Læsetid: 4 min.

Nyt fra demokratiets verdensværksted

Spinkle sprækker i præsidenternes magtfuldkommenhed i det sydlige Afrika er resultater af oppositionens kamp i Zimbabwe - man kan svinge sig op til at hævde, at demokratiet har taget et skridt fremad
Valgplakater med portrætterne af Zimbabwes præsident Robert Mugabe (th.) og udfordreren Morgan Tsvangirai (tv.). Efter over en måneds optælling kunne medlemmer fra Zimbabwes valgkommission i går oplyse, at oppositionslederen Morgan Tsvangirai officielt vandt med 47,9 procent af stemmerne mod Robert Mugabes 43,2 procent. Det betyder, at de to skal ud i en 2. valgrunde, idet ingen af kandidaterne fik de nødvendige 50 procent af stemmerne der skal til for at blive valgt.

Valgplakater med portrætterne af Zimbabwes præsident Robert Mugabe (th.) og udfordreren Morgan Tsvangirai (tv.). Efter over en måneds optælling kunne medlemmer fra Zimbabwes valgkommission i går oplyse, at oppositionslederen Morgan Tsvangirai officielt vandt med 47,9 procent af stemmerne mod Robert Mugabes 43,2 procent. Det betyder, at de to skal ud i en 2. valgrunde, idet ingen af kandidaterne fik de nødvendige 50 procent af stemmerne der skal til for at blive valgt.

Joe Alexander

3. maj 2008

Zimbabwe dirrer på en knivsæg i disse dage, hvor resultatet fra præsidentvalget den 29. marts endelig forventes offentliggjort. Tallet 50 står i det magiske centrum, for selv om kilder i det officielle Zimbabwe Election Committee har ladet sive, at præsident Robert Mugabe tabte, så var deres formål at forberede landet på, at oppositionsleder Morgan Tsvangirai skal gennem endnu en valgrunde, fordi han ikke har fået de nødvendige 50 procent, der gør ham til landets nye leder.

Efter over en måneds optælling kunne medlemmer fra Zimbabwes valgkommission i går oplyse, at oppositionslederen Morgan Tsvangirai officielt vandt med 47,9 procent af stemmerne mod Robert Mugabes 43,2 procent.

Uanset om dette bliver enden på Mugabes herskertid eller ej, så har krisen i landet dog allerede medført ændrede politiske vilkår i det sydlige Afrika.

Mugabe har aldrig tolereret kritik, og siden vælgerne i 2000 forkastede et forslag til ny forfatning, der ville styrke præsidentens magt, har han nedkaldt blodig terror over enhver opposition, især Tsvangirais Movement for Democratic Change, MDC. I samme valgkamp udbetalte Mugabes regering en så stor pengesum til befrielseskrigens veteraner - fiktive og faktiske - at landets økonomi indledte den nedtur, der foreløbig har medført, at Zimbabwe har sat verdensrekord i inflation, og at en fjerdel af befolkningen er flygtet ud af landet for at få brød på bordet.

Det var endelig den begivenhed, der varslede regeringspartiet ZANU's stormløb på landets vigtigste produktionsapparat, de hvidt ejede storlandbrug, med brug af disse 'veteraner', hvoraf mange er så unge, at de knapt kunne have nået at være født, da frihedskrigen sluttede i 1980.

Kampen for demokrati

I disse lange, trange år har MDC forgæves løbet nabolandene på dørene for at få opbakning til deres kamp for demokratiske vilkår i Zimbabwe, og utallige kronikker og analyser er undervejs skrevet om afrikanske statslederes solidaritet med hinanden mod en befolkning, der ønsker forandring, forbedring, fremgang.

Da nabolandet Zambias præsident Levy Mwanawasa sidste år formastede sig til at sammenligne Zimbabwe med et synkende Titanic, blev han eftertrykkeligt banket på plads af sine kolleger i den regionale samarbejdsorganisation SADC.

Dette valg har gjort en forskel. Første sprække i den traditionelle politiske verden i det sydlige Afrika blev synlig, da Mwanawasa hasteindkaldte SADC til krisemøde om Zimbabwe efter 14 dage uden valgresultat. Selv om konservative kræfter i organisationen sikrede en tandløs sluterklæring, skete dette under to nybrud. For første gang i organisationens historie var en oppositionsleder, Tsvangirai, inviteret til diskussion i denne præsidentklub. For det andet var den indbyrdes uenighed så markant, at præsidentgruppen måtte strides frem til klokken fire næste morgen, før Mwanawasa og hans meningsfæller, lederne fra smålandene Mauritius, Botswana og Madacascar, gav sig.

Til gengæld har de ikke senere forsømt at lade denne indbyrdes uenighed sive til alle i omverdenen, der ville høre, at Sydafrikas præsident Thabo Mbeki endnu engang satte sig i spidsen for de konservative kræfter ved at forhindre, at ordet 'krise' overhovedet blev nævnt i sluterklæringen.

'Skammens skib'

Næste sprække er Mbekis stigende problemer på hjemmefronten med ærkerival og vicepræsident Jacob Zuma, der sidste år væltede Mbeki som formand for partiet ANC og dermed kørte sig i stilling som spidskandidat til næste præsidentvalg.

Zuma har dygtigt forstået at udnytte Mbekis manglende opbakning til forandring i Zimbabwe til at grave grøften mellem de to større, således at Mbekis mulighed for at forhindre hans valg formindskes. Det er en perfekt illustration af, hvorledes demokratiets natur åbner den politiske debat og udvider scenen for folkelige kræfter.

Dette var netop, hvad der skete i sidste sprække, da sydafrikanske arbejdere i Durban nægtede at losse det kinesiske fragtskib An Yue Jiangs last af våben bestemt for Zimbabwe. På tværs af deres egen regerings erklærede politik lykkedes det altså denne gruppe - det europæiske civilsamfunds traditionelle radikale spydspids, havnearbejderne - at tvinge skibet bort fra Sydafrikas kyst.

En international pressestorm mod 'Skammens skib' tvang det fra havn til havn, før det endelig lagde til ved Angolas kyst, hvor det også blev nægtet losning, angiveligt fordi landets præsident Jose Eduardo dos Santos ikke mente at kunne klare det dårlige image, våbenleverance til Zimbabwe ville medføre hos hans hovedkunde, amerikanske østkystraffinaderier.

Det har striden mellem ZANU og MPC igennem været klart, at MDC's opbakning i Europa og USA ikke hjalp synderligt, så længe nabolandene fastholdt deres støtte til Mugabe - som til gengæld dygtigt brugte den vestlige støtte som bevis for, at MCD er imperialisters redskab til 'omvæltning af Zimbabwes revolution'. Den seneste måneds udvikling har imidlertid skabt vækst i en ny situation, der er en betingelse for forandring i Zimbabwe.

Opbakningen til trods ved MDC og dets tilhængere dog, at forandringen i Zimbabwe nødvendigvis skal gennemføres af dem selv og ved dem selv alene - på trods af den vold, de allerede nu bliver mødt med, og som sandsynligvis vil blive optrappet. Derfor deres tøven ved at acceptere en ny valgrunde og deres appeller om at måtte undgå dette sandsynligvis uundgåelige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu