Læsetid: 2 min.

Ny lov skal tvinge europæiske selskaber tilat leve op til deres ansvar

Når underleverandører bruger børnearbejdere i Indien, skal de europæiske selskaber, der tjener på varerne, kunne gøres ansvarlige. En sådan lov vil over 250 europæiske foreninger tvinge igennem. Nu har de fået den store socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet med på ideen
31. maj 2008

BRUXELLES - Belal Hussein fra Bangladesh arbejdede på en fabrik, der galvaniserer telefonmaster til norske og svenske mobiltelefoner. Den 23-årige arbejder døde efter et uheld, hvor han faldt i et af de ubeskyttede kar med enten syre eller kogende vand. Belal blev voldsomt forbrændt, og det tog ham tre dage at dø, formentlig under ulidelige smerter. Siden fik hans familie udbetalt 15.000 kroner, hvilket er mange penge i Bangladesh. Til gengæld skal de skrive under på en kontrakt om, at de aldrig vil anlægge sag mod fabrikken, fortæller Tom Heinemann, dokumentarfilmer og aktuel med filmen Et tårn af løfter, som handler om mobilfirmaernes underleverandører i Bangladesh. Siden Heinemanns film blev vist på tv for to uger siden, er syv andre dødsfald blevet bekræftet.

Skal holdes ansvarlige

Fremover skal de europæiske moderselskaber kunne holdes ansvarlige for den slags, kræver organisationen European Coalition for Corporate Justice. Den fremlagde torsdag i Bruxelles et forslag om, hvordan en lov kunne sørge for at holde de selskaber ansvarlige, der tjener på de ofte ulidelige produktionsbetingelser.

"Vi skal lukke ansvarshullerne," sagde Olivier De Schutter, en af initiativtagerne og for nylig udnævnt som FN's særlige udsending for retten til mad.

De Schutter understregede, at det er vigtigt at skelne mellem frivillige, etiske retningslinjer, som EU og mange virksomheder for tiden arbejder på, og så ægte ansvarlighed, i internationalt sprog kaldet Corporate Justice.

Forslaget fra koalitionen af foreninger har tre dele: Moderselskaberne skal altid tage ansvaret, siden det er dem, der tjener på datterselskaber eller underleverandørernes profit, og ofrene skal kunne føre retssager efter europæisk ret. Selskaberne skal forpligtes til at sørge for, at alle kravene bliver overholdt. Og endelig skal de store selskaber aflevere årlige rapporter om arbejds- og miljø-forhold i hele produktionskæden, som mange allerede gør med hensyn til for eksempel grønne regnskaber.

Politisk vilje

Bag ideen står flere end 250 foreninger. Fra Danmark er blandt andet Danmarks Naturfredningsforening og Mellemfolkeligt Samvirke med, men også fagforeninger og menneskeretsorganisationer er på listen. Nu har den store socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet taget ideen op, og den kan via Parlamentet arbejde på et forslag til Kommissionen.

"Det er muligt at holde folk ansvarlige, selv om lovbruddet sker i et andet land," sagde Robert Hewitt fra de europæiske socialdemokrater.

"Det bliver gjort med hensyn til krigsforbrydelser, i de senere år er det blevet gjort i kampen mod korruption, og når det gælder sexturisme. Det er muligt, når der er politisk vilje."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu