Læsetid: 7 min.

Upstairs og downstairs i Østrig

For to år siden dukkede en østrigsk pige, Natascha Kampusch, op efter at være blevet holdt indespærret i en kælder i otte år. Denne uge er verden blevet forskrækket over sagen om Josef F. og datteren, han holdt indespærret i en kælder i 24 år. Er det særlig østrigsk at gøre den slags?
Huset, hvor Josef E-s datter i 24 år blev holdt fanget, angiveligt uden at naboerne vidste det.-Jeg tror ikke, at østrigerne er mere incestuøse eller pædofile end andre folk. Men de er gode til at holde deres mund, og de er gode til at fortrænge,- siger Martin Mau, der skriver på en ph.d om østrisgsk identitet.

Huset, hvor Josef E-s datter i 24 år blev holdt fanget, angiveligt uden at naboerne vidste det.-Jeg tror ikke, at østrigerne er mere incestuøse eller pædofile end andre folk. Men de er gode til at holde deres mund, og de er gode til at fortrænge,- siger Martin Mau, der skriver på en ph.d om østrisgsk identitet.

Leonhard Foeger

Udland
2. maj 2008

BERLIN - Richard Swartz er en svensk journalist og forfatter. Han har boet mere eller mindre permanent i Wien siden 1976. Information spørger ham, om det er et tilfælde, at både bortførelsen og indespærringen af Natascha Kampusch og nu sagen i Amstetten er foregået i Østrig.

"Jeg mener ikke, at man kan drage nogle konklusioner om Østrig ud fra disse sager. Der har også været en del om pædofili i Belgien, men jeg tror ikke, at incest eller pædofili er hyppigere forekommende i Østrig eller Belgien. Men vi har en tendens til, når vi konfronteres med noget ubegribeligt, at søge efter mønstre eller forklaringsmodeller, så vi kan sige 'sådan er østrigerne, eller sådan er danskerne'. Efter min mening er det en meget banal menneskelig tragedie, som kunne indtræffe hvorsomhelst," siger Richard Swartz.

Rammer hårdt

"Muligvis har sagen så den dimension, at det østrigske samfund indtil ligegyldighed lever efter devisen Leben und leben lassen. Altså, hvad andre mennesker foretager sig hjemme hos sig selv, er ikke min sag. Men det er så bare min kække påstand. Jeg ser egentlig intet specifikt østrigsk i denne sag," siger Swartz og fortsætter:

"Et andet problem, der kan opstå, er, at små lande som Østrig eller Danmark gennem en sag som denne kan få hele deres omdømme sværtet til. I verdens øjne består Danmark jo nu udelukkende af antimuslimske fremmedfjendtlige, ligesom Østrig nu er helt fuldt af perverse personer, der spærrer børn inde i kældre. Det rammer på en helt anden måde et lille land, hvis der sker noget outreret, end hvis det er et stort land som USA."

Men er det ikke underligt, at incestforbudet, trods sin høje historiske alder, først nu kommer på dagsordenen i Østrig?

"Jeg har ikke tænkt over tidligere, om man debatterede incest i Østrig eller ej. Men incest er uden tvivl et fænomen, som man lettere taler om i en protestantisk kultur end i en katolsk som den østrigske," siger Swartz, der dog godt vil indrømme, at det er besynderligt, at det kunne foregå i en lille by, hvor alle normalt har ekstra travlt med hinandens gøren og laden.

"Jovist er det mærkeligt. Men det kan også være - og dette er bare ren spekulation - at det kommer frem, at flere har vidst det eller anet det, men ikke har villet gøre det til deres sag. Jeg mener ikke, at man kan drage nogle dybdepsykologiske, nationmentalitets eller politiske slutninger ud fra denne tragedie. Selv om min egen avis (Svenska Dagbladet, red.) er meget vred på mig over, at jeg ikke vil mene noget mere generelt, så tror jeg ikke, at denne historie har anden forklaring end den rent patologiske," siger Richard Swartz.

Den skinhellige gru

Birthe Hoffmann er lektor og ekspert i østrigsk litteratur ved Københavns Universitet.

"Umiddelbart da jeg læste om sagen, fik jeg to associationer. Den ene er den østrigske filminstruktør Michael Hanekes filmtrilogi, der er inspireret af drabssager fra dagspressen, og som han selv har beskrevet som 'rapporter om den følelsesmæssige istid i de højindustrialiserede lande".

"Da jeg så filmene, tænkte jeg, at det ikke var noget tilfælde, at Haneke er østriger. Han er så sort. Ligesom forfatterne Thomas Bernhard og Elfriede Jelinek, der er virkelig ekstreme i deres behov for at gøre op med den østrigske stat. De har et ægte had/kærlighedsforhold til deres land. Thomas Bernhard er meget dobbeltbundet. Han elskede at harcelere over politikerne og katolikkerne. Og han skrev altid om, hvordan han måtte køre rundt og rundt for at opdrive Neue Zürcher Zeitung, fordi Østrig er så åndløst et land uden ordentlige aviser," siger Hoffmann.

"Min anden association hang sammen med familien i kælderen og familien ovenpå. Jeg har beskæftiget mig meget med den dobbeltbundne virkelighed, som kendetegner mange østrigske forfattere og tænkere. I det habsburgske monarki var den barokke kultur kendetegnet ved pragtfacader, der dækkede over ingen anden sammenhæng end kejseren, der sad som en kransekagefigur på toppen. For nu at forenkle det noget," siger Birthe Hoffmann.

Hun nævner myten om Wien som den lykkelige hedonistiske by, hvor kaffe, kage, wienervals og stegte kyllinger dækkede over, at Wien var et benhårdt sted at leve.

"Den østrigske kultur er kendetegnet ved dobbeltmoral og dobbeltbundethed, men netop dette fænomen har også skærpet blikket hos mange forfattere. Dobbeltbundetheden kan bestå i det bevidste over for det ubevidste, den smukke facade over for hæsligheden eller det poetiske skønmaleri over for et kaos, som får lov at herske bag den officielle dagsorden," siger Birthe Hoffmann.

Neurosernes yngleplads

Walter Lendl er født i den østrigske provins Steiermark og opvokset i en lille by. Han har læst historie og germanistisk, har boet en årrække i Wien og bor og arbejder nu som grafisk designer i Berlin. Lendl udgav sidste år bogen Darum nerven Österreicher (Derfor er østrigerne irriterende). I sin bog tager han med at ironisk smil om munden et historisk velfunderet livtag med sit eget folk og nation, som han med flaptekstens ord "flygtede fra" i 2001, efter at Jörg Haider året forinden havde gjort sit indtog i den østrigske forbundsregering.

I bogen citerer Lendl psykologen Erwin Ringel, der i 1984 udgav bestselleren Die österreichische Seele (Den østrigske sjæl), for at have sagt, at "dette land er en neurosernes yngleplads; der findes intet land, hvor de blomstrer som i Østrig".

Med incest-sagen i Amstetten i baghovedet er det næsten lidt uhyggeligt at læse, hvad Lendl skriver om sine landsmænd i kapitlet 'Indre Emigration': "Østrigerne er indstillet på kompromis helt hen i selvbedraget. Ofte fører de - bevidst eller ubevidst - et dobbeltliv. Gennem deres anstrengelser på at tilpasse sig de gældende forhold eller den fremherskende mening bedst muligt, for ikke at virke påfaldende eller for at kunne manøvrere i upåagtethed, finder østrigerne det til stadighed nødvendigt at skjule deres ejendommeligheder. Og kun i den hjemlige tilværelses sikre tilbagetrukkenhed at leve deres 'sande jeg' ud."

Walter Lendl smiler lidt, da Information konfronterer ham med hans præcise formuleringer om tendensen til dobbeltliv. "Der er jo en grund til, at jeg har skrevet det," siger han.

"Der kan være mange årsager til, at den slags som i Amstetten sker. Der har været forskellige skandaler med biskopper og præster, der misbrugte børn, og de blev ikke for alvor straffet. Kirken spiller en stor rolle, og meget bliver undertrykt i Østrig. Meget taler man ikke om. Slet ikke offentligt. Jeg kan ikke huske, at der på noget tidspunkt har været en debat om incest. Men måske kommer det nu. Paradoksalt nok kan man i det 21. århundrede i Sigmund Freuds hjemland ikke få sygesikringen til at dække psykoterapeutisk behandling," siger Walter Lendl.

Han kan huske, hvordan folk i hans barndomsby underholdt sig helt ubekymret om nazitiden. "Før i tiden var det fint at være østriger i udlandet. Meget bedre end at være tysker. Men så dukkede Kurt Waldheim op i 1980'erne, og tingene ændrede sig," siger Lendl.

Fortrængning

Martin Mau er ph.d-studerende ved Københavns Universitet. Hans projekt handler om østrigsk national identitet efter Anden Verdenskrig.

"Jeg vil på ingen måde sætte lighedstegn mellem sagen i Amstetten og østrigeren som sådan. Men hvordan har det kunnet foregå i så mange år, uden at nogen reagerer?" spørger han. "Forfatteren Thomas Bernhard har beskrevet østrigerne som deltagere i et skuespil, og den metafor passer godt. Man kan følge den helt tilbage til før Anden Verdenskrig, hvor de i 1938 så til, lod sig begejstre af og tiljublede Hitler. Skyldsproblematikken i forbindelse med krigen dukkede først op i 1980'erne sammen med valget af Kurt Waldheim til forbundspræsident. Lige indtil da havde østrigerne lagt lå på. De er gode til at fortrænge og forvrænge," siger Martin Mau.

"Østrig er en ung nation. Det var først efter 1945, at de for alvor skulle definere sig selv. Definitionen og identitetsdannelsen kom til at ske på bekostning af den historiske realitet: De fremstillede sig selv som ofre for nationalsocialismen. Men jeg tror, at de er på vej til at begynde at bearbejde fortiden. De sager, der dukker op, viser, at der er behov for det," siger Martin Mau, der har svært ved at tro, at ingen anede noget om, hvad der foregik i kælderen i Amstetten.

"Jeg tror ikke, at østrigerne er mere incestuøse eller pædofile end andre folk. Men de er gode til at holde deres mund, og de er gode til at fortrænge. Deres nationale identitet bygger immervæk på en løgn om deres egen rolle under krigen," siger Mau, der til en vis grad godt mener, at man kan tale om en facadekultur i Østrig.

"Østrigerne har f.eks. været meget lidt villige til at betale krigsskadeerstatninger til familierne til de jøder, de selv var med til at deportere. Så endelig for 10-15 år siden lavede de nogle love om erstatning, men reelt var der ikke mange, der fik glæde af dem, for næsten alle var døde. Men det så godt ud udadtil," siger Mau.

National selvkritik

Kenn Mouritzen, der har boet i Wien i to år, hvor han arbejder for OSCE, siger, at tragedien nok kunne være sket mange steder.

"Men det østrigske samfund er meget borgerligt idyllisk. Man har en rodfæstet tro på patriarken og vil gerne have moderen derhjemme. Man tror stadig på den heteroseksuelle familie. Værdimæssigt virker det, som om de er mange år bagefter andre europæiske lande. Her er ingen debat om frigørelse, og her er mange tabuer. Man kan jo heller ikke diskutere med Vatikanet," siger Kenn Mouritzen.

Han fremhæver dog også kulturkritikken som en meget væsentlig del af østrigsk kultur.

"På den ene side er de konfliktangste. På den anden side har de nogle forfattere, der går i kødet på både eliten og det fordækte, og som dyrker den nationale selvkritik i meget højere grad, end vi i Danmark er vant til," siger Mouritzen.

hen@informaton.dk

Læs også klumme side 3 i Paradoks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her