Læsetid: 6 min.

Præsidentskabet iscenesat som teater

Den kommende EU-formand, Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, har alvorlige problemer med den folkelige opbakning på hjemmefronten, mens det går bedre på udebane, hvor Sarkozy har ændret Frankrigs kurs betydeligt i sit første år som leder
27. maj 2008

PARIS - For 11 dage siden, den 16. maj 2008, havde præsident Nicolas Sarkozy et-års jubilæum som Frankrigs øverste politiske leder. På årsdagen for hans indsættelse var både de hjemlige og de udenrigspolitiske bedømmelser benhårde. Samstemmende hed det, at gassen var gået af ballonen, de lovede reformer utilstrækkelige og ufokuserede, og at præsidentens hektiske privatliv (skilsmisse og efterfølgende giftermål med en italiensk popsanger med dertil hørende flaneren i de kulørte magasiner) havde gjort ham ubodelig skade.

Hele miseren underbygges af en stadig strøm af meningsmålinger. I dagbladet Libération konstaterede instituttet Viavoice for nogle uger siden, at 59 procent af de franske vælgere anser Sarkozys første år for at være en fiasko, mens kun 20 procent af vælgerne betegner det som en succes. En anden målinger fra instituttet CSA viser, at kun godt en ud af fire franskmænd (28 procent) mener, at Sarkozys arbejde "går i den rigtige retning".

Et år er ikke tilstrækkeligt grundlag for at fælde endelig dom over en politisk leder, men Sarkozys har udelukkende sig selv at takke, hvis han i sit stille sind måtte føle sig urimeligt hårdt bedømt.

Nye boller på suppen

Under hele sin valgkampagne i 2007 førte Sarkozy selv ordet i en hæsblæsende og ungdommelig kampagne, som skulle rydde op på alle hylder efter 12 års politisk stilstand med Jacques Chirac. Nu skulle der andre boller på suppen, lovede den tidligere indenrigs- og finansminister, som ville spule uregerlige tredjegenerationsindvandrere væk fra gaden i de triste parisiske forstæder, smide et betydeligt antal illegale indvandrere ud af Frankrig og ikke mindst gøre op med et forstenet arbejdsmarked, hvor der ifølge den Sarkozy blev arbejdet alt for lidt.

"Vi må se sandheden i øjnene. I 30 år har vort land systematisk undermineret sin egen evne til at skabe velfærd," som han med et karakteristisk ordvalg skrev i sin før-valg-bog, Témoignage (Vidnesbyrd).

Socialisternes Ségolène Royal formåede på intet tidspunkt at få skovlen under den glatte og selvsikre Duracell-kandidat, som tilsyneladende havde uanede arsenaler af både politisk og fysisk energi til sin rådighed.

Efter den forventede sejr indtog Sarkozy Élysée-palæet, aflyste de tunge franske frokoster midt på dagen og spiste i stedet sandwich ved sin computer, mens han arbejdede på udkast til de reformer, han havde lovet. Indimellem joggede han ivrigt, udstyret med smarte shorts, Nike-tennissko og RayBan-solbriller, mens fotograferne forevigede hvert et trin.

Der var sandelig kommet en anden stil på højeste sted, og samtidig bebudede præsidenten, at "jeg er en præsident, der holder, hvad jeg lover". Og det var ikke så lidt, taget i betragtning at præsidenten havde bebudet at tage fat på ikke færre end 550 konkrete reformer.

Præsidenten kastede sig ud i et intenst arbejdsprogram. Hans nye regering var på papiret dybt imponerende. Først og fremmest på grund af sin diversitet. En række tunge ministre havde - og har - en anden etnisk baggrund end fransk - bl.a. justitsminister Rachida Dati og menneskerettighedsminister Rama Yade. Men Sarkozy indsatte også en stribe kendte og seriøse socialister i regeringen, først og fremmest udenrigsminister Bernard Kouchner, europaminister Jean-Pierre Jouyet, solidaritetsminister Martin Hirsch og den tidligere toprådgiver for Ségolène Royal, Eric Bresson.

På det udenrigspolitiske område forhandlede Sarkozy med succes om en afløser for den kuldsejlede EU-traktat, han fik de bulgarske sygeplejersker hjem fra libysk fangenskab, og han forbedrede forholdet til amerikanerne betydeligt efter den permafrost, der havde indfundet sig efter Chiracs og Bushs holmgange om Irak-krigen. Sarkozy talte også dunder over for Iran og antydede - hvad der senere skulle blive udmøntet mere konkret - at Frankrig var på vej tilbage i NATO's integrerede militære samarbejde. Stilen over for Rusland og Kina var til at begynde med også langt mere direkte og kritisk end den smørbløde forhandlende attitude, der kendetegnede forgængeren Chirac.

'Le Sarko-show'

Men så skete der noget uventet. Rygterne om knas i det præsidentielle ægteskab, der længe havde cirkuleret i den parisiske politiske klasse, viste sig at være sande. Ikke så snart familien Sarkozy havde poseret for fotograferne efter præsidentens indsættelse, var fru Sarkozy, den reserverede og smukke Cécilia, forsvundet, og det var kun et spørgsmål om tid - og en sand skov af forsider på samtlige franske magasiner, glittede og seriøse - før skilsmissen blev annonceret for de dybt fascinerede franske vælgere, der aldrig havde haft så glamourøse historier fra Élysée-palæet at muntre sig med før.

Samtidig stod det hurtigt klart - allerede sidste sommer - at det indenrigspolitiske reformtempo ville blive langsommere end signaleret. En universitetsreform blev kun halvvejs gennemført, og senere viste det sig, at også taxachauffører, fiskere og landmænd kunne få den ellers stålsatte præsident til at ombestemme sig.

Samtidig begyndte problemerne i privatlivet at påvirke Sarkozys opførsel. 'Han er manio-depressiv', lød en hypotese, der blev fremsat af en topdiplomat over for Informations korrespondent i september. Præsidenten truede rask væk de medier, som var kritiske, og under en ferie i USA steg han om bord i en båd, overfusede kameramændene og forlangte en optagelse udleveret.

'Le Sarko-show' kom derefter op i de helt store omdrejninger, da præsidenten bare tre måneder efter sin separation forelskede sig over hals og hoved i popchanteusen og den tidligere supermodel Carla Bruni, som han første gang mødte foran pressen i Euro-Disney sammen med begges børn, og derefter kurtiserede foran alverdens medier med diamanter, dyre middage, rejser, Rolex-ure og forelskede ture i både ud- og indland.

Meningsmålingerne viste hurtigt, at selv om franskmændene slet ikke kunne få nok af at læse sladder om, hvad dagbladet Libération, fikst valgte at kalde "le president bling-bling", så billigede de samme vælgere på ingen måde, at deres præsident som en anden dødelig gik mere op i sit privatliv end i sit arbejde.

Efter brat dalende meningsmålinger - og et hastigt ægteskab med Carla Bruni - lagde præsidenten derfor stilen om. Sobre jakkesæt og intet offentligt kysseri med den nye frue.

Samtidig begyndte Sarkozu at levere resultater i form af et minimumberedskab under transportstrejker og løsnede regler for mer- og overarbejde på trods af 35-timers arbejdsugen (som Sarkozy fortsat gerne så afskaffet, men ikke - endnu - tør røre ved for alvor). Regeringen har også indledt en yderst besværlig afskaffelse af nogle særligt gunstige pensionsordninger for udvalgte grupper, blandt andet togkonduktører, der har kunnet gå på fuld pension fra 55 år. Og regeringen har iværksat en klapjagt på illegale indvandrere og hævet minimumstraffen for vaneforbrydere.

Men selv om arbejdsløsheden er faldet til de efter franske forhold imponerende 7,5 procent, så er de franske borgere dybt bekymrede for den faldende købekraft, som har ført til omfattende demonstrationer, og som senest var medvirkende til, at socialisterne fik et kanonvalg, da der i marts var lokalvalg.

'Jeg vil forbedre mig'

Da præsidenten i forrige uge officielt fejrede sin etårsdag, stod det derfor klart, at der måtte noget offentlig refleksion til. Sarkozy bekendtgjorde på nationalt, direkte tv, at han "ikke har været god nok til at forklare, hvad jeg vil".

Over et halvanden time langt tv-interview lovede præsidenten, at regeringen ville blive bedre til at forklare sin politik, men at det også har været hårde vilkår at arbejde under:

"Siden jeg blev valgt, er olieprisen fordoblet, vi har haft subprime-krisen, euroen har nået utrolige højder, dollaren er faldet til et meget lavt niveau, og priserne på råvarer er røget i vejret. Dette firedobbelte chok gør det blot endnu mere nødvendigt at reformere," sagde Sarkozy og tilføjede, at han fortsat mener, at "vi ikke arbejder nok i Frankrig".

Det kommende år vil vise, om et begivenhedsrigt og turbulent år ved magten vil blive afløst af konsolideringens og det seriøse arbejdes tid. Som selv det Sarko-glade og konservative dagblad Le Figaro skrev forleden, så vil det "uden tvivl tage en vis tid, før franskmændene igen tager Nicolas Sarkozy til deres hjerte".

Fascinerende har det under alle omstændigheder været. Som The Economist skrev for 14 dage siden, har Sarkozys præsidentskab været iscenesat som teater, hvor vi nu allerede er nået til den tredje version af præsidenten. Om der er dømt klapsalver, er det for tidligt at spå om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Erik Rønne

[quote]"Siden jeg blev valgt, er olieprisen fordoblet, vi har haft subprime-krisen, euroen har nået utrolige højder, dollaren er faldet til et meget lavt niveau, og priserne på råvarer er røget i vejret. Dette firedobbelte chok gør det blot endnu mere nødvendigt at reformere," sagde Sarkozy og tilføjede, at han fortsat mener, at "vi ikke arbejder nok i Frankrig".

Det kommende år vil vise, om et begivenhedsrigt og turbulent år ved magten vil blive afløst af konsolideringens og det seriøse arbejdes tid. Som selv det Sarko-glade og konservative dagblad Le Figaro skrev forleden, så vil det "uden tvivl tage en vis tid, før franskmændene igen tager Nicolas Sarkozy til deres hjerte". [/quote]

Ja, vi får se om han kan få gennemført reformer; foreløbig har han da vist nærmest vist sig at være en skuffelse?

Måske skulle han starte med at arbejde for en afvikling EUs landbrugsstøtte?

Jeg har talt med Frankrig flere gange i år. Franskmændene har det på samme måde som i Danmark. De er ganske holdt op med at lytte til deres politiske ledelse, for de kan se at de arbejde med skjulte agendaer som ikke inkluderer befolkningens bedste. Det er et trist syn.