En t-shirt til dialog

"Welcome," råber et par skolepiger i blå kitteluniformer på Keb Elias School ved byen Rashaya en god times kørsel fra Beirut. Da vi står ud af busserne, bliver vi mødt med roser til alle, smil og nysgerrighed. Skoleelevernes mødre har travlt med at sørge for, at alle har frisklavede fladbrød med ost i munden. Gæstfriheden er overvældende. Det var den ligeledes i går til frokost, hvor en snes lokale kvinder fra byen Saidon må have kokkereret den halve nat med al den mad, de havde præsteret. Salater, fladbrød, falafel og en risret med kylling og nødder; der var nok til en hel hær. Den arabiske gæstfrihed byder ikke på tomme fade.

Dialog i brysthøjde

Cyklerne venter i skolegården. I dag skal vi tilbagelægge knap 60 kilometer i et bakket terræn på to hjul, så fladbrødene falder i god mave. Vi bliver nærmest fejret der i skolegården med musik og taler, mens vi gør klar til dagens etape. For at vi kan finde cyklerne, som står i landeorden, er vi blevet bedt om at udstyre vores navneskilte på cyklerne med flag. 'Team Danmark' besluttede ikke at bruge det danske flag under turen, da det i kølvandet på Muhammedkrisen måske ville virke provokerende på nogen, tænkte vi. Derfor hjuler vi alle rundt med Christiania-flag. Men det skulle imidlertid vise sig at være en t-shirt, der vækker vrede.

Dialog. Et ord der åbenbart kan forstås på mange måder alt efter, hvilket sprog det er skrevet på. Vi har på det danske hold fået trykt en bunke sorte t-shirts med påskriften "dialog" på både arabisk, engelsk og hebraisk. Ikke alene har t-shirten været til dialog i gruppen: "Virker den nu for provokerende med det hebraiske?".

Den skaber også opmærksomhed på turens første dage. Der bliver gloet godt og grundigt på de hebraiske bogstaver i brysthøjde, når vi passerer små landsbyer i Bekaa-dalen.

Torn i øjet

Kommentarerne er mange. En libanesisk fyr spørger en britisk deltager, om hun ikke vil bede os tage t-shirten af, "da den kan virke provokerende på de syriske deltagere," lyder forklaringen.

Det viser sig, at det er ham selv, der har et problem med blusen. En gruppe skolepiger spørger os om, hvorfor det nu er nødvendigt at have hebraisk skrevet hen over brystet. Mange flere føler sig stødt. En italiensk tv-station interviewer en gruppe af os med spørgsmålet: "Hvad er formålet."

Det, der virker så åbenlyst for os, er en torn i øjet på andre.

Men t-shirten tjener allerede i høj grad sit formål. Den skaber dialog.

Med de foregående dages massive propaganda mod Israel og opmærksomheden over vores t-shirts begynder det at virke indlysende, hvorfor det var umuligt at få lidt israelsk islæt med på turen. Men det gør også, at flere af os er utilfredse med turens indhold.

Om aftenen er svedige t-shirt og cykelbukser skiftet ud med nogle pænere gevandter. 300 mennesker skal til middag på Petit Café, og igen bliver der taget god hånd om os.

Vi bliver igen eskorteret i busser af mænd i camouflagetøj, som kører foran og bagved på en ordentlig muskel af en Harley Davidson. Uanset hvor vi bevæger os i flok, er sikkerheden i top.

Efter et vældigt måltid er t-shirts og propaganda lykkeligt glemt for en stund. Høj musik lokker deltagerne på dansegulvet. Syrere, iranere, libanesere og jordanske kvinder danser side om side med spaniere, briter, canadiere og de tidligere t-shirtklædte danskere.

Og forresten; Muhammedtegningerne har kun været oppe at vende en enkelt gang, så vidt vides. De serverer gladelig Lurpak til morgenmaden. Vi er også holdt op med at lyve os svenske.

Artiklen er skrevet inden urolighederne i Beirut blussede op.