstolsstyrelsens personalevejledning nogensinde har omtalt burka, eller som om hammer anvendes ved domsafsigelse i Danmark.” (Ritzau, 14.5.2008).

Lad os lige rekapitulere, hvad det var, Uffe Ellemann-Jensen, Anker Jørgensen, Søren Mørch, Herbert Pundik, og Palle Simonsen m.fl. skrev i en nylig erklæring om dette parti:

“Det danske samfund har ikke siden trediverne oplevet tilsvarende hetz – og slet ikke fra et stort, indflydelsesrigt politisk parti.” (Politiken, 8.5.2008).

For dem, der nogen sinde har været i tvivl, har Kristian Thulesen Dahl nu skåret ud i indiskutabel pap, at de havde ret."

"Det ville være fantastiske hvis folk prøvede at sætte sig ind i forskellen mellem et autoritært styre, som det kinesiske, og et fascistiske styre, FØR de skriver et indlæg."

Og det ville være fantastisk hvis folk gad læse, og forstå, hvad der bliver skrevet, inden de begynder at spille smarte, og føle sig overlegne på andres bekostning.

Det jeg skriver er såmænd blot, at kapitalismen da ser ud til at trives ganske godt, inden for rammerne af et system, som ifølge teorien, ikke burde fordre at det gør det.

At du kan læse ud af noget af det jeg skriver, at jeg skulle påstå at Kina er fascistisk, er vist lidt af et langskud. Men ok. Den tomme tønde fik da buldret, i forsøget på at iscenesætte sig selv som disse spalters altvidende alfahan.

De såkaldte venstreorienteredes ( de er i virkeligheden ikke andet end islamapologeter, og en sand venstreorienteret ville vende sig i graven ved deres argumentation) nye ikoner Birthe Rønn Hornbech, poul sirup, Uffe Elleman-Jensen og Herbert Pundik.
Hvor sygt og søgt kan det blive?

Man behøver såmænd ikke at være et venstrefløjs-ikon, for at tage afstand fra det faktum at DF's hedeste ønske, er at se Danmark som en apartheid nation, efter Sydafriakansk forbillede.

At man er godt igang med at bortdømme grundlovens paragraf om religionsfrihed, er man tilsyneladende fløjtende ligeglad med, der hvor P.Lauritzen befinder sig.

Men så er det jo godt at man for gud ved hvilken gang kan få skreget Islam-apologet, uagtet at man ikke har en skid at have det i.

Som venstreorienteret er jeg imod religion. Allermest er jeg imod den religion, som stempler halvdelen af befolkningen som mindreværdige, nemlig islam. En skrev her ,at det endnu ikke er kommet så vidt, at muslimer skal gå med en halvmåne på tøjet, men det er jo helt overfødigt, mændene sørger selv for at deres døtre og koner bærer deres stigma.

Jeg er selv imod religion, men jeg finder det tåbeligt at tro, at man kun kan løse problemet ved at stigmatisere hele den gruppe af befolkningen, som tilfældigvis kommer fra lande hvor Islam er religionen.

Det er endnu mere tåbeligt at skære samtlige mennesker fra mellemøsten over en kam. Lige meget hvad DF siger, tror jeg ikke på at samtlige mellemøstelige indvandrerer i Danmark deler den samme hjerne.
Men det mest tåbelige er, at skabe tilstande for de mennesker der er så modbydelige, at de finder det lettere at flygte ind i deres egen lille kreds, og afskære sig fra at møde omverdenen.
Det kan ikke være fordrende for integrationen, og jeg synes det er tåbeligt at påstå at det kan løse problemerne.

Men ok. DF har haft held til at udskrige alle der ikke er enige med dem i deres modbydelige menneskesyn, til Islam-apologeter, der ikke er i kontakt med realiteterne, og der skal såmænd nok komme apartheid til dannevang. De skyer jo intet middel.

Nogen burde fortælle Israelerne om DF's begejstring for Jörg Haider.

Og iøvrigt burde du tage en tur til Nørrebro. Jeg er sikker på at det vil komme bag på dig.

Nu har jeg selv boet på Vesterbro og i Tingbjerg, så der skal en del til, før det kommer bag på mig.
I øvrigt skriver jeg islamapologet,fordi jeg er dødtræt at "racist", "aprtheid", "fascist" og "nazist" i en enhver debat om emnet, men det kan jo åbenbart ikke fungere uden, se de såkaldte venstreorienteredes indlæg.

Ligesom så mange andre debatter for tiden i DK, har denne debat udviklet sig til at være parallel til den der foregår her, så se også http://www.information.dk/159506

At man nu i nysproglige vendiger tager benævnelsen 'Islamapologet' til sig i disse foraer, læser jeg som et tegn på at xenofobien pt systematiseres i danskernes dagligsprog og tænkning i uhyrlig grad. Begrebet dækker vel over at man 'undskylder' forbrydelser i islamismens navn, og er et retorisk kneb der tages i brug til at fremme DFs dagsorden om at skaffe vælgere i frygtens navn. Det er enten ignorance eller grov manipulation ikke at skelne mellem islam som religion og fundamentalistisk islamisme!

Desværre begynder venstrefløjen også at abbonnere på DFs retorik, senest med Henrik Dam. Skandaløst! Det ser ud til at det er det totalitære i hvilken som helst form der ukritisk fænger venstrefløjens vælgere!

Læs også kommentarerne under http://www.information.dk/159539.

Så alt i alt har DF haft en fantastisk dag her på 'Information', ud over at opnå legitimitet for den yderste højrefløj, er man også ved at indfange venstrefløjens stemmer.

Uha, Danmark!