Den nyvågnede russiske bjørn er et "stærkt, snu, uforudsigeligt rovdyr", skriver den ukrainske forsker og politiske kommentator Igor Radzievskij i en kommentar til den seneste tids skærpede konflikt mellem Moskva og Kiev. Radzievskij skriver i dagbladet Ukrainskaja Pravda, at Rusland er i gang med en målrettet anti-ukrainsk PR-kampagne, som i første omgang har til hensigt at fremstille ukrainerne i et negativt lys i Rusland og i Vesten som hysteriske, antirussiske småfascister, der ønsker at blive amerikanernes og europæernes håndlangere i NATO og EU.
Ifølge den ukrainske forsker handler det ikke kun om Ruslands vrede imod Ukraines og Georgiens eventuelle medlemskab af NATOog EU, men i endnu højere grad om bjørnens sårede stolthed over at have mistet disse landområder fra sit imperium.
Han opfordrer derfor Ukraine til at ruste sig til modstand i en PR-krig, som, skriver han, i sidste ende kan udvikle sig til en væbnet konflikt, når Rusland i 2017 efter den nuværende aftale skal forlade sin gamle flådebase i sortehavsbyen Sevastopol. Den base og sortehavsflåden er nemlig ifølge Radzievskij selve symbolet på Ruslands selvfølelse som imperium. Moskva har ikke tænkt sig at forlade imperietænkningen, og bjørnen kan meget let tænkes at gribe til voldelige midler. Mener altså den ukrainske kommentator.
Sortehavsflåden
Noget tyder på, at han har ret i en del af sin analyse. De statskontrollerede russiske medier har i den senere tid skærpet tonen over for 'broderfolket', som ukrainerne officielt hedder, men som i virkeligheden dækker over en russisk foragt og følelse af overlegenhed overfor dem, som de i virkeligheden ser ned på og kalder 'lillerussere'. Medierne i Rusland forsømmer ikke en lejlighed til at bringe udfald imod det selvstændige Ukraine og den 'orange' ledelse under præsident Viktor Jusjtjenko og premierminister Julija Timosjenko - døbt orange efter den 'Orange Revolution', der væltede det Moskva-tro styre og bragte de to til magten i 2004.
Hel- og halvofficielle russiske politikere bringer konstant ved til bålet. Senest har Moskvas længesiddende og magtfulde bykonge, borgmester Jurij Lusjkov, for alvor ophidset gemytterne ved i den ukrainske by Sevastopol, der fortsat er hjemsted for den russiske sortehavsflåde, og som netop fejrede 225 års jubilæum, at sige, at Sevastopol er russisk territorium. Lusjkov opfordrede den russiske ledelse til officielt at annektere Sevastopol og antydede, at også hele den ukrainske halvø Krim i virkeligheden tilhører Rusland. Ukrainske politikere og medier svarede igen ved at hævde, at Lusjkov og hans ekstremt rige byggematador-hustru kun benytter Sevastopols særstatus i lighed med georgiske udbryder- republikker til at hvidvaske deres sorte mafiapenge.
Krim og Sevastopol blev i 1954 under Sovjetunionens daværende leder Nikita Khrustjov, som selv var ukrainer, lagt ind under den Ukrainske Sovjetrepublik som en gave. I virkeligheden var det en plaster på såret, efter at Stalin i 1930'erne bevidst havde påført Ukraine en hungersnød, som kostede mellem tre og seks millioner ukrainere livet. Ukraine forsøger nu at få hungersnøden officielt anerkendt internationalt som folkemord i lighed med nazisternes jødemassakrer og tyrkernes massakrer imod armenierne, hvilket Moskva nærmest mekanisk på det bestemtes modsætter sig.
Persona non grata
Jurij Lusjkovs udtalelser i Sevastopol førte til en veritabel diplomatisk krise mellem Moskva og Kiev. Borgmesteren selv blev erklæret persona non grata i Ukraine, hvortil den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, svarede, at ansvaret for de forværrede russisk-ukrainske forhold ligger hos dem, der kunstigt og imod et ukrainsk flertal søger at drive Ukraine ind i NATO's fold. Det officielle Moskva lægger ikke skjul på, at man er indædt modstander af ukrainsk medlemskab af NATO og vil bruge alle midler på at forhindre det. Og den modstand er yderligere forstærket af, at USA har travlt med at opstille stjernekrigsbaser i de nye Nato-medlemslande Tjekkiet og Polen tæt ved Ruslands grænser.
Lavrov fremførte desuden, at ukrainerne også selv var skyld i det forværrede forhold til Rusland, fordi højtstående ukrainske politikere konstant kommer med udfald imod Rusland, og Kiev ikke bare snakker om at smide den russiske sortehavsflåde ud af Sevastopol og forsøgte at hindre festligheder i forbindelse med flådens 225 års jubilæum, men nu også nægter borgmester Lusjkov indrejse.
Moskva svarede desuden igen ved at formene et ukrainsk parlamentsmedlem adgang til Rusland. Parlamentsmedlemmet Vladyslav Kaskiv, der er medlem af den ukrainske præsidents støtteparti Vort Ukraine, skulle ellers have deltaget i en russisk tv-debat om det russisk-ukrainske forhold og halvøen Krims status, men blev tilbageholdt i Moskvas internationale lufthavn og sat på et fly tilbage til Kiev.
Reaktionen fra Kiev kom prompte: Det ukrainske sikkerhedsråd lod en talskvinde sige, at Moskva "rent faktisk ikke blot skader det traditionelle gode naboskab mellem Rusland og Ukraine, men sætter spørgsmålstegn ved selve grundlaget for forholdet mellem vore to lande, nemlig Aftalen om venskab og samarbejde". Ifølge talskvinden er Moskva i færd med at forvrænge forholdet og gøre Ukraine og den ukrainske ledelse til et "skræmmende fjendebillede".
Lus i skindpelsen
Moskva og præsident Vladimir Putin støttede åbent præsident Jusjtjenkos modstander under valgkampen og den Orange Revolution i 2004 og har siden tydeligt frygtet, at en lignende "farvet revolution" kunne ske i Rusland. Det er en af årsagerne til det anspændte forhold til det ny Ukraine. Og det bliver ikke bedre af, at de provestlige tidligere sovjetrepublikker som Georgien, Litauen og Ukraine står sammen og gentagne gange fordømmer Ruslands politik over for sine naboer. Forleden opfordrede de tre lande således i en fælles udtalelse Rusland til ikke at støtte Abkhasiens og Sydossetiens forsøg på at løsrive sig fra Georgien.
De russiske politikere har med held brugt en række midler til at skabe uro og intern splid i Kiev. Dels støtter Moskva stadig den Moskva-tro Viktor Janukovitj og hans Regionernes parti, som har betydelig støtte i det russisk-orienterede Østukraine. Dels sætter Moskva konstant lus i skindpelsen i det interne forhold mellem præsident Viktor Jusjtjenko og premierminister Julija Timosjenko. En af måderne er at forhindre Julija Timosjenko, som er meget antirussisk i sin retorik, i at få en pålidelig aftale med Rusland om faste energileverancer til en forudsigelig pris. Moskva har gang på gang brugt energivåbnet, som hver gang giver kuldegysninger helt ind i Vesteuropa. Og i Kiev skaber det splid mellem Timosjenko, der er blevet pålagt at lave en aftale med Moskva, og Jusjtjenko, som har lovet ukrainerne varme og elektricitet.
Timosjenko og Jusjtjenko gør det endvidere nemt for Moskva og oppositionen i Ukraine, idet de er inde i en nærmest permanent magtkamp, som hele tiden ligner en optakt til næste præsident- og parlamentsvalg. Timosjenko lod så sent som i sidste uge forstå, at hun ikke er bange for nyvalg. Udtalelsen kom, efter at det var lykkedes Jusjtjenko at få flertal i parlamentet for en lov, der begrænser premierministerens magt og styrker præsidentens. Jusjtjenko er på sin side ikke meget for at få et nyvalg, for hans popularitet er langt mindre end Timosjenkos og oppositionskandidaten Janukovitjs. Jusjtjenko vil ifølge alle meningsmålinger ikke kunne vinde over nogen af dem.
Én ting kan de to dog blive enige om. De ønsker begge, trods - eller måske netop på grund af - Moskvas indædte modstand, en provestlig udenrigspolitisk linje og medlemskab af både EU og NATO EU har ikke lovet Ukraine noget, men Estland, Letland og Litauen har lovet at presse på med støtte til Ukraines medlemskab af både EU og NATO den 16 maj i år blev Ukraine officielt medlem af verdenshandelsorganisationen (WTO), hvilket både præsidenten og premierministeren betragter som et først skridt i den retning. Samtidig er medlemskabet af WTO et brugbart våben. Moskva ønsker nemlig selv at blive medlem af WTO i en fart, men ukrainerne kan nu, hvis de vil, blokere for dette.
Som politologen Igor Radzievskij konkluderer i sin artikel, så er der lagt op til fortsat konfrontation mellem Moskva og Kiev. Han forudser "et tiår med de mest hårdhændede sammenstød med Moskva". "Vi må forberede os på krig", slutter han,
"Gud ske lov og tak er det foreløbigt kun en propagandakrig, hvor chancerne for succes er usikre".
