ISTANBUL/PARIS - Hvis man gerne vil være nådig, er man nødt til at have nogen at være nådig over for.
Så når danskeren Jamal al-Haji i mandags fik 12 års fængsel for at fornærme Libyens diktator, oberst Muammar Gaddafi, er det formentlig med henblik på, at obersten om nogle år kan benåde ham og på den måde vise storsind, vurderer en af Jamal al-Hajis venner i Danmark. Storsind er nemlig, hvad Europa gerne vil have fra Libyen, der ud over olie og en masse spenderparate dollar har forfærdende problemer med menneskerettighederne.
Jamal al-Haji er tidligere revisor for den libyske ambassade i Bangladesh og fik efter en årrække med dansk job og hustru dansk pas, inden han i 2001 flyttede tilbage til Libyen, hvor han også er statsborger.
For halvandet år siden blev han anholdt på åben gade, blot et par dage efter han havde givet interview til en eksil-libysk internetavis, hvor han sagde, at "der er ikke håb for reform under dette styre". Ifølge hans ven i Danmark brugte Jamal al-Haji hverken stærke ord eller direkte anklager mod Gaddafi, men alligevel blev han anholdt og er nu blevet dømt sammen med en række andre demokratiforkæmpere.
Obersten forsøger gennem skindemokratiske borgernævn at foregive, at det er folket, der bestemmer, men reelt er det Gaddafi selv, der bestemmer alt, selv om én kritisk røst har fået plads i de statslige medier det seneste år .
Fadermord
Stemmen tilhører Saif al-Islam Gaddafi, der er oberst Gaddafis egen søn, og som ikke bør forventes at være i gang med et fadermord for åbent tæppe.
Tværtimod vurderes hans strategi at være, at han - og kun han - giver luft for den frustration, der ellers kunne true regimet. Når oppositionen forbliver i familien, undgås faren for uroligheder, selv om obersten må finde sig i at høre ting, som at Libyen lider under "korruption, fusk og snyd" og en mangel på frie medier. Paradoksalt er netop kritikken af den udbredte korruption et af danskeren Jamal al-Hajis væsentligste kritikpunkter.
"Saif al-Islam har sagt mere om regimet offentligt end Jamal. Jeg tror, regeringen er forvirret, for hvis Jamal gik fri, så ville det opmuntre andre til at sige det samme som ham. Styret kan ikke slå ham ihjel, som de ville have gjort for 10 år siden, så nu har han fået 12 års fængsel," siger Jamal al-Hajis danske ven, der ikke vil have sit navn i avisen af hensyn til sin familie i Libyen.
"Efter nogen tid vil styret finde en anledning til at løslade eller reducere hans dom. Det skete for medlemmer af Det Muslimske Broderskab, der blev dømt til døden eller fik livstid, men som efter indblanding fra udlandet blev løsladt af Gaddafi efter fem-10 år. Gaddafi er meget ivrig efter kontakter med EU, og menneskerettigheder er hans port til Europa. Men nogle EU-lande ser mere på økonomien og slås med hinanden om, hvem der får flest projekter i Libyen. Menneskerettigheder kommer i anden eller sidste række. Ikke første," siger vennen.
Danmark vil blokere
Det udenlandske pres er allerede kommet i form af en udtalelse fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, der anerkender Libyens intentioner, men kritiserer manglen på reelle fremskridt.
"Den libyske regering har forsøgt at lappe på sin notorisk elendige menneskerettighedssituation. Men ingen lap er stor nok til at dække den åbenlyse krænkelse af disse mænds rettigheder," siger Sarah Leah Whitson, der er Mellemøst-direktør for Human Rights Watch, med henvisning til alle de fængslede demokratiforkæmpere.
Den danske regering har forsøgt at hjælpe Jamal al-Haji, men Libyen vil ikke anerkende hans danske statsborgerskab og mener derfor ikke, at den danske regering har nogen berettiget interesse i sagen.
"Fra den danske regerings side gør vi alt, hvad vi kan. Libyerne siger, at han i deres øjne er libyer, men sådan er de konsulære spilleregler ikke. Vi har krav på at tale med ham, og vi vil i kontakt med ham," siger udenrigsminister Per Stig Møller.
Han advarer Libyen om, at Danmark har i sinde at blokere for en samarbejdsaftale mellem EU og Libyen, hvis landet ikke lader danske embedsfolk få adgang til Jamal al-Haji. Den besked er også givet videre til de øvrige EU-lande, hvor blandt andre Tyskland, Frankrig og Portugal har været involveret i forsøg på at skabe kontakt til danskeren.
Vores debat om dobbelt statsborgerskab var altså omsonst. Det findes åbenbart allerede, men hvis DK kan have regler om, at vi ikke accepterer dobbelt statsborgerskab, så kan Libyen vel også, eller hva'?
Et hurtigt besøg på udlændingeservices sider vil forklare at det fra dansk side er en forudsætning for opnåelse af statsborgerskab at man som minimum forsøger at give afkald på sit oprindelige statsborgerskab.
Naturligvis skal det ikke tolereres at danske statsborgere ikke behandles i overensstemmelser med konventionerne, men er den ovennævnte person at betragte som dansk eller libysk i forhold til domstolen i Libyen?
Sagen giver stof til eftertanke i forhold den tråd der har været om dobbelt statsborgerskab.
Med venlig hilsen
Lennart
Dammit - P. Lauritzen nåede det lige før mig. ;)
Godt arbejde.
med venlig hilsen
Lennart
Forskellen er muligvis, at Libyen ikke godtager, at nogen fravælger Libysk statsborgerskab, mens Danmark ikke godtager, at nogen beholder deres danske statsborger hvis de opnår statsborger i et tredie land.
Domstolen i Libyen vil naturligvis behandle ham som libysk statsborger, hvilket han jo er. Hvad skulle de ellers? Men Libyen må anerkende, at han også er dansk statsborger, og har mulighed for at modtage hjælp fra dansk side.
Gaddafi regimets skueproces mod det bulgarske sunhedspersonale, der blev tvunget til at "tilstå", at de bevidst havde smittet bflere hundrede børn meed HIV, viser at regimet kun respekterer lov og ret, hvis herskerne mener, at det gavner deres personlige interesser.
De blev dødsdømt efter en skueproces og blev kun løsladt efter at vesten havde givet efter for regimets pengeafpresning og betalt flere milliareder som løsesum.
Selv Gaddafis søn indrømmede, at der var tale om, ren pengeafpresning. Men det er da håbefuldt at diktatorens søn har en demokratisk bevidsthed.