Læsetid: 6 min.

Sandheden, der aldrig kom frem

På fredag er det 30 år siden, at Aldo Moro blev fundet dræbt med 11 skud i Via Caetani i Roms centrum. Ifølge Sergio Flamigni, som har forsket i sagen lige siden, kender vi kun en lille del af sandheden om den italienske statsmands død
Italiens tidligere ministerpræsident Aldo Moro blev den 16 marts 1978 kidnappet af den venstreorienterede gruppe De Røde Brigader. Her ses han under sin kidnapning den 20. april 1978. Han blev fundet død den 9. maj.

Italiens tidligere ministerpræsident Aldo Moro blev den 16 marts 1978 kidnappet af den venstreorienterede gruppe De Røde Brigader. Her ses han under sin kidnapning den 20. april 1978. Han blev fundet død den 9. maj.

6. maj 2008

ROM - Den 9. maj 1978 blev Aldo Moros lig fundet i bagagerummet på en rød Renault 4 i Roms jødiske ghetto. 55 dage forinden var præsidenten for det kristendemokratiske regeringsparti (DC) blevet kidnappet, da en gruppe terrorister skød og dræbte de fem betjente i hans eskorte, mens han var på vej til Deputerkammeret, hvor partifællen Giulio Andreotti samme dag skulle have præsenteret en ny regering med parlamentarisk støtte fra kommunistpartiet (PCI), som dermed ville have opnået fuld demokratisk legitimitet.

PCI havde ved valget i 1976 fået over en tredjedel af stemmerne. Moro mente ikke, at det var opportunt at blive ved med at holde dette store mindretal uden for indflydelse:

"Han havde forstået, at en fornyelsesproces var nødvendig for at undgå en alvorlig krise i det italienske demokrati. Det er på mange måder den krise, vi oplever i dag," mener Sergio Flamigni, der som senator for PCI var medlem af flere parlamentariske undersøgelseskommissioner og siden i en lang række bøger har gransket sagen i alle detaljer. Jeg besøgte ham i Oriolo nord for Rom, hvor han har åbnet sit arkiv for offentligheden.

Den halve sandhed

I lighed med mange andre politiske mord er Moros død omgærdet af hemmeligheder og myter. Trods utallige artikler, bøger film og tv-programmer er der aldrig blevet skabt fuld klarhed over sagen, som rystede Italien for 30 år siden og trækker blodspor ind i nutiden:

"Det skyldes, at dem, der kender hele eller en stor del af sandheden, er medskyldige," forklarer Flamigni. "Ifølge den dominerende fortælling blev Moro kidnappet og dræbt af De Røde Brigader, som om de agerede i et lufttæt rum."

En lang række kendsgerninger og indicier anfægter dog denne udlægning. Vidneudsagn og obduktionsrapporten bestrider f.eks. rødbrigadisternes påstand om, at Moro i alle 55 dage var indespærret i et smalt, lydisoleret rum i en lejlighed i det sydvestlige Rom og blev henrettet i en tilstødende garage. Desuden bekræfter de ballistiske undersøgelser og øjenvidner tilstedeværelsen af to ukendte mænd i Via Fani, hvor Moro blev kidnappet. Den ene af disse affyrede 49 af i alt 91 skud mod politi- eskorten - en professionel dræber af højeste kaliber, som aldrig er blevet identificeret.

Ikke med i tv-film

For Flamigni er det ikke et marginalt tilfælde, at disse ukendte mænd ikke figurerer i en ny tv-film om sagen:

"Kendsgerninger og vidneudsagn bliver ikke taget til efterretning, fordi sandheden er ubehagelig for magthaverne. Kunsten underkaster sig magten ved at opretholde en konstrueret fortælling. At Andreotti har været konsulent på filmen, og at den er lavet med henblik på historieundervisningen i skolerne, siger alt."

Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand - ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

"Det er påfaldende, at de tre boligselskaber, som ejede lejlighederne i det boligkompleks, hvor Moretti i 1975 havde installeret De Røde Brigaders nyoprettede romerske celle, alle blev administreret af personer med tilknytning til efterretningstjenesterne," påpeger Flamigni.

Det italienske indenrigsministerium har endnu ikke afklassificeret dokumenter vedrørende Moretti, som trods en fængselsdom på seks gange livstid har haft udgangstilladelse siden 1997.

Spændingens strategi

Det er ingen hemmelighed, at Moros imødekommenhed over for PCI gjorde ham til en kontroversiel politiker i NATO:

"Der var en konflikt mellem USA og Moro i udenrigspolitiske spørgsmål. Moro arbejdede for en europæisk dimension i NATO-samarbejdet, mens amerikanerne udelukkende betragtede NATO som et instrument for deres egen udenrigspolitik. Moro mente, at palæstinenserne havde ret til en selvstændig stat, hvilket var i fuld overensstemmelse med PCI," siger Flamigni.

"Allerede under Yum Kippur-krigen i 1973, da han som udenrigsminister nægtede USA at bruge NATO-baser i Italien til at flyve forsyninger til de israelske tropper, bandt de en snor om fingeren på ham."Italiens tragiske placering som grænsestat mellem Vest- og Østeuropa og tæt på brændpunktet i Mellemøsten indskrænkede reelt landets suverænitet under Den Kolde Krig.

Der er for nylig fremkommet dokumentbeviser for planer i NATO-regi om en invasion af Italien i tilfælde af en kommunistisk valgsejr. I 60'erne og 70'erne var truslen om et militærkup politisk hverdag i landet. CIA havde i USA udtænkt den såkaldte "Operation Chaos" med det formål at miskreditere venstrefløjen.

I Italien udmøntede dette koncept sig i "spændingens strategi" - dvs. forsøg på at skræmme moderate vælgere langt væk fra PCI gennem terrorhandlinger under falsk flag. Således omkom f.eks. 17 mennesker ved bombesprængningen i Landbobanken på Piazza Fontana i Milano i 1969. Blandt lederne i DC fremstod Moro trods en lang karriere med mange ministerposter som den mindst implicerede i dette og andre eksempler på statsterrorisme.

Det virkede derfor paradoksalt, da De Røde Brigader begrundede kidnapningen med, at Moro var den øverst ansvarlige for "det kristendemokratiske regime, som i 30 år har undertrykt det italienske folk". Dette paradoks blev sat i relief, da Moros partifæller kategorisk afviste at forhandle med De Røde Brigader.

"I et af sine breve fra Folkets Fængsel, hvor han også nævner en vis admiral Henke, som var impliceret i Piazza Fontana-massakren, spørger Moro sine partifæller i DC: 'Hvorfor denne hårdhed mod mig? Står amerikanerne eller tyskerne bag?' Han fornemmede, at det ikke blot var italiensk anliggende," siger Flamigni.

En større terrorist

Da Moro blev kidnappet, sendte USA terroreksperten Steve Pieczenik til Italien, hvor han indgik i indenrigsminister Francesco Cossigas krisestab. Han havde tidligere løst et stort antal gidseltagninger, men i Rom gik hans mission ud på at forhindre, at PCI fik del i magten.

Det var også formålet med den hemmelige frimurerloge Propaganda Due (P2), som først blev afsløret i 1981 og erklæret forfatningsstridig året efter. (En af logebrødrene, Silvio Berlusconi, er som bekendt netop blevet valgt til ministerpræsident i Italien for tredje gang). P2 havde medlemmer på mange vigtige poster i statsapparatet og var talstærkt repræsenteret i Cossigas krisestab.

Moro blev straks diagnosticeret med det såkaldte Stockholm-syndrom, sympati for kidnapperne, for at afskære ham fra at forhandle om sin egen skæbne og på forhånd miskreditere eventuelle afsløringer af statshemmeligheder.

Da han antydede sin viden om baggrunden for attentatet på Piazza Fontana, blev den psykologiske krigsførelse optrappet. Man lod udsende et falsk kommuniké fra De Røde Brigader med en meddelelse om Moros død. Det fremkaldte et ultimatum fra De Røde Brigader, som krævede fængslede kammerater løsladt inden 48 timer.

Fælden klapper

"Jeg lagde en fælde, som de gik i uden at lægge mærke til det. Fælden var, at de skulle slå Aldo Moro ihjel," siger Pieczenik i et interview med den franske journalist Emmanuel Amara i bogen Nous avons tué Aldo Moro (Vi har slået Aldo Moro ihjel), som udkom i 2006:

"De regnede ikke med at møde en mand, som kunne være en større terrorist end dem selv."

Allerede i den allerførste bog om sagen, L'affaire Moro fra efteråret 1978, beskrev den sicilianske forfatter Leonardo Sciascia efterforskningen som "en paradeforestilling" og "det uovervindelig indtryk, at Moro-affæren var skrevet på forhånd". Pieczenik, der i dag er en succesfuld forfatter af spionromaner, har aldrig vidnet om sin rolle i sagen. Flamigni mener, at han har skuffet sine italienske venner med sine udtalelser til Amara:

"I 30 år er det lykkedes Andreotti og Cossiga at komprimere, fornægte og skjule sandheden. De har gjort alt for at fortrænge den internationale dimension i sagen. Men de lever ikke evigt. Når historikerne får adgang til dokumenterne, kommer sandheden frem."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uddrag fra ” Hvem græd egentlig da Aldo Moro blev myrdet?”, Berlingske Tidende 1/4, 2008:

” De Røde Brigader havde kidnappet lederen af Italiens største parti. De ønskede politisk anerkendelse og frigivelse af tilfangetagne kammerater, men de politiske partier nægtede at forhandle for at forhindre gentagelser.Sådan lød den officielle forklaring i hvert fald.

Men i dag – 30 år efter mordet på Moro – medgiver to af gidseldramaets hovedpersoner, at den italienske regering bevidst ofrede den tidligere premierminister.

Regeringen frygtede nemlig, at Moro ville afsløre statshemmeligheder og bringe kommunisterne til magten, hævder de.»Jeg har ventet 30 år med at afsløre denne historie. Jeg beklager Aldo Moros død, jeg beder om forladelse af hans familie,« fortæller Steve Pieczenik, en amerikansk gidselekspert der spillede en nøglerolle i dramaet.

»Vi var nødt til at bruge De Røde Brigader som instrument til at slå ham ihjel,« siger han i dokumentarfilmen »Aldo Moros sidste dage« produceret for TV-stationen France 5.”

Nøjagtigt ligesom Kissinger og CIA fik Salvador Allende myrdet "den første 911"; den 11/9 1973, fordi han allierede sig med kommunister og venstreradikale.

Fra ”Sandheden der aldrig kom frem:
”Der er også blevet sat spørgsmålstegn ved den revolutionære overbevisning hos Mario Moretti, hovedmanden bag kidnapningen, forhørsleder i De Røde Brigaders fængsel og Moros formodede drabsmand - ikke mindst fordi den revolutionære venstrefløj i Vesteuropa i 1978 for længst var blevet infiltreret af forskellige landes efterretningstjenester:

Det er også ret påfaldende, at en af de ledende personer i RAF, Horst Mahler nu er sprunget ud som antisemit og beundrer af Hitler i et interview i den tyske udgave af Vanity Fair. Han er en af topfigurerne i det højreradikale parti National Partei Deutschland.

Få organisationer har som RAF været med til at gøre venstrefløjen upopulær blandt tænkende mennesker, så spørgsmålet er om manden er idiot, unyttig idiot, eller nyttig idiot?

I sidste tilfælde er spørgsmålet; hvis interesser tjente Mahler i praksis?

Uddrag fra ”Aldo Moro - en italiensk tragedie”, Information 9 maj 1998:

” Moro's forhold til den daværende amerikanske udenrigsminister og sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger synes ikke at have været det allerbedste. Kissinger skulle således under et officielt italiensk besøg i USA i 1974 verbalt have truet Moro, hvis han indlod sig på et samarbejde med kommunisterne. I den forbindelse skulle Moro have fået et ildebefindende, der tvang ham til at afkorte besøget.”

”… den 16. marts 1978, havde De Røde Brigader bortført Moro og dræbt hans fire livvagter, da kortegen var på vej fra Moro's bopæl til parlamentet. Operationen blev gennemført med en militærisk præcision og hurtighed, der ikke gav tid til nogen modreaktion. Der blev fundet omkring 90 patronhylstre. Halvdelen af skuddene kom fra den samme maskinpistol, der aldrig er blevet fundet. En af kommandoens rødbrigadister må have været toptrænet til den form for uortodoks krigsførelse.
Dette tekniske bevis står i skærende kontrast til de senere fængslede gerningsmænds udsagn om, at de havde haft meget lidt skydetræning forud. Disse indrømmelser har sammen med andre forhold givet næring til stærke formodninger om, at der har været andre interesser indblandet, sådan at forstå at kredse, der ud fra andre motiver end De Røde Brigaders kunne have en fordel i at fjerne Moro fra den politiske scene, havde infiltreret organisationen …”

Per Thomsen

jacob Schmidt Rasmussen:

"Disse indrømmelser har sammen med andre forhold givet næring til stærke formodninger om, at der har været andre interesser indblandet, sådan at forstå at kredse, der ud fra andre motiver end De Røde Brigaders kunne have en fordel i at fjerne Moro fra den politiske scene, havde infiltreret organisationen …”

Jacob er formentlig overbevist om, at det var muslimerne der myrdede Aldo Moro.

Endu en meningsløs perfiditet fra Thomsen, der som sædvanligt ikke er i stand til at læse de indlæg, som han "kommenterer".

Jeg undskylder for tidligere at have kaldt manden for propagandist. Det har han slet ikke format til at blive kaldt.

Hvorfor er jeg bare ikke forbavset over, at lige netop Information bringer en konspirationsteori til torvs, som fuldstændig renser De Røde Brigader for skyld i Aldo Moro's henrettelse. Og selvfølgelig var det CIA, NATO og frimurerne der stod bag. Glemte Information forresten ikke de multinationale stor-concerner??

Artiklen renser aldeles ikke De røde Brigader for skyld, tværtimod.

Den viser netop, at de var nyttige idioter for P2-logen og for antikommunistiske kredse i USA og i toppen af NATO.

De er altså både antidemokratiske mordere OG nyttige idioter for deres værste ideologiske modstandere ...

Jens : Tror du ogsaa det er "en konspirations-teori" at vor
hjemlige efterretnings-tjeneste lod Blekingegade-banden
fortsætte længe efter de var identificeret ?

Og ja, det var "stærke kræfter" i CIA, NATO og Propaganda 2 der stod bag
ligesom de stod bag Gladio, et 200% anti-demokratisk projekt
som Fransisco Cossiga "afslørede" .. med slet skjult stolthed
over at have været med til at oprette foretagendet .
Maaske skulle du tage at undersøge Bologna-bombningen eller
Banco Ambrosia- skandalen lidt, det ville måske rykke ved din naive opfattelse af hvordan storpolitik også fungerer ..

det kan være det ville rykke lidt ved din naive opfattelse af hvordan
storpolitik i virkeligheden fungerer ..