Læsetid: 3 min.

Europa kæmper for at holde liv i traktat

Er Lissabontraktaten død eller må Irland forlade EU? Flere muligheder er i spil efter irernes nej, men ingen af dem er uproblematiske
Udland
17. juni 2008

PARIS/BRUXELLES - Politiske ledere i hele Europa diskuterer desperat, om EU's nyeste reformtraktat kan holdes i live og på sporet, efter at de irske vælgere i sidste uge forkastede Lissabon-traktaten. Frankrig og Tyskland fører an i de 26 øvrige nationers bestræbelser for at fastholde den proces, der skal føre frem til den endelige ratifikation af traktaten. Men på højeste politiske sted i Bruxelles erkender man, at medmindre det kan lykkes at overtale Irland til at holde en ny folkeafstemning til næste år, kan de syv lange og smertelige år, der gik for at forenkle og strømline EU's regeringsapparat, være spildt.

Formanden for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, opfordrer den irske regering til selv at foreslå "de bedst mulige løsninger" på EU-topmødet i Bruxelles i denne uge. Han siger:

"Jeg mener, at traktaten stadig er i live. 18 medlemsstater har allerede godkendt traktaten, og det er EU-Kommissionens opfattelse, de tilbageværende ratifikationer bør fortsætte som hidtil."

En anden højtstående EU-kommissær siger dog, uofficielt:

"Der bliver ikke nogen ny afstemning i Irland. Det betyder, at traktaten er død. Det irske nej må ses på baggrund af en generel desillusion over for EU. Vi ville have set tilsvarende resultater, hvis der havde været afhold folkeafstemninger i de øvrige EU-lande."

Irland bankes på plads

En gruppe lande, anført af Frankrig, som overtager EU-formandskabet den 1. juli, forventes at gøre forsøg på at minimere betydningen af det irske 'nej'. Hvis de andre lande ratificerer traktaten, lyder deres uofficielle vurdering, så vil Irland være nødsaget til at holde en ny afstemning.

Meldingen er videre, at de øvrige lande godt kunne gå med til erklæringer, der udtrykker respekt for den irske neutralitet og Irlands særligt lave selskabsbeskatning. I så fald vil den irske vælgerbefolkning måske stemme 'ja' i anden omgang, som det skete med Nice-traktaten i oktober 2002.

Men sæt nu Irland igen stemmer nej? For at være retsligt bindende skal alle 27 lande ratificere traktaten, før den kan træde i kraft. Regeringsembedsmænd i nogle hovedstæder, navnlig Berlin, insisterer på, at Irland med sine fire millioner indbyggere er for lille et land, til at man kan tillade det at obstruere regeringsplaner, som omfatter næsten en halv milliard mennesker. Dublin vil blive banket på plads til at acceptere en eller anden form for halvassocieret aftale à la Norge.

Embedsmænd i Bruxelles har dog deres tvivl om denne strategi, for hvorfor skal Irland trues med en de facto eksklusion, når Frankrig og Holland gik helt fri af trusler efter deres respektive vælgerbefolkningers non og nee til forfatningstraktaten?

Befolkningerne er imod

EU's regeringer må se et deprimerende faktum i øjnene: Den europæiske unions befolkninger - selv de, som åbenlyst har draget fordel af samarbejdet, herunder såvel franskmænd, hollændere og irere - føler sig truet, snarere end inspireret eller beskyttet af medlemskabet af det udvidede EU.

Lissabontraktaten er ikke, som det undertiden hævdes, et program for gennemførelse af Europas Forenede Stater - ja, i visse henseender begraver den definitivt enhver forestilling om en sådan konstruktion. Traktaten er derimod et absurd kompliceret forsøg på få et absurd kompliceret system, der oprindelig var udformet for seks lande, til at virke bedre eller i det hele taget bare virke for 27 lande.

Realiteterne er, erkender man i Bruxelles, at EU's regeringer kun har fire valgmuligheder:

-For det første kan de genforhandle traktaten (endnu engang), så den imødekommer de irske vælgeres meget brogede indvendinger. Det vurderes som helt urealistisk.

-For de andet kan de fortsætte deres egen ratifikationsproces. Når 26 nationer har skrevet under, kan de gå til Irland og bede om en ny folkeafstemning. Dublin kan eventuelt få et par indrømmelser på det retoriske plan.

-For det tredje kan Irland, som det eneste land, der ikke har underskrevet traktaten, blive bedt om at forlade EU.

-For det fjerde kan EU glemme hele redeligheden (i al fald indtil videre) og fortsætte på grundlag af de eksisterende regler.

Fokus på det praktiske

Der vil givet være flere røster, deriblandt formentlig de britiske, som vil være fortalere for, at EU nu begynder at fokusere på de praktiske problemer, som direkte berører Unionens borgere - klimaforandringer, globalisering, indvandring, terrorisme osv. - frem for hele tiden at diskutere sine egne institutionelle rammer. Uanset hvilke politiske signaler de europæiske regeringer måtte finde på at udsende i de kommende dage og uger, kan dette meget vel blive de facto-udfaldet. Om de gamle EU-regler vil gøre det muligt at præstere væsentlige fremskridt i forhold til de praktiske problemstillinger, kan man så betvivle.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her