Læsetid: 2 min.

FN: Kriminaliteten falder overraskende på Balkan

Når det kommer til den ikke-organiserede kriminalitet er Balkan mere fredelig end resten af Europa, konkluderer FN. Regionen er dog stadig præget af organiserede bander, der hvert år transporterer mere end 100 ton heroin ind i Vesteuropa
5. juni 2008

Der er større risiko for at blive voldtaget, overfaldet, myrdet eller udsat for røveri i Danmark end på Balkan. Sådan lyder konklusionen i en ny FN-rapport.

"Hvor overraskende det end måtte lyde for mange, så har Balkan i dag udviklet sig til et af de mest fredelige områder i Europa", lød det fra direktøren for FN's afdeling for narkotika og kriminalitet, Antonio Maria Costa, da UNODC offentliggjorde sin nye rapport om kriminaliteten på Balkan.

Baggrunden for udviklingen er ifølge rapporten, at regionen ikke længere i samme grad er præget af "de kendetegn, der fører til kriminalitet; som voldsom urbanisering, alt for høj ungdomsarbejdsløshed samt massiv fattigdom og social ulighed".

Rapporten dækker landene Kroatien, Makedonien, Bosnien, Albanien, Montenegro, Bulgarien, Rumænien, Moldavien, Serbien og Kosovo. Fokusområdet i rapporten er den ikke-organiserede kriminalitet, overfald, mord, røveri og lignende, som oftest rammer borgere i deres hverdag.

Farvel til 90'erne

Efter at de kommunistiske styrer brød sammen, borgerkrigene på Balkan i 1990'erne og særligt Slobodan Milosevics kriminelle serbiske regering, har Balkan ellers oparbejdet et omdømme som en rede for kriminalitet i alle former. Men den mest synlige dag-til-dag kriminalitet, ser altså nu ud til at være faldet til et overraskende lavt niveau.

"Helt generelt, hvis man ser på den almindelige kriminalitet, så er denne type kriminalitet faldet kraftigt siden 1990'erne," sagde Antonio Maria Costa som et supplement til rapportens konklusion, hvor der står:

"Balkan har lagt en æra med demagoger, hemmeligt politi, forbrydere og cigaretsmuglere bag sig, og regionen er i dag et af de sikreste steder i Europa".

Balkans ømme punkter

Alt er dog ikke fryd og gammen på Balkan. Mens den almindelige kriminalitetsrate er faldet, er problemerne med den organiserede kriminalitet, særligt våbenhandel og narkotika- og menneskesmugling, omfattende og stigende.

"Hvert år bliver der transporteret mere end 100 ton heroin gennem regionen og videre til det vesteuropæi-ske marked. Værdien af denne heroin er større end bruttonationalproduktet i flere af landene," siger Antonio Maria Costa til avisen Herald Tribune, og han peger samtidig på, at Albanien har udviklet sig til at være regionens centrum for den organiserede problem. Al-banien er - siger Costa - blevet Balkans "ømme punkt".

Udviklingen i Kosovo står også på mange områder i skærende kontrast til den eller positive udvikling på resten Balkan. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch dokumenterer i en ny rapport, at Kosovo har store problemer med at finde ressourcer til efterforskninger af forbrydelser, vidneprogrammer og overfald på den serbiske minoritetsgruppe.

Antonio Maria Costa slår fast, at det helt afgørende skridt i forhold til Balkans fremtid er mindre korruption.

"Forbrydere fra fortiden prøver stadigvæk at vaske deres omdømme og penge rene gennem politikere og virksomheder. Så politikere og erhvervsliv på Balkan skal være bedre isoleret mod de ætsende effekter, den organiserede kriminalitet har. Især den økonomiske kriminalitet. Udviklingen i området afhænger af det", siger Antonio Maria Costa.

Han understreger også, at EU stadig har en stor rolle at spille på Balkan i forhold til at reducere regionens ustabilitet og sårbarhed over for kriminalitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu