Læsetid: 2 min.

Dommere splitter magthavere i Pakistan

Vinderne af valget i Pakistan er stadig ikke enige om at genindsætte dommerne, som præsidenten smed på porten i november. Det førte mandag til stærke protester
Tusindvis af pakistanske advokater, dommere og politiske aktivister tog i går fat på en aktion, de kalder -Den Lange March-, og som er planlagt til at slutte med en stor sit-down-protest senere på ugen.

Tusindvis af pakistanske advokater, dommere og politiske aktivister tog i går fat på en aktion, de kalder -Den Lange March-, og som er planlagt til at slutte med en stor sit-down-protest senere på ugen.

Mohsin Raza

Udland
10. juni 2008

Vinderne af valget i Pakistan i februar får på ingen måde lov til at glemme, at de ovenpå valgsejren lovede at genindsætte de dommere, som landets præsident, Pervez Musharraf, satte fra magten i november i fjor.

Tusindvis af advokater og politiske aktivister tog i går fat på en aktion, de kalder "Den Lange March", som skal ende med en stor sit-down-protest senere på ugen.

"I dag er en historisk dag, hvor advokater og dommere kommer frem for at forsvare landet og forfatningen," siger den afskedigede chefdommer i byen Karachi, Sabihuddin Ahmed, til nyhedsbureauet AP.

Musharraf afskedigede dommerne i et forsøg på at holde fast i magten. Men selv om han fik sparket de ulydige dommere ud, så er en del af hans magt i dag flyttet over i det folkevalgte parlament.

Her er det afdøde Benazir Bhuttos PPP-parti og den tidligere premierminister Nawaz Sharifs Muslim League, der nu sætter den politiske dagsorden.

Vækker stærke følelser

Begge partier har lovet at genindsætte dommerne, men de kan ikke blive enige om en køreplan for dommernes tilbagevenden, selv om netop den sag vækker stærke følelser blandt mange pakistanere som et symbol på præsidentens magtarrogance. Under gårsdagens protester blev en dukke, som forestillede Musharraf, sparket og tævet med pinde, inden der blev sat ild til den. De 4.000 demonstranter forholdt sig ellers fredeligt under deres protester, rapporterer AP. Uenigheden omkring dommernes skæbne kredser delvist om, hvordan man formelt får dommerne på plads igen.

Den diskussion er reel nok, men dækker også over dybereliggende forskelligheder mellem partierne, som ellers generelt støtter nogenlunde den samme politiske linje.

På den ene side vil Benazir Bhuttos enkemand, Asif Ali Zardari, gerne vente lidt og gøre dommernes genindsættelse til en del af en større pakke reformer, som sandsynligvis skal fjerne præsidentens forfatningsmæssige ret til at afskedige parlamentet.

Det vurderer seniorforsker ved Nordisk Institut for Asienstudier Stig Toft Madsen.

" Og så er Zardari bare forhandlingsvillig og kompromissøgende. Det spiller dog nok også ind, at det var efter aftale med Musharraf, at han fik annulleret anklager om korruption, så han kunne vende tilbage til Pakistan. Derfor er Zardari ikke så interesseret i et direkte opgør med Musharraf," siger Stig Toft Madsen til Ritzau.

i

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her