Læsetid: 4 min.

Clinton fejllæste Obama og vælgerne

Fra begyndelsen var hun storfavorit. Men en række strategiske fejltrin i løbet af efteråret og vinteren bragte Hillary Clinton på en katastrofekurs, som valgsejre i sidste fase aldrig kunne rette op på
En meget træt Hillary Clinton havde i aftes endnu ikke erklæret sig som taber i det demokratiske præsidentopgør. Præsident George W. Bush lykønskede tidligere i går Barack Obama med at blive den første sorte præsidentkandidat. Det viser, at USA er -kommet meget langt-, sagde præsidenten.

En meget træt Hillary Clinton havde i aftes endnu ikke erklæret sig som taber i det demokratiske præsidentopgør. Præsident George W. Bush lykønskede tidligere i går Barack Obama med at blive den første sorte præsidentkandidat. Det viser, at USA er -kommet meget langt-, sagde præsidenten.

Robyn Beck

5. juni 2008

BOSTON - Afslutningen virkede barok. Sejrherren Barack Obama løb halten-de over mållinjen tirsdag aften med hjælp fra en gruppe superdelegerede, mens Hillary Clintons sluttede dysten i topform og med en masse valgsejre i april og maj.

Hvordan kunne det ske, at demokraternes storfavorit snublede? Historien går tilbage til sidste efterår og vinter, hvor Clinton og hendes rådgivere syntes at være blevet tonedøve.

Enhver, der fulgte Obamas opbygning af en græsrodsbevægelse og hans bestræbelser på at opdyrke kontakter med en bred vifte af beslutningstagere og meningsdannere i landbrugsstaten Iowa kunne vejre, hvad der var under optræk.

Én for én fik han Clintons og John Edwards tilhængere og vælgere trukket over i sin lejr. Det var et politisk mesterstykke, som blev gennemført under de andre kandidaters radar.

I mellemtiden fortsatte Clinton og hendes toprådgiver, opinionseksperten Mark Penn, som om intet var hændt. På et valgmøde anden juledag - en uge inden partivalget i Iowa - ankom Clinton halvanden time for sent til Celebration Barn i Cummings.

Hun undlod at bede sine tilhørere om forladelse, holdt sin sædvanlige valgtale uden den mindste tilpasning til sted og publikum og bønfaldt end ikke om deres stemmer, som andre præsidentkandidater plejer at gøre. Det virkede som om partivalget i Iowa bare var noget, der skulle overstås og vindes.

"Hillary Clintons kampagne i Iowa var drevet af dyrt betalte politiske rådgivere," fortæller Stephen Ansolabehere, professor i politisk videnskab på Harvard University og en ekspert hyret af Clinton-kampagnen til at vinde flest mulige delegerede i Iowa.

"En af hendes mange fejltrin var at hyre flest muligt af de bedste politiske rådgivere i landet for at hindre konkurrenterne i at komme først. Men det betød, at hendes rådgivere fik lov at føre hendes kampagne i Iowa og det endte i kiv, strid og kaos," forklarer Ansolabehere.

Harvard-professoren tilføjer: "Obamas kampagne bestod af færre rådgivere og der var en klar kommandostruktur. Obama og hans inderkreds (David Axelrod, David Plouffe, Robert Gibbs og Michelle Obama, red.) tog beslutningerne."

Bulldozerstrategi

Clinton-lejrens plan var simpel. Opbakning fra partitoppen og lokale politikere i de første fire stater med primærvalg i januar samt hendes finansielle overlegenhed ville hurtigt knuse Obama og John Edwards (som hun anså som hovedmodstanderen indtil Obamas sejr i Iowa) og tvinge dem til trække sig enten før eller lige efter supertirsdagsvalget 5. februar.

Når man hertil lagde hendes verdensberømte navn og Obamas status som grønskolling på den landspolitiske scene, var det blot et spørgsmål om tid, før hun ville stå alene med den demokratiske fakkel. De amerikanske medier og erfarne politiske iagttagere accepterede ukritisk denne fortælling med henvisning til landsdækkende meningsmålinger, som gav hende et betydeligt forspring over rivalerne langt ind i januar.

Da Obama besejrede Clinton i Iowa og var tæt på at vinde i New Hampshire en uge senere, gik det endeligt op for Hillary og hendes mand Bill, at deres bulldozerstrategi havde slået fejl, og at de hurtigst muligt måtte formulere en ny strategi. Men i stedet for at fyre den hovedansvarlige for fadæsen, Mark Penn, skubbede de hendes kampagnechef Patti Solis Doyle ud af døren.

"Clinton-kampagnen havde undladt at investere betydelige ressourcer i mange af de stater, som skulle stemme 5. februar. Hun regnede med at vinde i store stater med primærvalg mest i kraft af sit navn, men hendes rådgivere havde ignoreret caucus-staterne (hvor partiaktivister dominerer, red.)," fortæller Dan Payne, en politisk rådgiver i Boston, som har arbejdet for den demokratiske senator John Kerry og tidligere præsidentkandidat Michael Dukakis.

Politisk talent

Obama-kampagnen havde derimod opbygget græsrodsorganisationer i caucus-stater, som han kunne mobilisere på valgaftenen. Resultatet blev, at han vandt disse mindre stater med en bred margin, mens han lå tæt i hælene på Clinton i store stater som New York, New Jersey og Californien. Alt i alt betød det, at de to kandidater stod nogenlunde lige i antal delegerede efter Supertirsdag-valget 5. februar.

De næstfølgende primærvalg fandt sted i stater, hvis demografiske sammensætning med forholdsvis flere unge og afroamerikanske vælgere begunstigede Obama. Men det var langtfra hele forklaringen på den lange stribe Obama-sejre i februar og begyndelsen af marts, der gav ham en føring i delegerede, som Clinton aldrig magtede at true under valg i april og maj.

"Det blev tydeligt, at Obama var en hel ekstraordinær talentfuld politiker, som havde en præcis fornemmelse af, hvad der rørte sig i vælgerbefolkningen. De var dødtrætte af al det politiske kævl i Washington og anglede efter at se resultater. Obamas budskab var, at han som et nyt og frisk ansigt var den eneste, der kunne skabe enhed og forandring," siger den politiske rådgiver John Sasso, der var en af senator John Kerrys hovedrådgivere under præsidentvalget i 2004.

Vores øjeblik

Sasso, der gennem alle primærvalgene har støttet Hillary Clinton, peger desuden på Obama-kampagnens kapacitet til at rejse kæmpe summer penge via internettet fra en donorbase, som i løbet af valgkampen voksede til halvanden million mennesker.

"Fordi hver yder gav et beløb på 25 eller 50 dollar, kunne Obama vende tilbage og anmode dem om flere penge. Det gav ham et finansielt fortrin, som muliggjorde etablering af Obama-organisationer i alle 50 delstater. Det er noget, vi aldrig har set før i primærvalgkampagner," siger Sasso.

Sidst men ikke mindst var Obamas timing perfekt. Han forstod, at hvis han nogensinde skulle være USA's præsident, så var valget i 2008 det rette tidspunkt.

"Dette er vores øjeblik," sagde Barack Obama i sin tale i St. Paul, Minnesota tirsdag aften. "Dette er tidspunktet, hvor vi vender ryggen til fortidens politik og begynder at skrive et nyt kapitel."

Hillary Clinton havde fejllæst stemningen i den amerikanske vælgerbefolkning. Det lykkedes hende aldrig at løbe fra sit image som en Washington-insider og omdefinere sit budskab. At hun var den første seriøse kvindelige præsidentkandidat i USA's historie var ikke tilstrækkelig nyt til at stoppe Barack Obama - den første sorte præsidentkandidat, der sjældent talte om sin hudfarve.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Glimrende artikel . Mere af samme slags .

Dog glemmer du noget meget væsentligt

Den vigstigste grund til at Obama vinder over Clinton (der jo vil føre storts set samme politik) er hans helt fantasiske karisma og behagelige stemme foruden den ægthed og indlevelseevne han har og som udstråler fra ham .

Folk tror på ham og hans budskaber.

Jeg selv skulle blot se og høre ham een gang på CNN og så var jeg overbevist og glødende tilhænger af Obama, og jeg har ellers aldrig haft nogen særlig person som jeg har set op til

Sjovt er det , at det særligt er de såkaldt kristne der ikke bryder sig om ham .

Det er utroligt at de religiøse ikke evner at se vores tids Jesus, men istedet ville se ham korsfæstes på stedet

'Nogen lærer aldrig af historien !

"Despite claiming that his campaign wealth comes from small individual donors, Obama is backed by the biggest Wall Street firms: Goldman Sachs, UBS AG, Lehman Brothers, J P Morgan Chase, Citigroup, Morgan Stanley and Credit Suisse, as well as the huge hedge fund Citadel Investment Group. "Seven of the Obama campaign's top 14 donors," wrote the investigator Pam Martens, "consisted of officers and employees of the same Wall Street firms charged time and again with looting the public and newly implicated in originating and/or bundling fraudulently made mortgages."

http://www.newstatesman.com/north-america/2008/05/obama-pilger-mccain-ke...

Den del af historien får Information aldrig rigtig med. Hvorfor?

Til Erik B og Mikael Hansen
Virkelig interessante links og input, tak.

Til Erik Jensen:
Obama som den nye Jesus? Herre Jemini ...

vh CP

spændende artikel,

har to kommentarer.

1. Det er mit indtryk at racespørgsmålet har spillet en kæmpe rolle i Obamas kampagne. Det er korrekt at det sjældent, som fx i talen "A More Perfect Unuion" bruges direkte udtalt, men det har stadig gennemgående været en stærk legitimerende faktor i Obamas budskaber.

2. I forlængelse af racespørgsmålet. Obama fører en ekstremt personfikseret kampagne. I visse taler skaber han messianske konnotationer, præcis som i Martin L. Kings politiske prædikener. Jeg mener dog at den messianske rolle primært er populistisk. I forlængelse af hele det populistiske løfte om at give nationen en genfødsel fremstår lederen obama klart messiansk.