Læsetid: 2 min.

Slaget omde blottede navler

Bollywood-producerede indiske soap operas samler et seertal på 11 millioner afghanere, men nu skal det være slut med disse uanstændige og uislamiske programmer, kræver Afghanistans informationsminister - endnu fortsætter totv-kanaler dog med at vise 'usædelighederne'
Udland
7. maj 2008

KABUL - Kærlighedsaffærer, fremmede guder og kvinders blottede navler er centrum i en konflikt, der truer Afghanistans relative medie-frihed.

Afghanske tv-producenter er kastet ud i en voldsom strid med landets informationsminister, efter at to tv-stationer har ladet hånt om hans ultimatum om at ophøre med at sende indiske soap operas med udgangen af april.

Den afghanske minister forsøger at få de indiske serier forbudt, skønt de har et seertal på 11 millioner, med henvisning til, at de ikke blot er "uislamiske", men også viser flirtende par, bedrageriske kvinder og alt for meget blottet kvindelig hud. Tilmed viser de også seriernes hovedpersoner tilbede hinduguder.

Ytringsfriheden

Islamiske gejstlige har truet med at sprænge stationernes tv-master i luften, hvis ikke udsendelserne af de pågældende shows bliver indstillet. Men landets mest populære kanal, Tolo Tv, har hidtil trodset regeringens trusler og anklager den for at angribe landets medier på måder, der bringer mindelser om det Taleban, som brugte kampvogne til at knuse fjernsynsapparater.

Informations- og kulturministeriet har fremsat tre ultimata om at stoppe visningerne, men to gange har de måttet forlænge tidsfristen, efter at Tolo, som tillige har udsendt deres egen afghanske version af programmet Pop Idol, og en mindre station, Afghan TV, har nægtet at bøje sig for deres forlangende. "Adlyder de ikke, vil de blive retsforfulgt", lød det i en erklæring fra ministeriet. Tolos ledelse har afvist og endda truet med at anlægge sag for overgreb mod ytringsfriheden.

"Disse serier er blevet et ikon for ytringsfrihed," siger Tolos leder, Jahid Mohseni. "Og den er vi nødt til at stå fast på."

Intet med islam at gøre

Han afviser regeringens påstande om, at hensynet til "at beskytte islam" nødvendiggør et forbud imod serierne.

"Det her har intet med islam at gøre," tilføjer han. "Det handler om at bruge islam som dogme til at angribe folk. Omtrent på samme måde som Taleban gjorde."

Afghanistans Nationale Journalistforbund bakker Tolo op og har iværksat sin egen mediekampagne imod, hvad forbundet betegner som "regeringsstøttede trusler imod demokratiet".

Forbundets formand, Abdul Hamim Mobarez, siger:

"Vi forsvarer ytrings-friheden og demokratiet i vort land. Der er intet, der forhåner religionen i disse shows. Vi er overbeviste om, at disse skridt vil bringe vort demokrati i fare."

De afghanske tv-stationer sørger for at sløre de kvindelige skuespilleres skuldre, rygge og taljer, når deres sarier er for afslørende.

Kan 11 mio. tage fejl?

Tolo insisterer på, at forbuddet er ulovligt efter Afghanistans forfatning, som sikrer ytringsfrihed, og påpeger, at et seertal på 11 millioner må være beviset på, at disse udsendelser ikke krænker af-ghansk kultur. De advarer om, at ytringsfriheden står over for "en krise".

Informations- og kulturminister Abdul Karim Khurram har sat navn på de fem indiske soaps, han ønsker forbudt - det sker, efter at han har rådført sig med det indflydelsesrige Ulema-råd af islamiske lærde. Præsident Hamid Karzai har givet mullaherne ret i, at der er for mange udenlandske shows.

Mindst to tv-kanaler har allerede taget indiske soaps af deres programflade.

Mere end et dusin uafhængige tv-stationer er spiret frem, siden Taleban i 2001 blev væltet.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Alle fremmede kultur skal ud af Afghanistan.

HB Rasmussen

Se parallellen til DF, der vil forbyde tørklæder. Dansk Frygtparti eller Afghanistan, det er vist den samme filosofi, der driver dem.